Pakkerne tjekkes af allerede fra morgenstunden, så de har tid til at lege med dem i løbet af dagen.
Til Eva havde Papa Noël blandt andet et lille køkken, som begge børn straks tog i brug. Clement har altid været ret glad for legekøkkener og legemad, og Eva følger jo troligt i hans fodspor, nærmest uanset hvad. Hun fik i øvrigt også sin første
trotteur i form af en lille traktor med anhænger. Landet forpligter vel.
Julemanden gjorde i weekenden ophold i Soulieres. Han havde en stor drengecykel med til Clement, som næsten ikke kan løfte den op og end af den forhøjning, der er udenfor Mamies hus, det må han så lære sig trods piven. Man kan også vælte på den, det prøvede han også. Til gengæld var det super at se, at han nu har også har kræfterne til at træde ordentligt i pedalerne. Han kommer faktisk fremad, så når han får smidt støttehjulene er det faktisk til at få øje på de første cykelture i horisonten.
Der er også noget Lego, en lær-at-skrive-maskine til Clement, en interaktiv bog til Eva samt tusser og en fantastisk kaninrobot, der gemmer øjene bag ørerne og bagefter leder efter sin gulerod. Den hygger de sig begge ret godt med.
Frokosten består af: Alt godt fra havet, helleflynder med hvid opbagt sovs med muslinger og rejer i, roastbeef med ærter, oste og chokoladekage. Så har vi heller ikke spist andet i dag.
Eva overraskede med at sætte stor pris på krabbekød, Clement syntes rigtig godt om de store rejer fra havfadet og blev ved med at insistere på at få flere. Chokoladekagen gled også ned uden problemer, men det var mindre overraskende.