
Clement har rundet de 2,5 år, og har lært rigtig mange ting.
Han synger mange små sange på både dansk og fransk. Det er jo ingen sag, når man selv kan sætte CD'er på og øve sig. At CD'erne så ikke har ret godt af at blive tabt på gulvet konstant er en anden historie.
Musik er i det hele taget et meget stort hit hos os. Man kan lytte til det selvfølgelig, men man kan også tegne alle instrumenterne, der her i huset alle kommer i tre størrelser: Den lille violin, den store violin og så violinen uden størrelsesangivelse. Udover at vi kan tale om dem, kan vi også tegne dem, og så kan vi synge dem. Den store cello taler således med meget dyb stemme, og den lille cello med en meget høj stemme. Clement har styr på, tror jeg da, alle instrumenterne efterhånden, men vi bruger også ret meget tid på beskæftige os med dem.
Han bruger sin lille tromme og sin xylofon hver eneste dag samt fløjterne, der af en eller anden grund altid befinder sig sammen med bøgerne.
Jeg har da også liggende i baghovedet, at Clement skal begynde i skole til næste år, og jeg fornemmer, at det måske kan hjælpe han lidt at være vant til at lytte. Udover at lytte til musik hører vi også fortællinger, og han kan nemt sidde i 20 minutter og lytte til "Dyrene i Hakkebakkeskoven" eller "Pippi". Hvis det er sidst på dagen.
Video er stadig reserveret til sengetid, og der kører yderst sjældent andet end "Kaj og Andrea". Clement ler højt og hjerteligt, når Keld og Poul klumrer rundt. Falder i vandet, løber væk fra køerne, løber om kap med bilen og andre helt vildt underholdende gags. Han synes også, det er fantastisk morsomt, når Andrea prøver at stille et æg på højkant, og det bliver ved med at vælte.
"Teletubbies" er stort set sendt på pension nu, "Ouioui/Noddy" ryger i videoen en sjælden gang, og "Bamse og Kylling" er også godt, men det slår aldrig "Kaj og Andrea".

Clement er ikke den store udedreng. Børnene i vuggestuen er aldrig ude, det vil ændre sig i skolen, heldigvis. Vi går tur efter vuggestue, men der sidder han normalt i klapvognen og hviler sig. En enkelt lille løbetur i vinmarkerne eller skoven bliver det også nogle gange til.
Vi har lært en lille hund at kende, som vi nogle gange går tur med. Den hedder Vasco, og det er en lille yorkshire terrier, der altid er meget glad og hopper op. Det bryder Clement sig ikke om, jeg tror faktisk, han er lidt bange for den. Her de seneste uger er jeg begyndt at invitere Vascos "mor" ind på te efter gåturen, og først nu - efter at have kendt hunden i et års tid - begynder Clement at viser Vasco små ting i huset: "Viens Vasco" (Kom, Vasco).

Jeg ønsker sådan for Clement, at han kan finde sig en lille kammerat, i hvert fald når han begynder i skolen. Indtil da har vi kun børn i huset, når vi decideret inviterer på middag eller noget andet, og jeg synes godt, at jeg kan mærke, at Clement ikke er vant til at lege herhjemme. Det er som om, at han skal lære det. Heldigvis er der et par store kusiner, Marie-Julie og Anne-Lise, der er gode til at trække ham med og lære fra sig. Vi har også lært en række andre dansk-franske familier at kende, der alle har mindre børn, og oven i købet er der flere drenge på Clements alder.
Clement har bemærket, at Alain står op og tisser, og det er han nu også begyndt på. Han har dog ikke luret tricket med at man kan styre strålen ved at holde fast i tissemanden, men det kommer vel. Han går helt fast på potten nu i forbindelse med hvert bleskift, og der er næsten altid en tår til potten nu, og han er skam stolt, når han har leveret "un gros pipi".
Ellers er han begyndt at tale noget dansk med mig. Han blander meget fransk i det danske, noget mindre den anden vej, tror jeg nok, men dansk, det er det. Han er i øvrigt også begyndt at være helt dygtig til at tale med folk. Jeg skal tage mig selv i at svare på hans vegne, for han kan faktisk godt besvare simple spørgsmål selv nu.
Der er flere lege, Clement holder meget af: "Les sacs" går ud på at finde alle plasticposerne og fylde dem op med kolonialvarer som pakker med ris, krydderier, pasta og lignende. Det er lykkedes at lære ham at rydde det op igen.
Vi er også begyndt at lave små simple puslespil og andre meget lette spil.
Han er stadig meget glad for at lege med sine små plasticdyr, og han kender navnene på dem allesammen. Nogle gange er de imponerede i vuggestuen over at han ved, hvad en søhest eller et næsehorn hedder, men hvis de ved jo heller ikke, hvor meget tid vi bruger på at nævne dem alle ved navn, give dem mad og lægge dem til at sove.
Clement elsker også at "læse bog", og her er det altid det danske udtryk, han anvender, fordi det normalt er ham og mig, der læser bøger sammen. Jeg fortæller dog sjældent en hel historie for ham, det går normalt ud på at tale om billederne, men det er også fint. Jeg kan høre, at det virker, for han genkender rigtig mange ting "ude i virkeligheden". Han kan beskrive, hvad han ser på billederne i lægens venteværelse, hvad han ser i et butiksvindue osv.
Begrebet "bange" er blevet en del af Clements forestillingsverden. Han nævner hver eneste dag den række af ting, han er bange for: Tordenvejr, løver, grise. Hvordan grisebasserne er blevet så frygtelige, er jeg ikke helt klar over. Jeg prøver at tale med ham om, hvorfor han er bange, men har ikke fundet nogen sammenhæng i noget. Jeg har på fornemmelsen, at han prøver at finde ud af, hvad "bange" egentlig er for noget, og hvornår og hvordan det kommer over en. I sommer oplevede han fyrværkeri til Sankt Hans, og det gjorde ham bange. Han talte om det i måneder efter.