Flere veninder kom på besøg undervejs. Mette kom og demonstrerede sin iPod. Nu hvor jeg bor på landet, læser jeg kun om den slags gadgets. Jeg har s'gu endnu aldrig set nogen i Verzy med noget mere avanceret end sidste års mobiltelefon. Jeg kører lige nu på årets model, og vil dermed være håbløst bagefter allerede til næste år, som jeg plejer. Marianne og Jakob kom og lærte Clement at spise is. Når jeg - i den junihede, der nu er kommet til os i Frankrig - serverer sorbet, får jeg at vide, at det ikke er is, for til is hører både vaffel og chokolade.
Træskibene i Svendborg er jo smukke. Vi fik også tid til lidt sightseeing på den smukke ø, vandretur på revet med sten i skoene hvert femte minut, bøgeskov med anemoner og træstammer, man kan spille tromme på, besigtigelse af bådehavnen ved Thurø Bund med værft for eksklusive træbåde og hyppige ture ud på bådebro og siden også helt ud i vandet. Clement nåede at blive en helt lille vandhund, selvom det normalt ikke er det helt store mod, der kendetegner hans sind. Vi besøger også den udsædvanlige tunneldal, Syltemade Ådal på den anden side af Svendborg, som helt ærligt er ganske våd trods heden... en bypige som mig kan have svært ved at have helt styr på, hvad ordet eng egentlig betyder, men det betyder temmelig blød undergrund, meterhøje brandnælder, fluer i hovedet hele tiden. Vi kunne heller ikke rigtig få øje på den der imponerende slugt... det er måske lidt svært at få øje på, når man nu har set Grand Canyon.
Den 12. maj fejrede vi Clements tre års fødselsdag med mormor og bedstefar, moster Hanne og Fie og Suna, Karen, Mads, Kaj, Aksel, Søren, Annette, Robert og August. Vi holdt skovtur ved Smørmosen øst på øen med både vand, strand, minigolf, legeplads og borde og bænke.
Den sidste lille uge i Danmark tilbragte Clement hos mormor og bedstefar, mens jeg turede lidt rundt omkring på besøg. Blandt mange gode oplevelser i Odense har vist ingen gjort mere indtryk end en tur på Jernbanemuséet... okay, Rasmus Klump og besøget hos Pingo i Pingonesien i Odense Zoo har jeg også hørt en del om.
Den allersidste weekend var vi til bryllup hos Craig og Katherine i England, Craig er ældste søn af Alains chef, Stephen, men jeg fornemmer nu, at Stephen og hans kone Paula efter 15 år som firmaets mand i højere grad har status af nære venner, for ikke at sige reservefamilie. Brylluppet var en god oplevelse, englændere er jo simpelthen så venlige og nemme at være samme med. De kommer og giver hånd, præsenterer sig og fortæller et eller andet, så man er aldrig alene, selvom man ikke kender nogen. Craigs bestman er af indisk oprindelse, børsmægler i London, ligeså kerneengelsk - på overfladen i hvert fald - som alle andre. Jeg taler en del med ham, og tænker på, hvor anderledes det dog er i Danmark. Hvor mange bryllupper har man været til med en pakistaner i en af hovedrollerne? Det kommer vel. Gamle kolonilande som England og også Frankrig har nogle årtiers forspring. Brylluppet blev holdt på det gamle herresæde Branston Hall udenfor Lincoln. På hjemturen ned gennem England så vi en vingård i Kent, der om noget må være Beatrix Potter land. Vi kørte i silende regnvejr af så små og frodige hulveje, at det mest af alt mindede om at køre i grønne tunneller. Hvert af hyppige sving syntes at gemme på et romantisk stenhus omgivet af en vidunderlig have, og jeg følte mig helt kaldet til at fortælle Alain om bogen "Vinden i Piletræerne", som vi fik læst op som børn. Vi sejlede tilbage til Frankrig fra Dover, de hvide klipper er imponerende omend ikke ret hvide i regnvejret.
No comments:
Post a Comment