Jul hos Josette

Vores franske jul holdt vi hos Alains mor, Josette. Clements og Evas store fætter, David, var der, og Alains søstre, Martine og Dominique, Martines mand Roger og Josettes ven, Marcel.


Juletræet kommer frem hvert år... For dets fod står julekrybben... Den hellige familie med flere.






Eva er en præmiebaby, der lader sig holde og holde og holde... iført julekjole fra Annie. Clement og David er stadig helt særlige gode venner. Tænk, det har de været lige siden den allerførste gang, David så Clement, bare fire måneder gammel.




Julegaverne... nøje diskuteret og udvalgt gennem hele efteråret. Panique au chantier - Playmobil-vejarbejde - fra Mamie, tavle fra David, bilbane fra papa (og mor vistnok), globus fra tata Dominique og tæppe med vejbane fra tata Martine.


Så skal der samles. Papa og David kaster sig over dimserne for at sætte dem sammen til anvendeligt legetøj for Clement. Og det er skam ikke altid nemt. Tro ikke det.






I dagene efter jul hos Josette bliver der virkelig leget igennem på alle etager.

Nu undrer det nok, hvor Evas gaver er henne? Tjah, hun sov åbenbart under gaveåbningen, og ingen fandt på at hente kameratet frem, da vi åbnede Evas pakker. Som i øvrigt alle indeholdt tøjdyr af forskellig slags... og så naturligvis dukke Lotte, og hende er der billeder af andetsteds.

Se min nye Lotte

Eva har fået sin første dukke - det er Lotte - hun har endnu ikke fundet ud af, om man kan spise håret, men jeg skal hilse og sige, at hun arbejder på sagen.

Giraffen Sophie er fantastisk

Og woooohooow... hvem kan røre ved sine helt egne tæer nu?

Juleforberedelser

Hos os begyndte julen allerede sidste weekend i november, hvor vi pyntede op med de nisser vi har. Julekarrusellen, der spiller "We wish you a merry x-mas" og krybbeskærmen, som Karen har lavet af silkepapir.


Eva er en rigtig lille nissepige i disse meget fine, hjemmestrikkede og lånte fjer med norsk - eller er det færøsk? - mønster. Under alle omstændigheder synes jeg, det er hyggeligt at kunne give den lille franskdame lidt klæder på, der er så typisk nordiske. Hanne, det må du gerne hilse strikketøjets ophavskvinde og sige.

Den første december oprandt... stærkt inspireret af nogle oprindeligt danske nisser - nu bor de også i Champagne, så de er vel indvandrere ligesom mig og mine nisser - indførte jeg også, at vi skulle have en nisse.

Så jeg stod faktisk og lavede risengrød på Basmati-ris den 30. november - forsøgte, bør jeg sige - for det går selvfølgelig slet ikke. Det koger ikke ordentligt ud, men jeg kom lidt sent i gang med forberedelserne, så det var ikke muligt at anskaffe Pama Grødris eller hvad det nu hedder. Niseen var heldigvis ligeglad, den tog for sig af retterne, behørigt serveret i grødfad med slev, smørklat og kaneldrys.


Clement syntes, det var vældigt spændende... og blev heldigvis ikke bange for denne lidt mystiske idé, der pludselig dukkede op ud af det blå. Men det var også en flink nisse, der havde en kalendergave med.


Denne kombination af nisse og gave er jeg ikke sikker på, at jeg bryder mig så meget om, men hvis man vil have en nisse i sit hus i december, kan jeg godt se på det hele, at det skal tænkes lidt bedre igennem i lidt længere tid. Så det er godt, at Clement ikke er så kritisk endnu, når mine påstande ikke hænger ordentligt sammen.


Babyer får ikke kalendergave hver dag, men det gør heldigvis ikke så meget. De er glade bare de får lov at studere alt det spændende deres storebror foretager sig.


Tænk bare, da Clement kom hjem fra skole den 1. december var der kommet en julekalender fra Danmark med posten. Meget spændende... det er nu en uge siden, og nu har han fuldstændigt forstået konceptet. Alligevel spørger han hver aften, om han kan få lov at åbne den næste låge, og hver aften får han lige så stensikkert at vide, at han må vente til næste morgen.


Vi har skam også fået et kalenderlys med juleposten fra mormor i Odense, og for en gangs skyld kan vi faktisk nå at brænde det ned, som det sig hør og bør. Det er rigtig hyggeligt at tælle dage ned på den måde.


Clement prøvesmager mors klejner, bagt med hjortetakssalt - der doseret forkert giver kraftig smag af ammoniak - ikke uden frygt og bæven, men man er vel en mand og ikke en mus. Til gengæld puttede jeg så lidt af kemikaliet i, at kagerne stort set ikke hævede. Lidt mus er man åbenbart alligevel.


Eva må som sædvanlig nøjes med flaske, men det er hun så vidt vides også godt tilfreds med.

Den 3. december holdt vi julestue for venner, familie og nogle naboer. Til lejligheden havde jeg lavet gløgg, en god stiv omgang med rosiner, der havde svømmet i Marc de Champagne så længe, at de smagte godt igennem. Dejligt... men man fik varmet kinderne godt af trylledrikken.


Til serveringen hører også æbleskiver, foromtalte klejner, havregrynskugler og hjemmelavet nougat.






Og nogle af os fik skam også klistret lidt julepynt. Jeg lavede små kræmmerhuse af kagetallerkenpapir med glansbilleder. Det kan selv jeg finde ud af, og det ser skam yndigt ud.

Når vi går til og fra skole taler vi om Verzys juletræer, der er pyntet med gaver, der er pakket ind i rød og guldfarvet folie. Clement fortæller hvilke der er pakker til børn og hvilke der kun ligner gaver. Vi kigger på det store juletræ udenfor rådhuset og julelysene i hovedgaden og julepynten i butikkerne. Hvilket altsammen er meget fint til at bringe den rette julestemning, så vi er klar, når vi kommer til Danmark om en uges tid.

Forældremøde

Vi har været til møde med Clements lærer, Brigitte, for at høre hende om, hvordan det går. Det er primært på den måde, man har en chance for at spørge om ting, der trykker, eller bare hører, hvad de laver, og hvordan det i øvrigt går.

Det er et godt møde, jeg er glad for det bagefter. Måske mest af alt, fordi jeg synes, at det hun siger, svarer meget godt til det, vi selv taler om og ser.

Hun har tidligere kaldt ham en lille pirat, og med det mener hun åbenbart en dreng, der stadig er lille og umoden, gør præcis, hvad der passer ham, og kun hører efter, når det passer ham. Det kender vi fint hjemmefra. Man kan nemt få den tanke, at han intet hører, hvis ikke det var fordi der altid er prompte reaktion på ord som chokolade og jordbærsaft.

Nu gør det mig ikke så meget, at han stadig har denne "baby-side", som hun kalder det . Han er jo faktisk stadig lille. Bare tre og et halvt år.

På den anden side er han superinteresseret i at lære. Suger til sig. Laver gerne opgaverne i cahier de vie, har en god fornemmelse for antal. Hun nævner som eksempel, at han visuelt kan overskue seks stykker, og at det er godt for hans alder.

At han er vild med at lære alt, ser jeg selvfølgelig også herhjemme. I øjeblikket tæller han meget - på fransk til 30, og på dansk spørger han mig, hvad alle tallene mellem 10 og 30 hedder, stort set hver dag til frokost.

Vi bruger også en hel del tid på at tale om begreber som "i morgen" = efter næste dodo, "i går" og "i dag". Det er svært at forstå.

Vi snakker også om sprog. Vi har begge det indtryk at Clement ikke blander dansk og fransk, med mindre han kun kender ordet på det ene sprog. Brigitte siger det samme, og oven i købet, at han også er godt med rent sprogligt. Han taler godt.

Jeg har en fornemmelse af, at hans musik og hans tosprogethed supplerer hinanden godt. På en eller anden måde lærer man med begge dele at tune ind på noget, inden man kaster sig ud i det. Clement trommer jo til det musik, vi hører, og han begynder at kunne holde en simpel rytme et stykke tid. Hvad det sproglige angår har han nu helt styr på, hvem man taler dansk med og hvem man taler fransk med. Og jeg kan se på ham, at han undrer sig lidt over at høre mig tale både dansk og fransk, hvilket jeg gør lidt mere nu, fordi jeg i ny og næ veksler en sætning med andre voksne i skolen.

Brigitte siger også, at han er en venlig, sjov og tilsyneladende vellidt dreng. Jeg har bemærket, at de store piger - dem på 4 og 5 år - ser ud til at synes godt om ham. De kalder i hvert fald på ham på gaden, og Amandine, som også har været med hjemme og lege her et par gange, har åbenbart kastet sin kærlighed på ham med både kys og kram. Clement siger dog selv, at han godt kan lide Amandine, men det er nu Jason, Amandines lillebror, der er hans kammerat. På gaden er vi dog også på hils med Camille, Morgane og så var der også Manon, som Clement selv siger. De små piger i petit section - Clementine, Maelys, Ambre og Julie interesserer mindre.

Det er jo altsammen meget rart at høre, ikke mindst når man har været så nervøs som jeg over at sende mit barn ind i det franske skolesystem. Jeg tror nok, at jeg tør tage det roligt de næste to og et halvt år, og det er jo allerede fint.

Brigitte afslørede i øvrigt også, at hun selv er halvt italiensk, hvilket var rart for mig at vide, da det jo fortæller mig, at hun, når hun spørger mig om, hvordan det går, rent faktisk har en baggrund for at vide noget om, hvordan det er. Til de fleste andre fortæller jeg normalt meget lidt om den slags, da det alligevel er for svært at sætte sig ind i. Ens vanskeligheder ved den form for integration opstår de mærkeligste og tilsyneladende totalt banale steder, og det er nok svært at forstå, hvorfor det sker. Selv kan jeg nok ikke engang forklare det. Jeg kan bare mærke, at jeg har stærke reaktioner mod at gøre et eller andet. Så lader jeg normalt være. Jeg forsøger ikke at tvinge mig selv over blokeringerne. De går normalt i sig selv, hvis jeg blot får den nødvendige tid til at overvinde dem.

Men Brigitte har en ilterhed over sig, som franske kvinder - i hvert fald her fra egnen - normalt ikke har, og hun taler rivende hurtigt, så det undrer mig slet ikke, at hun er halvt italiensk. Det passer mig vældig fint, at Clement har en lærer, der forstår tosprogethed og at have en dobbelt kulturel identitet, fordi det betyder, at hun også interesserer sig for det, som han også er. Og det har jeg jo allerede set, at hun gør. Hun spørger ham f.eks. hvad ord som "bonjour" og "merci" hedder på dansk.

Jeg fik i øvrigt også slået fast en gang for alle, at det er ulovligt at slå børn i franske skoler, og hun forklarede mig, at hun sætter børnene på en bænk ved siden af gruppen, hvis de nægter at gøre som i gruppen. Og vi enedes også om, at det er bedst at spørge, hvis man er i tvivl. Det er jeg jo helt enig i, men jeg er langt fra sikker på, at det er normen her. Men jeg ved det jo ikke. JEg har da helt sikkert også en masse vilde idéer, som blandt andet opstår, når man er fremmed og skal finde sin vej gennem det fremmede. Når jeg skal finde vej for Clements vedkommende, betyder det lige pludselig alverden for mig, hvor tingene er, og det er fremmed her, selvom vi stadig er i Europa. Til tider kan det være om ikke angstfremkaldende så befordrende for at få idéer, der ikke nødvendigvis er korrekte.

Nu kan jeg så spørge Brigitte...

Mens vi venter på at julen begynder

Saint Cecile er Verzy-gardens skytshelgen. En god lejlighed til at promenere gennem byen med tjuhej, trutterut og bombombom. Clement synes det er fantastisk. Især efter, at det har vist sig, at Jasons storebror, Brian, spiller med. Han er stor, syv år, spiller på bækken, og nu ved vi så, at man skal være syv for at være med. Hver optræden ender med tredje halvleg på rådhuset. Det er ikke ringe. De dage er briochen fra bageren tilmed perfekt bagt, og lidt af en lækkerbidsken. Clement har normalt øjnene med sig, så nu kopierer han marchtrommernes måde at håndtere trommestikkerne på.








Eva har stiftet bekendtskab med nissefar, julemusen og den lille julebamse.






Vi prøver også at "skyde" begge børn til et julekort. Ikke helt nemt. Eva må ikke tilte. Clement nægter at være tættere på hende end en halv meter. Ingen af dem må have røde øjne. Til gengæld må de gerne begge to se venlige ud, som de hyggelige børn, de er. I får resultatet engang i december.


Clement har mange små venner med i seng, her den store og den lille nournours - bamse - han passer dem skam også flinkt, de får både mad og drikke, og til tider også deres egen ninin - sutteklud.

Det er i øvrigt helt forrygende at se de to børn sammen. Jeg har haft lidt svært ved at tro på alle jubelhistorierne, om hvor fantastisk det er at se to søskende sammen. Helt ærligt, hvor fantastisk er det lige pludselig at skulle dele alting og konstant få besked på, at man må vente til bagefter?

Jeg tog fejl.

Clement synes helt tydeligt, at det er sjovt med Eva. At hun skal spise, at hun skal have skiftet ble, at hun griner til ham, at hun vender sig om efter ham. Og Eva har nærmest ikke øjne for andet end Clement, når han er der. Hun vender sig efter ham, griner til ham og stopper nærmest enhver aktivitet for at studere dette forunderlige fænomen, en storebror.

Hun er begyndt at snakke meget, og noget der ligner en rytme aftegner sig også svagt. Det mest sikre lige nu er dog, at hun vågner kl. 6 og derefter rent ud sagt kæfter op til hun bliver taget op ad sengen. Så vil hun tit gerne bare sidde i sin stol og kigge og snakke videre, indtil hun skal have mad ved 8-tiden.

Dagen lang vekselvirker med Evas måltider, korte lure, der sjældent er længere end 30 minutter, siddeture på armen, hvor hun elsker at sidde og putte sig, aktivitet på legetæppet, som hun også hiver godt fat i nu, ned og hente og aflevere Clement i skolen fire gange om dagen, så vidt muligt i bæreselen, det trætter også lidt. Meget hurtigt er kl. 16.30, og Clement er så færdig med skole og kommer hjem.

Smæk

I dag spurgte Clement for første gang Alain, hvad smæk er for noget. Jeg har gået og ventet på, hvornår spørgsmålet ville komme.

Det er ikke noget, han nogensinde er blevet introduceret for her, eller ikke som begreb, derfor kender han ikke ordet på dansk, så han valgte altså at vente til Alain var hjemme for at vende det med ham.

Det står nu ikke helt klart, om nogen har fået ryk i ørerne i skolen.

Til gengæld hørte jeg, da vi efter frokost ventede på at blive lukket ind på skolen, en dagplejemor true et af sine børn med en fesse, hvis hun ikke blev stående stille ved siden af barnevognen. Det kan altså også være dette, Clement har hørt, og åbenbart har forstået, at det var noget han i hvert fald aldrig har hørt om.

Ellers sker det af og til, at en af mødrene giver deres afkom smæk bagi på vej til og fra skole... jeg har aldrig været tæt nok på til at høre, hvori forseelserne bestod. Jeg tror såmænd heller ikke, at det gjorde ondt. Men ydmygende er det at måtte stille sig med hovedet mellem benene, så mor kan give en smæk for øjnene af alverden.

Clement har haft en biblioteksbog med hjemme, der netop handler om vold mod børn, og opfordrer ofrene til at fortælle en voksen om det. Jeg ved så ikke, hvad man gør, hvis det er ens egen kære mor, der giver smæk i fuld offentlighed. Men jeg har valgt at tolke det sådan, at Clements lærer må have en progressiv holdning til smæk, siden en sådan bog er blandt udvalget. Det er selvfølgelig også det, der er lettest at leve med for mig.

For skal man egentlig gøre, hvis læreren rykker ens barn i ørerne, når det ikke makker ret? Altså... i et samfund, hvor den slags er accepteret... tage sit barn ud af skolen og sætte det hen på en anden skole, hvor det måske er endnu værre?

Foreløbig har vi nok bare tænkt os sådan en passant at strejfe emner, når vi skal have møde med læreren en gang før jul for at høre, hvordan det går.

Dagligdage i november

I skolen låner børnene en biblioteksbog med hjem hver uge. Det er jo sådan set fint. Clement har et rimelig grumt eksemplar med hjem denne uge. Den handler om vold mod børn, og opfordrer voldsramte børn til at fortælle andre om det. Jeg har ikke taget mig sammen til at spørge læreren endnu, om hun virkelig synes så små børn skal læse den slags. Eller endnu værre, om det virkelig er nødvendigt.

Det er jo velkendt og tydeligt, at hænderne sidder en hel del løsere på forældre hernede. Det ser man overalt: På gaden, til familiefesten, på indkøb. Det diskuteres i dameblade, og der er altid nogen, der argumenterer for, at de ikke har taget skade af en endefuld, og det gør deres børn heller ikke. Hvis jeg havde kunnet vælge selv, ville jeg nu ikke have fundet det nødvendigt at introducere Clement for den slags idéer. Alain har læst bogen med Clement én gang. Bagefter spurgte han, om jeg var klar over, hvad slags bog det er denne gang. Vi har selvfølgelig for længst indbyrdes talt om det at slå børn, og er enige i vores holdning til det.


Popcorn hører til en af livets gode sider. Clement foretrækker at styre, hvem der får hvilke popcorn, når det begynder at dale synligt i skålen.


Clement har gang i mange ting, her har han bygget en slikfabrik af sine klodser. I øjeblikket bygger han også Noahs ark - Oas Nark som den hedder her i huset - hvor der dog desværre ikke altid er plads til alle dyrene. Det er jo noget rod.

Oas Nark blev genintroduceret i vores liv for nogle uger siden, da Clement i et af denne tids mange legetøjskataloger - hans aviser - så Playmobils Ark. Han huskede så, at vi spillede et computerspil en gang sidste år, og ønskede at spille det igen, hvad vi så har gjort lige siden.

Nu lyder det derfor indsmigrende flere gange om dagen med charmesmilet skruet på: Kan vi lave Oas Nark?

Jeg kan se, at han er blevet bedre til at bruge tasterne på computeren. De er jo ovre på den store skole to gange om ugen for at arbejde med computerne, hvor meget de får ud af det, har været lidt af en gåde for mig. Men et eller andet må det give udover vanen med at sidde ved en computer.

I øvrigt er det også sjovt at konstatere, at Clement nu tænder også på de mere "farlige" Playmobil-spil. Det er tydeligt at han går i skole, er vant til at være sammen med større drenge, og ikke længere bliver bange for pirater og riddere, der gør farlige ting. Tværtimod finder han det spændende, og det sjoveste af alt er at spille isspillet og blive spist af isbjørnen. Ok, det er ikke meningen... men jeg er altså bedre til at skrive ord end til at spille computerspil.


Når vi er i Reims - cirka en gang om måneden, vil jeg tro - passer det stort set altid med, at der er gang i et eller andet på den store plads, og heldigvis tit noget musikalsk. Sidst vi var der, var det den katolske nødhjælp - det må jo være Frankrigs svar på Folkekirkens Nødhjælp - der havde organiseret en masse. Blandt andet optræden med trommespil og dans.

Det kan godt være, at Champagne og Reims ikke er specielt progressiv, men man kan i hvert fald spille djembe her. Der er skole og flere trupper, og nogle af dem optrådte. Clement er meget interesseret i alle former for percussion, så det var jo selvfølgelig fedt at se.

Vi har en djembefilm fra Burkina Faso, så han kender stilen og dansen ret godt. Alligevel har det selvfølgelig en helt anden kraft over sig at se og høre rigtige mennesker spille, danse og synge lige foran næsen.


Vi har været i gang med at prøve at fotografere et eller andet til et julekort. Det er ikke nemt. Specielt ikke med det gamle kamera, der her synger sin svanesang og ikke lægnere kan fokusere.

NU HAR VI FÅET (KØBT) ET NYT... JUBII.. det er så nyt, at jeg ikke engang har prøvet det endnu.



Den 13. november har Eva for første gang smagt andet end mælk. Vi lagde ud med kartoffel - godt i smadder - og moset godt med eget kogevand, så vitaminerne ikke forsvinder, og det ikke skulle være for tungt.

Tilsyneladende syntes hun godt om forandringen.

For første gang har hun nu også fået fast føde, når vi andre sidder ved aftensmaden. Da Clement viste stor interesse for projektet, var det oplagt at lade ham prøve at made hende, og det gik fint. Eva vender alligevel altid hovedet i Clements retning, så det havde også sine fordele.

8-10 bittesmå skefulde, hvoraf noget blev ekspederet ud igen, men ikke det hele, tror jeg. Og tungen røg ind og ud, mens den lille dame overvejede, om hun nu brød sig om nyheden.

Jeg synes måske egentlig, at det er lidt tidligt. Men vi har fået grønt lys fra børnelægen, der oven i købet nærmest opfordrede os til at begynde lige så stille ved fire måneders alderen.

Desuden vil jeg gerne have nye spisemønstre indarbejdet og normaliseret, så meget det nu lader sig gøre, inden vi rejser hjem til Danmark på juleferie om en måned. Derfor er tidspunktet ret velvalgt, tror jeg.

Lillepigen blev selvfølgelig heller ikke snydt for sin natflaske, og måltidet oplivede hende i den grad, at hun sådan set stadig er i fuld gang med at tæske løs på aktivitetstæppet. Hensigten var nu ellers blandt andet også, at maden skulle gøre hende så helt utrolig udmattet, at hun fik behov for at hvile helt til den lyse morgen.

Hendes mor har nemlig sværere og sværere ved den natmadning. Ikke det kvarter ritualet varer, men den time det tager, at falde i søvn bagefter.

Mit navn er spise

Af fuldefolk og små børn skal man høre sandheden... fulde folk ser vi sjældent i dette hus, og jeg har netop fået bevist, hvad jeg nok havde på fornemmelsen, at vi - også i vores familie - har et meget mere traditionelt kønsrollemønster, end jeg bryder mig om... sådan bliver det bare af alle mulige grunde... lige meget hvor meget jeg stritter imod... vi skal jo have noget at spise, og jeg kan altså ikke hidse mig op over bilerne, ikke engang den nye superhurtige Audi... til gengæld kan det godt hidse mig op, hvis vi ikke får andre grøntsager end tomat og agurk.

Hvorom alting er, i dag spurgte Alain Clement, hvad mor hedder - det vidste ungen godt: Solveig... men hvad hedder så papa? Den var straks sværere, så meget pædagogisk spurgte Alain s, hvad siger mor, når hun kalder på papa.

Svaret faldt prompte: Spise.

Øv altså.

Evas verden skal i munden

Eva er også blevet større. Hun er stærkt interesseret i at smage på verden.

Desuden arbejder hun ret målrettet på at få stoppet helst begge knyttede hænder samt sin Mariehøne bog ind i gabet.

Når det ikke lykkes, synes hun, det er hyggeligt at skubbe en lille lyserød tungespids ud over gummerne til almindelig beundring.

Hun er stadig helt overbevist om, at man ikke kan sove igennem. En opstrammer kl. fire er svær at klare sig uden, og de nætter, hvor hun sover helt til kl. 6, er få.

Vi prøver selvfølgelig at stoppe mad i hende, inden hun tilter mellem kl. 19 og 20, men det nytter ikke. Hvis hun ikke ligefrem skriger på mad, kan man lige så godt opgive, der vil alligevel ikke ryge mere end 10-20 ml indenbords, og det betyder ingenting i forhold til, om det bliver kl. 4 eller 6.

Hun kommunikerer, det har hun efterhånden gjort længe i form af ordene "areu areu", som babyer jo anvender i Frankrig (det gør de også i Danmark, Clement gjorde i vhert fald), gurglen, sprutten og spytten.

Fra lille til større

Clement bliver så stor. Vi mærker tydeligt, at han nu er sammen med mere udfordrende aldersklasser end i vuggestuen. I skolen er de 25 i alderen tre til seks år, han har fået sin første kammerat - copin - han hedder Jason, og er en måneds tid ældre end Clement. Jasons storesøster på fire år, Amandine, lader til at have kastet sin kærlighed på en heller ikke uvillig Clement. For ham er det tilsyneladende lige meget, hvem af dem han løber med i skolegården og på fortovet, når vi går og og ned på vores ture mellem hjem og skole. Vi møder dem stort set altid på vejen, så nu er det også blevet en del af vores ritual at vente på de store børn, der går i primaire - skolen for de 6-11 årige. Dér går nemlig Jasons og Amandines storebror Bryan, der dels spiller bækken i Verzy-garden, dels lader til at være en ret godhjertet og rar storebror for de to små rødder. I en alder af syv klapper han selv Clement på hovedet. Jeg står derfor nu hver dag før frokost og hver dag før skolen ringer ud kl. 16.30 og venter på Bryan, for Clement hænger nemlig ud med Jason og Amandine på vejen. Og det er jo skønt, at se ens barn helt selv finde ud af at hænge ud med nogen.

I dag mødte vi hjælpelæreren Pascale på vejen, og hun gav Clement noget af en forelæsning - venligt bevares, men alligevel - om at han ikke skulle løbe på fortorvet men vente på sin mor med barnevognen. Jeg prøvede at forklare, at det er ok med mig, at de løber... de er så glade... og det er tilsyneladende også ok med den anden mor. Og der er så mange voksne omkring, at jeg har svært ved at forestille mig, at der ikke er en til at gribe fat i dem, hvis en af os ikke lige er der.

Da jeg kom for at hente den lille rod kl. 16.30, fik jeg at vide af læreren, at Clement laver mange betises - dumheder - og ikke hører efter og gør, som man beder ham om. Det, måtte jeg jo indrømme, lyder velkendt. Dog ikke stregerne, det formoder jeg, han har lært af de andre børn. Jeg kunne ikke lade være med at overveje, om det mon var Pascale, der havde droppet et par ord, om den uansvarlige og ligeglade mor, der bare lod sit barn løbe afsted?

Jeg undrer mig dog lidt over, om de virkelig forventer af en 3-årig, at han er så disciplineret, at han hører efter og gør som der bliver sagt? JEg synes jo bare det er fint at han har idéer, så længe han ikke gør noget eller nogen ondt med det.

Alain grinede i øvrigt da jeg satte ham ind i det. Han mener heller ikke det er specielt betænkeligt, og hørte aldrig selv efter siger han.

Men jeg er da spændt på den eventuelle opfølger. Clement er så glad for at gå i skole. Når han har fri om onsdagen, har han nu flere gange præsteret at sige: Jamen, jeg er glad for at gå i skole. Som om man næsten gør ham ondt ved ikke at tage ham derhen. Så siger jeg, at skolen sover om onsdagen, og at det er derfor, at vi går til musik i Sillery i stedet for.

Det er han også glad for, og læreren Olivia siger at han er god... det tror jeg jo at han er... men jeg må indrømme at jeg har hende mistænkt for at sige det samme til alle forældre. Det får så i givet fald være...

Jeg glæder mig over, at Clement siden han begyndte i skolen især har fået meget mere god drengeenergi. En dreng skal helst også kunne finde ud af at løbe og råbe og lege lidt vildere end Clement har gjort før. Ikke fordi jeg ønsker at se min lille skat vild på nogne måde, jeg vil bare gerne have, at han har selvtillid til at klare sig blandt de andre børn.

Og det ser ud til at han har det. Han er i hvert fald slet ikke så genert som han kunne være før. Det er tydeligt at han er blandt kammerater med de ni små i skolen, blandt de store har han sine favoritter og jeg har ham også lidt mistænkt for at se lidt op til nogle af dem. Det er også fint nok.

Han leger også rigtig godt med de andre dansk-franske drenge nu... hvor han stort set det første år egenltig holdt sig i et hjørne og passede sig selv, selv når de besøgte os her. Nu går han i clinch og leger.

Vi har også haft Jason og Amandine på besøg her, og Clement har besøgt dem. Jeg håber, at det fortsætter, da de ser ud til at hygge sig sammen. Det er en god ting at have sin første ven, og det tror jeg faktisk, at Clement har i Jason.

I weekenden har vi så hæftet Cahier de Vie hjemme for at sætte et billede eller en tegning i det. Foreløbig har vi sat to trommesæt i. Et billede fra et trommekatalog og en tegning af et batterie. For ikke at blive beskyldt for at være fuldstændigt monoman, har jeg besluttet at der kommer billeder fra vores parisertur i næste gang, dvs denne weekend, Louvre, den musikalske trappe og en brugt billet fra metroen... hvor der i øvrigt også er masser af musik.
Det er sjovt at læse den bog med Clement, han forklarer gerne, og han kan huske, hvad de har lavet for mange uger siden - den fungerer nemlig også som deres bog - små opgaver, tegninger, prints af fotografier osv bliver klistret ind i den.

Ellers læser han mest legetøjskataloger, der vælter ind i stride strømme for tiden. I et af dem genkendte han Noas Ark fra Playmobil - Oas Nark, som han kalder den - og kom i tanke om at vi spillede det som computerspil for et år siden. Det er vi så begyndt på igen. (Playmobils hjemmeside) Der ligger også et isspil, hvor man bliver spist af en isbjørn, hvis man som mig ikke er dygtig nok. Det synes han er forrygende nu, hvor han tidligere blev bange af den slags farligheder.

Og så interesserer han sig nu for SPiderman, som blev introduceret her i huset sidste jul i form af en kiste med nøgle. Der bor Clements sous sammen med mine aflagte plastickort - les tickets. Han er nu begyndt at købe tid ved computeren, hvilket jeg synes er udmærket træning.

Altså mange tydelige tegn på at den lille dreng bliver større.

Dåbsgaver fra nær og fjern

Eva har fået en masse gaver af familie og venner, der enten var med til barnedåben, eller sendte hende en gave. Rækkefølgen er random. Til jer, der aldrig nåede at se gaverne, eller ikke var med. Her kommer de:

To bogdubletter er byttet i Danmark til "Pippi Langstrømpe" og "Niels Holgersens forunderlige rejse". Eva har også fået en del penge, der er sat ind på en konto i hendes navn.


Skindsko fra Hanne, Klaus, Josefine, Pauline og Isabelle i Værløse.


Uldengel fra Karen i Himmelev.


Håndmalet kors fra Nicaragua fra Bernadette i Verdun.



Sengetøj med sommerfugle fra Suna, Karen og Mads i Himmelev.


Cirkeline fra Kaj og Aksel på Nørrebro.




H.C. Andersen-akvareller i pigemodellen fra mormor og bedstefar i Odense.


Uldfår fra Suna, Karen og Mads i Himmelev.


Sølvarmbånd fra moster Fie og Jens Christian i Odense og Herning.


Halskæde med mariehøne fra Anne, Patrice, Antoine, Lisa og Adrien i Givry-les-Loisy.


Skotsk broche fra Peter Helensburgh.


Velourdragt fra Lucienne og Roger.


Guldkors fra Mamie Josette i Soulières og Marcel i Le-Mesnil-sur-Oger.


Filigransølvkors fra mormor i Odense, der har det fra sin mormor i Thisted.


ikingeamuletsmykke fra moster Hanne i Århus.


børnebibel fra Marianne, Allan, Tim, Jakob og Ellen i Pandrup.


Sølvkrus fra Anette, Nanna og Trine i Tønder.


Vennebog og meget mere fra Julie, Torsten, Flemming og Edith i New York.


Kjole fra Annick og Michel i Reims.


Musikalsk legebog med CD fra Søren, Annette, Robert og August i Himmelev.


Halfdan Rasmussen ABC med CD fra Hanne i Tønder.


Badeorkester fra Kaj og Aksel på Nørrebro.


Børnesofatæppe fra Catherine, Vincent, Camille og Mathilde i Paris.


Aktivitetsbord i træ fra Etienne, Laurence og Alexis i Monts.


Børnestol fra Isabelle, Finn, Sarah, Luna, Marianne, Nico, Oscar, Anouk, Susanne, Stéphane, Cléophée, Alexis, Charlotte, Romain, Charles og Alexander i Rilly-la-Montagne, Taissy, Reims og langt langt ude på landet på en gammel gård nær Soissons.


Børneservice fra Raymond og Jeanne.


Kaninlampe fra Roger og Viviane.


Dannebrog fra Mette på Vesterbro.


Bamsebestik fra Pernille og Pernille i Valby og næsten Rågeleje.


Børnemusik fra 2 x Pernille.