Skoleskrupler

Vi har fået noget at tænke over med Clements skole. Man kan måske sige, at hvedebrødsdagene er forbi.

Sidste år var debut'en, og han elskede det hele året. I år, hvor maternelles ældste spor er rykket over sammen med den klasse, der ellers er et år ældre, er Clement nu i ældste klasse, og det synes han mindre godt om.

Der har allerede været en dag, hvor han blev skældt så meget ud, at han ikke havde lyst til at gå i skole næste dag. Han havde alle mulige undskyldninger, der ikke konkret havde noget med skolens indhold at gøre, og da jeg fortalte det til læreren næste morgen sagde hun bare, at hun godt forstod, at han ikke havde lyst i dag, og det havde intet med alt muligt andet at gøre, men handlede om, at han havde fået skæld-ud to gange for ikke at gøre som de andre.

Siden har han haft mindre lyst til skolen.

Læreren har også opfordret os til herhjemme at hjælpe ham med at lære at holde rigtigt på blyanten.

Det har jeg altsammen tænkt en hel del over, Alain ligeså, og vi er nået frem til noget i retning af, at vi er noget kede af hele udviklingen, som vi nok mest af alt mener har noget at gøre med at læreren er mindre presset i år, hvor hun kun tager sig af en klasse i stedet for to, og derfor har fået større ambitioner for de smås - altså Clement klasses - vedkommende.

Ingen siger nemlig, at de fire-årige skal lære at holde rigtigt på blyantetn i år. Sidste år skulle de først lære det samme i ældste klasse. Jeg mener slet ikke, at den lille barnehånd er fysisk udviklet til at hold rigtigt. Dertil kommer, at jeg selv har en hel del pinagtige minder om min klasselærers riven, sliden i mig for at jeg skulle lære det. Jeg lærte det aldrig, og jeg har altid skrevet alligevel omend - det indrømmer jeg - ret ulæseligt for alle andre end mig selv.

Jeg tror simpelthen at hendes krav ødelægger Clements glæde ved skolen. Han siger det til hende og hun siger til mig, at det giver hende "...mal au coeur". Hvor er det bare ærgerligt.

Nu har vi små snakke om hvorfor man skal gå i skole, hvorfor man skal lære noget, hvad man kan bruge læsning til osv.

Jeg tror også, at han forekommer hende lavt motiveret fordi han simpelthen er et helt andet sted i sin udvikling lige nu. Han har fundet sammen med Lucas og Eliot fra klassen til frokost i kantine og skolegård. De er rigtige drenge om jeg så må sige, slås indbyrdes, løber hurtigt og den slags, som Clement ikke har gjort ret meget. Nu er han med sammen med dem, og jeg tror simpelthen, at han mobiliserer alt for at indhente alt det forsømte på dette felt.

Dermed er der mindre plads til det boglige lige nu.

Alain mener, at Clement har brug for at demonstrere oprørskhed, at han keder sig, og at det altsammen bliver kanaliseret ud i øjeblikket.

Alligevel sidder han herhjemme for sin fornøjelses skyld - ingen opfordrer ham til det - og skriver bogstaver på små stykker papir. Som vi tidligere har set ham hente musikbogen for at tegne instrumenter af derfra, henter han nu sin børnecomputer for at se og høre bogstaverne på den. Ret systematisk af en fireårig, synes jeg, og igen, der er ingen, der har forklaret eller foreslået ham denne fremgangsmåde. Han har selv fundet frem til det, jeg roser ham for den gode idé, og så kører han ellers løs.

Jeg diskuterede i går alt dette med en fransk bekendt, der også er lærer. Hun sagde bare, at der vist var grundt til alt andet end bekymring med den form for systematik, Clement demonstrerer, og at det er komplet latterligt at bruge så mange kræfter på at holde på blyanter i maternelle-skolen.

På en eller anden måde må jeg navigere samme holdning og en fortsat respekt for Clements lærer, der jo ellers formår at have rigtigt godt styr på det hele og desuden skaber en behagelig stemning på skolen, hvilket jo er grundlæggende forudsætninger for at det hele fungerer.