Clement på sjov i skoven

For første gang nogensinde har Clement - efter at være blevet slæbt med i skoven flere gange om ugen i halvandet år - vist interesse for at stige ud af kalechen og selv betræde tæppet af visne blade.

I går eftermiddags hyggede vi os sammen med Virginie, som bor længere oppe ad vejen, og hendes lille terrier i næsten halvanden time, hvor Clement drønede rundt og kastede pinde til Vasco i størrelser, der varierede fra 10 centimenter til halvanden meter. Han skal nok komme efter det.

Hunden har glædesstrålende hilst Clement goddag gennem det sidste år, men Clement er bange for hundre, og også for Vasco. De sidste par måneder har der dog været optøning på vej, og nu ser det sørme ud til, at Clement omsider har indset, at man kan bruge skoven til andet end at se på, og hunden til andet end at sige "Non, Vasco".

Det gjorde mig så kisteglad at vende hjem med møgbeskidte støvler. Clements flyverdragt var ligeledes kørt ind i jord for første gang nogensinde. Og han hylede ikke engang når han den ene gang efter den anden mistede fodfæstet i den bløde jord i de mange grøfter. Eller plantede klør fem i et brombærkrat. Skoven, der jo på vores side gror op ad bakkesiden, rummer også mange kløfter, hvor han desværre udviser samme grad af dødsforagt. Men foreløbig er jeg bare så glad.