Lego til alle

 

 

Uhm, den første riskiks

 

Mad på en ny måde. Eva får en riskiks, og det er faktisk første gang hun stifter bekendtskab med mad, som hun selv kontrollerer. Meget interessant. Naturligvis. Eva er i det hele taget ret glad for mad. Al slags mad. Sutteflaske og mælk synes hun mindre om. Vi har nu måttet acceptere, at der er nogen dage, hvor hun bare ikke drikker ret meget mælk, og giver i stedet yoghurt, rører mælk i maden, giver mælk fra glas og andre forældretricks. Men det kan ikke lade sig gøre nogensinde at komme op på de anbefalede 500 ml. Vi kan jo ikke tvinge det i hende.

Onsdag eftermiddag

 

Eva hænger ud med dukker med mere. Hun er dog tilsyneladende allermest begejstret for at gennemsutte sine sokker.

 

Clement har nu fundet på at bygge instrumenter med sine maxiperler. Denne her er enten en tuba eller en sousafon.

Martines fødselsdag/anniversaire

Alains storesøster Martine holder sin halvtreds års fødselsdag i Soulières i det mest fantastiske februarvejr, høj sol. Aperitiffen kan vi indtager i Josettes usædvanligt varme og solbeskinnede gård. Ok, den gård er noget for sig, den får al den sol og varme, der overhovedet er mulig, men alligevel er det vildt. Tynd t-shirt i februar.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Martine klarer de halvtreds lys i to pust, alle er imponerede. Martine inklusive.

Lille trille

 

Man kan som bekendt ikke starte for tidligt... Eva synes nu, at syntheziser-funktionerne er langt mere underholdende end et banalt akustisk klaver.

Musikkens store hus

 

Musikkonservatoriet i Reims har haft åbent hus. Vi var derinde med Clement, og det var en fantastisk oplevelse. Jeg har faktisk sjældent set ham så glad og lykkelig, og det så dejligt at se, at jeg kunne have stillet mig op og tudet lige på stedet. Men jeg koncentrerede mig rigtig meget og lod være. Ikke engang Alain opdagede noget.

Der var introduktion for hvert instrument med både sessioner, hvor man blot kunne gå ind og lytte med og børnene kunne prøve instrumenterne under en lærers vejledning. En lærer, der også forklarede både om instrumentet og om hvornår man kan begynde at spille på det. Desuden kunne man møde de enkelte lærere, og der var tilmed koncert.

 

Vi måtte udvælge hårdt, da vi kun havde en time at bruge derinde. Det blev dermed til violin for at få lejlighed til at spørge en violinist om hendes kendskab til evt. Suzuki-undervisning i Reims og omegn. Det mente hun ikke findes. Desværre.

 

Derpå gik vi til percussion, da det jo er Clements store interesse lige nu. Der var desværre ingen lærer tilstede, så vi nøjedes med at se alle trommerne, og gik i stedet over til harpen.

Det blev en overraskende oplevelse. Den er jo smuk, men forekommer mig ellers lidt kedelig, men Clement var faktisk ret henført, da han sad med den. Det var tydeligt, at han nød at klimpre lidt på den.

Gennem lukkede døre hørte vi elever øve sig på xylofoner og marimba.

 

 

Vi havde også lejlighed til at se, at kontrabassen rent faktisk er meget stor, og så stor, at man skal være en ret stor monsieur for at spille på den. "Lige så stor som Jazz", siger Clement. Jazz spiller kontrabas i Radiosymfoniorkesteret i København og hedder egentlig Michau. Vi kender ham fra DVD'en Sigurd og Symfoniorkesteret, hvor han spiller jazz på sin kontrabas.

Vi snakkede til sidst med organist-læreren, der viste sig at være organist i katedralen i Reims, og han gav rigtig mange gode tips samt en invitation til at besøge ham og hans orgel.

Nu ved vi f.eks.:

at der er en kulturfestival for børn i Reims med musik, dans, film, cirkus, teater med mere.

at musikkonservatoriets børneelever giver koncerter onsdag eftermiddag.

at privatskolen Notre Dame har et børnekor, der synger i katedralen.

at man kan begynde at spille orgel som 7-årig, selv begyndte Pierre, som han hedder lige så snart det var muligt, dengang som 13-årig, som 7-årig måtte han nøjes med klaver.

at en af vores næsten-naboer underviser i violin på konservatoriet. Jeg vidste - straks han nævnte det - hvem det er, for vi er allerede stoppet udenfor hendes vinduer nogle gange for at høre violinen. Jeg var endnu ikke nået til at stoppe hende på gaden og spørge om hun en dag vil demonstrere sit instrument for Clement, men det indgik i planerne.

Organisten, der selv har en datter på alder med Clement, mente i øvrigt, at vi bare skal fortsætte med vores musikalske legestue, hvis vi gerne fortsat vil stimulere Clements interesse. Vi er dog besluttede på at finde et bedre kursus, end det han går på nu til næste år.

Oven i alt dette var der en utrolig behagelig og rar stemning i bygningerne. Musik strømmede jo ud gennem dørene overalt, og det har selvfølgelig præget det. På mig virkede det som et meget åbent og venligt sted med plads til dem, der elsker musik, og lyst til at dele ud af egen glæde og evner. Da min lille Clement næsten ikke taler om andet, er det meget vigtigt at finde et sted til ham, hvor der er nogle andre, der deler den passion. Nu er en Åben Dag selvfølgelig en særlig dag med en særlig stemning, men det virkede faktisk til, at konservatoriet lige præcis er sådan et sted. Deraf måske min store berørthed.

Jeg var faktisk meget meget glad, da vi kom hjem. I sandhed et stort hus. Vi taler nu, at det nok er sådan Sigurds og Hansens hus er. Fuld af al slags musik.

Mormor på besøg

 

Besøg fra Danmark er altid dejligt, og nu er Clement stor nok til at køre med i lufthavnen og hente, når mormor kommer. Det er ret stort.

 

Det er dejligt at læse bøger sammen, og Clement har en ret ny bog om toget Thomas og hans og de andre togs lyde, som han ikke har læst med mormor før. Der er også en babybog til Eva, som er god at spise.

 

Vi har besøg af Mettes mor og Børge, der også har smålinger i Danmark, og god forstand på både basser og babyer. Og også på forældre for den sags skyld: De har nemlig taget øl med til os. Og en flaske valnøddesnaps, som vi talte en hel del om, da de var her sidst, så nu glæder vi os til at smage på den. De kan også tricket med personaliserede etiketter, viste det sig.

 

Mormor og Eva laver babyballet. Eva kan både med hænderne og fødderne, mormor nøjes med hænderne. Nogen basker hun - babyen altså - så meget med armene, at det er lige før hun flyver. Det tegner til noget mere muskuløse overarme end moren med al den eksercits.

 

Eva minder mig sådan om en lille kattekilling, hun er så legesyg og den lille tungespids spiller gerne drillende udenfor munden i bar glæde.