Det kan Clement nu

Siden hjemkomst efter juleferien er Clement - til sin mors store glæde og stolthed - debuteret som tosproget. Han er for første gang ikke efter hjemkomsten slået over i ren fransk, men kan håndtere at tale på fransk til Alain og på dansk til mig i samme samtale. Lidt cool af sådan en lille rod eller hvad.

Hans store glæde ved musik synes bare at tage til. Jeg er helt sikker på, at han har musik i sit hjerte, og det gør jeg, hvad jeg kan for at styrke. Vi synes åbenbart alle, at det er sjovt: Tegne instrumenter på livet løs, ser "sigurd og symfoniorkesteret" og her på det seneste også "buena vista social club", så Clement kan høre noget bongotromme. Sådan en fik han i julegave af os, og den - og sin xylofon, tamburin og tromme - er i brug hver dag. Vi hører også forskellig musik, hvor vi lytter efter de forskellige instrumenter og mimer, at vi spiller på dem. Spiller på syntheziseren og læser bøger med billeder af musikinstrumenter. Var det ikke lige fordi, at Clement sådan set helt selv har gjort opmærksom på denne interesse, ville jeg overveje, om jeg pacer ham.

Clement er også blevet god til at bede om ting, han kommer og tager os i hånden for at vise os ting, han vil, og jeg kan også bede ham om noget. F.eks. selv at stille sine støvler på plads. Han tager selv et glas vand, hvis han er tørstig, og er i det hele taget et ret selvhjulpent barn efterhånden. Han er også god til at tisse på potten omend han ikke synes at have nogen bevidsthed om at han selv kunne sige til lige før han skal tisse. Han er ikke nogen ørn til at tage tøj af og på. Alain er begyndt at træne dette med ham. Det skal han jo kunne inden maternelle.

Til gengæld er han ikke ret fysisk. Nogle gange cykler han i vuggestue om morgenen, men det er stadig mig, der skubber bagpå. Godt nok er vores by også en bjergby, men det går ned ad bakke, når vi skal derned. Om eftermiddagen henter jeg ham altid med klapvognen, han er lige stået op fra sin lur, når jeg kommer, og er stadig ikke helt vågen. Så går vi tur. Nogen gange med en anden kvinde fra vejen, Virginie, og hendes lille hund, Vasco. Som Clement synes er meget sød, men også har respekt for. Det er en livlig terrier.

Om lørdagen går vi til bageren og henter brød og brioche. På de gode lørdage møder vi Maëlys og hendes mor. Det er Clements lille veninde fra vuggeren, og hun kommer altid og giver ham et kys på kinden og kan ikke forstå, at hun ikke får et tilbage. Clement har nemlig ikke lært at kindkysse endnu. Jeg har sagt til Alain, at det kommer han til at træne grundigt med sin søn, for Maëlys forstår ikke, at Clement ikke kysser tilbage, og med god ret, for det bruger man jo her i Frankrig. Så nu er der kindkyssetræning hver aften. Smack.