Foot er Clements nye sort

 

Clement har en evne til brændende at interesse sig for ét felt.

Sådan lærte han sig alt, det han kunne, om musik, og det var ikke småting, husker I måske. Siden kom også Wii og landsbyerne i La Marne siden afløst af byer i verden (helst med flere end 10 millioner indbyggere). Nu har fodbold endegyldigt fortrængt alt andet. Han bruger al ledig tid på at tegne fodboldkort, slå infomationer op på L'Equipe.fr og ser så mange kampe på tv som muligt.

På det seneste stiller han også spørgsmål om tennis og det danske Europa-mesterskab i håndbold er da heller ikke gået ham helt forbi. Håndbold er trods alt en sportsgren, der også eksisterer i Frankrig.

Og hvad skal han så med al den viden?

Det viser sig, at han åbenbart udveksler info med en ven i skolen, der har fotografisk hukommelse. Det var ham, der første gang, vi inviterede ham herhjem, sagde et par ord på dansk til mig. Dem havde han samlet op, da Clements fætter fem måneder forinden var med i skole en halv dag.

Der skulle med andre ord i den grad være basis for at måle viden. Jeg må nok indstille mig på en del flere tv-aftener med fodbold. Det gør jeg så. Hans glød er smittende.

Billedet er fra i lørdags, hvor Clements fodbold-hold - U9 - var inviteret på stadion i Reims for at se kamp mod Angers, og det var Clements hold, der var de små søde børn, der holder de store voksne spillere i hånden. Eva var også med til kamp og vendte tilbage med hotdog i maven og supporterflag. Hvad ellers?

Evas stamtræ

 

Pirattandens dage er talte

 

Øv-bøv bussemand. Eva elsker at posere og især sådan her. Men fra i dag og ud i al fremtid bliver det uden den blå pirattand som blikfang.

Eva slog tanden blå, da hun var bare to. Den har bevæget sig længe, og vi har ventet på, hvordan den skulle dø helt. Det skulle den ved et sammenstød i skolegården torsdag middag, viste det sig.

Det er den første tand, Eva har tabt, og hun er pavestolt.

Clement, der jo har mere erfaring med den slags, mener, at en blå tand må være i hvert fald en seddel værd.

 

Drømmetid

Eva er kommet i drømmealderen. Altså det sted, hvor man kan have mareridt eller så livagtige drømme, at man vågner af dem. Nogle gange grædende.

Tidligere liv i New York

Clements tanker har på det seneste af og til taget en lidt dybere retning end set og hørt før. Pludselig mente han, at han nok har levet før. Ja? sagde jeg interesseret. Jo, for han kan bare så godt lide New York. Ja. Det ved jeg jo. Stadig helt på. Jo, og Rio de Janeiro, og Peru og Indonesien og vist nok et par andre asiatiske storbyer. Aha. Jamen, det kan da også godt være Clement. Nogle gange kan man godt føle sig særlig tiltrukket af et sted i verden, også selvom man aldrig har været i nærheden af det. Jeg har aldrig selv haft lige den oplevelse, men der er da lande som jeg rigtig gerne vil opleve og andre, der interesserer mig mindre uden at jeg kan forklare grunden. Men min egen far har jo f.eks. altid været tiltrukket af Alice Springs i Australien af en eller anden grund. Det fører jo så naturligt nok over i, hvad man kan tro på, herunder forskellige religioner, herunder Paradis og også tanken om reinkarnation. Det er virkelig hans debut ind i en slags tænksomme overvejelser.