Godt at være to

 
Det er bare så hyggeligt om eftermiddagen i sofaen. Clement har en, der altid godt gider grine af lige meget, hvilke fjollerier han finder på. Eva har en at kigge på, der er i konstant bevægelse, om ikke andet så i hvert fald munden. Den står efterhånden kun stille, når han befinder sig i dyb søvn.

En for alle, alle for en

Vi er blevet indviet i fægtningens svære kunst af en vaskeægte-dame-musketér. Hvis der er nogen af læserne, der synes, det ser svært ud, så er det helt rigtigt. Hvor Marie-Clémence's bevægelser tog sig så elegant ud som ballet, kan man ikke med rimelighed beskylde hverken små eller store elver for det samme. Til gengæld blev der grinet rigtig meget.

Arrangementet foregik i Den danske Kirke i Paris's læsesal. Bonus var at møde organisten, der var så sød at fortælle og demonstrere sit flotte instrument for Clement, der også fik mulighed for at prøve at spille med både hænder og fødder og fik demonstreret sit kendskab til instrumenter ved at efterspørge forskellige lyder. Og hun havde skam de fleste i sine mange registre. Så jeg gætter på, at vi fra cirka morgen "...lige skal huske at købe et orgel." Ligesom vi ifølge junior også mangler nogle pauker, en "grosse caisse symphonique" og et par andre småting. Det mener vi ikke. Aftalen er nu, at det må vente til Clement bliver en stor monsieur. Så det venter han på nu.

Om der er blæst lidt musketérånd ind i ham ved jeg ikke. Men han syntes det var sjovt, og fandt sig også en lille hvidhåret kammerat på samme alder. De trehjulede cykler på den udendørs terrasse var et hit ligesom sidste gang. Det er snart et år siden, vi var til noget misslykket fastelavn, idet katten var slået af tønden, da vi ankom.

Mht til det der fægtning konstaterer jeg bare, at jeg har ondt i en eller anden muskel i nærheden af knæet i dag. Jeg vil også lige gøre opmærksom på, at grunde til at min ene arm stikker mærkeligt op bagved, er fordi, at sådan skulle man gøre. Nu hvor jeg ser billederne, kan jeg dog godt se, at det så lidt anderledes ud, når lærerne eller den lille hjælpelærer gjorde det. Men de har jo også lissom været der før. Det er i øvrigt organisten, jeg fægter med.

 

 

 

 

 

 

 

 

Juleaften

Juleaften foregår i Odense hos Solveigs forældre og søstre. Om morgenen pyntes juletræet, Mette besøger os. Clement er i Zoo - gratis adgang den 24. december - med moster Hanne og papa. Siden klæder vi alle om, går i kirke - de fleste - hvor vi sørme møder Suna, Karen, Mads og Sunas kusinemand og -børn, der er flyttet til samme kvarter. Vel tilbage får de små børn en gave, vi drikker champagne. Så spiser vi aftensmad, moster Fie vinder mandelgaven - snyd - vi tænder juletræ og synger de gamle sange. Den yngste vælger først, dvs Clement vælger På Loftet Sidder Nissen. Hans øjne stråler om kap med juletræets lys. Det er en stor glæde at se. Bagefter gaveudpakning, almindelig træthed og så i seng og være klar til resten af juleferien.

 

 

 

De små børn får en gave før alle andre, så er noget af spændingen udløst. Mest for Clement selvfølgelig, selvom Eva godt kan lide at nulre dukkens halstørklæde.

 

Vi får flæskesteg med det hele efterfulgt af ris à la mande. Hvis man skal gøre det forståeligt for en franskmand, skal man siger riz au lait, har jeg efterhånden fundet ud af.

 

 

 

 

Et juletræ har levende lys. I min familie går vi stadig rundt om det, mens hver især vælger en sang. Og vi kan sørme så godt lide at synge - nogen af os - at vi siddende snupper nogle flere sange. Det bliver rigtig træls for Clement og Eva om nogle år. Eller også kommer de også til at synes, at det bare er dejligt at synge. Jeg gør hvad jeg kan.

 

Og så er det tid til at pakke gaver ud. Dejlige ting til store og små. I min familie giver vi stadig hinanden gaver allesammen og til ikke på forhånd aftalt pris.

 

Eva har præcis den alder, hvor papiret for så vidt er mere interessant end selve gaven. Det får hun lov at leve ud. Hun er også begyndt med de tomme plasticflasker, der sådan set har holdt Clements interesse fangen fra cirka samme alder og til nu, hvor han godt nok leger mindre med dem, men han kan da stadig finde på at transportere tomme flasker på sin traktor hos Mamie eller at opmarchere dem i gangen. Verdens billigste legetøj. Dog ikke i de perioder, hvor han har tømt det dyre Vittel-vand i vasken - flaske efter flaske - for at få et ordentligt udvalg at lege med.

Travl januar

Vi har fået en del fra hånden her i januar, synes jeg.

 
En tirsdag aften spiste vi aftensmad hos Nathalie og udvekslede julegaver.

 

 

 

 
Vi har været til nytårsfrokost med hele familien hos Alains tante Monique. Begge fætterfamilier synes det var skønt at se pigerne lege igen. Den yngste er næsten syv nu, den ældste 13, så de er vokset væk fra Barbie og hen imod Gameboy nu. Men de gad altså godt lege med Clement og hans togbane. Lidt i hvert fald.

 
Eva sidder nu i egen Trip Trap stol, og hun synes, det er fuldstændigt forrygende at være oppe i samme højde som os andre. Alain har også fundet på at give hende tallerken og glas ligesom os andre, og det er hun også helt overgearet over. Sprutter nærmest af grin. Glad for mad, mindre interesseret i mælk, 65 smarte centimeter og 7,5 kilo.

 
Vi har haft mænd på loftet i en god uges tid, som har givet spærrene, hvad de havde godt af, og desuden malet væggene. Nu venter vi på kokostæppe, trappen skal males, og vi skal have bygget et par skabte under skråvæggene i to af rummene.

 

 

 
"Se mor, vi kommer her. Jeg hjælper David. " Vi arbejder i vinmarkerne igen hver weekend, Clement er med, så svigermor Josette kan passe Eva. Når bare det er arbejde med bevægelse i, klarer han snildt tre timer i træk. Det gør heller ikke noget at det er sammen med fætter David, der altid har været noget helt særligt for Clement. Jeg beskærer vinstokke, Alain og David og allermest Clement har skiftet jernpæle og wirer.

 

 
En eftermiddag, hvor vi kom hjem, lavede Josette vafler - gauffres - man bliver skam sulten af en halv dags arbejde i det fri. Clement synes, det er meget dejligt at spise vafler eller pandekager i Mamies køkken. Eva vil gerne have det samme på tallerknen som os andre, hun holder stift udkig med maden, den mad andre får. Selv må hun nøjes med mos, og som jeg sagde i en kaffepause til to af håndværkerne: Hun har ikke lært at broccoli smager grimt endnu. Hun spiser det bare. Det grinede de en hel del af, og indrømmede gerne, at de i hvert fald ikke spiser det grønne kålstads.

 

 

 

Den 22. januar var vi med til den lokale vinfest, Saint-Vincent. Clement er meget interesseret i tjum-da-da-dej-orkestret - la Fanfare - han vil hellere være syv år næste gang end bare fire, for hvis man er syv år, kan man spille med. Det gør nemlig Brian, som er Jason og Amandines storebror. Det er den lille splejs bagved bækkenerne. Og hvis nogen synes, det ser let ud, vil jeg bare lige sige, at de vejer to kilo stykket. Det har jeg selv fra den dame, der også var med for at knalde bækkener. Det vil nok være for meget at sige, at det lyder godt, men det skaber helt bestemt sin egen form for stemning omkring festerne her i byen. Og Clement leger fanfare hjemme i stuen hver dag, så at han elsker det, er jeg i hvert fald ikke i tvivl om.

Trommerne har under malerarbejdet boet nede i stuen, så jeg har hørt mere af trommeriet end jeg plejer. Jeg synes, han er god til det. Der er jo ikke som sådan nogen, der lærer ham det, men han sidder selv og prøver at kombinere trommerne til en eller anden rytme. Vi er begyndt at spille sammen. I går var første gang. Jeg spillede noget Gershwin på keyboardet, og Clement spillede tromme til, og så vidt jeg kunne høre var det den samme rytme, han gentog, da vi skulle spille det for Alain om aftenen.

Og mor, vi har stor fornøjelse af Kalle Kulmules sang (fra Jullerup Færgeby), så det var godt, du fandt teksten. Derudover har Clement svært ved at tage afsked med Søren Banjomus og På Loftet Sidder Nissen Med Sin Julegrød. Men de er da også gode.

Clement skal dog ikke være noget med trommer. Når han bliver en stor monsieur skal han spille kontrabas inde i garagen sammen med Guillaume og Lucas og nogen gange også Maxence. Jeg er ikke sikker på, at de er indviet i planerne.