Clements 1. skoleuge

Den 4. september var Clement i skole for første gang. Det får danskere til at slå syv kors for sig, sådan har jeg også selv haft det. Jeg har vel brugt det meste af to år på at forlige mig med tanken.

Clement selv brød sig ikke om tanken, da det gik op for ham dagen før, at mormor ikke skulle med ind i klassen.


Fire gange om dagen kommer Clement til at gå op og ned mellem skole og hjem - otte gange for mit vedkommende, men det er fint nok, jeg skal tabe mig 12 kilo, og jeg kan mærke gåturene hele vejen fra balder til hælene. Jeg har sagt det før, jeg siger det gerne igen, vi bor næsten på toppen, og skal derfor forcere en seriøs stigning på turen mellem maternelle og det lille hus i rue Fresnet.


Han var selvfølgelig ikke den eneste basse, der var skeptisk. Der var både gråd og tænders gnidsel over det meste af den lille linje, de ni små der startede i petit section, hvoraf Clement er en del af den seks mand store gruppe, der kender hinanden fra vuggestuen.




Den første halve time er vi sammen med ham i et af lokalerne. De andre børn sidder nogle gange ved de små borde, andre vil være med deres forældre. Vi får Clement installeret med et puslespil, men vi kan ikke overtale ham til at sætte sig ved de andre børn, på trods af at han kender både Maëlys, Lucas, Clémentine og Maxence.

Den første morgen måtte vi forlade ham i tårer, da hjælpelæreren Pascale måtte hjælpe ham og en anden på toilettet.

Da vi hentede ham igen til frokost, var han lykkelig, og det har han været lige siden.


Man tager sine store sko af og skifter til indesko, der ligger i en blå pose med ens navn på. Efter frokost sover man til middag på en lille seng sammen med de andre treårige. Ritualet indledes af 30 minutters historiefortælling, som Pascale tager sig af. Når forældrene henter, kan vi på en seddel læse, hvem der ikke har sovet. To af ugens fire dage sover Clement ikke. Til gengæld skal jeg lige love for, at han er hurtig til at knalde brikker om aftenen nu. Skolen tærer på kræfterne. Det passer os begge fint at få lidt af vores aftener tilbage, Clement har været oppe til kl. 23 det meste af sommeren.


Vi skal hjem og spise frokost. Om morgenen kommer vi mellem 8.50 og 9.00, frokost er mellem 11.50 og 12.00, vi afleverer igen mellem kl. 13.20 og 13.30 og henter mellem kl. 16.20 og 16.30. Så er dagen slut, og den er ikke længere end en dansk børnehavedag, blot anderledes struktureret ikke mindst for moderen. Jeg kan nu se, hvor mange hjemmegående mødre, der er i Verzy. Mange... I øvrigt er her også en kantine, som fritidsordningen tager sig af. Der kommer to voksne og henter de små, der skal spise der, og følger dem tilbage igen. Det ser helt fint ud, og det kommer vi formentlig også til at bruge på et tidspunkt.


Alle mødre, der de første gange følger deres børn i skole og henter dem igen, synes vel, at det er noget særligt, og at det er utroligt, at det allerede er kommet så vidt. Iblandet et gran af noget mere udefinérbart, ikke mindst for mig. Det er nu, at Clements opdragelse til franskmand for alvor begynder. Selvom de leger, selvom alt lyder godt og fint, så begynder det ikke desto mindre nu dette første år, hvor de små skal lære at forstå og respektere og følge regler. Det skader dem vel næppe, det er ikke noget, jeg kan have noget imod, men jeg har ikke desto mindre det andet som en vished i baghovedet. Men det må jo være sådan.




Maëlys har også både glædet sig og været spændt på skolen, fortæller hendes mor, og jeg kan da også se, at hun på skift er glad, trist, overpjattet og alt det andet en treårig kan rumme. Clement har været hendes udvalgte i et års tid, vi er dog ikke ganske klar over, om det også går den anden vej, selvom hun er borgmesterens barnebarn, og dermed jo et godt parti herude på landet.

Vi har været til det første forældremøde, hvor læreren Brigitte gennemgik sine planer. De er ambitiøse... men jeg tager s'gu også hatten af for hende.

Lørdag formiddag planlægger hun at tage de store med i skoven - hver lørdag, hvor det ikke står ned i tove, agter hun at gå med de fire og de femårige og og lave diverse løb, lege og spil deroppe. Med andre ord, er hun ikke en, der bare sidder på sin flade, hun gør noget, der ikke kan være det letteste for hende. Hatten af for det.

Der er også to dage med computer på primaire-skolen, hvor de foreløbig har været to gange og øver sig i at klikke med en mus.

En gang om ugen vil de lege med ler, men forestået af en person, der ved noget om det. Det elsker jeg også... tænk at disse små væsner får en lærer i nogle timer, der ved, hvad hun foretager sig med leret. Det er ikke bare Brigitte, der skal klaske med noget ler, for det kan vel være godt nok, når de ikke er ældre.

Ellers er der saftsusme skoleskema med timer på 30 minutter med forskellige temaer omkring at opdage verden, dens lyde osv.

Der bliver et hæfte, som der skal klistres noget ind i efter Clements eget valg hver weekend og som hun agter at bruge til at få ham/dem til at øve sig i at tale lidt.

Hun lægger vægt på, at de bevæger sig, og hver dag har Clement da også kørt på cykel eller andet i skolegården, siger han.

Det er dog en anelse svært at forstå, hvad de egentlig har lavet... endnu følger de heller ikke skemaet. De er stadig i gang med at vænne sig til det nye.
For mit eget vedkommende er jeg vel stadig skeptisk over opdragelsen mod at blive franskmand, men jeg kan se, at Clement allerede elsker at komme i skole, og det overrasker mig vel egentlig ikke så meget, for han er jo vild med at lave alle mulige forskellige ting, og med at være sammen med andre børn. Her har han tilsyneladende det hele...

På forældremødet bliver forældre, der kan noget opfordret til at melde sig. Det er musikere, kunstnere og den slags, hun efterlyser, tror jeg nok. Jeg glemmer helt at sige, at jeg jo selvfølgelig kan levere "anden kultur" og sprog, jeg ved dog ikke, om det er aktuelt overfor så små børn... vi får se, jeg vil da spørge hende ved lejlighed. Ellers kunne det være skægt at lave avis, men det er mit franske ikke til, og desuden er de nok for små endnu. Men igen, initiativet og ideen er god. Jeg kan mærke, at Brigitte tilsyneladende ingen problemer har med at fortælle om, hvad hun laver, eller over at blive kigget lidt med over skulderen, hvilket jeg synes er fedt, for det betyder for mig, at hun er glad for og sikker på, hvad hun laver. Ellers synes jeg jo jævnligt, det virker som om, at folk hernede gerne vil gemme sig væk, hvilket jeg - måske forkert - tolker som usikkerhed.

Også meget interessant forklarer hun - ja det virker næsten som om hun forsvarer, hvorfor hun først begynder at lære børnene at skrive det sidste år. De kan sagtens nå det, der er tid nok, det giver ikke mening at gøre det før osv. Med andre ord begynder femårige at lære at skrive... Det synes jeg jo er tidligt, men de har vel deres grunde. Og hvem siger, at vores grunde, vores måder er de eneste ordentlige?

Foreløbig konklusion: Maternelle er et sted man leger en masse forskellige ting, men på en struktureret måde, hvor legen vil have en idé, der leder en i retning af at lære noget. Og det er vel egentlig ikke så skidt... slet ikke når jeg ser Clements store glæde...