Vinterbørn

 

 

Lærermøde

Møde med læreren.

Clement er en sød dreng, en social dreng, der taler pænt til og med de andre og ikke slår.

Han husker rigtig godt.

Han har stort set lært at holde på blyanten nu. Hmm.

Han laver sine ting.

Han er meget tæt på at kunne skrive sit navn.

Men

Han drømmer i stedet for at koncentrere sig om det hun siger. Nogle gange.

Han prøver hendes grænser. (Også mine, gi' lige et praj, hvis der er anden løsning end at blive ældre).

Facit

Jeg ved stadig ikke, hvad jeg skal tænke. Jeg kan virkelig ikke få brikkerne til at passe sammen. Når jeg ser ham i skolegruppen, virker han afslappet og glad. Det lyder som om han er god i skolen. Han laver det han skal godt. Men han siger dagligt, at han ikke kan lide at gå i skole, på det seneste har han byttet det ud med kantine. Måske er det bare noget han siger, han fortæller jo meget lidt.

Den famøse historie om slikket, han ikke fik, kunne vi ikke spørge til. Alain havde på forhånd sagt, at man ikke kan spørge til noget så konkret, med mindre en god lejlighed skulle byde sig. Jeg stoler ikke på min egen evne til at klare mig på fransk - kulturelt ikke sprogligt - så vi havde aftalt, at han skulle nævne det, hvis der kom en anledning. Det gjorde der ikke. Nu afventer vi lidt, om der kommer andre lignende hændelser.

Foreløbig ferie i halvanden uge uden alt det skolelort.

Clement fik ingen bonbon

I går efter en dejlig legeeftermiddag hos Eliot og hans mor - som jeg leger med - og hans lillebror - som stadig er for ung til Eva, trods alt, Martin er knapt tre måneder gammel - kom flg. grufulde historie ud af Clements mund.

Jeg fik ingen bonbon i dag, sagde han. Det var Lény eller Rémi eller Théo, en af de nye små drenge, der havde fødselsdag, og så plejer de alle at få en lille slik.

Men, siger så Clement om aftenen, jeg og Ambre fik ikke nogen, for vi lavede bruit - altså larm. Nå da, siger jeg så dybt undrende. Kan skolelæreren mon virkelig te sig så grotesk, at hun bruger fødselsdagsslik som straffemetode? Jeg vedddet ikke, vi vil prøve at få et møde med hende inden ferien på fredag, så vi kan få hendes version af historien.

Alain synes heldigvis også det er hårrejsende, og husker, hvordan læreren i hans skoletid brugte præmier som positiv ros, ikke inddrog ting som straf. Jeg har altid svært ved at forstå, hvilke hårrejsende ting jeg skal finde mig i, og hvilke jeg skal gøre oprør imod. Så det er sørme godt, at Alain og jeg er enige om det meste.

Clements tegning var i øvrigt heller ikke fin, siger han, mens Lucas var meget fin. Det hang sammen med, at Clement åbenbart lavede den tegning han havde lyst til at lave, men det var altså meningen at man skulle lave en bestemt form for tegning og ikke bare køre sit eget løb, som Clement gør.

Vi er med andre ord virkelig i gang med den virkelige skole, og ikke tre års introduktion til skolelivet, der skal være sjov og spændende, sådan som jeg ellers havde forstået, at Maternelle skulle være.

Det er lidt skræmmende, hvad der egentlig foregår på den skole. Vi er ikke længere sikre på, at det er det, der skal. Det er blevet så vigtigt, fordi vi nu har en dreng, der hver aften spørger, om han skal i skole i morgen, og siger, at det vil han ikke fire gange om ugen. Sidste år, hvor han havde en anden lærer, elskede han det, og det er derfor nærliggende at opfatte det som et spørgsmål om kemi. Øv altså.

Nu skal jeg ned og give Clement den bonbon han ikke fik i går.

Clements fornemmelse for musik 2

Vi har i øvrigt købt en ny musikfilm - "Piccolo Saxo" - en fransk/rumænsk produktion, der var oppe i biffen for et års tid siden. Det er en stor symfonisk fortælling om orkesterets forskellige instrumentgrupper. Der er en fin historie med et par instrumentbørn, der redder hele musikken for de andre. Onde værktøjer, der kun vil have computermusik og så videre. Når han ikke ser filmen, når vi ikke diskuterer hændelserne og personerne - dvs instrumenterne - i filmen, bygger han nu "Den Røde Vulkan" med sine duploer. De onde lever i midten, den symfoniske musik udfolder sig i amfiteatralske omgivelser for oven.

Clements fornemmelse for musik

Clements musikalske hukommelse imponerer mig ind i mellem.

I aftes spillede jeg fra Højskolesangbogen. Undtagelsesvis sang jeg til. "Jeg er havren" er så ukompliceret, at operationen næsten lykkes.

Clement, der var i færd med et eller andet i nærheden, sagde så, at det var den samme sang som i kirken med mormor. Og det var da sikkert rigtig nok.

For de to var i kirke en søndag morgen for at høre store orgel, det var høstgudstjeneste, og derfor meget muligt, at netop "Jeg er havren" har stået på programmet.

Men det er jo altså et par måneder siden nu, og han har ikke hørt sangen siden og kun sjældent før.

Han har i øvrigt lavet samme nummer med Griegs "Anitras dans", der er et af de numre, jeg ind i mellem prøver kræfter med. Han genkender den uden problemer i den orkestrerede version på CD. Om det er en cadeau til mig eller til hans musikalske hukommelse, ved jeg ikke. Det betyder heller ikke så meget.

Søndagsudforskning

 

 

 

På søndagstur udforsker vi Saint Nicaise, hvor de allersidste rester af Reims' middelalderbefæstning befinder sig. Området ligger cirka midt imellem champagnehusene Pommery og Veuve Clicquots omfattende domæner i udkanten af Reims.

Jeg lærte, at bydelen Saint-Remi, der har en meget smuk basilika af samme navn, oprindeligt var en selvstændig by. Da den og Reims begyndte at vokse sammen i 12-1300 tallet, begyndte kongen Philip den smukke at bygge de 6,5 kilometer lange mure med 44 tårne, der stod helt færdige i 1400-tallet. Imponerende.

Clement og Eva syntes godt om bakkerne, trapperne og legepladsen fra Kompan. Clement nåede at blive gode venner med en jævnaldrene pige, som vi mødte. Eva morede sig lidt med og over hendes babylillesøster, fire måneder og altså dermed en helt verden mindre end Eva, der er begyndt at interessere sig meget for babyer efter at hun er begyndt i vuggeren. Hun tilbringer stadig sine vågne timer sammen med babyholdet, så det stammer helt sikkert derfra.

Den lange vej til Amerika

 

Vi skal fejre Thanksgiving med vores venner i New York i slutningen af november. Billetterne ankom for et par dage siden. Jeg er derfor begyndt at forklare Clement lidt om, at vi skal afsted, at vi skal besøge hans ven, Flemming, og hans familie, og at vi - blandt andet - skal se store bygninger og gå på Brooklyn Bridge, idet drengen er vældig optaget af infrastruktur. Alain har forklaret ham, at man skal flyve næsten lige så længe for at komme til Amerika, som vi kører, når vi skal til Danmark. I stedet for at lave "dodo voiture", som det hedder hos os, skal han lave "dodo flyvemaskine". Altså sove i flyvemaskinen. I går begik han så denne tegning af flyvemaskinernes lange vej til de store bygninger i Amerika. Den stolte mor har selvfølgelig både nedskrevet værkets titel, ophavsmand, dato. Mangler vel egentlig kun at kontakte Louvre ;-)

Ren magi

Jeg har været på min første udgang.

Som ledsager af Clements klassekammerater i moyen section og petit section. De skulle med skolebus til Sillery for at se et magisk stykke torsdag eftermiddag. Det blev en interessant oplevelse.

Der har været lidt knas på linjen på det seneste. Clement har været ked af at skulle i skole om morgenen. Læreren har sagt, at han ikke hører efter, og ikke respekterer disciplinen, altså den orden hun prøvet at opretholde og skabe. Det har været at finde ud af, hvad det egentlig handlede om.

Udviklingstrin - altid svært - reelle problemer - at læreren er for skrap - at vi er for slappe. Eller noget helt femte.

Efter at have tilbragt en eftermiddag med rødderne slapper jeg noget mere af. Jeg kan se, hvor sødt og roligt Clement opfører sig, hvor urolige nogle af de andre er, så uanset om Clement er mindre nem end sidste år, nægter jeg at tro, at han kan være mere besværlig eller mindre lyttende end de andre. Omend det selvfølgelig er meget muligt at han er mindre afrettet, idet disciplin ikke er noget vi anvender i særlig udstrakt grad her i huset.

Eneste ændring er dermed, at jeg ofte gentager for ham, at han skal høre efter og gøre, hvad Brigitte siger, dels fordi hun bestemmer, dels fordi skolen så bliver et hyggeligere sted at være.

Tryllekunstneren var en vældig poetisk sjæl. Dansk for at det ikke skal være løgn. Uden tvivl den eneste danske tryllekunstner i Frankrig. Han hedder Kaare, og det synes jeg var den totalt rene magi at kunne gå hen og sige goddag efter forestillingen.

Gå, læse, bygge, feste

Vi arbejder ikke i vinen i øjeblikket, og har derfor tid til at se venner i weekenden. Torsdag var papa undtagelsesvis tidligt hjemme og var med i vuggestuen og hente Eva, der bagefter - næsten - selv gik med hen at hente Clement i skolen.

 

 

Jeg har indrettet en læsestol i vores stue. En dag kom Clement hjem og foreslog, at han skulle have en stol at læse bøger i ligesom på biblioteket i skolen. Da skolen i øjeblikket er en temmelig besværlig størrelse for ham og dermed også lidt for os, skyndte jeg mig at tage ham på ordet, og pyntede en af mine gamle lænestole med Clements tigertæppe, en kæleslange og lidt pudeværk, så nu er stolen dejligt huleagtig. Bagved, i de underste etager af min store reol, står et udvalg af Clement og Evas mange bøger. Den slags kan man ikke få for meget af.

 

 

Lørdag. Besøg af Susanne, Stephane, Alexis og Cléophée. Vi går tur i skoven, Eva demonstrerer hvor hård og sej, hun er på to ben. Bagefter får vi forstærkning af Thierry, Michelle, Théo, Aurel, Mathis, Anne, Patrice, Antoine, Lisa og Adrien, og så er hele stuen fyldt med børn, deres forældre, mad og champagne. Nå ja, og rugby i fjernsynet. Eva får dermed også sin første stammeoplevelse, og når det lige er rugby, det handler om, undgår man fuldstændig at komme i konflikt med placering af eventuelle nationale følelser, idet denne sportsgren mig bekendt stort set ikke eksisterer i Danmark. Så vi holder naturligvis alle med Frankrig, og som Anne siger senere på aftenen: Frankrig vinder altid, når vi bare ser kampen hos os. Foreløbigt holder hendes statistik: To gange ud af to mulige har Frankrig rent faktisk vundet, hvor vi sammen har set kamp hos os. Den anden gang var fodbold-VM. Ignorant som jeg er kan jeg ikke huske modstanderen. Men det står fast, at vi nu skal se næste rugby-kamp i Givry-les-Loisy hos Anne og Patrice på næste lørdag.

 

 

 

 

Øjeblikkets store hit her i huset er ellers Disney-filmen Cars, der er en vaskeægte roadmovie med biler på Route 66 i hovedrollerne. Clement elsker at spille Carses musik på elektrisk Duplo-guitar. Carses-musik er i øvrigt et soundtrack med ZZ top-lignende guitar-drenge og en mor, der synger.