Naboerne

Nogen har hørt om vores trængsler med naboerne på vores lille vej... så her kommer så rent undtagelsesvis også noget om vores glæde over naboerne.

Forleden inviterede vi alle naboerne på vores vej på et glas i anledning af Evas fødsel. Vi kunne ikke gøre det personligt, da vi skulle på ferie lige til dagen før, så Alain droppede bare et kort i deres postkasse. Vi var derfor ret spændte på, om der ville komme så meget som en eneste, da de eneste to, vi rent faktisk taler med, ikke kunne komme. 10 minutter før det ringede på porten, sagde Alain, at hvis der kommer to eller tre, så er det en succes... og tænk bare, så kom de allesammen... hvilket jeg var meget glad for, det sagde jeg også til dem. Og ikke bare kom de... vi måtte droppe yderligere udskænkning for at få dem til at gå, så Clement kunne gå noget aftensmad inden klokken 21. Og ikke nok med, at de drak godt... de talte sørme også sammen, højt, længe og meget i to og en halv time, hvilket må siges at være meget godt efter to år, hvor jeg ikke har talt med en eneste. Vi får se, om vi kan holde de gode takter.

Alle havde noget med til Eva... også en utrolig sød overraskelse... det havde jeg faktisk ikke troet... oven i købet var der også flere, der havde en storebrorgave til Clement. Nogle små biler, kinderæg, som han straks fortærede, og en ABC.

























Når I ser dette, sammenholder det med de andre barselsgaver, vil I forstå, at det altså ikke primært er min fortjeneste, at lille Eva fortrinsvis vil være klædt i alle nuancer af lyserød vinteren igennem.

Alexis' dåb

Etienne og Laurences meget ønskede søn, Alexis, er blevet døbt. Jeg er hans gudmor, og jeg fik selv lov at døbe ham!

Det katolske dåbsritual er stadig slående... positivt forstås... jeg ved ikke, om det også hænger sammen med, at præsten er ven af familien og også giftede Etienne og Laurence for seks år siden i samme lille og meget smukke landsbykirke, hvor de bor på gården lige overfor.

Selvfølgelig betyder det noget, at alle kender hinanden.

Præstens tale - det jeg forstod af den - er personlig. Den angår hovedpersonerne direkte, og der er i øvrigt også noget på spil på en helt anden måde, end jeg nogensinde har oplevet det i Danmark. Man skal sige, hvorfor man vil have sit barn døbt. Hvorfor man har valgt denne gudmor og denne gudfar. Hvad det betyder for en at få sit barn døbt med videre. Ingen automatik, og denne fader Reginald, der er kommet fra Belgien for at døbe Alexis, og som fortæller, at han har bedt Vorherre om, at Etienne og Laurence kunne få lov at få et barn, kan man ikke snyde.

Jeg har ikke mødt ham før, jeg forstår ikke alt, hvad han siger, men det er ikke svært at afkode hans skarpe blik, trods sine nogen og firs år er han hurtig nok oven i hovedet, og at man ikke skal prøve at bilde ham noget ind. Han står i øvrigt også og fyrer vittigheder af, ligesom i sin tid fader Granjean, der døbte Clement. Han kommer desværre ikke til at døbe Eva, for nu er han altså gået af, men vi har inviteret ham med.

Men tilbage til selve dåben...

Fader Reginald har sit eget dåbsfad med - kirken i Monts er ikke længere i brug, og det er vel derfor, at der ikke er den slags udstyr længere, hvad ved jeg - og en ibsskal. Det er de store muslingeskaller, som pilgrimmene tager med sig, når de har været i Santiago de Compostela i Nordvestspanien. Jeg ved ikke, om han har hentet den selv, men det har han vel...

Med den døber han Alexis i faderens, sønnens og Helligåndens navn - den del af ritualet er det samme - bagefter får Etienne og Laurence lov at døbe deres søn, og så bliver det Erics og min... når jeg tænker over det, er jeg ikke helt kommet mig over det endnu... jeg synes, det er så smukt... og rent symbolsk gør det helt sikkert en forskel. Jeg vil spørge, om vi og gudmor og gudfar også kan få lov at døbe Eva. Jeg synes så utrolig godt om det.

Så slår vi kors for det lille barns pande... sammen med bedsteforældrene... det gjorde vi også - alle - for Clement... der er den hvide klædning... og lyset, der symboliserer Alexis livslys, og den hellige olie.

Den katolske dåb er således meget mere fyldt med symboler end den protestantiske, som jeg kender den...

Provo af Guds nåde
Sent på aftenen har jeg lejlighed til at tale lidt med fader Reginald. Han er en provokatør af Guds nåde, viser det sig... det undrer mig vel egentlig ikke så meget... jeg har jo ved flere lejligheder hørt både Etienne og Laurence tale om ham, og har forstået, at denne præst, der betyder noget helt specielt for dem, uden tvivl også må være noget ganske særligt.

Så han sidder helt bramfrit og forkynder, at han er imod paven og pavedømmet. Hvordan den afdøde pave gjorde den katolske kirke til et diktatur... hvordan kirken får mindre og mindre betydning, fordi den ikke er tilstede i folks liv. Den taler om straf for at få et barn udenfor ægteskabet men ikke om den arbejdsløshed, som folk bruger en større eller mindre del af deres liv på at frygte. Han taler om, at hans hud er hvid, men om hvordan han i virkeligheden er kulsort indeni. Han er netop kommet hjem fra Congo og har en dåbsgave med til Alexis - en udskåret figur i træ af mor med det lille barn - som bliver overrakt ved alteret.

Jeg tænker, at Mogens og denne Reginald ville have meget at sige hinanden... denne katolske pater, der taler om retfærdighed i verden og mangel på samme... og Mogens og hans tanker om Jesus som socialist, og så selvfølgelig som to tænkere, der kan og tør tænke selv.

Ferie i La Vendée

Vi forsøger at vinde vores liv tilbage... også med et spædbarn, så derfor har vi brugt noget af barselsorloven på lidt ferie. Det blev i La Vendée, departementet nedenunder Bretagne.

Det ligger ud til Atlanterhavet, har fin strand, små fiskerlandsbyer, feriebetonhelveder - vi lejede en lejlighed i et af de mindre af slagsen - og havde nogle skønne timer ved havet. Her så vi solen, som vi stort set ikke har set i Champagne overhovedet i hele august, havet, et imponerende tidevand... vi spiste dejlig fisk, skaldyr - som jo er meget stort i Frankrig - og kørte til et af de riges ferieparadiser, l'Ile de Nourmoutier. Her vil jeg gerne have en Belle Epoque-sommervilla, så jeg er gået i gang med at opfinde mulige plots til en bestseller i verdensklassen.









Udsigten fra vores lejlighed er helt i orden. Det er Atlanterhavskysten også. Clement nøjes med at kigge på det, Eva bryder sig ikke om stranden ret længe, så må mor gå hjem.









Morgenritualer. At det er ferie ses af, at vi spiser bagerbrød - brioche vendéenne - til morgenmad. Den adskiller sig fra vores lokale ved at have sukkerkugler på toppen.





Lokalt kan man bl.a. prøve karrusellen - MEGET VIGTIGT - Clement er så godt inde i den vane, at han ved der vanker tre tutr. En, som man bare får, den næste, efter hvilken man får at vide, at efter næste tur er det slut, og endelig den sidste tur.





På Atlanterhavsøen l'Ile de Nourmoutier ser vi, hvordan man udvinder salt af saltmarsken midt på øen. Øen minder om Holland og det danske Vadehavsområde med tørlagt marskland, diger på kysten mod fastlandet og små idylliske byer.

Hovedbyen råder over en pudsig højvandshavn - tørlagt ved lavvande - Clement associere til sit aftenbad og mener, at nogen må have trukket proppen ud - en borg med donjon fra det 12. århundrede og idylliske små gader og torve med gamle huse.
















En gåtur under fyrreskov og egeskov skal give fine kig til nordøens stenede småstrande. Belle Epoque-villaerne ligger under træerne, der er gennemkrydset af små veje, hvor der færdes flere cyklister end biler. Det er så fint. Jeg MÅ have et sommerhus der.
















Vi slutter turen i Herbaudiere, som er en højst levende fiskerihavn, som jeg kender dem så gådt fra Danmark. Vi spiser selvfølgelig fisk der. Alain køber en Helly Hansen -jakke til halv pris, og vi ser verdens største hortensiaer - mindst.

Clements sommer

Clement finder små pinde i skoven, som han bruger til at traktere alle mulige mærkelige pauker, store og små trommer samt diverse slagtøj, som han finder i form af træstubbe, træstammer og store og små sten. Musikken er virkelig med os overalt. Pindene lader vi dog ligge. Mine pelargonier er rekonvalescenter efter at være blevet grundigt trakteret med et par pinde, som jeg var dum nok til at tage med i den tro, at "dem kunne Clement nok have det sjovt med derhjemme". Ja, det skal jeg lige love for... Jeg formoder, det er drengeenergien, der begynder at slå igennem. Om jeg ligefrem behøver at være taknemmelig er jeg dog ikke sikker på.



Clement er nu så stor, at han gerne vil med overalt og nårsomhelst en af os skal noget. Han tager også med Alain på dennes ture for at tjekke vinens tilstand. Der kan man også finde mange gode pinde, og nu var jeg godt nok ikke med på denne tur, men jeg vil vædde på, at han også har spillet musik på vinstokkene.



Utroligt nok er det stadig en fed leg at vaske op. På det seneste - jeg tror nok, at det er kommet nogenlunde i takt med Evas ankomst - er han også blevet vældig huslig, og tilbereder og serverer mad til os og til sine bamser. Nogle gange har Clement gang i alle køkkenskabene til sin madlavning. Han stiller sine små gryder og tallerkner med legemad på. Han laver også stadig meget gerne "les sacs", en leg, han fandt på for halvandet års tid siden, og som går ud på at proppe alle kolonialvarerne ned i alle de poser og tasker, han kan finde, og bære dem ind i stuen. Nogle gange kommer han så tilbage med dem, og så har han købt dette og hint til os. Andre gange bliver de stående, og så må den skrappe mor insisteret på, at alt bliver sat tilbage i skabet igen. Det accepterer han. Det betyder, at alle kolonialvarer altid er opbevaret i en stor møgbunke, hvor det er stort set umuligt at finde noget som helst, men det lever jeg med.





Clement har fået både penalhus til sine blyanter og tudser og en børnesaks af mormor og arbejder vildt koncentrerert med begge dele. Når Clement skal koncentrere sig dybt om et eller andet, glemmer han at lukke munden, og så arbejder han ellers. Det tog ham lidt tid at lære at styre saksen. I de dage samlede vi små stykker papir op overalt. Det var nemlig alle de gamle tegninger fra det sidste halve år med musikinstrumenter, der måtte lade livet i sakseeksperimenternes navn.



Det går rigtig dårligt med brillerne. Clement er skudt i vejret på enhver måde denne sommer. Han er vokset ud af alle sine sko, alt sit tøj og også sine briller. Vi venter nu på at komme til endnu en seance med øjenlægen, hvor vi regner med at få at vide, at Clement skal bruge brillerne hele tiden. Desværre er børnebrillerne ikke ret gode; Clements efterlader et stort rødt mærke på næsen efter bare en halv times brug, så jeg forstår udmærket, at han er svær at overtale til at tage dem på. Når han så endelig har dem på - stort set altid i kombination med en film, han gerne vil se - gør han, hvad han kan for at snyde ved at kigge henover glassene i stedet for igennem dem.

Clement er de sidste uger begyndt at lege væsentligt mere abstrakte lege. Han udnævner nu halvdelen af sofaen eller gulvet til at være vand, som han så enten springer ned i eller også netop ikke springer ned i. Hans fantasi er altså nok til at gøre en ting virkelig, og det er nyt terræn, han der har indtaget.

Han er blevet meget mere fysisk, løber ganske stærkt nu, hopper rundt, slår kolbøtter og så videre, og han har ganske meget energi, der skal finde udløsning i løbet af en dag. Jeg tænker, det bliver skønt for ham at starte i skolen nu, fordi han der vil finde flere udfordringer.

Evas tredje og fjerde uge

Bad får hun godt nok ikke hver dag, og vi putter godt nok heller ikke sæbe i, men vi vasker hende da, og hun kan tilsyneladende helt godt lide vandet og vil gerne have det varmt.







Vi har et rend til alle mulige læger, blodprøver, scanninger og jeg ved ikke hvad og føler os meget heldige, at vi har Josette, som gerne kommer og leger med Clement nogle timer en eftermiddag, mens vi tager afsted. På den måde får hun også set Eva, der er hendes første barnebarn af hunkøn, i hvert fald hver uge.

Som rigtig mange andre franske damer holder hun sig helst i baggrunden. Spædbørn er for små, og ingen ønsker rigtig at foretage sig noget med hende. Jeg er nu gået i gang med at træne farmor, og det fungerer rigtig fint, hvis bare ikke Eva hyler, og hvis bare jeg siger, hvad hun skal gøre. Jeg bilder mig ind, at vi begge er glade for det. Nej, jeg er helt sikker på, at vi begge er tilfredse på den måde.





Eva kommer også med i skoven, hun snupper sig en hviler, hvilket passer os fint. Så har vi fred og ro til pindene.







Mælkeland er et dejligt sted, dertil rejste Clement også, da han var helt lillebitte. For hans vedkommende var det sutteflasken, der ekspederede ham afsted til drømmeland, Eva foretager samme rejse ved brystet men ikke efter flasken.





Hun er så lille og fin, min lille pige, at jeg næsten ikke kan forstå det.