Musikkens store hus

 

Musikkonservatoriet i Reims har haft åbent hus. Vi var derinde med Clement, og det var en fantastisk oplevelse. Jeg har faktisk sjældent set ham så glad og lykkelig, og det så dejligt at se, at jeg kunne have stillet mig op og tudet lige på stedet. Men jeg koncentrerede mig rigtig meget og lod være. Ikke engang Alain opdagede noget.

Der var introduktion for hvert instrument med både sessioner, hvor man blot kunne gå ind og lytte med og børnene kunne prøve instrumenterne under en lærers vejledning. En lærer, der også forklarede både om instrumentet og om hvornår man kan begynde at spille på det. Desuden kunne man møde de enkelte lærere, og der var tilmed koncert.

 

Vi måtte udvælge hårdt, da vi kun havde en time at bruge derinde. Det blev dermed til violin for at få lejlighed til at spørge en violinist om hendes kendskab til evt. Suzuki-undervisning i Reims og omegn. Det mente hun ikke findes. Desværre.

 

Derpå gik vi til percussion, da det jo er Clements store interesse lige nu. Der var desværre ingen lærer tilstede, så vi nøjedes med at se alle trommerne, og gik i stedet over til harpen.

Det blev en overraskende oplevelse. Den er jo smuk, men forekommer mig ellers lidt kedelig, men Clement var faktisk ret henført, da han sad med den. Det var tydeligt, at han nød at klimpre lidt på den.

Gennem lukkede døre hørte vi elever øve sig på xylofoner og marimba.

 

 

Vi havde også lejlighed til at se, at kontrabassen rent faktisk er meget stor, og så stor, at man skal være en ret stor monsieur for at spille på den. "Lige så stor som Jazz", siger Clement. Jazz spiller kontrabas i Radiosymfoniorkesteret i København og hedder egentlig Michau. Vi kender ham fra DVD'en Sigurd og Symfoniorkesteret, hvor han spiller jazz på sin kontrabas.

Vi snakkede til sidst med organist-læreren, der viste sig at være organist i katedralen i Reims, og han gav rigtig mange gode tips samt en invitation til at besøge ham og hans orgel.

Nu ved vi f.eks.:

at der er en kulturfestival for børn i Reims med musik, dans, film, cirkus, teater med mere.

at musikkonservatoriets børneelever giver koncerter onsdag eftermiddag.

at privatskolen Notre Dame har et børnekor, der synger i katedralen.

at man kan begynde at spille orgel som 7-årig, selv begyndte Pierre, som han hedder lige så snart det var muligt, dengang som 13-årig, som 7-årig måtte han nøjes med klaver.

at en af vores næsten-naboer underviser i violin på konservatoriet. Jeg vidste - straks han nævnte det - hvem det er, for vi er allerede stoppet udenfor hendes vinduer nogle gange for at høre violinen. Jeg var endnu ikke nået til at stoppe hende på gaden og spørge om hun en dag vil demonstrere sit instrument for Clement, men det indgik i planerne.

Organisten, der selv har en datter på alder med Clement, mente i øvrigt, at vi bare skal fortsætte med vores musikalske legestue, hvis vi gerne fortsat vil stimulere Clements interesse. Vi er dog besluttede på at finde et bedre kursus, end det han går på nu til næste år.

Oven i alt dette var der en utrolig behagelig og rar stemning i bygningerne. Musik strømmede jo ud gennem dørene overalt, og det har selvfølgelig præget det. På mig virkede det som et meget åbent og venligt sted med plads til dem, der elsker musik, og lyst til at dele ud af egen glæde og evner. Da min lille Clement næsten ikke taler om andet, er det meget vigtigt at finde et sted til ham, hvor der er nogle andre, der deler den passion. Nu er en Åben Dag selvfølgelig en særlig dag med en særlig stemning, men det virkede faktisk til, at konservatoriet lige præcis er sådan et sted. Deraf måske min store berørthed.

Jeg var faktisk meget meget glad, da vi kom hjem. I sandhed et stort hus. Vi taler nu, at det nok er sådan Sigurds og Hansens hus er. Fuld af al slags musik.

Mormor på besøg

 

Besøg fra Danmark er altid dejligt, og nu er Clement stor nok til at køre med i lufthavnen og hente, når mormor kommer. Det er ret stort.

 

Det er dejligt at læse bøger sammen, og Clement har en ret ny bog om toget Thomas og hans og de andre togs lyde, som han ikke har læst med mormor før. Der er også en babybog til Eva, som er god at spise.

 

Vi har besøg af Mettes mor og Børge, der også har smålinger i Danmark, og god forstand på både basser og babyer. Og også på forældre for den sags skyld: De har nemlig taget øl med til os. Og en flaske valnøddesnaps, som vi talte en hel del om, da de var her sidst, så nu glæder vi os til at smage på den. De kan også tricket med personaliserede etiketter, viste det sig.

 

Mormor og Eva laver babyballet. Eva kan både med hænderne og fødderne, mormor nøjes med hænderne. Nogen basker hun - babyen altså - så meget med armene, at det er lige før hun flyver. Det tegner til noget mere muskuløse overarme end moren med al den eksercits.

 

Eva minder mig sådan om en lille kattekilling, hun er så legesyg og den lille tungespids spiller gerne drillende udenfor munden i bar glæde.

Clements lektier

Næsten hver weekend får vi nu le cahier de vie med hjem. Vi - dvs. Clement - skal udfylde en side som lektier. Vi er jo moderne forældre, tror vi da selv, så vi lader ham jo stort set selv tage ansvareret for den side. Der er bare det, at Clements forslag altid er det samme: Trommer. Så nu prøver vi at variere fremtrædelsesformerne for trommesættet, så læreren Brigitte ikke tror, at vi er fuldstændig gak her i huset.

 

Trommesættet bygges op, tromme efter tromme limes på.

 

Til sidst tegner Clement de nødvendige trommestikker.

 

Og så er trommesættet færdigt. I morgen vil hvert barn fortælle om deres side til alle de andre. Idéen med denne side er netop at få børnene til at fortælle et eller andet med deres egen ord. Jeg ville give en hel del for at være flue på væggen og høre Clement berette om sin casse claire, tom, grosse caisse og cymbales.

Min viden indenfor fransk falder stadig i de besynderligste kategorier. De første ord jeg lærte, var madfransk, derefter babyfransk, så blev det vel lidt mere alment orienteret, og nu er jeg rigtig stærk i musikfransk.

Clement og Eva

 

 

 

 

 

Clement viser sin Cahier de vie - skolebogen til sande eksperter: Anne - (bonjour) - og Lisa, der har lavet det samme i tre år for tre børn... j'explique, qu'on a montré le cahier de vie à des vrais experts... bogen indeholder de småøvelser, som børnene laver i skolen - det er fotokopier, der bliver klistret ind - fotokopier med billeder af, hvad de foretager sig - udflugter til cirkus, kunstudstilling, vinmarker osv. - samt den side, vi udfylder herhjemme som lektier de fleste weekender. Temaet er som oftest musik, det er som om der i Clements begrebsverden slet ikke eksisterer muligheden af, at det han f.eks kunne tegne andet end musikinstrumenter.

De seneste uger er han begyndt at tegne instrumenter selv. Det er interessant nok at se, og han har ret godt styr på de forskellige grupper: Kontrabas er stor, han begynder med at tegne strengene. Cello er lidt mindre, med en fod man kan bruge til at regulere højden med og guitar og strygere har alle knapper foroven til at stemme strengene. Saxofon har knapper og så videre... det er faktisk imponerende. Og efterhånden også ind i mellem lidt anstrengende, for han taler faktisk stort set ikke om andet fra tidlig morgen til sen aften. I øjeblikket handler det meget om en kontrabas og en sousafon, vi skal købe, når Clement er så stor som Antoine eller Karen (man kan spille kontrabas når man er så stor som Antoine og cello når man er så stor som Karen) samt en stor bil til at køre dem i.

Han har i øvrigt også selv overtaget forvaltningen af Clements store musikbog, som er et hæfte, vi gennem nu et år, har brugt til at klistre billeder og fotos af musik ind i. Han lærer at klippe og klistre i skolen, og de færdigheder har han glæde af i forbindelse med bogen. Det betyder også, at siderne nu bliver udfyldt noget hurtigere end hidtil, så det er lige før, at vi skal i gang med bind 2 nu.

Vi er øvrigt også så småt begyndt at spørge efter en rigtig musiklærer til ham. I første omgang bliver det et besøg på konservatoriet, der har åbent hus i næste uge.

Og Eva... hun er en lille lunefuld person, hvad angår mad. Dvs. maden skal hun nok få guffet, det er værre med sutteflaskerne. Det betyder, at hun ikke får dækket sit behov i løbet af dagen, og det giver nogen rigtig trælse sovevaner. I øjeblikket vågner hun en gang i timen efter at være blevet lagt i seng kl. 8 og så kl. 12-1 stykker. I nat vågnede hun kl. 3.30 som i de gamle hårde dage.

Nå, men ellers er hun jo en lille præmiepige som hele tiden. Hun gider ikke ligge ned og lege mere, nu vil hun enten sidde i den høje Trip Trap stol eller på sit legetæppe omgivet af dimser, hun kan undersøge. Hun er så legesyg som en lille kattekilling og en populær baby, fordi hun er så smilende og aldrig græder.

Hun er også begyndt at prøve kræfter med keyboardet sammen med mig, og jeg er også begyndt at sætte musik på for hende, når hun sidder på legetæppet.

Hun sover udenfor i sin barnevogn, hvilket er chokerende for de lokale. JEg morer mig med at fortælle dem, at danskere lader deres børn sove ude, hvis ikke temperaturen kravler under minus 10 grader. En oplysning, der altid har en forrygende effekt af chok.

Men så længe hun overhovedet kan presses ned i den lille barnevogn, kan hun lige så godt udnytte den gode luft optimalt.

Godt at være to

 
Det er bare så hyggeligt om eftermiddagen i sofaen. Clement har en, der altid godt gider grine af lige meget, hvilke fjollerier han finder på. Eva har en at kigge på, der er i konstant bevægelse, om ikke andet så i hvert fald munden. Den står efterhånden kun stille, når han befinder sig i dyb søvn.

En for alle, alle for en

Vi er blevet indviet i fægtningens svære kunst af en vaskeægte-dame-musketér. Hvis der er nogen af læserne, der synes, det ser svært ud, så er det helt rigtigt. Hvor Marie-Clémence's bevægelser tog sig så elegant ud som ballet, kan man ikke med rimelighed beskylde hverken små eller store elver for det samme. Til gengæld blev der grinet rigtig meget.

Arrangementet foregik i Den danske Kirke i Paris's læsesal. Bonus var at møde organisten, der var så sød at fortælle og demonstrere sit flotte instrument for Clement, der også fik mulighed for at prøve at spille med både hænder og fødder og fik demonstreret sit kendskab til instrumenter ved at efterspørge forskellige lyder. Og hun havde skam de fleste i sine mange registre. Så jeg gætter på, at vi fra cirka morgen "...lige skal huske at købe et orgel." Ligesom vi ifølge junior også mangler nogle pauker, en "grosse caisse symphonique" og et par andre småting. Det mener vi ikke. Aftalen er nu, at det må vente til Clement bliver en stor monsieur. Så det venter han på nu.

Om der er blæst lidt musketérånd ind i ham ved jeg ikke. Men han syntes det var sjovt, og fandt sig også en lille hvidhåret kammerat på samme alder. De trehjulede cykler på den udendørs terrasse var et hit ligesom sidste gang. Det er snart et år siden, vi var til noget misslykket fastelavn, idet katten var slået af tønden, da vi ankom.

Mht til det der fægtning konstaterer jeg bare, at jeg har ondt i en eller anden muskel i nærheden af knæet i dag. Jeg vil også lige gøre opmærksom på, at grunde til at min ene arm stikker mærkeligt op bagved, er fordi, at sådan skulle man gøre. Nu hvor jeg ser billederne, kan jeg dog godt se, at det så lidt anderledes ud, når lærerne eller den lille hjælpelærer gjorde det. Men de har jo også lissom været der før. Det er i øvrigt organisten, jeg fægter med.