Drengehår

Det har ikke skortet på opfordringer på både dansk og fransk. Nu har Clement så været hos frisøren første gang. Og jeg tror nok, at han har nydt den megen opmærksomhed, det har givet fra vuggerens damer i løbet af i dag. Kan næsten 3-årige smigres?

Den lille maestro

Clement bliver så stor. Kun to måneder til han fylder tre år. Kun fire måneder til han bliver storebror. Kun et halvt år til han skal begynde i skole.

Han er blevet meget bedre til dansk siden jul - og fransk sikkert også - men det følger jeg mindre med i. Det er Alains afdeling. Jeg taler også meget med ham. Når vi går tur, taler vi om træerne, vinen og fuglene, der lige nu bygger rede.

Det er skægt at følge hans sproglige udvikling. Han er nu i stand til at lege med sproget. I øjeblikket har vi den totale griner hver aften over ordet "computer", der helst skal udtales mærkeligt. Det er også vild morskab at sige ting forkert på en sådan måde, at man afslører, at man godt kender den rigtige sammenhæng. Tilsvarende når han lægger puslespil, kan han nu finde på bevidst at lægge det forkert for så til sidst at finde den rigtige løsning, som han tydeligvis har kendt hele tiden. Det er dog absolut hverken morsomt eller tilladt at sige et forkert ord, når vi læser Richard Scarrys pegebog.


Clement læser pegebog med mormor.

Vi har besøg af mormor i en lille uges tid i den danske vinterferie. Vi laver ikke så meget, bruger tiden på at tale sammen.


Gåtur ved vinmarkerne i udkanten af Verzy.

Lille maestro
Når vi er hjemme, er musikken stadig en meget central plads. Vi tegner de forskellige instrumenter omend mindre end omkring jul. Vi ser "Sigurd og Symfoniorkesteret" og "tam-tam", der er blevet store i vores familie. Det er såmænd "Buena Vista Social Club", som jeg fandt på at introducere på et tidspunkt for at vise Clement, hvordan man spiller på de bongotrommer, han fik i julegave.


Clement læser sine instrument-tegninger.

Den film har samtidig givet anledning til at tale om forskellige aldre, da de fleste optrædende i den film jo er i bedste- og oldeforældrealderen. Det er blevet til de gamle papy'er, der spiller klaver, trompet og store kontrabas.

Instrumenterne og musikken er også blevet midlet til at tale om følelser. Sigurd er kommet os til hjælp her, og jeg er blevet rigtig god til at imitere både en glad, en gal og en trist violin, en ditto trompet klarer jeg også. Det er primært de mere avancerede instrumenter som kontrafagot, sousafon og bols japonais, der volder artikuleringsmæssige problemer. Clement har helt styr på dem alle sammen.

Her er Frankrig kommet os til hjælp. Personligt synes jeg nok, at den nationale børnelitteratur er ret ucharmerende. Til gengæld er den oplysende. Det betyder, at man kan få børnebøger, der forklarer alt mellem himmel og jord. Har man interesserer som nu Clement, køber man en bog, der detaljeret forklarer om instrumenternes udseende, funktion, globale udbredelse osv., og det har yderligere bragt os i kontakt med charango på det sydamerikanske kontinent, indiske tablas og svensk nøgleharpe.


Clement hygger sig med sit nye musikmonstrum. Det kan forlænge en pottetur til både det dobbelte og tredobbelte.

Forleden dumpede en forsinket julegave ind ad døren. En musikboks, der kan spille selv, og et sæt percussioninstrumenter til børn, så nu er Clement den heldige ejer af maracas, kastagnetter, guiro, bjælder og en diskofløjte. Udover bongotrommerne, xylofonen, trommen, fløjterne og en lille tamburin. Og han elsker det.


Petit Lion.

Petit lion
Til fastelavn var Clement klædt ud i en løvedragt fra mormor. Han ville dog først tage den på på selve dagen og kun nede i vuggeren, der har de åbenbart gjort det skægt for ham at have den på. Der var i hvert fald ingen problemer med at få ham til at hoppe i den på Anne-Lises seks års fødselsdag, hvor en hel stribe småpiger var indbudt og så Clement, der nød at være "petit lion" i flere timer.


Tøsetur til kusine Anne-Lises fødselsdag. Nathalie er god til at sætte dem i sving, her skal de lave en figur af marcipan i tre farver.

Vi holder fast i vores tur med lille Vasco, en lille terrier, og dens madmor Virginie. Clement er blevet fine venner med dem begge to. Han er også blevet gode venner med Olaf, som er naboens Golden Retriever. Vi har købt hundekiks til dem begge to. Fætter David har også fået hund nu, en smuk, sort labrador, der er en stor hvalp og stadig lidt for sprælsk for Clement.


Skoven er blevet en skøn legeplads. Clement storker afsted deroppe, men han kan stadig godt lide at blive kørt derop.

Stort set hver weekend siden jul har budt på et ophold på en-to dage i Soulières, fordi der er så meget arbejde i vinen. For Clement betyder det tid med Mamie og Marcel. Jeg har sagt til Josette, at Clement måske vil begynde at snakke om en Papy, og at jeg har sagt til ham, at han har sin Mamie Josette og sin Marcel og sin David i Soulières og sin mormor og bedstefar i Danmark.


I Soulières bor også den flotte traktor, som Clement fik i julegave af David. Han har endnu ikke fundet ud af at dreje pedalerne rundt. Eller også er han for doven.

Clement har fået en gudbror
Den fjerde marts fødte Laurence en lille søn. Tre uger før forventet termin. Ud kom Alexis på 2,5 kilo og 45 centimeter. Jeg brugte det meste af en eftermiddag dagen før på at indkøbe tøj til ham. Jeg glæder mig meget til at være gudmor for så længe ventet et barn. I forvejen har jeg to kloge, kreative guddøtre i Danmark.


Klinikken i Paris passer godt på lille Alexis, én dag gammel, og sund og rask.

Vi har også været et smut på Montmartre.


Vi hører en harpenist - det er en keltisk harpe, vi er jo kendere - foran Sacre-Coeur.


Sacre-Coeur.

Clement har nu også været ret tæt på rigtig ildebrand. Lige lovlig tæt synes jeg. Vores genbos bil og garage udbrændte en aften, antændt af en brandbombe. Hele vejen var optaget af fire brandbiler de næste fire timer. Så lang tid tog det før branden var slukket, og de sørgelige rester sikret.

Vi kunne dårligt holde hændelsen helt skjult for Clement, da det larmede helt vildt i mange timer. Desuden lyste brandbilernes blå lys ind gennem vores skoddeløse vinduer, og han kunne også høre de mange mennesker på gaden. Så vi klædte ham på, tog ham med ud og se brandbilen, alt mens vi passede godt på, at han ikke så ilden. Heldigvis forbandt han ikke brandbil og den voldsomme røg med ild. Røg er han jo vant til at se fra landsbyens skorstene.

Efterfølgende har David lovet at tage ham med ned og se Vertus' brandbil. David er jo nu blevet halvprofessionnel brandmand, og har vagter med holdet i Vertus. Vi var også svært glade for at se de lokale frivillige brandmænd på brandnatten. Det er meget værd for et lille samfund at have en gruppe, der ved, hvad de skal gøre, og er øvet i den slags. Så skidt med, at brandmajoren havde glemt sine briller hjemme i Verzenay. Det sagde han s'gu, efter at han via vores telefon havde afmeldt alarmen. Vi har også glemt, at brandbilerne missede afkørslen til vores vej, og tog den hele vejen til næste landsby, før de kom tilbage for at tage sig af branden.

Vi er ikke nøjeregnende, og ingen kom heldigvis noget til, udover skrækken. Så vidt jeg ved er brandbombens ophavsmand stadig ikke fundet. Lige siden har jeg troligt låst porten hver gang jeg går nogle steder. Jeg troede virkelig, at Alain ikke var rigtig klog, når han insisterede på altid at låse alt grundigt inde, men jeg har måttet sande, at folk, der ikke er rigtig kloge i hovedet, åbenbart også har deres gang her i gaden.


Dagen efter branden skinnede solen ned på de triste rester.

Josette inviterer hele familien Jorand - hendes søster Monique og hvad deraf fulgte - og så Alain og søstrene, David, Clement og jeg på restaurant i begyndelsen af februar. Det er vældig rustikt. Fordelen er at vi har det hele for os selv, så Clement og kusinerne kan lege, som de vil.

Det lille pus får lov at være "Ogre" - monstret - men han er glad for at løbe efter dem. Han tror, at han er med i legen, hvad han selvfølgelig også er. Dog er han næppe klar over, at han er den, der er udenfor, anderledes...


Clement og kusinene bygger med Clipo.


Til bords.


David er stadig et stort hit... og Clement ligeså.


Mardi Gras foran fontænen downtown Soulières.


Lille løvefar.

Den 19. marts bød på mulighed for at lufte løvefar sammen med børnene i Soulières. Det kastede en del penge og en kolonorm slikpose af sig. Pengene går i landsbykassen og bliver anvendt til at købe små gaver til præmier i konkurrencerne for børn den 14. juli.