Jeg har ofte skrevet om Clement og musikken. Godt nok er jeg også mor. Men jeg bliver både strålende glad for og fascineret over hans rytmiske talent. Min eneste andel har været at nære interessen med stadigt nye vinkler, der har kunnet indfange ham fortsat.
I sommerferien blev det Karin - tak igen - der med en lille sjov dims gav sit bidrag til musikken. En USB-nøgle i form af en mikrofon, som begge unger meget fornøjet har optaget alt muligt skrald på lige siden.
Clement lovede at optage en trommeting. Den kommer her, og den er lang... I ved... når trommespillere ryger ind i deres eget hoved, kan der snildt ryge 10 minutter... den har Clement luret i en alder af seks.
Karin - og alle andre radio-, tv- og lydmennesker helt generelt - Clement og jeg har stadig en lille snak om overstyret lyd til gode. Det gælder forresten trommeri helt generelt, der ikke ligefrem fremmer Alains og min interne samtale, der i forvejen er forstyrret af, at vi samtaler på vores andet-sprog, og desuden begge er halvdøve.
