Evas første uge

Eva Tange Gérard, en uge gammel, vældig vågen og bare for lækker, især når hun kun er iført ble... hvilket de fandt lidt grænseoverskridende på hospitalet. Jeg følte mig næsten som afdelingens etniske indslag med mine sære skikke fra det høje nord.

Jeg er dybt taknemmelig for at have fået lov at opleve at blive forelsket i mit barn helt ligesom alle andre nybagte mødre - den kom ikke lige med det samme - moderfølelsen, det dybe bånd, fornemmelsen af, at hun har været der altid og altid vil være der dybt i mit hjerte - men den kom hurtigt. Måske i løbet af den første halve dag eller hele dag. Første gang varede det mange måneder...

Denne gang fik jeg den instinktive lyst til hurtigt at få et barn mere allerede på Evas anden levedag. Første gang fik jeg den først efter et halvt år... jeg er som sagt taknemmelig for at have fået lov denne gang at elske mit barn så hurtigt, at føle mig uadskillelig fra hende så hurtigt. Det er ikke en ret, det er en gave.



Men det begyndte jo her, på en leje midt i et stort rum - vældig operationsagtigt - omgivet af maskiner.

Jeg fik den første ve hjemme i Verzy ved 18-tiden, mens jeg fortalte min mor om dagens kontrolbesøg på hospitalet i anledning af, at jeg havde termin. Derpå besluttede vi at komme afsted - vi troede jo vi skulle til Bastille-fest i Soulières - i stedet fik vi travlt med at køre Clement til det, så Mamie kunne passe ham, mens vi fik et barn mere. Soulières ligger 50 kilometer i den gale retning i forhold til hospitalet i Reims. I bilen kom der flere veer men det var jo kun begyndelsen og dermed ikke noget problem; jeg var ikke engang helt sikker på, at det nu også var de første veer. Da vi først kom til Soulières, måtte jeg lægge mig lidt, og hurtigt var jeg ikke længere i tvivl: Det føltes som menstruationssmerter og derpå skulle den være god nok.

Klokken 20 kørte vi tilbage til Verzy, og her blev vi ikke længere end en lille halv times tid, før vi kørte på hospitalet. Mellem klokken 20 og 21 gik det stærkt, fra at der var 12 minutters mellemrum mellem veerne, var der nu kun fem minutter, og intensiteten steg også, således at jeg fik flere pænt store veer under den tyve minutter lange biltur til hospitalet. Pænt store veer er den type, hvor man ikke taler, mens det står på, men hellere læner sig - foroverbøjet - hen over et bord, en vask eller andet.

En jordemoder konstaterede ret hurtigt, at jeg nu var fem centimeter åben, og jeg tog tøjet af og blev anbragt på dette fødeleje. I løbet af den første time besluttede jeg mig for, at jeg gerne vil have den epiduralblokade, som mindst 60 procent af alle kvinder i Frankrig føder med. Jeg var virkelig udmattet, allerede da vi kom - vi har jo haft hedebølge hele juli, og det har tæret på alles kræfter og selvfølgelig også mine, der i kraft af graviditeten i forvejen var små - den virkede fra midnat. Men inden da nåede jeg at have flere af de helt store veer, jeg kunne jo følge med på apparatet på min højre side, der skrev en graf over veernes størrelse ud.

Jeg har siden talt med flere andre kvinder, herunder min mor, der slet ikke kan huske at have haft specielt ondt, når hun har født sine tre børn. Det er højst forunderligt som veer åbenbart både er og opleves forskelligt af forskellige kvinder. Jeg kan så afsløre, at mine gør ondt... og jeg havde slet ikke overskud til at vente på smertens klimaks, når jeg nu ikke behøvede.

Derfor epidural... som viste sig at blive en højst syret oplevelse... den er i øvrigt højst ubehagelig at få lagt - jeg forstår nu bedre, hvorfor anæstesislægen, da jeg var til konsultation inden fødslen, spurgte, om jeg er bange for nåle. Det er jeg ikke... men at sidde med benene ud over lejet og tage imod de store veer, der når at komme, i dén stilling, er virkelig ikke rart. Lægen stikker kun, når der ikke er veer, samtidig holder en sygeplejerske mine skuldre hårdt på plads, så de er sikre på, at jeg ikke bevæger mig.

Efterhånden som dopen virker, kan jeg mærke, hvordan mine balder, mit underliv, mine ben og helt ned i mine fødder bliver følelsesløse, kilder og får needles-and-pins - i skrivende stund kan jeg ikke huske, hvad det hedder på dansk, udlandsdanskersyndrom, og jeg bruger ellers det danske sprog flittigt, mener jeg. Anæstesilægen tjekker flere gange mine reaktioner. Hun niver mig armen og samtidig i låret og spørger så, om det føles ens. Det skal det ikke, låret bør været dopet som ind i helvede.

Det er det dog først efter fem skud... da jordemoderen undersøger, hvor meget jeg har åbnet mig, efter at jeg har fået blokaden lagt, mener hun, at jeg ikke har fået nok smertestillende, og så kommer hende med sprøjten en-to-tre-fire-fem gange mere, før effekten er fuld. Så kan jeg til gengæld heller ikke mærke noget som helst syd for navlen, og sådan fortsætter det, lige til min baby er født tre og en halv time senere.

De næste knapt tre timer er højst besynderlige. Jeg er ved at føde mit barn... jeg mangler stadig at åbne mig de sidste tre-fire centimeter... Alain sidder på en stol ved min side... jeg kan mærke, hvordan babyen bevæger sig gennem min krop. Jeg har jo vænnet mig til at mærke hendes små bevægelser gennem de sidste mange måneder, og jeg mærker samme type bevægelser, mens jeg føder hende, selvfølgelig udelukkende qua epiduralblokaden. Har man ondt, kan man kun mærke det, sådan var jo Clements fødsel.

Både Alain og jeg sidder/ligger ellers og småslumrer... ind i mellem falder vi i søvn i korte perioder. Heri ligger det syrede... jeg kan slet ikke komme mig over, at man kan føde et barn på denne måde... for samtidig passer min krop jo sit arbejde og åbner sig og gør klar.

Med jævne mellemrum kommer jordemoderen og en studerende og tjekker både vemåleren og hvor meget jeg har åbnet mig. Ved 3-tiden bekendtgør jordemoderen, at det nu er tid til at presse, hvilket er helt mystisk for mig, der stadig intet mærker, og bare husker presseveerne som det mest intense smertehelvede, jeg nogensinde har oplevet.

Det er nu jeg skal presse, og jeg har svært ved det, for jeg mærker ingenting. Til gengæld har jeg overskud til at tale med Alain og også med jordemoderen om, hvordan jeg skal gøre det, hvilke fornemmelser, muskler jeg skal prøve at få fat i uagtet at jeg ikke rigtig kan mærke noget - måske har jeg fået for meget dope - det lykkes at få en fysisk fornemmelse af, hvad der skal til.

Jeg spørger jordemoderen om det er sådan her, om det nytter, og hun bekræfter. Lige pludselig - det føles som i løbet af få minutter - kan jeg lægge min hånd på det øverste af barnets hoved - det havde jeg slet ikke overskud til at gøre under Clements fødsel - men det kan jeg her, og det virker selvfølgelig højst motiverende. I løbet af få minutter - tror jeg, tidsfornemmelsen er ret flydende under en fødsel, i hvert fald begge de gange, jeg nu har prøvet - er babyen ude, og de lægger HENDE på min mave stadig forbundet til mig med den tykke, blå navlestreng.

Dette øjeblik har jeg ikke turdet glæde mig til... og hun kommer ud af mig med en mørk blåbrun farve, som jeg ikke bryder mig om. Jeg er bange for blå børn, kolde børn, børn, der ikke kan trække vejret selv. Jeg kan tydeligt se på de få billeder, vi har fra de første øjeblikke, at jeg ikke helt tør bare være glad i begyndelsen.



Men hende her skriger... de tager hende fra mig, lægger hende mellem mine ben, hvor Alain får lov at klippe navlestrengen. Så kommer hun over på et bord, bliver målt, vejet - 51 centimeter, 3600 gram - soigneret, klædt lidt på og kommer så over til mig igen, hvor vi prøver at lægge hende til mit bryst. Det vil hun ikke, men hun vil gerne ligge hos mig, og der er tilsyneladende intet galt. Den mærke farve aftager gradvis. I løbet af den første halve dag - måske mere, måske mindre - jeg aner det ikke. Pludselig har hun i stedet antaget den kæreste lysebrune farve med rosa skær.

Klokken 6 om morgenen bliver vi kørt over på barselsgangen. Jeg kan takke både jordemoderen og hendes assistenter for at have hjulpet mig så fint til at få min baby.





Klokken 7 kører Alain hjem til Verzy for at sove lidt. En sygehjælper kommer for at bade Eva - det er de vilde med i Frankrig, jeg beder om, at de dropper sæben, hvilket de accepterer - hun finder også tøj til min datter i vores kuffert, og vælger det første sæt tøj, den lille pige har fået. Det er fra mormor, og det pakker vi op på Clements tre års fødselsdag i Danmark. Størrelsen er perfekt til denne lille dame, der altså allerede få timer gammel har sine første cowboybukser på.




Få timer efter fødslen hjælper badedamen mig med at lægge babyen til mit bryst for anden gang. Denne gang sutter hun... og jeg prøver mange gange i løbet af det næste døgn. Desværre så meget, at der kommer sprækker på brystvorterne. Det gør rigtig rigtig ondt... og de næste dage bliver en kamp for at få mælken til at løbe til, holde hende på den rigtige måde, få hende til at sutte uden at det gør alt for ondt...

Den omgang varede tre uger med Clement, det lykkedes aldrig at få mælkeproduktionen rigtigt i gang... med Eva kommer der noget mere mælk, og det begynder at gå bedre med amningen den fjerde nat, da jeg får et råd, der virker rigtig godt for mig, nemlig at amme hende i konstant skiftende stillinger for at undgå at belaste samme steder på brystet hele tiden. Så bliver det lettere og lidt mindre smertefuldt, og vi har vores første stille nat med flere timers søvn.

Dagen efter tager vi hjem, jeg bruger meget tid på at amme, otte gange om dagen og sjældent af mindre end en times varighed, hun falder jo i søvn undervejs. Jeg kommer vældig i tvivl om, hvor meget mælk hun egentlig får af mig. Jeg kan jo godt se, at den store mælk - hvor det sprøjter som en fontæne - ikke er kommet endnu, måske heller ikke kommer nu. Jeg har sagt til både jordemødre og børnelægen på hospitalet, at jeg gerne vil amme hende, men det er ikke nogen hellig ko for mig sådan at forstå, at det er vigtigere for mig at have et mæt barn end et ammet barn. Jeg vil ikke have et sultent barn én gang til, når vi regner mængden af erstatningsmælk ud, kan vi se, at hun får måske 80 procent af sit behov dækket af sutteflaskemælk. Det er muligt og måske også sandsynligt - selvom jeg endnu ikke har lyst til at se det helt i øjnene - at hun bliver rent flaskebarn som Clement. Det eneste, jeg helt sikkert ved, er, at hun ikke skal være sulten mere.

I disse dage har vi stadig hedebølge med temperaturer langt oppe i 30'erne om eftermiddagen - det klarer hun rimelig godt - men det er selvfølgelig vigtigt, at hun ikke bliver dehydreret, og vi studerer flittigt, at der kommer tis ud i bleerne.







Og hvordan er hun så, frøken Eva Tange Gérard? Her afbilledet med sine første små venner, som hendes papa har med en af de dage, han kommer med forsyninger til os... amme-bh, ammeindlæg - jeg ved nu ikke, om jeg overhovedet får brug for alle dem, der er ikke noget mælk, der siler ud af mine bryster, højst nogle få dråber, når jeg lægger hende til - og de små, første tøjdyr til Eva.

Jeg kommer til at tilbringe fire dage og nogle timer på hospitalet, og har ret god tid til at lære hende at kende. Det eneste, der er noget biks, er amningen. Alt andet er ret let, jeg husker og kender det jo fra Clement, og er ikke i tvivl, om hvordan jeg vil gøre med min baby.

Når hun er vågen, er hun i den grad vågen. Hun ligger med vidåbne øjne og betragter verden omkring sig. Sådan føles det, i virkeligheden kan hun ikke se ret langt og vist også kun i sort/hvid endnu... men hun får respons, som om hun virkelig ser med sit dybe spædbarneblik.



Når hun ligger ved brystet - især - kommer hun med et helt arsenal af de allerkæreste små, dyriske lyde: Små snøft, grynt, snork og pust. Når hun leder efter brystvorten, snuser hun sig frem, mens hun gør små bevægelser med hovedet. Når hun så har godt fat, og det fungerer for hende, løfter hun ubevidst sine øjenbryn, hvilket giver hende et pudsigt udtryk af forundring i ansigtet.

Hun nyder at ligge i en favn eller mellem benene og blive vugget... hun synes også godt om at ligge helt sammenkrøbet i fosterstilling som en lille frø.

Jeg tager hende med mig i sengen adskillige timer hver dag... for kropskontakt... det er tidkrævende, men på hospitalet skal jeg jo ikke andet. Hjemme prøver jeg at gøre det samme, i hvert fald så længe mine forældre er her, så jeg har lidt mere tid. Det betyder, at jeg nu, hvor Eva er en uge gammel, egentlig savner Clement, selvom han jo er her. Jeg har blot ikke brugt så meget tid med ham. Men det vil selvfølgelig ændre sig, når vi er alene, så må hvert barn på en eller anden måde få sit.

Eva har skiftet kulør og udseende og bliver i løbet af de første par dage til en smuk, smuk baby... med dejlig kulør, langt hår, der skifter til en lysere brun farve i løbet af de førse dage. Det ser tit ud, som om hun smiler i søvne... både børnelægen og jordemødrene kommenterer hendes fine smil og hendes vågne udtryk, måden hun betragter verden på.

Hun bliver undersøgt fra A til Z flere gange... alt er fint... dog får vi en aftale hos en specialist på hospitalet, der i begyndelsen af august skal tjekke hendes hofter og ben. Jeg ved ikke i skrivende stund, hvor meget de mistænker hende for at have hofteskred - hver læge har sin metier, som børnelægen siger, han vil ikke udtale sig - muligheden er der altså.

Min mor er født med hofteskred, og den slags er arveligt. Jeg tager det roligt, netop fordi min mor har det, ved jeg jo, at den slags kan man i dag gøre noget ved, der virker. Jeg synes, jeg har prøvet det, der var værre... vi får se, hvad specialisten siger til det.



så kommer vi hjem... Eva er fire og en halv dag gammel. Hjemme venter mormor, bedstefar og storebror.









Fik jeg nævnt, at denne min anden lille skat er født den 14. juli klokken 3.31 om morgenen og således i resten af sit liv vil være garanteret fest på sin fødselsdag?

Det er jo Bastilledagen - Frankrigs nationadag - med masser af fanfarer, parader og ramasjang over hele Frankrig. Det er også fridag, og derfor behøver papa aldrig mere at holde fri, når vi fremover skal holde Evas fødselsdag. Men det er muligt, at den vil blive fejret med antydningen af tømmermænd hængende i håret... for vi fejrer helst den 13. juli i Soulières sammen med det meste af landsbyen og venner og familie i svigermors lade. Et forrygende landsbybal... og nu føler jeg bestemt også, at vi har bidraget til fremtidens anekdoter med at levere en vaskeægte Bastillebaby midt under al festivitassen.







Billeder fra hjemkomsten: Vores firmandsfamilie, Eva med de danske bedster og fejring med rosé de saignée. Vi har drukket rå mængder af lyserød champagne - dog ikke den gennybagte mor - der nøjes med et halvt glas, okay trekvart hvis det er rigtig godt.