



Josettes bofælle - det er vel en af de illegale immigranter, der tales så meget om i Frankrig i disse dage - gennem længere tid bliver tvunget ud af vinkælderen og hen i mudderpølen hos køerne. Det er næsten helt vemodigt, vi har været vant til at kunne gå ned og studere den i et hjørne af kælderen, hvis vi ville i hurtig nærkontakt med lidt dyreliv. Jeg ved stadig ikke, hvorfor Alain absolut mente, at tudsefar - eller -mor, jeg kan ikke se forskel, skulle holde flyttedag lige i dag.


Mere end noget andet har jeg glædet mig til at give Clement denne rutschebane, og han elsker den. Han bestiller stort set ikke andet hele weekenden end at rutsche, og orienterer Didier om, at gummistøvlerne er til at gå på marken, han har særlig sko til sin toboggan. Hvilke det drejer sig om, er jeg ikke ganske klar over, men det vigtigste er også, at Clement selv har styr på sagerne.

Som sædvanlig er der for meget mad, heldigvis bliver familien - Didier, Carole, Solene, Fanny, Nathalie, Jean-Michel, Anne-Lise, Marie-Julie, Dominique og David og hjælper lidt med resterne.

Alexis er med for første gang. Han er præcis tre måneder i dag, og er godt nok sød. Hele tiden har han et udtryk af stor tilfredshed og velbehag spillende om sine vældig maskuline læber. Jeg kan huske, at Clement også havde sådan nogle læber. Alexis havde også sine forældre med, Etienne og Laurence.
Laurence fortalte grinende, at hun spurgte Clement, om han havde set den lille baby, og han svarede så som det naturligste i verden, at det var jo Alexis... han har faktisk aldrig set ham før, men vi har nok talt en hel del om det.
No comments:
Post a Comment