En tirsdag aften spiste vi aftensmad hos Nathalie og udvekslede julegaver.
Vi har været til nytårsfrokost med hele familien hos Alains tante Monique. Begge fætterfamilier synes det var skønt at se pigerne lege igen. Den yngste er næsten syv nu, den ældste 13, så de er vokset væk fra Barbie og hen imod Gameboy nu. Men de gad altså godt lege med Clement og hans togbane. Lidt i hvert fald.
Eva sidder nu i egen Trip Trap stol, og hun synes, det er fuldstændigt forrygende at være oppe i samme højde som os andre. Alain har også fundet på at give hende tallerken og glas ligesom os andre, og det er hun også helt overgearet over. Sprutter nærmest af grin. Glad for mad, mindre interesseret i mælk, 65 smarte centimeter og 7,5 kilo.
Vi har haft mænd på loftet i en god uges tid, som har givet spærrene, hvad de havde godt af, og desuden malet væggene. Nu venter vi på kokostæppe, trappen skal males, og vi skal have bygget et par skabte under skråvæggene i to af rummene.
"Se mor, vi kommer her. Jeg hjælper David. " Vi arbejder i vinmarkerne igen hver weekend, Clement er med, så svigermor Josette kan passe Eva. Når bare det er arbejde med bevægelse i, klarer han snildt tre timer i træk. Det gør heller ikke noget at det er sammen med fætter David, der altid har været noget helt særligt for Clement. Jeg beskærer vinstokke, Alain og David og allermest Clement har skiftet jernpæle og wirer.
En eftermiddag, hvor vi kom hjem, lavede Josette vafler - gauffres - man bliver skam sulten af en halv dags arbejde i det fri. Clement synes, det er meget dejligt at spise vafler eller pandekager i Mamies køkken. Eva vil gerne have det samme på tallerknen som os andre, hun holder stift udkig med maden, den mad andre får. Selv må hun nøjes med mos, og som jeg sagde i en kaffepause til to af håndværkerne: Hun har ikke lært at broccoli smager grimt endnu. Hun spiser det bare. Det grinede de en hel del af, og indrømmede gerne, at de i hvert fald ikke spiser det grønne kålstads.
Den 22. januar var vi med til den lokale vinfest, Saint-Vincent. Clement er meget interesseret i tjum-da-da-dej-orkestret - la Fanfare - han vil hellere være syv år næste gang end bare fire, for hvis man er syv år, kan man spille med. Det gør nemlig Brian, som er Jason og Amandines storebror. Det er den lille splejs bagved bækkenerne. Og hvis nogen synes, det ser let ud, vil jeg bare lige sige, at de vejer to kilo stykket. Det har jeg selv fra den dame, der også var med for at knalde bækkener. Det vil nok være for meget at sige, at det lyder godt, men det skaber helt bestemt sin egen form for stemning omkring festerne her i byen. Og Clement leger fanfare hjemme i stuen hver dag, så at han elsker det, er jeg i hvert fald ikke i tvivl om.
Trommerne har under malerarbejdet boet nede i stuen, så jeg har hørt mere af trommeriet end jeg plejer. Jeg synes, han er god til det. Der er jo ikke som sådan nogen, der lærer ham det, men han sidder selv og prøver at kombinere trommerne til en eller anden rytme. Vi er begyndt at spille sammen. I går var første gang. Jeg spillede noget Gershwin på keyboardet, og Clement spillede tromme til, og så vidt jeg kunne høre var det den samme rytme, han gentog, da vi skulle spille det for Alain om aftenen.
Og mor, vi har stor fornøjelse af Kalle Kulmules sang (fra Jullerup Færgeby), så det var godt, du fandt teksten. Derudover har Clement svært ved at tage afsked med Søren Banjomus og På Loftet Sidder Nissen Med Sin Julegrød. Men de er da også gode.
Clement skal dog ikke være noget med trommer. Når han bliver en stor monsieur skal han spille kontrabas inde i garagen sammen med Guillaume og Lucas og nogen gange også Maxence. Jeg er ikke sikker på, at de er indviet i planerne.
No comments:
Post a Comment