Jul hos Josette

Vores franske jul holdt vi hos Alains mor, Josette. Clements og Evas store fætter, David, var der, og Alains søstre, Martine og Dominique, Martines mand Roger og Josettes ven, Marcel.


Juletræet kommer frem hvert år... For dets fod står julekrybben... Den hellige familie med flere.






Eva er en præmiebaby, der lader sig holde og holde og holde... iført julekjole fra Annie. Clement og David er stadig helt særlige gode venner. Tænk, det har de været lige siden den allerførste gang, David så Clement, bare fire måneder gammel.




Julegaverne... nøje diskuteret og udvalgt gennem hele efteråret. Panique au chantier - Playmobil-vejarbejde - fra Mamie, tavle fra David, bilbane fra papa (og mor vistnok), globus fra tata Dominique og tæppe med vejbane fra tata Martine.


Så skal der samles. Papa og David kaster sig over dimserne for at sætte dem sammen til anvendeligt legetøj for Clement. Og det er skam ikke altid nemt. Tro ikke det.






I dagene efter jul hos Josette bliver der virkelig leget igennem på alle etager.

Nu undrer det nok, hvor Evas gaver er henne? Tjah, hun sov åbenbart under gaveåbningen, og ingen fandt på at hente kameratet frem, da vi åbnede Evas pakker. Som i øvrigt alle indeholdt tøjdyr af forskellig slags... og så naturligvis dukke Lotte, og hende er der billeder af andetsteds.

Se min nye Lotte

Eva har fået sin første dukke - det er Lotte - hun har endnu ikke fundet ud af, om man kan spise håret, men jeg skal hilse og sige, at hun arbejder på sagen.

Giraffen Sophie er fantastisk

Og woooohooow... hvem kan røre ved sine helt egne tæer nu?

Juleforberedelser

Hos os begyndte julen allerede sidste weekend i november, hvor vi pyntede op med de nisser vi har. Julekarrusellen, der spiller "We wish you a merry x-mas" og krybbeskærmen, som Karen har lavet af silkepapir.


Eva er en rigtig lille nissepige i disse meget fine, hjemmestrikkede og lånte fjer med norsk - eller er det færøsk? - mønster. Under alle omstændigheder synes jeg, det er hyggeligt at kunne give den lille franskdame lidt klæder på, der er så typisk nordiske. Hanne, det må du gerne hilse strikketøjets ophavskvinde og sige.

Den første december oprandt... stærkt inspireret af nogle oprindeligt danske nisser - nu bor de også i Champagne, så de er vel indvandrere ligesom mig og mine nisser - indførte jeg også, at vi skulle have en nisse.

Så jeg stod faktisk og lavede risengrød på Basmati-ris den 30. november - forsøgte, bør jeg sige - for det går selvfølgelig slet ikke. Det koger ikke ordentligt ud, men jeg kom lidt sent i gang med forberedelserne, så det var ikke muligt at anskaffe Pama Grødris eller hvad det nu hedder. Niseen var heldigvis ligeglad, den tog for sig af retterne, behørigt serveret i grødfad med slev, smørklat og kaneldrys.


Clement syntes, det var vældigt spændende... og blev heldigvis ikke bange for denne lidt mystiske idé, der pludselig dukkede op ud af det blå. Men det var også en flink nisse, der havde en kalendergave med.


Denne kombination af nisse og gave er jeg ikke sikker på, at jeg bryder mig så meget om, men hvis man vil have en nisse i sit hus i december, kan jeg godt se på det hele, at det skal tænkes lidt bedre igennem i lidt længere tid. Så det er godt, at Clement ikke er så kritisk endnu, når mine påstande ikke hænger ordentligt sammen.


Babyer får ikke kalendergave hver dag, men det gør heldigvis ikke så meget. De er glade bare de får lov at studere alt det spændende deres storebror foretager sig.


Tænk bare, da Clement kom hjem fra skole den 1. december var der kommet en julekalender fra Danmark med posten. Meget spændende... det er nu en uge siden, og nu har han fuldstændigt forstået konceptet. Alligevel spørger han hver aften, om han kan få lov at åbne den næste låge, og hver aften får han lige så stensikkert at vide, at han må vente til næste morgen.


Vi har skam også fået et kalenderlys med juleposten fra mormor i Odense, og for en gangs skyld kan vi faktisk nå at brænde det ned, som det sig hør og bør. Det er rigtig hyggeligt at tælle dage ned på den måde.


Clement prøvesmager mors klejner, bagt med hjortetakssalt - der doseret forkert giver kraftig smag af ammoniak - ikke uden frygt og bæven, men man er vel en mand og ikke en mus. Til gengæld puttede jeg så lidt af kemikaliet i, at kagerne stort set ikke hævede. Lidt mus er man åbenbart alligevel.


Eva må som sædvanlig nøjes med flaske, men det er hun så vidt vides også godt tilfreds med.

Den 3. december holdt vi julestue for venner, familie og nogle naboer. Til lejligheden havde jeg lavet gløgg, en god stiv omgang med rosiner, der havde svømmet i Marc de Champagne så længe, at de smagte godt igennem. Dejligt... men man fik varmet kinderne godt af trylledrikken.


Til serveringen hører også æbleskiver, foromtalte klejner, havregrynskugler og hjemmelavet nougat.






Og nogle af os fik skam også klistret lidt julepynt. Jeg lavede små kræmmerhuse af kagetallerkenpapir med glansbilleder. Det kan selv jeg finde ud af, og det ser skam yndigt ud.

Når vi går til og fra skole taler vi om Verzys juletræer, der er pyntet med gaver, der er pakket ind i rød og guldfarvet folie. Clement fortæller hvilke der er pakker til børn og hvilke der kun ligner gaver. Vi kigger på det store juletræ udenfor rådhuset og julelysene i hovedgaden og julepynten i butikkerne. Hvilket altsammen er meget fint til at bringe den rette julestemning, så vi er klar, når vi kommer til Danmark om en uges tid.

Forældremøde

Vi har været til møde med Clements lærer, Brigitte, for at høre hende om, hvordan det går. Det er primært på den måde, man har en chance for at spørge om ting, der trykker, eller bare hører, hvad de laver, og hvordan det i øvrigt går.

Det er et godt møde, jeg er glad for det bagefter. Måske mest af alt, fordi jeg synes, at det hun siger, svarer meget godt til det, vi selv taler om og ser.

Hun har tidligere kaldt ham en lille pirat, og med det mener hun åbenbart en dreng, der stadig er lille og umoden, gør præcis, hvad der passer ham, og kun hører efter, når det passer ham. Det kender vi fint hjemmefra. Man kan nemt få den tanke, at han intet hører, hvis ikke det var fordi der altid er prompte reaktion på ord som chokolade og jordbærsaft.

Nu gør det mig ikke så meget, at han stadig har denne "baby-side", som hun kalder det . Han er jo faktisk stadig lille. Bare tre og et halvt år.

På den anden side er han superinteresseret i at lære. Suger til sig. Laver gerne opgaverne i cahier de vie, har en god fornemmelse for antal. Hun nævner som eksempel, at han visuelt kan overskue seks stykker, og at det er godt for hans alder.

At han er vild med at lære alt, ser jeg selvfølgelig også herhjemme. I øjeblikket tæller han meget - på fransk til 30, og på dansk spørger han mig, hvad alle tallene mellem 10 og 30 hedder, stort set hver dag til frokost.

Vi bruger også en hel del tid på at tale om begreber som "i morgen" = efter næste dodo, "i går" og "i dag". Det er svært at forstå.

Vi snakker også om sprog. Vi har begge det indtryk at Clement ikke blander dansk og fransk, med mindre han kun kender ordet på det ene sprog. Brigitte siger det samme, og oven i købet, at han også er godt med rent sprogligt. Han taler godt.

Jeg har en fornemmelse af, at hans musik og hans tosprogethed supplerer hinanden godt. På en eller anden måde lærer man med begge dele at tune ind på noget, inden man kaster sig ud i det. Clement trommer jo til det musik, vi hører, og han begynder at kunne holde en simpel rytme et stykke tid. Hvad det sproglige angår har han nu helt styr på, hvem man taler dansk med og hvem man taler fransk med. Og jeg kan se på ham, at han undrer sig lidt over at høre mig tale både dansk og fransk, hvilket jeg gør lidt mere nu, fordi jeg i ny og næ veksler en sætning med andre voksne i skolen.

Brigitte siger også, at han er en venlig, sjov og tilsyneladende vellidt dreng. Jeg har bemærket, at de store piger - dem på 4 og 5 år - ser ud til at synes godt om ham. De kalder i hvert fald på ham på gaden, og Amandine, som også har været med hjemme og lege her et par gange, har åbenbart kastet sin kærlighed på ham med både kys og kram. Clement siger dog selv, at han godt kan lide Amandine, men det er nu Jason, Amandines lillebror, der er hans kammerat. På gaden er vi dog også på hils med Camille, Morgane og så var der også Manon, som Clement selv siger. De små piger i petit section - Clementine, Maelys, Ambre og Julie interesserer mindre.

Det er jo altsammen meget rart at høre, ikke mindst når man har været så nervøs som jeg over at sende mit barn ind i det franske skolesystem. Jeg tror nok, at jeg tør tage det roligt de næste to og et halvt år, og det er jo allerede fint.

Brigitte afslørede i øvrigt også, at hun selv er halvt italiensk, hvilket var rart for mig at vide, da det jo fortæller mig, at hun, når hun spørger mig om, hvordan det går, rent faktisk har en baggrund for at vide noget om, hvordan det er. Til de fleste andre fortæller jeg normalt meget lidt om den slags, da det alligevel er for svært at sætte sig ind i. Ens vanskeligheder ved den form for integration opstår de mærkeligste og tilsyneladende totalt banale steder, og det er nok svært at forstå, hvorfor det sker. Selv kan jeg nok ikke engang forklare det. Jeg kan bare mærke, at jeg har stærke reaktioner mod at gøre et eller andet. Så lader jeg normalt være. Jeg forsøger ikke at tvinge mig selv over blokeringerne. De går normalt i sig selv, hvis jeg blot får den nødvendige tid til at overvinde dem.

Men Brigitte har en ilterhed over sig, som franske kvinder - i hvert fald her fra egnen - normalt ikke har, og hun taler rivende hurtigt, så det undrer mig slet ikke, at hun er halvt italiensk. Det passer mig vældig fint, at Clement har en lærer, der forstår tosprogethed og at have en dobbelt kulturel identitet, fordi det betyder, at hun også interesserer sig for det, som han også er. Og det har jeg jo allerede set, at hun gør. Hun spørger ham f.eks. hvad ord som "bonjour" og "merci" hedder på dansk.

Jeg fik i øvrigt også slået fast en gang for alle, at det er ulovligt at slå børn i franske skoler, og hun forklarede mig, at hun sætter børnene på en bænk ved siden af gruppen, hvis de nægter at gøre som i gruppen. Og vi enedes også om, at det er bedst at spørge, hvis man er i tvivl. Det er jeg jo helt enig i, men jeg er langt fra sikker på, at det er normen her. Men jeg ved det jo ikke. JEg har da helt sikkert også en masse vilde idéer, som blandt andet opstår, når man er fremmed og skal finde sin vej gennem det fremmede. Når jeg skal finde vej for Clements vedkommende, betyder det lige pludselig alverden for mig, hvor tingene er, og det er fremmed her, selvom vi stadig er i Europa. Til tider kan det være om ikke angstfremkaldende så befordrende for at få idéer, der ikke nødvendigvis er korrekte.

Nu kan jeg så spørge Brigitte...