Og så har han smidt bleen om dagen. I løbet af nogle uger er han blevet temmelig sikker i at sige til, når han skal tisse, og han kan også godt holde på leverancen i op til et par timer. Vi spiser de fleste måltider i gården, også fødselsdagskagen til Alain den 13. juni.
Indendørs er Clement meget optaget af sine puslespil. De fleste dage lægger han dem alle sammen. Baby-puslespillene har dog ikke længere den store interesse, så dem gemmer vi nu til den næste.
Clements store musikbog får en tiltrængt opdatering med smarte klistermærker med musikinstrumenter fra Flemming.
I øjeblikket har Clement stor fornøjelse af at prøve ting af. Han elsker jo stadig flasker, at skrue låg af og på og hælde op, drikke vand for at kunne hælde mere vand op - det er fint, så får han rigeligt at drikke. Afprøvende kommer der et "Er det sådan her", alternativt "C'est comme ca?" - han er temmelig tosproget nu - mens han holder kapslen omvendt. Når han så får nej, vender han den om med et "Er det sådan her", får sit ja og skruer på. Tilsvarende kan han sætte sig på Trip-Trap stolens nederste trin og stille samme spørgsmål. Legen har et utal af varationsmuligheder.
Jeg formoder, at det er en udvikling af "gøre ting forkert-legen" efterfulgt af "skøre skøre mor", "skøre skøre Papa" eller "skøre skøre Clement", som også er et klart hit.
På Fête de la Musique - musikkens dag i Frankrig - det er den dag hvor man har lov at spille i gaderne - tager vi selvfølgelig til Reims om aftenen for at høre lidt musik.
Det er nu mest den sortklædte gymnasieungdom, der har slæbt deres trommesæt og elguitarer ind på den centrale place d'Erlon og nu står og delagtiggør alverden i den universelle smertetilstand, som teenageårene også er. Der er dog også et virkelig godt bluesband - de kan simpelthen umuligt være lokale - deres sangerinde har et organ som Tina Turner i tiden med Ike, og hun er ikke bange for at bruge det. Rytmerne er så tunge og trykkende som minutterne før et gevaldigt tordenvejr under sydens sol. De spiller "Foxy Lady", "Get Together". Vi går - desværre - før hun sætter tænderne i Janis Joplin, "Bobby McGhee" synes selvskreven. Men Clement er altså mere til cornemuse lige i de her dage. hvor Kaj og Andrea er skiftet ud med fransk tvs optagelse af den årlige keltiske festival i Lorient i Bretagne. Heldigvis bor der tre ekstilbretonner i Reims, som gerne deler ud af deres kunst. Det kan være, vi skal spørge om de giver undervisning. Sidst år hørte vi dem også i parkanlægget ved siden af parkeringspladsen downtown. Måske skal vi næste år spørge dem, om de underviser i deres sære, smukke kunst.
Foreløbig har Alain nu talt med musiklæreren i Sillery. Der er musikskole med 10-20 børn, hvor de allerede fra Clements alder kan lære at spille lidt fløjte og lidt tromme. Der er præsentationsdag - eller hvad sådan noget hedder - i begyndelsen af september, og jeg glæder mig allerede, til han skal begynde at opleve musikkens verden sammen med andre end os. Det skal blive spændende at se, om han tænder endnu mere på det...
Nu begynder også sommerens mange klassiske og jazzkoncerter i Reims - les Flâneries Musicales - som vi selvfølgelig vil udnytte maksimalt. Her sker ikke voldsomt meget, når man er vant til udelivet i København, men vi er helt enige om, at vi - før vi brokker os - kan udnytte de muligheder, her rent faktisk her. Som nu f.eks. Dvoraks "Den nye Verden", der er på programmet til åbningskoncerten i Saint-Rémi-basilikaen i aften.
Tænk, en lørdag skal vi slet ikke noget... udover alt det vi kan lave i hus og have selvfølgelig... men det springer vi simpelthen over for i stedet at lave en improviseret skovtur i vores skov. Ligesom "Petit ours brun", og det er overtalelse nok for Clement. Vi skal blot passe på, at rævefar ikke kommer og hugger maden. Det eneste større vilde dyr, vi støder på, er dog en tudse. Vi ser masser af sommerfugle, guldsmede og skarabæer, møder skovbetjenten, der er lidt af en kosmopolit, lover at vise os nogle orkidéer, der alligevel ikke er der. I stedet viser han os friske vildsvinespor.
For tiden har Clement ellers hver dag travlt med at bygge togbane. Og hvilken svir at have fået Golden Gate-broen, som godt nok er lidt svær at finde ud af, men til gengæld er der et billede af den i den nye bog fra Bjørg om, hvor alle dyr bor.
Kirsebær og Julies chokoladekokoskage er meget meget dejligt, og Clement bryder sig ikke om at dele, når han kan se, at der ikke er uendelige mængder af nogen af delene. Faktisk må jeg insistere, mens han storhylende prøver at sikre sig selv alle kirsebærrene. Som også er værd at kæmpe for...
Clement har fået denne fantastiske dims af Etienne og Laurence... det er ikke gået op for mig, hvad det er, men dens hår gror, og det skal man så klippe...
Sidste dag i vuggestuen den 30. juni, en bevæget dag for moderen i hvert fald, da jeg trods diverse underligheder altid har været helt på det rene med, at det har været et fantastisk sted for Clement at komme ud i livet og væk fra mor i. Først og fremmest er der altid åbne arme, smil og varme. På det seneste har vi ofte fået at vide, at Clement har et ret godt sprog, og er sjov at tale med. Det undrer mig ikke, for vi bruger jo masser af tid på at tale sammen og kommentere ting, og desuden bliver han jo slæbt med alle mulige steder hen af mange forskellige mennesker, så han har også noget at fortælle. Vi tager ham med til musik og karrusel i Reims, til Danmark og hvad ved jeg, han besøger tit Mamie i Soulières, David har vist ham brandbilerne i Vertus.
På falderebet forsikrer Manu - lederen af vuggestuen - os om at læreren i Maternelle er vældig dynamisk, og har været to gange henne at se sit nye hold i vuggeren. Det lyder jo altsammen rart. Nu står den foreløbig på sommerferie de næste to måneder.
