Fête in Verzy

Vi har haft den årlige byfest i Verzy med diverse transportable karruseller, radiobiler, andedam og skydetelt, vildt dårligt levende musik lørdag aften, en vogn med hotdogs og candy-floss (på fransk barbe-a-papa). Søndag blev les chariots - i år med western-tema - præsenteret med keltisk sækkepibemusik i forgrunden. De har s'gu en sjov form for humor her i byen...





Det har dog givet os anledning til at tale om cowboys og indianere, og det er jo et vigtigt punkt i ethvert barns udvikling, går jeg ud fra... jeg har i hvert fald selv brugt en hel del timer på at lege cowboy og indianere, det går jeg ud fra, at Clement også vil komme til, i hvert fald ad åre.







Derudover har han i den grad fået smag for karruseller i år. Alain fandt det ikke muligt at prøve mindre end ni ture i løbet af de tre dage, det var muligt. Den sidste dag, mandag den 29. maj, var de oven i købet så heldige at møde nogle af vuggervennerne, der åbenbart hang ud ved samme karrussel: Lucas, Maxence og Maëlys, Clements lille veninde, eller også er det Clement, der er Maëlys' petit ami, det står ikke helt klart. Da hun er borgmesterens barnebarn tilskynder vi så vidt muligt forbindelsen...

Lopperier

Loppemarked i Verzy.

Jeg har deltaget i mit livs første loppemarked. Indbyggerne i alle disse små landsbyer, der ligger som perler på en snor med højst et par kilometers mellemrum, er ret begrænsede i deres fantasi, så de holder alle sammen deres årlige loppemarked - brocante - i slutningen af april/begyndelsen af maj. Verzy er ingen undtagelse, loppemarkedet fandt sted i går den 1. maj. Sjovt nok er det årets traditionelle forårsdag - det er muligt, at der er røde faner i Paris - men ude på landet, køber man muguettes - liljekonvaller - og dem giver man hinanden for at bringe lykke i det kommende år. Sidste år var vi i Carcasonne i Midi ved denne tid, og der var heller ikke antydning af Frankrigs ellers vældig ekstreme fagforeninger eller af røde faner og ramasjang. Men muguettes kunne man købe i spandevis.

Dagens nyhedsmail fra Le Figaro afslører, at der skam er røde faner i Frankrig. Det understreger blot igen min oplevelse af det ene og det andet Frankrig. Jeg bor i det dybe Frankrig - la France profonde, det er her det franske hjerteblod flyder tykkest, rødest og varmest - og så er der det første Frankrig. Det er det Frankrig, man primært læser om i aviserne, det er det Frankrig, dem, der vil noget, flygter til, hvis de da ikke allerede bor der. Der er udvikling, normalitet eller også er det bare de udtryk, jeg anvender for en verden, jeg kan forstå...

For Clement var dagens store oplevelse uden tvivl karrusellen. Alain er jo så økonomisk, så da en billet kostede 2 euro og otte kostede 10, mente han ligeså godt, at familien kunne investere i klippekortet. Det kastede en gratis tur af sig, så Clement nåede op på ni ture i løbet af dagen... Endnu et sikkert tegn på, at han er blevet både ældre, større og modigere. Sidste år skulle vi stadig med ham på karruselturene, det er overstået nu, og han kan slet ikke få nok.





Clement tjekker karrusellens forskellige muligheder ud.

Jeg sad i min lille stand sammen med naboen Virginie, der havde spurgt mig om jeg ville deltage. Jeg huskede at takke ja samt fortælle hende, hvor glad jeg er for at hun tænkte på at spørge mig. Jeg er ikke ganske sikker på, at jeg ville have haft det fornødne mod til at gøre det alene. En anelse kedeligt ville det nok også være.

Vi sad der trods alt fra klokken 7.30 om morgenen til regnvejret ikke længere lod sig udsætte klokken 16, og med temmelig begrænset salg. I hvert fald for mit vedkommende. Jeg har nok ikke den rette lopperånd, for jeg nægtede at sætte min smukke Kenzo clogs ned i pris, også selvom jeg desværre har måttet erkender, at deres form og design passer mine fødder meget dårligt.

Isabelle var også med sammen med os, hun havde mere held med sit salg, og fik så samtidig ryddet op i flytteoverskudstingene...


Loppemarked i Verzy, set op mod hovedgaden.

Mine storslåede planer om at investere overskuddet i udsalgsvarer og tage dem med næste år, tegner nok til det rene ingenting, da jeg ikke kunne lade være med at bruge en del af indtjeningen på en battedrevet gravko og en regnjakke til Clement samt tre videoer - Tintin og en dino-tegnefilm fra Spielbergs værksted - til lidt senere brug.

Det lille barn indkasserede desuden et spil med kugler til brug i skolegården, når den tid kommer... hvis den kommer... fra Virginie, der ikke gad have kuglerne med igen til næste år.

Dagens bedste kunde for mit vedkommende var en fantastisk gammel dame. Hun udstrålede glæde og overskud. Hun havde lår så langt ned i sine knaldrøde snøresko, at snørebåndene kun var yderst løseligt trukket til. En ligeså knaldrød vindjakke med matchende læbestift, og manglede sådan set bare min røde bomuldshat med en lille stofrose. Den passede, og jeg måtte holde spejlet op for hende, så hun kunne se, at den sad ordentligt. Hun bor desværre ikke i Verzy. Jeg ville elske at møde hende et par gange om ugen iført alt det røde tøj, min røde hat, store armbevægelser og matchende smil. I stedet tænker jeg på hende i dag, som gårsdagens suverænt bedste kunde og bedste oplevelse.

Vores lillebitte by trækker i øvrigt ligesom jeg tidligere har oplevet det i Soulières store mængder folk - det er åbenbart meget typisk for disse brocantes - der kommer hundredevis af nye folk dagen lang. Ganske imponerende. Vi har stand lige overfor buvette'n, hvor der i løbet af eftermiddagen er ganske godt gang i bænkene og ikke mindst drikkeriet blandt de lokale omkring den høje bar.


Deres udsendtes ydmyge bod, halvdelen af Virginies to meter lange bord med diverse dims, der normalt opholder sig i garagen.

Det er usædvanlig vanskeligt at få folk til at slippe mere end en eller to euro. Klart nok, jeg tænker selv på samme måde, når jeg står på den anden side af bordet. Jeg synes i øvrigt stadig, det er svært at vurdere, hvor meget man skal tage. For mig er to euro ikke alverden, og dermed heller ikke tre euro, men jeg kan tydeligt mærke, at den psykologiske grænse her er lavere. Folk tjener langt mindre, så det er ikke så mærkeligt.

De hyggeligste at handle med - udover det tykke, røde livstykke - er nordafrikanerne. Det går jeg da i hvert fald ud fra, at de er, at dømme fra deres påklædning. Damerne - de er meget ofte godt oppe i årene og også godt i stand - har blink i øjnene, og tydeligvis langt mere forstand på at prange, end vi har. En af dem går hjem med en lædertaske, jeg har flyttet rundt med i årevis og aldrig brugt. Jeg tror nok, at hun med 2,5 euro gør et godt køb med den taske. Da jeg aldrig har brudt mig om den, passer det fint.

En anden forbipasserende - en ualmindelig arrogant ung mand - fnyser nærmest hånligt af mig, da jeg afviser at lade en politisk håndbog i paperback gå for under en euro. Jeg har ikke brug for bogen, men jeg gider trods alt ikke finde mig i den form for nedladenhed. Så lever jeg gerne med at brænde inde med den. Så jeg har ganske klart ikke den rette ånd for dette her... men det gør heller ikke så meget. Det er jo ikke en ny karriere for mere end en enkelt dag. Hvis jeg blot kan tjene det hjem, jeg sætter til på andre folks lopperier, er balancen i orden for mit vedkommende.

Snart 3 år

Her kort før 3-års fødselsdagen morer vi os på mange forskellige måder. Hjernen fungerer åbenbart tilpas avanceret nu til, at det kan lade sig gøre at sige ting "forkert" og grine af det sammen, vel vidende at det ikke er sådan rigtigt, men uden nødvendigvis at sige andet end "skøre, skøre mor" eller "skøre, skøre Clement".

Clement er også blevet rigtig social. Når vi spiser jordbær til dessert, er det Clement, der sørger for at fordele: En til mor, en til Clement, en til papa. Han deler også velvilligt ud, når han er så heldig at komme i besiddelse af en pose vingummi - "bonbon" - eller andre sukkerskatte.



Clement hjælper Alain med at grave haven.

I vuggestuen finder nogle af barnepigerne ham meget opmærksom. Silviane siger: "Clement har styr på det hele". Han ved, hvad de andre børn hedder, til fornavn og efternavn. Han ved, hvor deres plads er, og hvilken ninin, der tilhører hvilket barn. Han lægger mærke til, om der er tegnet blomster, sol eller regnsky på den lille tavle, hvor dagens aktiviteter er beskrevet. Manu, lederen, siger, at han elsker at klippe-klistre, og at han kommer til at lave meget mere af det i maternelle-skolen. Jeg synes nu mere, at han demonterer de fine ting, han har med hjem fra crechen. Men det kan være, at det er et overstået kapitel nu.

Clement og jeg taler også om de ting vi ser, når vi går tur. Der er så meget at tale om. I går så vi på knopperne på Verzys vinstokke, der er meget tæt på at folde sig ud nu. Vi så en mariehøne og lidt senere en snegl på vejen. Da vi kom hjem, fløj en flue rundt i vinduet.



Vi begynder så småt at kunne spille små enkle spil som domino. Puslespil går forrygende, både sammen, og han klarer dem også alene. Han elsker at sidde og kigge på diverse spil, tage brikkerne op, kigge på spillekortene, slå med terningerne og så videre.

Han er endnu ikke renlig, men det er godt nok tæt på. Der er sjældent tis i bleerne, og der kommer til gengæld en ordentlig aflevering, hver gang han kommer på potten. Han siger imidlertid aldrig, når han skal tisse, og da han bliver helt vildt ked af det, hvis han tisser i bukserne, har vi ikke tænkt os at droppe bleerne helt, før han kan gå med numsen bar og dermed bedre mærke, når han skal tisse.

Clement har stiftet bekendtskab med noget, alle vinfolks børn hader, i hvert fald alle dem, jeg har talt med fra dette område. Problemet er, når man skal arbejde i vinen i weekenden, og ikke har pasning til børnene. Så tager man naturligvis blot ungerne med. Børn synes imidlertid ikke, at det ensformige arbejde er spor interessant. Efter en time hyler og skriger de og vil bare hjem. Clement er ingen undtagelse. Han var med for første gang den forløbne weekend, den første time er ok, den næste halve time et helvede, og derefter kører mor og Clement hjem.







Til gengæld synes han, at det er helt fint at køre til Mamie Josette. Han pakker alle de tasker og poser, han kan finde, med de underligste ting, og liner hele herligheden op i gården. Bærer det også gerne selv til bilen.




Han er begyndt at kommunikere rigtig meget. Det vil sige, at han svarer på sætninger med sætninger, og også selv fortæller, beskriver og forklarer ting, han har oplevet, og/eller ser. Gerne på formen: Je ne veux pas faire ca, moi. Eller på dansk: Jeg skal have vand, mig. Han har i øvrigt problemer med ordstillingen på dansk, men det lever vi fint med, for han kan faktisk godt, når interessen er der i hvert fald, tale i telefon på dansk nu, og det synes jeg er fantastisk flot. Rent sprogligt fortsætter han jo ellers ved middagsbordet med i fin stil at tale på fransk til Alain til den ene side og dansk til mig på den anden. Jeg er s'gu imponeret over, at sådan en lille gut kan så meget sprog allerede. Det ser nemlig slet ikke ud til at gå ud over hans indlæring af fransk. Især en af pædagogerne kommenterer det jævnligt overfor mig, og hun siger, at han dygtigt siger mange ting, og at han desuden "ser alt". Clement ved, hvad alle de andre basser hedder, og hvem der har hvilken taske og hvilken ninin.

Jeg tror også, at han er virkelig tæt på at være renlig nu. I efterhånden mange uger har der stort set ingenting været i bleen, og han kan altid lave en tissetår på potten, hvis jeg får ham sat på de rigtige tidspunkter. I dag forlod han selv for første gang sandkassen, trak sine gummistøvler af, bukser og underbukser ned om knæene, og så stavrede han ellers afsted mod potten og lavede sin pipi.

Vi har været hos tandlæge og tilbage hos øjenlægen. Tandlægen fandt et lillebitte hul. Jeg fatter ikke, hvordan det har kunnet lade sig gøre, fordi han drikker meget små mængder sødede drikke og nærmest aldrig spiser slik. Men et hul er det, og det skal repareres i næste måned.

Vi har også været hos øjenlægen igen til samme form for kontrol som for to måneder siden. Igen mener hun ikke - denne gang i øvrigt en ny, så det er altså nu den tredje dame, der ser hans øjne - at han har problemer med øjnene. Han kan se, hvad han forventes at kunne se i sin alder. Vi har nu fået en ny tid lige før la rentrée, 1. skoledag, hvor begge øjenlæger vil være til stede, så de indbyrdes og sammen med os kan finde ud af, hvad vi så skal med de briller. Vi aftaler at fortsætte som hidtil, dvs. vi giver ham dem på så meget som muligt om eftermiddagen, men tvinger ham ikke. Mest af alt for ikke at komme ud af den vane, der er oparbejdet nu med hiv og sving og slid og "hvor er brillerne henne, Clement? Kom nu, du skal have brillerne på lidt." Brillerne giver mærker på hans næse efter ret kort tid, så jeg tror slet ikke, de er behagelige at have på for ham. Derudover er det selvfølgelig mere besværligt end ikke at have briller på, især når man ikke forstår, hvorfor man skal have dem på. Han var i øvrigt rigtig dygtig til at tale med øjenlægen, der jo hele tiden skulle have svar på, hvad han så på hendes forskellige tavler og papirer.

Sidste weekend i april er vi atter ude for at plante unge vin, og Clement er med i den times tid, der er mulig. I begyndelsen synes han, at det er vældig morsomt at hjælpe med at dække de små planter til med jord.





Siden finder han ud af, at han vil op til skyerne, og da de er lavthængende lige over bakken ovenfor vores marker sætter han i fuldt firspring afsted for at komme hen til skyerne. Alain er nødt til at sætte efter ham, for sådan et lille menneske kan meget hurtigt forsvinde i de lange rækker vin.

Resten af dagen tilbringer han med Mamie. De er henne og besøge Clements nye legekammerat - Davids labradorhvalp - der efterhånden er ret stor, og har en tendens til at vælte Clement, når den gerne vil give ham et varmt hundeslik i hovedet. Så kan den også meget lettere komme til... og Clement kan ikke komme op med den store hund så tæt ved sig. Det kan han ikke ret godt have, og så bliver der hyl og skrig og skrål. Men... Clement er ikke længere bange for hunde, han kender, heller ikke for Airie, på trods af, at den vælter ham. Tværtimod henter han alt sit legetøj, for at Airie skal lege med det sammen med ham. Det, prøver vi at forklare, er en meget dårlig idé, da alt hvad der har været en tur gennem Airies mund har en tendens til at miste formen.




Clement er begyndt at blive vældig bevidst om hvad han spiser: Je n'aime pas ca, moi, er en sætning, vi hører til stort set hvert måltid. Det, han godt kan lide, er en lille chocolat, alternativt en lille chocolait, eller hvis det virkelig ikke kan være andet en kompot... men af de superindustrialiserede, hvor alt er mast så flydende, at det stort set kan drikkes. Det er uden sukker, så jeg går ud fra, at der stadig er frugtvitaminer i det, men ellers har det ikke meget at gøre med at spise et æble. Han spiser stadig gode portioner i vuggestuen, men jeg gruer da lidt for, når han skal til at have alle sine måltider hjemme, for det ser ud til, at det er her slagsmålene om mad skal stå.

Min påskehave

Vores have består af flere dele, og - så lille den end er - er der faktisk rigtig mange blomster lige nu.



Massivet er fyldt med løgplanter. Ikke helt så mange som jeg syntes, vi burde se, men trods alt mange: Her er masser af blå anemoner, hyacinther, der dufter fantastisk, gule påskeliljer, tulipaner på vej i forskellige farver og blå perleløg. Der er også andet på vej frem. Pæonen skyder smukt, der er en hel del aurikler, der er meget almindelíge græsplæneblomster hernede og så violer og forglem-mig-ej'er, der er så hyppige som ukrudt.


Forglem-mig-ej'erne er fremme.


Disse små lilla blomster kender jeg ikke: Hjælp. De var der ikke sidste år, mor, hvad hedder de? De ligner violer, men mine violer er mere blå.








Roserne skyder også flot nu. Julerosen har takket af nu, men den har godt nok også holdt skansen længe, og af det tidlige forårs krokus og vintergæk er der nu ikke andet end bladene tilbage.


Surbundsbedet hen mod Thills mur. Stenbrækken er så flot i blomst. Hortensiaen er også på vej, jeg håber, den får blomster i år, jeg voldklippede den for halvandet år siden, og jeg ved endnu ikke, om den har tilgivet mig nu. Men jeg kan godt se, at man bare skal lade den være, det visne forsvinder af sig selv.


Surbundsbedet den anden vej. Aurikler langs kanten. Løgplanter. Nærmest usynlig en Azalea. Vi har også en rhododendron, men jeg ved ikke om den har klaret vinteren. Den ser ikke fantastisk ud.


Vores to blåbærbuske. Mette, de bliver 60 centimeter høje, og hedder noget på latin, der dog ikke ser ud til at have noget med "amerikansk" at gøre.


Massivet kanter trappen op på den ene side, og det smalle stenbed på den anden side. Her blomstrer lyngen nu. Der er masser af perleløg lige nu og forglem-mig-ej på vej. Allergladest er jeg dog for at se, at min Edelweiss ser ud til at komme.

På æggejagt påskedag

Til påske har Clement kreeret denne skønne kykling i vuggeren. Den ankommer indpakket i cellofan og med fire små chokoladeæg i reden, der er lavet af låget fra en æske camembert pakket ind i påskegult. Manu, lederen, siger, at Clement elsker at lave den slags, og at der er meget mere af den slags aktiviteter i forskolen, hvor han skal begynde efter sommerferien. Herhjemme har han sjældent ro til at lave den slags.



Alain har købt fantastiske påskeæg til os alle sammen: Tre DVD'er med musik. Så kan Buena Vista Social Club, som vi har set stort set hver aften siden januar, få en pause. Nu skal vi i gang med afrikanske djember - Clement elsker det allerede - Cesaria Evora - der er så stort et navn i Frankrig, at selv Alains 74-årige mor selvfølgelig ved, hvem hun er - og årets keltiske musikfestival fra Bretagne. Fra mormor er der påskeæg, da Clement jo gættede gækkebrevet, selvom det var skrevet med edderkopper i stedet for prikker, og en bluse med Rasmus Klump på.



Vi spiser pandekager, og bagefter går den vilde æggejagt. Det er første gang, Clement prøver det. Han synes godt om konceptet. Små og større chokoladeæg befinder sig rundt omkring i have og hus, og dem samler man i sin lille kurv.






Indendøre har sørme både anden og hønen været i aktivitet.



Dagen tilbringer man med at spise chokolade, og ikke ret meget andet



Endnu et påskeæg, med små bonbon, som Clement, den søde dreng, deler med mor. Jeg gad nok vide, om det er vuggeren, der lærer ham at dele, eller om han virkelig er så betænksom helt fra naturens side.



Chokoladeægget inspiceres

Billeder fra huset

Den ene stue fungerer også som entré, og derfor ikke som ret meget andet end skabsplads til jakker og sko, tasker i daglig brug og lignende. Der er også Clements legebord med diverse gøgl og Alains keyboard under trappen. Mine lænestole er aldrig noget videre i indretningen. Vi overvejer stadig at få dem ombetrukket.







Den anden stue fungerer dermed som det hele. Spisestue, legeplads - det har hele huset en tendens til - fjernsynsstue, det er nu primært i fodboldtiden og Clements godnat-video-tid. De sidste tre måneder har vi skiftet mellem "Buena Vista Social Club", "Sigurd og Symfoniorkesteret", "Petit Ours Brun" og "Kaj og Andrea".










Køkkenet har ikke ændret sig, men vi har da indrettet en spiseplads. Hvordan der bliver plads til en Trip Trap stol mere er et interessant spørgsmål, vi modtager gerne eventuelle idéer. Badeværelset bagved køkkenet er også det same. Desværre.



Ovenpå fungerer det midterste rum som mit kontor. Der er hyggeligt rod, som I kender det fra alle årene. Dog p.t. lidt ekstra rodet, da loftsombygningen har krævet diverse reolomflytninger, som ikke er til ende endnu.





Indgang til loftsetagen. Vi troede det skulle være ekstra toilet, men det fik en meget kort levetid på et lille års tid. Mormors gamle kommode er landflygtig lige nu.




Clements værelse på 1. sal er blevet udstyret med snedkererede hylder til den indbyggede reol, der er lavet i en tilmuret vinduesniche. Ellers besat med legetøj, der bliver flittigt brugt.







Vores soveværelse har heller ikke ændret sig udover at der er endnu mere rodet end nogensinde før, fordi vi ikke rigtig kan få ting væk så længe, der er tømrere på loftet.

Loftet er så nyt et projekt, at det ikke er færdigt endnu. Det kommer til at bestå af et værelse, en midterdel med gæsteseng til brug som legeværelse og en sidste tredjedel, hvor Alain skal have kontor. Der er kun en nogenlunde højde i midten af rummene, men det kan vi ikke gøre så meget ved. Bjælkerne er i øvrigt en kombination af gamle telefonpæle og rigtig gamle egebjælker, der er planket formentlig fra ødelagte huse efter 1. Verdenskrig. Vi kan derfor formode, at også vores hus, der er fra 1860, har været i hvert fald delvist ødelagt efter bombardementer.


Midterste tredjedel af loftet set hen mod værelset.


Loftets tre dele set fra værelset. Der er i alt cirka 30 kvadratmeter.


Udsigt ned over landsbyen fra værelset.