Forleden weekend var vi i Paris.
Vi spiste madpakke i Jardin des Tuileries med Louvre i baggrunden. 30 meget parisiske minutter, inden vi skulle videre for at møde mødregruppen foran den gamle opera, Garnier.
Lidt af en arkitektonisk flødeskumskage.
Her et parti fra den store trappe, der er bygget til at iscenesætte ens entré.
Loungen, hvor det bedre borgerskab kunne tilbringe pausen lader ikke Versailles noget tilbage, hvad guld angår, men det er også meningen, fik vi fortalt.
Men det er her, det foregår. Scenen, som ganske vist kun udgør et mindre areal i det meget store bygningsværk. Den er holdt i rødt og guld, som den slags er.
I dag bruges den mest til ballet. Operaerne bliver oftest præsenteret i den ret nybyggede Bastille-opera.
Malerierne i loftet er af Marc Chagall.
Men dagen bød nu i øvrigt på mest musik på trappen foran operaen.
Bandet mindede os så meget om gamle kendinge fra Reims, men det var ikke Doctor-bandet - medicinstuderende fra fakultetet i Reims - men derimod arkitekturstuderende fra Paris, med nogenlunde samme instrumentation.
Jeg finder det i øvrigt imponerende med det forholdsvis store udbud - lader det til - af folk, der spiller godt nok til at stille sig op i denne form for bands med striber af velspilede evergreens. Måske ikke så overraskende i Paris, men Reims er trods alt en by på størrelse med et sted mellem Odense og Århus, og her tæller bandet en 20-30 af gode grunde skiftende medlemmer, da medlemmerne er studerende.
Mit gæt er, at svaret ligger i den forholdsvis seriøse musikundervisning, hvor man bruger en hel del timer om ugen på at lære at beherske sit instrument.
