"Se mor, der var mer' musik"

Den 9. juni var der folkefest i Reims, fordi TGV-tog'et, det franske hurtigtogs seneste linje, der forbinder Paris med Strasbourg med Reims i midten, blev indviet. Det blev bl.a. fejret med et kæmpeband, bestående af orkestre fra hele området, blandt harmoni-orkesteret fra Vertus, som vi oplevede til den store brandmandskongres i Soulières for tre år siden, og under ledelse af et knap 50 mand stort orkester fra Cuba. I alt godt 150 mand og damer var på scenen, de spillede cubansk musik, bl.a. selvfølgelig fra Buena Vista Social Club, og det gjorde de overraskende godt. Soli'ene blev selvfølgelig spillet af cubanerne, men helheden lød på intet tidspunkt som 20 forskellige småorkestre, der skal prøve at spille det samme. Det lød som en helhed, og det var jeg ret imponeret af. De har trods ikke brugt lang tid på at øve sig sammen allesammen.

Clement havde dog ikke tid til mere end tre numre, der var noget andet musik, han også lige godt ville have styr på. Det var desværre slut, da vi kom tilbage, og jeg måtte love ham, at vi nok skal tage til Reims flere gange i sommer og høre noget mere musik. På vej tilbage til bilen passerede vi Reims eneste punkcafé - det må det simpelthen være - hvor de havde dødsmetal på programmet, og fra vinduet til gaden superudsigt til trommeslageren. Så der hang vi ud en fem minutters tid, mens vi navngav alle trommerne til stor morskab for de punkere, der stod på gaden for at ryge. Og aftenens sidste kommentar fra Clement: "Kan du se mor, der var mer' musik".

 

 

Eva og Clement er for alvor ved at få øjnene op for hinanden og alt det sjov, man kan have i hinandens selskab. I øjeblikket, hvor vi har varmt vejr og legeteltene oppe i vores gård, morer de sig vældigt med at kravle igennem den forbindende tunnel og kaste bolde til hinanden igennem den.

 

 

 

Det er lykkedes at finde tid til at stille Clements fødselsdagsgave fra os og en hel del andre op. En stor trampolin, som han finder det forrygende at hoppe i. Den er stor nok til, at vi andre også kan øve os.

 

 

Jeg blev inviteret i byen for at høre noget meget avanceret moderne musik. Nærmest en serie lydinstallationer, udført af en gruppe klassiske musikere, herunder en percussionist, som vi havde rigtig fin udsigt til, så jeg havde god lejlighed til at studere, hvordan han brugte en violinbue til at file på sine bækkener og desuden på sine grotales, en slags metalskive af forskellig størrelse, der når man slår dem af giver en fin klingrende klar klokkeklang. Det lykkedes mig ikke at lokalisere deres lyd, når man i stedet filer med en bue. Percussionisten havde også en serie bols japonais, som han slog på med, hvad der mest af alt mindede om en morter i træ. Disse percussion-instrumenter er så forholdsvis avancerede, at jeg ikke engang ved, hvad de hedder på dansk. Her i huset jonglerer vi dog hjemmevant med deres navn, idet percussion jo har CLements store interesse.
Derfor afprøvede vi også dagen efter en glasofon, vinglas af forskellige størrelse med forskellig mængde vand i. Fugter man sin finger, og gnider vedholdende rundt og rundt på glassenes kant, giver de hver en forskellige tone, og man kan så spille musik på dem. Det tog Clement en hel dag at være i stand til at frembringe tonerne, men så var han til gengæld også tilfreds.
 

Første tur på skovstien. lidt af et job af få cykelen helt derop sammen med klapvogn. Også lidt af et job at overbevise Clement om, at han ikke kan cykle på stien til les faux, hvis hældning er noget i retning af 45 grader. Men så gik det også forrygende. Jeg glæder mig rigtig meget til vi kan begynde at cykle sammen.