Min påskehave

Vores have består af flere dele, og - så lille den end er - er der faktisk rigtig mange blomster lige nu.



Massivet er fyldt med løgplanter. Ikke helt så mange som jeg syntes, vi burde se, men trods alt mange: Her er masser af blå anemoner, hyacinther, der dufter fantastisk, gule påskeliljer, tulipaner på vej i forskellige farver og blå perleløg. Der er også andet på vej frem. Pæonen skyder smukt, der er en hel del aurikler, der er meget almindelíge græsplæneblomster hernede og så violer og forglem-mig-ej'er, der er så hyppige som ukrudt.


Forglem-mig-ej'erne er fremme.


Disse små lilla blomster kender jeg ikke: Hjælp. De var der ikke sidste år, mor, hvad hedder de? De ligner violer, men mine violer er mere blå.








Roserne skyder også flot nu. Julerosen har takket af nu, men den har godt nok også holdt skansen længe, og af det tidlige forårs krokus og vintergæk er der nu ikke andet end bladene tilbage.


Surbundsbedet hen mod Thills mur. Stenbrækken er så flot i blomst. Hortensiaen er også på vej, jeg håber, den får blomster i år, jeg voldklippede den for halvandet år siden, og jeg ved endnu ikke, om den har tilgivet mig nu. Men jeg kan godt se, at man bare skal lade den være, det visne forsvinder af sig selv.


Surbundsbedet den anden vej. Aurikler langs kanten. Løgplanter. Nærmest usynlig en Azalea. Vi har også en rhododendron, men jeg ved ikke om den har klaret vinteren. Den ser ikke fantastisk ud.


Vores to blåbærbuske. Mette, de bliver 60 centimeter høje, og hedder noget på latin, der dog ikke ser ud til at have noget med "amerikansk" at gøre.


Massivet kanter trappen op på den ene side, og det smalle stenbed på den anden side. Her blomstrer lyngen nu. Der er masser af perleløg lige nu og forglem-mig-ej på vej. Allergladest er jeg dog for at se, at min Edelweiss ser ud til at komme.

På æggejagt påskedag

Til påske har Clement kreeret denne skønne kykling i vuggeren. Den ankommer indpakket i cellofan og med fire små chokoladeæg i reden, der er lavet af låget fra en æske camembert pakket ind i påskegult. Manu, lederen, siger, at Clement elsker at lave den slags, og at der er meget mere af den slags aktiviteter i forskolen, hvor han skal begynde efter sommerferien. Herhjemme har han sjældent ro til at lave den slags.



Alain har købt fantastiske påskeæg til os alle sammen: Tre DVD'er med musik. Så kan Buena Vista Social Club, som vi har set stort set hver aften siden januar, få en pause. Nu skal vi i gang med afrikanske djember - Clement elsker det allerede - Cesaria Evora - der er så stort et navn i Frankrig, at selv Alains 74-årige mor selvfølgelig ved, hvem hun er - og årets keltiske musikfestival fra Bretagne. Fra mormor er der påskeæg, da Clement jo gættede gækkebrevet, selvom det var skrevet med edderkopper i stedet for prikker, og en bluse med Rasmus Klump på.



Vi spiser pandekager, og bagefter går den vilde æggejagt. Det er første gang, Clement prøver det. Han synes godt om konceptet. Små og større chokoladeæg befinder sig rundt omkring i have og hus, og dem samler man i sin lille kurv.






Indendøre har sørme både anden og hønen været i aktivitet.



Dagen tilbringer man med at spise chokolade, og ikke ret meget andet



Endnu et påskeæg, med små bonbon, som Clement, den søde dreng, deler med mor. Jeg gad nok vide, om det er vuggeren, der lærer ham at dele, eller om han virkelig er så betænksom helt fra naturens side.



Chokoladeægget inspiceres

Billeder fra huset

Den ene stue fungerer også som entré, og derfor ikke som ret meget andet end skabsplads til jakker og sko, tasker i daglig brug og lignende. Der er også Clements legebord med diverse gøgl og Alains keyboard under trappen. Mine lænestole er aldrig noget videre i indretningen. Vi overvejer stadig at få dem ombetrukket.







Den anden stue fungerer dermed som det hele. Spisestue, legeplads - det har hele huset en tendens til - fjernsynsstue, det er nu primært i fodboldtiden og Clements godnat-video-tid. De sidste tre måneder har vi skiftet mellem "Buena Vista Social Club", "Sigurd og Symfoniorkesteret", "Petit Ours Brun" og "Kaj og Andrea".










Køkkenet har ikke ændret sig, men vi har da indrettet en spiseplads. Hvordan der bliver plads til en Trip Trap stol mere er et interessant spørgsmål, vi modtager gerne eventuelle idéer. Badeværelset bagved køkkenet er også det same. Desværre.



Ovenpå fungerer det midterste rum som mit kontor. Der er hyggeligt rod, som I kender det fra alle årene. Dog p.t. lidt ekstra rodet, da loftsombygningen har krævet diverse reolomflytninger, som ikke er til ende endnu.





Indgang til loftsetagen. Vi troede det skulle være ekstra toilet, men det fik en meget kort levetid på et lille års tid. Mormors gamle kommode er landflygtig lige nu.




Clements værelse på 1. sal er blevet udstyret med snedkererede hylder til den indbyggede reol, der er lavet i en tilmuret vinduesniche. Ellers besat med legetøj, der bliver flittigt brugt.







Vores soveværelse har heller ikke ændret sig udover at der er endnu mere rodet end nogensinde før, fordi vi ikke rigtig kan få ting væk så længe, der er tømrere på loftet.

Loftet er så nyt et projekt, at det ikke er færdigt endnu. Det kommer til at bestå af et værelse, en midterdel med gæsteseng til brug som legeværelse og en sidste tredjedel, hvor Alain skal have kontor. Der er kun en nogenlunde højde i midten af rummene, men det kan vi ikke gøre så meget ved. Bjælkerne er i øvrigt en kombination af gamle telefonpæle og rigtig gamle egebjælker, der er planket formentlig fra ødelagte huse efter 1. Verdenskrig. Vi kan derfor formode, at også vores hus, der er fra 1860, har været i hvert fald delvist ødelagt efter bombardementer.


Midterste tredjedel af loftet set hen mod værelset.


Loftets tre dele set fra værelset. Der er i alt cirka 30 kvadratmeter.


Udsigt ned over landsbyen fra værelset.

Drengehår

Det har ikke skortet på opfordringer på både dansk og fransk. Nu har Clement så været hos frisøren første gang. Og jeg tror nok, at han har nydt den megen opmærksomhed, det har givet fra vuggerens damer i løbet af i dag. Kan næsten 3-årige smigres?

Den lille maestro

Clement bliver så stor. Kun to måneder til han fylder tre år. Kun fire måneder til han bliver storebror. Kun et halvt år til han skal begynde i skole.

Han er blevet meget bedre til dansk siden jul - og fransk sikkert også - men det følger jeg mindre med i. Det er Alains afdeling. Jeg taler også meget med ham. Når vi går tur, taler vi om træerne, vinen og fuglene, der lige nu bygger rede.

Det er skægt at følge hans sproglige udvikling. Han er nu i stand til at lege med sproget. I øjeblikket har vi den totale griner hver aften over ordet "computer", der helst skal udtales mærkeligt. Det er også vild morskab at sige ting forkert på en sådan måde, at man afslører, at man godt kender den rigtige sammenhæng. Tilsvarende når han lægger puslespil, kan han nu finde på bevidst at lægge det forkert for så til sidst at finde den rigtige løsning, som han tydeligvis har kendt hele tiden. Det er dog absolut hverken morsomt eller tilladt at sige et forkert ord, når vi læser Richard Scarrys pegebog.


Clement læser pegebog med mormor.

Vi har besøg af mormor i en lille uges tid i den danske vinterferie. Vi laver ikke så meget, bruger tiden på at tale sammen.


Gåtur ved vinmarkerne i udkanten af Verzy.

Lille maestro
Når vi er hjemme, er musikken stadig en meget central plads. Vi tegner de forskellige instrumenter omend mindre end omkring jul. Vi ser "Sigurd og Symfoniorkesteret" og "tam-tam", der er blevet store i vores familie. Det er såmænd "Buena Vista Social Club", som jeg fandt på at introducere på et tidspunkt for at vise Clement, hvordan man spiller på de bongotrommer, han fik i julegave.


Clement læser sine instrument-tegninger.

Den film har samtidig givet anledning til at tale om forskellige aldre, da de fleste optrædende i den film jo er i bedste- og oldeforældrealderen. Det er blevet til de gamle papy'er, der spiller klaver, trompet og store kontrabas.

Instrumenterne og musikken er også blevet midlet til at tale om følelser. Sigurd er kommet os til hjælp her, og jeg er blevet rigtig god til at imitere både en glad, en gal og en trist violin, en ditto trompet klarer jeg også. Det er primært de mere avancerede instrumenter som kontrafagot, sousafon og bols japonais, der volder artikuleringsmæssige problemer. Clement har helt styr på dem alle sammen.

Her er Frankrig kommet os til hjælp. Personligt synes jeg nok, at den nationale børnelitteratur er ret ucharmerende. Til gengæld er den oplysende. Det betyder, at man kan få børnebøger, der forklarer alt mellem himmel og jord. Har man interesserer som nu Clement, køber man en bog, der detaljeret forklarer om instrumenternes udseende, funktion, globale udbredelse osv., og det har yderligere bragt os i kontakt med charango på det sydamerikanske kontinent, indiske tablas og svensk nøgleharpe.


Clement hygger sig med sit nye musikmonstrum. Det kan forlænge en pottetur til både det dobbelte og tredobbelte.

Forleden dumpede en forsinket julegave ind ad døren. En musikboks, der kan spille selv, og et sæt percussioninstrumenter til børn, så nu er Clement den heldige ejer af maracas, kastagnetter, guiro, bjælder og en diskofløjte. Udover bongotrommerne, xylofonen, trommen, fløjterne og en lille tamburin. Og han elsker det.


Petit Lion.

Petit lion
Til fastelavn var Clement klædt ud i en løvedragt fra mormor. Han ville dog først tage den på på selve dagen og kun nede i vuggeren, der har de åbenbart gjort det skægt for ham at have den på. Der var i hvert fald ingen problemer med at få ham til at hoppe i den på Anne-Lises seks års fødselsdag, hvor en hel stribe småpiger var indbudt og så Clement, der nød at være "petit lion" i flere timer.


Tøsetur til kusine Anne-Lises fødselsdag. Nathalie er god til at sætte dem i sving, her skal de lave en figur af marcipan i tre farver.

Vi holder fast i vores tur med lille Vasco, en lille terrier, og dens madmor Virginie. Clement er blevet fine venner med dem begge to. Han er også blevet gode venner med Olaf, som er naboens Golden Retriever. Vi har købt hundekiks til dem begge to. Fætter David har også fået hund nu, en smuk, sort labrador, der er en stor hvalp og stadig lidt for sprælsk for Clement.


Skoven er blevet en skøn legeplads. Clement storker afsted deroppe, men han kan stadig godt lide at blive kørt derop.

Stort set hver weekend siden jul har budt på et ophold på en-to dage i Soulières, fordi der er så meget arbejde i vinen. For Clement betyder det tid med Mamie og Marcel. Jeg har sagt til Josette, at Clement måske vil begynde at snakke om en Papy, og at jeg har sagt til ham, at han har sin Mamie Josette og sin Marcel og sin David i Soulières og sin mormor og bedstefar i Danmark.


I Soulières bor også den flotte traktor, som Clement fik i julegave af David. Han har endnu ikke fundet ud af at dreje pedalerne rundt. Eller også er han for doven.

Clement har fået en gudbror
Den fjerde marts fødte Laurence en lille søn. Tre uger før forventet termin. Ud kom Alexis på 2,5 kilo og 45 centimeter. Jeg brugte det meste af en eftermiddag dagen før på at indkøbe tøj til ham. Jeg glæder mig meget til at være gudmor for så længe ventet et barn. I forvejen har jeg to kloge, kreative guddøtre i Danmark.


Klinikken i Paris passer godt på lille Alexis, én dag gammel, og sund og rask.

Vi har også været et smut på Montmartre.


Vi hører en harpenist - det er en keltisk harpe, vi er jo kendere - foran Sacre-Coeur.


Sacre-Coeur.

Clement har nu også været ret tæt på rigtig ildebrand. Lige lovlig tæt synes jeg. Vores genbos bil og garage udbrændte en aften, antændt af en brandbombe. Hele vejen var optaget af fire brandbiler de næste fire timer. Så lang tid tog det før branden var slukket, og de sørgelige rester sikret.

Vi kunne dårligt holde hændelsen helt skjult for Clement, da det larmede helt vildt i mange timer. Desuden lyste brandbilernes blå lys ind gennem vores skoddeløse vinduer, og han kunne også høre de mange mennesker på gaden. Så vi klædte ham på, tog ham med ud og se brandbilen, alt mens vi passede godt på, at han ikke så ilden. Heldigvis forbandt han ikke brandbil og den voldsomme røg med ild. Røg er han jo vant til at se fra landsbyens skorstene.

Efterfølgende har David lovet at tage ham med ned og se Vertus' brandbil. David er jo nu blevet halvprofessionnel brandmand, og har vagter med holdet i Vertus. Vi var også svært glade for at se de lokale frivillige brandmænd på brandnatten. Det er meget værd for et lille samfund at have en gruppe, der ved, hvad de skal gøre, og er øvet i den slags. Så skidt med, at brandmajoren havde glemt sine briller hjemme i Verzenay. Det sagde han s'gu, efter at han via vores telefon havde afmeldt alarmen. Vi har også glemt, at brandbilerne missede afkørslen til vores vej, og tog den hele vejen til næste landsby, før de kom tilbage for at tage sig af branden.

Vi er ikke nøjeregnende, og ingen kom heldigvis noget til, udover skrækken. Så vidt jeg ved er brandbombens ophavsmand stadig ikke fundet. Lige siden har jeg troligt låst porten hver gang jeg går nogle steder. Jeg troede virkelig, at Alain ikke var rigtig klog, når han insisterede på altid at låse alt grundigt inde, men jeg har måttet sande, at folk, der ikke er rigtig kloge i hovedet, åbenbart også har deres gang her i gaden.


Dagen efter branden skinnede solen ned på de triste rester.

Josette inviterer hele familien Jorand - hendes søster Monique og hvad deraf fulgte - og så Alain og søstrene, David, Clement og jeg på restaurant i begyndelsen af februar. Det er vældig rustikt. Fordelen er at vi har det hele for os selv, så Clement og kusinerne kan lege, som de vil.

Det lille pus får lov at være "Ogre" - monstret - men han er glad for at løbe efter dem. Han tror, at han er med i legen, hvad han selvfølgelig også er. Dog er han næppe klar over, at han er den, der er udenfor, anderledes...


Clement og kusinene bygger med Clipo.


Til bords.


David er stadig et stort hit... og Clement ligeså.


Mardi Gras foran fontænen downtown Soulières.


Lille løvefar.

Den 19. marts bød på mulighed for at lufte løvefar sammen med børnene i Soulières. Det kastede en del penge og en kolonorm slikpose af sig. Pengene går i landsbykassen og bliver anvendt til at købe små gaver til præmier i konkurrencerne for børn den 14. juli.

Clement på sjov i skoven

For første gang nogensinde har Clement - efter at være blevet slæbt med i skoven flere gange om ugen i halvandet år - vist interesse for at stige ud af kalechen og selv betræde tæppet af visne blade.

I går eftermiddags hyggede vi os sammen med Virginie, som bor længere oppe ad vejen, og hendes lille terrier i næsten halvanden time, hvor Clement drønede rundt og kastede pinde til Vasco i størrelser, der varierede fra 10 centimenter til halvanden meter. Han skal nok komme efter det.

Hunden har glædesstrålende hilst Clement goddag gennem det sidste år, men Clement er bange for hundre, og også for Vasco. De sidste par måneder har der dog været optøning på vej, og nu ser det sørme ud til, at Clement omsider har indset, at man kan bruge skoven til andet end at se på, og hunden til andet end at sige "Non, Vasco".

Det gjorde mig så kisteglad at vende hjem med møgbeskidte støvler. Clements flyverdragt var ligeledes kørt ind i jord for første gang nogensinde. Og han hylede ikke engang når han den ene gang efter den anden mistede fodfæstet i den bløde jord i de mange grøfter. Eller plantede klør fem i et brombærkrat. Skoven, der jo på vores side gror op ad bakkesiden, rummer også mange kløfter, hvor han desværre udviser samme grad af dødsforagt. Men foreløbig er jeg bare så glad.

Det kan Clement nu

Siden hjemkomst efter juleferien er Clement - til sin mors store glæde og stolthed - debuteret som tosproget. Han er for første gang ikke efter hjemkomsten slået over i ren fransk, men kan håndtere at tale på fransk til Alain og på dansk til mig i samme samtale. Lidt cool af sådan en lille rod eller hvad.

Hans store glæde ved musik synes bare at tage til. Jeg er helt sikker på, at han har musik i sit hjerte, og det gør jeg, hvad jeg kan for at styrke. Vi synes åbenbart alle, at det er sjovt: Tegne instrumenter på livet løs, ser "sigurd og symfoniorkesteret" og her på det seneste også "buena vista social club", så Clement kan høre noget bongotromme. Sådan en fik han i julegave af os, og den - og sin xylofon, tamburin og tromme - er i brug hver dag. Vi hører også forskellig musik, hvor vi lytter efter de forskellige instrumenter og mimer, at vi spiller på dem. Spiller på syntheziseren og læser bøger med billeder af musikinstrumenter. Var det ikke lige fordi, at Clement sådan set helt selv har gjort opmærksom på denne interesse, ville jeg overveje, om jeg pacer ham.

Clement er også blevet god til at bede om ting, han kommer og tager os i hånden for at vise os ting, han vil, og jeg kan også bede ham om noget. F.eks. selv at stille sine støvler på plads. Han tager selv et glas vand, hvis han er tørstig, og er i det hele taget et ret selvhjulpent barn efterhånden. Han er også god til at tisse på potten omend han ikke synes at have nogen bevidsthed om at han selv kunne sige til lige før han skal tisse. Han er ikke nogen ørn til at tage tøj af og på. Alain er begyndt at træne dette med ham. Det skal han jo kunne inden maternelle.

Til gengæld er han ikke ret fysisk. Nogle gange cykler han i vuggestue om morgenen, men det er stadig mig, der skubber bagpå. Godt nok er vores by også en bjergby, men det går ned ad bakke, når vi skal derned. Om eftermiddagen henter jeg ham altid med klapvognen, han er lige stået op fra sin lur, når jeg kommer, og er stadig ikke helt vågen. Så går vi tur. Nogen gange med en anden kvinde fra vejen, Virginie, og hendes lille hund, Vasco. Som Clement synes er meget sød, men også har respekt for. Det er en livlig terrier.

Om lørdagen går vi til bageren og henter brød og brioche. På de gode lørdage møder vi Maëlys og hendes mor. Det er Clements lille veninde fra vuggeren, og hun kommer altid og giver ham et kys på kinden og kan ikke forstå, at hun ikke får et tilbage. Clement har nemlig ikke lært at kindkysse endnu. Jeg har sagt til Alain, at det kommer han til at træne grundigt med sin søn, for Maëlys forstår ikke, at Clement ikke kysser tilbage, og med god ret, for det bruger man jo her i Frankrig. Så nu er der kindkyssetræning hver aften. Smack.