Lopperier

Loppemarked i Verzy.

Jeg har deltaget i mit livs første loppemarked. Indbyggerne i alle disse små landsbyer, der ligger som perler på en snor med højst et par kilometers mellemrum, er ret begrænsede i deres fantasi, så de holder alle sammen deres årlige loppemarked - brocante - i slutningen af april/begyndelsen af maj. Verzy er ingen undtagelse, loppemarkedet fandt sted i går den 1. maj. Sjovt nok er det årets traditionelle forårsdag - det er muligt, at der er røde faner i Paris - men ude på landet, køber man muguettes - liljekonvaller - og dem giver man hinanden for at bringe lykke i det kommende år. Sidste år var vi i Carcasonne i Midi ved denne tid, og der var heller ikke antydning af Frankrigs ellers vældig ekstreme fagforeninger eller af røde faner og ramasjang. Men muguettes kunne man købe i spandevis.

Dagens nyhedsmail fra Le Figaro afslører, at der skam er røde faner i Frankrig. Det understreger blot igen min oplevelse af det ene og det andet Frankrig. Jeg bor i det dybe Frankrig - la France profonde, det er her det franske hjerteblod flyder tykkest, rødest og varmest - og så er der det første Frankrig. Det er det Frankrig, man primært læser om i aviserne, det er det Frankrig, dem, der vil noget, flygter til, hvis de da ikke allerede bor der. Der er udvikling, normalitet eller også er det bare de udtryk, jeg anvender for en verden, jeg kan forstå...

For Clement var dagens store oplevelse uden tvivl karrusellen. Alain er jo så økonomisk, så da en billet kostede 2 euro og otte kostede 10, mente han ligeså godt, at familien kunne investere i klippekortet. Det kastede en gratis tur af sig, så Clement nåede op på ni ture i løbet af dagen... Endnu et sikkert tegn på, at han er blevet både ældre, større og modigere. Sidste år skulle vi stadig med ham på karruselturene, det er overstået nu, og han kan slet ikke få nok.





Clement tjekker karrusellens forskellige muligheder ud.

Jeg sad i min lille stand sammen med naboen Virginie, der havde spurgt mig om jeg ville deltage. Jeg huskede at takke ja samt fortælle hende, hvor glad jeg er for at hun tænkte på at spørge mig. Jeg er ikke ganske sikker på, at jeg ville have haft det fornødne mod til at gøre det alene. En anelse kedeligt ville det nok også være.

Vi sad der trods alt fra klokken 7.30 om morgenen til regnvejret ikke længere lod sig udsætte klokken 16, og med temmelig begrænset salg. I hvert fald for mit vedkommende. Jeg har nok ikke den rette lopperånd, for jeg nægtede at sætte min smukke Kenzo clogs ned i pris, også selvom jeg desværre har måttet erkender, at deres form og design passer mine fødder meget dårligt.

Isabelle var også med sammen med os, hun havde mere held med sit salg, og fik så samtidig ryddet op i flytteoverskudstingene...


Loppemarked i Verzy, set op mod hovedgaden.

Mine storslåede planer om at investere overskuddet i udsalgsvarer og tage dem med næste år, tegner nok til det rene ingenting, da jeg ikke kunne lade være med at bruge en del af indtjeningen på en battedrevet gravko og en regnjakke til Clement samt tre videoer - Tintin og en dino-tegnefilm fra Spielbergs værksted - til lidt senere brug.

Det lille barn indkasserede desuden et spil med kugler til brug i skolegården, når den tid kommer... hvis den kommer... fra Virginie, der ikke gad have kuglerne med igen til næste år.

Dagens bedste kunde for mit vedkommende var en fantastisk gammel dame. Hun udstrålede glæde og overskud. Hun havde lår så langt ned i sine knaldrøde snøresko, at snørebåndene kun var yderst løseligt trukket til. En ligeså knaldrød vindjakke med matchende læbestift, og manglede sådan set bare min røde bomuldshat med en lille stofrose. Den passede, og jeg måtte holde spejlet op for hende, så hun kunne se, at den sad ordentligt. Hun bor desværre ikke i Verzy. Jeg ville elske at møde hende et par gange om ugen iført alt det røde tøj, min røde hat, store armbevægelser og matchende smil. I stedet tænker jeg på hende i dag, som gårsdagens suverænt bedste kunde og bedste oplevelse.

Vores lillebitte by trækker i øvrigt ligesom jeg tidligere har oplevet det i Soulières store mængder folk - det er åbenbart meget typisk for disse brocantes - der kommer hundredevis af nye folk dagen lang. Ganske imponerende. Vi har stand lige overfor buvette'n, hvor der i løbet af eftermiddagen er ganske godt gang i bænkene og ikke mindst drikkeriet blandt de lokale omkring den høje bar.


Deres udsendtes ydmyge bod, halvdelen af Virginies to meter lange bord med diverse dims, der normalt opholder sig i garagen.

Det er usædvanlig vanskeligt at få folk til at slippe mere end en eller to euro. Klart nok, jeg tænker selv på samme måde, når jeg står på den anden side af bordet. Jeg synes i øvrigt stadig, det er svært at vurdere, hvor meget man skal tage. For mig er to euro ikke alverden, og dermed heller ikke tre euro, men jeg kan tydeligt mærke, at den psykologiske grænse her er lavere. Folk tjener langt mindre, så det er ikke så mærkeligt.

De hyggeligste at handle med - udover det tykke, røde livstykke - er nordafrikanerne. Det går jeg da i hvert fald ud fra, at de er, at dømme fra deres påklædning. Damerne - de er meget ofte godt oppe i årene og også godt i stand - har blink i øjnene, og tydeligvis langt mere forstand på at prange, end vi har. En af dem går hjem med en lædertaske, jeg har flyttet rundt med i årevis og aldrig brugt. Jeg tror nok, at hun med 2,5 euro gør et godt køb med den taske. Da jeg aldrig har brudt mig om den, passer det fint.

En anden forbipasserende - en ualmindelig arrogant ung mand - fnyser nærmest hånligt af mig, da jeg afviser at lade en politisk håndbog i paperback gå for under en euro. Jeg har ikke brug for bogen, men jeg gider trods alt ikke finde mig i den form for nedladenhed. Så lever jeg gerne med at brænde inde med den. Så jeg har ganske klart ikke den rette ånd for dette her... men det gør heller ikke så meget. Det er jo ikke en ny karriere for mere end en enkelt dag. Hvis jeg blot kan tjene det hjem, jeg sætter til på andre folks lopperier, er balancen i orden for mit vedkommende.