Mens vi venter på at julen begynder

Saint Cecile er Verzy-gardens skytshelgen. En god lejlighed til at promenere gennem byen med tjuhej, trutterut og bombombom. Clement synes det er fantastisk. Især efter, at det har vist sig, at Jasons storebror, Brian, spiller med. Han er stor, syv år, spiller på bækken, og nu ved vi så, at man skal være syv for at være med. Hver optræden ender med tredje halvleg på rådhuset. Det er ikke ringe. De dage er briochen fra bageren tilmed perfekt bagt, og lidt af en lækkerbidsken. Clement har normalt øjnene med sig, så nu kopierer han marchtrommernes måde at håndtere trommestikkerne på.








Eva har stiftet bekendtskab med nissefar, julemusen og den lille julebamse.






Vi prøver også at "skyde" begge børn til et julekort. Ikke helt nemt. Eva må ikke tilte. Clement nægter at være tættere på hende end en halv meter. Ingen af dem må have røde øjne. Til gengæld må de gerne begge to se venlige ud, som de hyggelige børn, de er. I får resultatet engang i december.


Clement har mange små venner med i seng, her den store og den lille nournours - bamse - han passer dem skam også flinkt, de får både mad og drikke, og til tider også deres egen ninin - sutteklud.

Det er i øvrigt helt forrygende at se de to børn sammen. Jeg har haft lidt svært ved at tro på alle jubelhistorierne, om hvor fantastisk det er at se to søskende sammen. Helt ærligt, hvor fantastisk er det lige pludselig at skulle dele alting og konstant få besked på, at man må vente til bagefter?

Jeg tog fejl.

Clement synes helt tydeligt, at det er sjovt med Eva. At hun skal spise, at hun skal have skiftet ble, at hun griner til ham, at hun vender sig om efter ham. Og Eva har nærmest ikke øjne for andet end Clement, når han er der. Hun vender sig efter ham, griner til ham og stopper nærmest enhver aktivitet for at studere dette forunderlige fænomen, en storebror.

Hun er begyndt at snakke meget, og noget der ligner en rytme aftegner sig også svagt. Det mest sikre lige nu er dog, at hun vågner kl. 6 og derefter rent ud sagt kæfter op til hun bliver taget op ad sengen. Så vil hun tit gerne bare sidde i sin stol og kigge og snakke videre, indtil hun skal have mad ved 8-tiden.

Dagen lang vekselvirker med Evas måltider, korte lure, der sjældent er længere end 30 minutter, siddeture på armen, hvor hun elsker at sidde og putte sig, aktivitet på legetæppet, som hun også hiver godt fat i nu, ned og hente og aflevere Clement i skolen fire gange om dagen, så vidt muligt i bæreselen, det trætter også lidt. Meget hurtigt er kl. 16.30, og Clement er så færdig med skole og kommer hjem.

Smæk

I dag spurgte Clement for første gang Alain, hvad smæk er for noget. Jeg har gået og ventet på, hvornår spørgsmålet ville komme.

Det er ikke noget, han nogensinde er blevet introduceret for her, eller ikke som begreb, derfor kender han ikke ordet på dansk, så han valgte altså at vente til Alain var hjemme for at vende det med ham.

Det står nu ikke helt klart, om nogen har fået ryk i ørerne i skolen.

Til gengæld hørte jeg, da vi efter frokost ventede på at blive lukket ind på skolen, en dagplejemor true et af sine børn med en fesse, hvis hun ikke blev stående stille ved siden af barnevognen. Det kan altså også være dette, Clement har hørt, og åbenbart har forstået, at det var noget han i hvert fald aldrig har hørt om.

Ellers sker det af og til, at en af mødrene giver deres afkom smæk bagi på vej til og fra skole... jeg har aldrig været tæt nok på til at høre, hvori forseelserne bestod. Jeg tror såmænd heller ikke, at det gjorde ondt. Men ydmygende er det at måtte stille sig med hovedet mellem benene, så mor kan give en smæk for øjnene af alverden.

Clement har haft en biblioteksbog med hjemme, der netop handler om vold mod børn, og opfordrer ofrene til at fortælle en voksen om det. Jeg ved så ikke, hvad man gør, hvis det er ens egen kære mor, der giver smæk i fuld offentlighed. Men jeg har valgt at tolke det sådan, at Clements lærer må have en progressiv holdning til smæk, siden en sådan bog er blandt udvalget. Det er selvfølgelig også det, der er lettest at leve med for mig.

For skal man egentlig gøre, hvis læreren rykker ens barn i ørerne, når det ikke makker ret? Altså... i et samfund, hvor den slags er accepteret... tage sit barn ud af skolen og sætte det hen på en anden skole, hvor det måske er endnu værre?

Foreløbig har vi nok bare tænkt os sådan en passant at strejfe emner, når vi skal have møde med læreren en gang før jul for at høre, hvordan det går.

Dagligdage i november

I skolen låner børnene en biblioteksbog med hjem hver uge. Det er jo sådan set fint. Clement har et rimelig grumt eksemplar med hjem denne uge. Den handler om vold mod børn, og opfordrer voldsramte børn til at fortælle andre om det. Jeg har ikke taget mig sammen til at spørge læreren endnu, om hun virkelig synes så små børn skal læse den slags. Eller endnu værre, om det virkelig er nødvendigt.

Det er jo velkendt og tydeligt, at hænderne sidder en hel del løsere på forældre hernede. Det ser man overalt: På gaden, til familiefesten, på indkøb. Det diskuteres i dameblade, og der er altid nogen, der argumenterer for, at de ikke har taget skade af en endefuld, og det gør deres børn heller ikke. Hvis jeg havde kunnet vælge selv, ville jeg nu ikke have fundet det nødvendigt at introducere Clement for den slags idéer. Alain har læst bogen med Clement én gang. Bagefter spurgte han, om jeg var klar over, hvad slags bog det er denne gang. Vi har selvfølgelig for længst indbyrdes talt om det at slå børn, og er enige i vores holdning til det.


Popcorn hører til en af livets gode sider. Clement foretrækker at styre, hvem der får hvilke popcorn, når det begynder at dale synligt i skålen.


Clement har gang i mange ting, her har han bygget en slikfabrik af sine klodser. I øjeblikket bygger han også Noahs ark - Oas Nark som den hedder her i huset - hvor der dog desværre ikke altid er plads til alle dyrene. Det er jo noget rod.

Oas Nark blev genintroduceret i vores liv for nogle uger siden, da Clement i et af denne tids mange legetøjskataloger - hans aviser - så Playmobils Ark. Han huskede så, at vi spillede et computerspil en gang sidste år, og ønskede at spille det igen, hvad vi så har gjort lige siden.

Nu lyder det derfor indsmigrende flere gange om dagen med charmesmilet skruet på: Kan vi lave Oas Nark?

Jeg kan se, at han er blevet bedre til at bruge tasterne på computeren. De er jo ovre på den store skole to gange om ugen for at arbejde med computerne, hvor meget de får ud af det, har været lidt af en gåde for mig. Men et eller andet må det give udover vanen med at sidde ved en computer.

I øvrigt er det også sjovt at konstatere, at Clement nu tænder også på de mere "farlige" Playmobil-spil. Det er tydeligt at han går i skole, er vant til at være sammen med større drenge, og ikke længere bliver bange for pirater og riddere, der gør farlige ting. Tværtimod finder han det spændende, og det sjoveste af alt er at spille isspillet og blive spist af isbjørnen. Ok, det er ikke meningen... men jeg er altså bedre til at skrive ord end til at spille computerspil.


Når vi er i Reims - cirka en gang om måneden, vil jeg tro - passer det stort set altid med, at der er gang i et eller andet på den store plads, og heldigvis tit noget musikalsk. Sidst vi var der, var det den katolske nødhjælp - det må jo være Frankrigs svar på Folkekirkens Nødhjælp - der havde organiseret en masse. Blandt andet optræden med trommespil og dans.

Det kan godt være, at Champagne og Reims ikke er specielt progressiv, men man kan i hvert fald spille djembe her. Der er skole og flere trupper, og nogle af dem optrådte. Clement er meget interesseret i alle former for percussion, så det var jo selvfølgelig fedt at se.

Vi har en djembefilm fra Burkina Faso, så han kender stilen og dansen ret godt. Alligevel har det selvfølgelig en helt anden kraft over sig at se og høre rigtige mennesker spille, danse og synge lige foran næsen.


Vi har været i gang med at prøve at fotografere et eller andet til et julekort. Det er ikke nemt. Specielt ikke med det gamle kamera, der her synger sin svanesang og ikke lægnere kan fokusere.

NU HAR VI FÅET (KØBT) ET NYT... JUBII.. det er så nyt, at jeg ikke engang har prøvet det endnu.



Den 13. november har Eva for første gang smagt andet end mælk. Vi lagde ud med kartoffel - godt i smadder - og moset godt med eget kogevand, så vitaminerne ikke forsvinder, og det ikke skulle være for tungt.

Tilsyneladende syntes hun godt om forandringen.

For første gang har hun nu også fået fast føde, når vi andre sidder ved aftensmaden. Da Clement viste stor interesse for projektet, var det oplagt at lade ham prøve at made hende, og det gik fint. Eva vender alligevel altid hovedet i Clements retning, så det havde også sine fordele.

8-10 bittesmå skefulde, hvoraf noget blev ekspederet ud igen, men ikke det hele, tror jeg. Og tungen røg ind og ud, mens den lille dame overvejede, om hun nu brød sig om nyheden.

Jeg synes måske egentlig, at det er lidt tidligt. Men vi har fået grønt lys fra børnelægen, der oven i købet nærmest opfordrede os til at begynde lige så stille ved fire måneders alderen.

Desuden vil jeg gerne have nye spisemønstre indarbejdet og normaliseret, så meget det nu lader sig gøre, inden vi rejser hjem til Danmark på juleferie om en måned. Derfor er tidspunktet ret velvalgt, tror jeg.

Lillepigen blev selvfølgelig heller ikke snydt for sin natflaske, og måltidet oplivede hende i den grad, at hun sådan set stadig er i fuld gang med at tæske løs på aktivitetstæppet. Hensigten var nu ellers blandt andet også, at maden skulle gøre hende så helt utrolig udmattet, at hun fik behov for at hvile helt til den lyse morgen.

Hendes mor har nemlig sværere og sværere ved den natmadning. Ikke det kvarter ritualet varer, men den time det tager, at falde i søvn bagefter.

Mit navn er spise

Af fuldefolk og små børn skal man høre sandheden... fulde folk ser vi sjældent i dette hus, og jeg har netop fået bevist, hvad jeg nok havde på fornemmelsen, at vi - også i vores familie - har et meget mere traditionelt kønsrollemønster, end jeg bryder mig om... sådan bliver det bare af alle mulige grunde... lige meget hvor meget jeg stritter imod... vi skal jo have noget at spise, og jeg kan altså ikke hidse mig op over bilerne, ikke engang den nye superhurtige Audi... til gengæld kan det godt hidse mig op, hvis vi ikke får andre grøntsager end tomat og agurk.

Hvorom alting er, i dag spurgte Alain Clement, hvad mor hedder - det vidste ungen godt: Solveig... men hvad hedder så papa? Den var straks sværere, så meget pædagogisk spurgte Alain s, hvad siger mor, når hun kalder på papa.

Svaret faldt prompte: Spise.

Øv altså.

Evas verden skal i munden

Eva er også blevet større. Hun er stærkt interesseret i at smage på verden.

Desuden arbejder hun ret målrettet på at få stoppet helst begge knyttede hænder samt sin Mariehøne bog ind i gabet.

Når det ikke lykkes, synes hun, det er hyggeligt at skubbe en lille lyserød tungespids ud over gummerne til almindelig beundring.

Hun er stadig helt overbevist om, at man ikke kan sove igennem. En opstrammer kl. fire er svær at klare sig uden, og de nætter, hvor hun sover helt til kl. 6, er få.

Vi prøver selvfølgelig at stoppe mad i hende, inden hun tilter mellem kl. 19 og 20, men det nytter ikke. Hvis hun ikke ligefrem skriger på mad, kan man lige så godt opgive, der vil alligevel ikke ryge mere end 10-20 ml indenbords, og det betyder ingenting i forhold til, om det bliver kl. 4 eller 6.

Hun kommunikerer, det har hun efterhånden gjort længe i form af ordene "areu areu", som babyer jo anvender i Frankrig (det gør de også i Danmark, Clement gjorde i vhert fald), gurglen, sprutten og spytten.

Fra lille til større

Clement bliver så stor. Vi mærker tydeligt, at han nu er sammen med mere udfordrende aldersklasser end i vuggestuen. I skolen er de 25 i alderen tre til seks år, han har fået sin første kammerat - copin - han hedder Jason, og er en måneds tid ældre end Clement. Jasons storesøster på fire år, Amandine, lader til at have kastet sin kærlighed på en heller ikke uvillig Clement. For ham er det tilsyneladende lige meget, hvem af dem han løber med i skolegården og på fortovet, når vi går og og ned på vores ture mellem hjem og skole. Vi møder dem stort set altid på vejen, så nu er det også blevet en del af vores ritual at vente på de store børn, der går i primaire - skolen for de 6-11 årige. Dér går nemlig Jasons og Amandines storebror Bryan, der dels spiller bækken i Verzy-garden, dels lader til at være en ret godhjertet og rar storebror for de to små rødder. I en alder af syv klapper han selv Clement på hovedet. Jeg står derfor nu hver dag før frokost og hver dag før skolen ringer ud kl. 16.30 og venter på Bryan, for Clement hænger nemlig ud med Jason og Amandine på vejen. Og det er jo skønt, at se ens barn helt selv finde ud af at hænge ud med nogen.

I dag mødte vi hjælpelæreren Pascale på vejen, og hun gav Clement noget af en forelæsning - venligt bevares, men alligevel - om at han ikke skulle løbe på fortorvet men vente på sin mor med barnevognen. Jeg prøvede at forklare, at det er ok med mig, at de løber... de er så glade... og det er tilsyneladende også ok med den anden mor. Og der er så mange voksne omkring, at jeg har svært ved at forestille mig, at der ikke er en til at gribe fat i dem, hvis en af os ikke lige er der.

Da jeg kom for at hente den lille rod kl. 16.30, fik jeg at vide af læreren, at Clement laver mange betises - dumheder - og ikke hører efter og gør, som man beder ham om. Det, måtte jeg jo indrømme, lyder velkendt. Dog ikke stregerne, det formoder jeg, han har lært af de andre børn. Jeg kunne ikke lade være med at overveje, om det mon var Pascale, der havde droppet et par ord, om den uansvarlige og ligeglade mor, der bare lod sit barn løbe afsted?

Jeg undrer mig dog lidt over, om de virkelig forventer af en 3-årig, at han er så disciplineret, at han hører efter og gør som der bliver sagt? JEg synes jo bare det er fint at han har idéer, så længe han ikke gør noget eller nogen ondt med det.

Alain grinede i øvrigt da jeg satte ham ind i det. Han mener heller ikke det er specielt betænkeligt, og hørte aldrig selv efter siger han.

Men jeg er da spændt på den eventuelle opfølger. Clement er så glad for at gå i skole. Når han har fri om onsdagen, har han nu flere gange præsteret at sige: Jamen, jeg er glad for at gå i skole. Som om man næsten gør ham ondt ved ikke at tage ham derhen. Så siger jeg, at skolen sover om onsdagen, og at det er derfor, at vi går til musik i Sillery i stedet for.

Det er han også glad for, og læreren Olivia siger at han er god... det tror jeg jo at han er... men jeg må indrømme at jeg har hende mistænkt for at sige det samme til alle forældre. Det får så i givet fald være...

Jeg glæder mig over, at Clement siden han begyndte i skolen især har fået meget mere god drengeenergi. En dreng skal helst også kunne finde ud af at løbe og råbe og lege lidt vildere end Clement har gjort før. Ikke fordi jeg ønsker at se min lille skat vild på nogne måde, jeg vil bare gerne have, at han har selvtillid til at klare sig blandt de andre børn.

Og det ser ud til at han har det. Han er i hvert fald slet ikke så genert som han kunne være før. Det er tydeligt at han er blandt kammerater med de ni små i skolen, blandt de store har han sine favoritter og jeg har ham også lidt mistænkt for at se lidt op til nogle af dem. Det er også fint nok.

Han leger også rigtig godt med de andre dansk-franske drenge nu... hvor han stort set det første år egenltig holdt sig i et hjørne og passede sig selv, selv når de besøgte os her. Nu går han i clinch og leger.

Vi har også haft Jason og Amandine på besøg her, og Clement har besøgt dem. Jeg håber, at det fortsætter, da de ser ud til at hygge sig sammen. Det er en god ting at have sin første ven, og det tror jeg faktisk, at Clement har i Jason.

I weekenden har vi så hæftet Cahier de Vie hjemme for at sætte et billede eller en tegning i det. Foreløbig har vi sat to trommesæt i. Et billede fra et trommekatalog og en tegning af et batterie. For ikke at blive beskyldt for at være fuldstændigt monoman, har jeg besluttet at der kommer billeder fra vores parisertur i næste gang, dvs denne weekend, Louvre, den musikalske trappe og en brugt billet fra metroen... hvor der i øvrigt også er masser af musik.
Det er sjovt at læse den bog med Clement, han forklarer gerne, og han kan huske, hvad de har lavet for mange uger siden - den fungerer nemlig også som deres bog - små opgaver, tegninger, prints af fotografier osv bliver klistret ind i den.

Ellers læser han mest legetøjskataloger, der vælter ind i stride strømme for tiden. I et af dem genkendte han Noas Ark fra Playmobil - Oas Nark, som han kalder den - og kom i tanke om at vi spillede det som computerspil for et år siden. Det er vi så begyndt på igen. (Playmobils hjemmeside) Der ligger også et isspil, hvor man bliver spist af en isbjørn, hvis man som mig ikke er dygtig nok. Det synes han er forrygende nu, hvor han tidligere blev bange af den slags farligheder.

Og så interesserer han sig nu for SPiderman, som blev introduceret her i huset sidste jul i form af en kiste med nøgle. Der bor Clements sous sammen med mine aflagte plastickort - les tickets. Han er nu begyndt at købe tid ved computeren, hvilket jeg synes er udmærket træning.

Altså mange tydelige tegn på at den lille dreng bliver større.

Dåbsgaver fra nær og fjern

Eva har fået en masse gaver af familie og venner, der enten var med til barnedåben, eller sendte hende en gave. Rækkefølgen er random. Til jer, der aldrig nåede at se gaverne, eller ikke var med. Her kommer de:

To bogdubletter er byttet i Danmark til "Pippi Langstrømpe" og "Niels Holgersens forunderlige rejse". Eva har også fået en del penge, der er sat ind på en konto i hendes navn.


Skindsko fra Hanne, Klaus, Josefine, Pauline og Isabelle i Værløse.


Uldengel fra Karen i Himmelev.


Håndmalet kors fra Nicaragua fra Bernadette i Verdun.



Sengetøj med sommerfugle fra Suna, Karen og Mads i Himmelev.


Cirkeline fra Kaj og Aksel på Nørrebro.




H.C. Andersen-akvareller i pigemodellen fra mormor og bedstefar i Odense.


Uldfår fra Suna, Karen og Mads i Himmelev.


Sølvarmbånd fra moster Fie og Jens Christian i Odense og Herning.


Halskæde med mariehøne fra Anne, Patrice, Antoine, Lisa og Adrien i Givry-les-Loisy.


Skotsk broche fra Peter Helensburgh.


Velourdragt fra Lucienne og Roger.


Guldkors fra Mamie Josette i Soulières og Marcel i Le-Mesnil-sur-Oger.


Filigransølvkors fra mormor i Odense, der har det fra sin mormor i Thisted.


ikingeamuletsmykke fra moster Hanne i Århus.


børnebibel fra Marianne, Allan, Tim, Jakob og Ellen i Pandrup.


Sølvkrus fra Anette, Nanna og Trine i Tønder.


Vennebog og meget mere fra Julie, Torsten, Flemming og Edith i New York.


Kjole fra Annick og Michel i Reims.


Musikalsk legebog med CD fra Søren, Annette, Robert og August i Himmelev.


Halfdan Rasmussen ABC med CD fra Hanne i Tønder.


Badeorkester fra Kaj og Aksel på Nørrebro.


Børnesofatæppe fra Catherine, Vincent, Camille og Mathilde i Paris.


Aktivitetsbord i træ fra Etienne, Laurence og Alexis i Monts.


Børnestol fra Isabelle, Finn, Sarah, Luna, Marianne, Nico, Oscar, Anouk, Susanne, Stéphane, Cléophée, Alexis, Charlotte, Romain, Charles og Alexander i Rilly-la-Montagne, Taissy, Reims og langt langt ude på landet på en gammel gård nær Soissons.


Børneservice fra Raymond og Jeanne.


Kaninlampe fra Roger og Viviane.


Dannebrog fra Mette på Vesterbro.


Bamsebestik fra Pernille og Pernille i Valby og næsten Rågeleje.


Børnemusik fra 2 x Pernille.

Vildt

I dag kom et vildsvin stormende ud foran os på landevejen mod Vertus. Det ramte et af forhjulene på bilen foran os.

Svinet, der i hvert fald holdt sine 100 kilo, kom hurtigt på benene igen - uden en skramme - og forsvandt ind i vinrækkerne på den modsatte side af vejen, mens vi stadig holdt helt fortumlede over oplevelsen.

Den ramte bil slap med en mistet hjulkapsel. Normalt vil det sjældent være vildsvinet, der får mén af sådan et møde. Biler har dog sjældent godt af det.

Det er ikke specielt almindeligt, at dyr søger ind i vinrækkerne. Og vildsvin foretrækker alt andet end åben himmel. Chaufføren i den ramte bil mente, at det kunne være blevet skræmt ud i vinen af jagten, der så småt er i gang.

Vi har et stykke af den behårede fætter, der er portrætteret foroven, i fryseren. Jeg har indtil videre ingen anelse om hvad man gør ved den, så indtil videre bliver den liggende. Det er en af Alains teknikere, der skød den for nogle uger siden, og det er hans søn, der så betuttet kigger til fra siden. Jeg ville saftsuseme også have respekt for sådan et svin... selvom den altså er ret død.

Genboerne med huse på niveau med skovstien fortæller i øvrigt, at de ind i mellem ser vildsvin om morgenen. Jeg var faktisk ret overrasket over at høre, at de søger så tæt på byen. Nu er jeg jo ikke lgiefrem kendt som det store A-menneske, så jeg regner ikke med nogensinde at tage del i dette efter sigende fascinerende syn.

Rangeren i skoven har dog denne sommer vist os klovspor fra små vildsin. Det er indtil videre det tætteste vi har været på disse store vilde dyr i vores egen skov.

Pluskinder

Her er jeg, Eva Tange Gérard, 6,1 kilo og 61 centimeter, og jeg skal allerede snart have både mit eget pas og grønne grøntsager. Lægen spørger, om man ikke har problemer med overvægt i Danmark, siden man stadig anbefaler vælling. Min far kalder mig Balladur, men ham er der nok alligevel ingen danskere, der kan huske, men det har noget med mine kinder at gøre, kan jeg så afsløre. Min mor siger, at de ikke er rigtig kloge, og at jeg vejer præcis det en baby skal veje, og at jeg nok skal få vælling, hvis jeg har lyst til det. Lægen foreslår grøntsagssuppe, men nu er franskmænd også ret vilde med en lille potage om aftenen. Min mor har nok tænkt sig at tage det råd som en fordel snarere end personligt. Så kan vi nemlig alle sammen spise det samme om aftenen. Men jeg ved nu ikke, om jeg ikke hellere vil have vælling. Jeg er jo barn og bør derfor som udgangspunkt tage enhver form for grøntsager ilde op.


Min søde storebror byder på en lille honningkage. Ha! Det er da kun fordi han ved, at kun drikke mælk. Når jeg lige om lidt snupper kagestumpen ud af hænderne på ham, får fløjten nok en anden lyd. Jeg er bare bange for at jeg ikke får lov. Ham lægesnuden har anbefalet, at jeg ikke får æg før jeg er et år. Det er noget med allergirisiko... ikke fordi jeg er i farezonen... han understregede også, at der ikke var nogen beviser... men det er altså muligt, at det er godt med henblik på ikke at udvikle fødevareallergi at udsætte introduktionen af æg og fisk i min kost til jeg er et år. Så der bliver vist ingen små kager til mig før om lang tid.


Ærgerligt nok, jeg er ellers i fuld gang med at træne gribeteknik, foreløbig går det klart bedst, hvis dimserne er gjort fast i en bue over mig. Jeg er dog også ret vild med at dimse rundt med min blå elefant og med min mariehønebog. Hver evig eneste morgen aser og maser jeg for at få dem stoppet ind i munden, en af gangen, men der er altså ikke plads endnu, heller ikke selvom jeg har trænet flittigt med mine fingre, lige siden jeg opdagede, at de var næsten lige så gode som sutten. Clement siger, jeg godt kan glæde mig til det bliver min tur at prøve flymaskin til december, når vi skal hen til Danmark, så jeg er begyndt at øve mig, og det går også meget bedre med at få plads til den i gabet.