Clement og Eva herhjemme

 

 

Clement og Eva hygger sig sammen herhjemme. Sandkassen er et sted, der bare er så meget sjovere, når man er to. Også selvom Eva ikke gør det rigtigt - mor, mor, hun bruger fingrene. Øh ja. Må man ikke det, Clement? Hvis hun nu hellere vil bruge fingrene. Nå ja.

 

 

Indendøre er musikken noget, der samler. Enten er de en parade, der går gennem huset med trommer, trompet eller fløjte. Eller også laver Clement musikskole for Eva i soveværelser. Det går fint, bortset fra når han har en bestemt idé om noget hun skal gøre. Hun vil altid noget andet. Ligesom i livet.

Vinterferie i Danmark

 

Clement og Solveig har holdt en uges vinterferie i Danmark. Vi nåede stort set Danmark rundt. Mest Odense hos bedstefar og mormor, hvor moster Fie også var hjemme til Clements store glæde.

 

Vi tager toget til Aalborg. En lang tur med rig mulighed for at tale om musik, Danmark, tog og meget mere.

I Pandrup byggede Jacob og Clement mur og gravede huller efter en skat. Jakobs specialitet er skattekort, og Clement nåede da også at tegne et enkelt skattekort i toget hjem efter Jacobs anvisninger.

 

 

Højt hår og best friends. Nu også med mødre, Marianne og Solveig.

På vej tilbage fra Pandrup besøger vi moster Hanne i Århus. Spiser frokost med fætter Hilmar og Ulla i Bruhns galleri med god udsigt over banelegemets mange togbevægelser. Går tur i Midtbyen. Over Clemens' Bro.
 

 

Vi slår et smut forbi Domkirken. Fætter Lasses tag og alt det der. Vi er faktisk ikke helt sikre på, at fætter Lasse nu også har været med til at skifte taget, men det vil nok alligevel altid forblive sådan. Indeni er der to orgler, et lille og moderne eksemplar til dagligbrug og det store klassiske: Nordeuropas største, fortæller damen uden at præcisere, hvor grænsen går. Jeg skulle have spurgt.

 

 

Bagefter støder vi på dette enmandsorkester, guitar, sang, mundharpe og percussion, orkestreret via snoretræk med fødderne. Han laver et Johnny Cash nummer, og han gør det ret godt. Trods pustende kold vind har han et pænt publikum, fordi han er god. Han laver også noget didgeridoo-electronica, som vi kun hører, så vi når ikke at se, hvordan han sætter det i værk. Ene, dygtige mand.

Søndag er Clement, forklædt som ridder, med moster Fie til fastelavnsfest med tosprogede børn af enlige mødre gennem Røde Kors. Han leger med Malaika, der fylder fem, og en dreng på seks år, der også er klædt ud som ridder. Stor succes. Tosprogede børn i Danmark spiser også pizza og lagkage.

Mandag overmiddag rejser vi videre.

 

Farvel til mormor og moster Fie. Bedstefar er blevet hjemme. Vi rejser videre til Søren og Annette i Himmelev, hvor alle drenge er hjemme. Den står på hjemmebagte fastelavnsboller, legeplads, biler, pasta med kødsovs og meget mere.

 

 

Efter Himmelev besøger vi Bjørg i Kastrup. Vi henter hende i børnehaven, og ser så i samme forbindelse, hvordan en dansk "Maternelle" - det hedder en børnehave, Clement - ser ud. Vi ankommer til spisetid, derfor er legeplads tom.

 

 

I Lufthavnen, Charles de Gaulle, bliver vi hentet af Papa og Eva, der er fuldstændig overlykkelig for at se Clement igen. Hun har lært at pille en clementin, mens hun har holdt ferie hos Mamie. Clement viser blandt andet Alexis, der fylder to om få dage, hvordan man bygger med Duploer.

 

 

Musikkens store hus

 

Vi har for anden gang været til åbent hus på musikkonservatoriet i Reims. Denne gang nåede vi lidt af præsentationskoncerten. Messingblæserne. Temmelig godt. Vi har nu lært, at der findes en piccolotrompet, som har den højeste klang blandt trompeterne.

Bagefter besøgte vi instrumenterne og deres lærere enkeltvis.

De sidste uge har jeg jævnligt spurgt Clement, hvilke tre instrumenter han helst ville nå at besøge, og der var ikke på noget tidspunkt slinger i valsen:

Percussion var ikke den store overraskelse

Tuba vel egentlig heller ikke, der er noget kapow over den

Obo havde jeg til gengæld nok ikke lige regnet med.

Men derved blev det.

Hvad percussion angår, var læreren denne gang til stede. Det var han ikke sidste år. Jeg kunne i dag konstatere, at han har det samme nervøse over sig som Evas læge på de travleste dage. Koope'ens tidligere ønolog havde samme temperament. Jeg finder det ikke umiddelbart optimalt for små børn, så det var interessant nok at møde ham.

Til gengæld kunne jeg se, hvordan han interesserede sig meget for store gymnasietyper og deres kunnen.

Jeg lærte dog flg.

Percussion kan man normalt begynde i 10 års alderen. Problemet er primært selv at kunne komme til konservatoriet for at øve sig, fordi slagtøj er det hele, og ingen har alle de marimbaer m.m., som øvelokalerne er fulde af her.

Det er fint at lege og spille, som Clement gør nu. Man risikerer ikke at indøve dårlige håndstillinger eller sådan noget som kan genere siden. Trommelæreren begyndte selv tidligt, siger han.

 

En af hans elever, en 13-årig dreng, demonstrerede velvilligt marimbaen - han spillede med to gange to baguetter - og bagefter øvede han på marchtrommen, som Clement også fik lov til at prøve.

Han fortalte os, at han egentlig ikke havde fået plads som percussionist, men havde insisteret og insisteret og plaget lidt til og til sidst fået en plads. Ret ung. Interessant at vide.

Med blod på tanden kom vi tilfældigt ind til fagot, som ellers ikke stod på vores program, men percussion tog slet ikke så længe, som vi havde håbet, for den nervøse trommelærer gik helt tydeligt ikke ind for, at børnen skulle prøve slagtøjet.

Fagot-læreren fortalte, at han har haft en elev, der begyndte som 5-årig.

Clement havde ikke alt for svært ved at blæse lyd i mundstykket, men han var umådeligt generet, og det var noget generende, for så blev det svært for ham at få noget ud af mødet med læreren, der var supervenlig og pædagogisk.

Bagefter oboen. Læreren havde noget af det samme nervøse over sig som trommemanden. Da jeg forklarede ham, hvordan Clement selv gennem flere uger har valgt, at han gerne ville besøge oboen, ville han dog gerne give et lille indblik i oboens verden, selvom han ikke forsømte at sige, at det er tidligt. Clement kunne dog ikke rigtigt få et dobbelt rørblad til at give lyd, og gav ret hurtigt op. Havde ikke lyst til at prøve mere. Så gik vi.

Hen til messingblæserne.

 

 

Tubalæreren havde sat en gammel - oldgammel - musikalsk Anders, Michey og Fedtmule film på, som man kunne se på i ventetiden. Det gjorde vi, sjovt nok sammen med en dreng, hvis mor jeg også så, da vi var til åbent hus på musikskolen Jard forleden.

Læreren var super sympatisk. Viste sit instrument med al grundighed, også til Clement der egentlig er for lille. Clement kunne få lyd ud af tubamundstykket og tubaen, og læreren fortalte ham, det var flot. Det samme fik drengen før at vide. Det var de par sætninger, der havde lagret sig bedst i Clements hoved efter besøget. Det var det, han fortalte Alain, der ikke var med.

Vi ved nu, at den store tuba hedder bastuba, og den spiller man på i orkesteret. Ellers er det den lille, som Clement prøvede. Vi ved, at man arbejder med sin vejrtrækning på samme måde, som når man synger.

 

 

Trombone, ved vi nu, findes også både i en tenor og en basudgave. De ligner hinanden ret meget, men den unge mand, der forklarede os om trækbasunen fortalte, at man vælger, om man vil spille den ene eller den anden. Det er to instrumenter.

Også her klarede Clement at blæse lyd i den, og var meget stolt og også meget genert. Det er svært for ham at være i centrum på den måde. Eller også er det svært at sidde med noget, man så gerne vil, og virkelig mærke, hvor svært det er. Hvor meget arbejde man skal lægge for noget, der ser så let ud.

Han mener naturligvis, vi skal købe en tuba nu. Klart klart.