Juni måned har budt på flere musikalske stunder.
Musikpædagogen Lucie er ikke en, der hverken tegner eller fortæller om, hvad hun egentlig foretager sig med ungerne hver onsdag mellem kl. 11 og 12. Man må tage det, som det er.
En gang om året holder hun åben time, og så har man en chance for at komme med ind i denne hemmelige have.
Clement har gået hos hende i to år, og ikke én eneste gang har jeg hørt ham sige: Jeg har ikke lyst til at komme til Lucie i dag.
Han har kunnet reproducere øvelserne hjemme ud fra de tegninger, der hver onsdag er dukket op i musikbogen, som kun udfyldes hos Lucie.
Det har også bragt ham i stand til at akkompagnere skoleafslutningen med guiro, hvilket jeg var fantastisk stolt over - mit morhjerte svulmede totalt over - tænk engang denne lille dreng foran så mange mennesker med sin guiro. Ifølge læreren Brigitte fandt han selv ud af at lave sit akkompagnement, og det gik siden op for mig, at det selvfølgelig er hos Lucie, han har prøvet at lave forskellige lyde på den, og derfor faktisk var i stand til at gøre noget med den helt på egen hånd.
Det må jeg huske at fortælle Lucie, der heldigvis nu er dukket op i periferien som bekendt til en veninde.
Christian imponerede mig også - igen - til djembe-afslutningen ved at spørge samtlige børn - Clement, Fantine, Antoine og Shana - hvad de synes var godt ved kurset, hvad de synes var dårligt, og om de kommer igen næste år. Han fortalte også, hvad han selv synes.
Det glæder mig altid, når børn bliver behandlet som alle andre personer, og det er bestemt ikke givet her i Frankrig. Men hvis bare nogle af de lærere, der er i ens barns liv, gør det, er det vel allerede et stykke af den gode vej.
Forældrene til disse djembe-børn er også alle interesserede i at gruppen hygger sig, fortsætter og at hygge sig med de andre. Alt sammen meget rart, og noget jeg kun meget sjældent er stødt på her, og derfor værdsætter så meget mere.
Så nu må vi intensivere mulighederne for at finde et bedre øvetidspunkt onsdag end aftenen, der har været hårdt for Clement.