Haute-Savoie

 

 

Haute Savoie betyder det høje Savoie. Her er Frankrigs højeste bjerg, Mont Blanc, og det ligger 35 km borte, fugleflugt.

Dette er udsigten fra den hylde vi bor på i en landsby med omkring 400 indbyggere. På to og et halvt døgn når vi både at se det skønne sted med og uden sne. Et normalt år ligger her store mængde sne.

Det er også Haute Savois flag broderet i korssting, en af venindens passioner.

 

Her er vejen, og huset til venstre er dér, hvor vi skal hen.

 

 

 

Vores venner bor i en meget stor chalet - traditionelt træhus - der rummer to familier.

 

 

Udsigten indefra og ud og udefra og ind...

Lørdag morgen tager vi på en lille sætertur. Vi skal op og finde lidt sne. Det er også heroppe, vi finder bunker af Haute Savoies stribede sten. Jeg samler naturligvis en flok at tage med hjem, og da vi er hjemme indeholder Clements ene jakkelomme også sådan cirka et halvt kilo sten, så jeg har åbenbart givet passionen videre for en tid.

 

 

I stedet kigger vi os lidt omkring i den øverste del af landsbyen, hvor de fine og for manges vedkommende nyrenoverede træhuse - chalets - er beboet af landsbyens indbyggere om sommeren.

 

 

Vandet i Haute-Savoie stammer fra kilder her fra bjergene og det bedste i Frankrig: Evian, Thonon med flere er lige om hjørnet. På toppen er det ganske gratis.

Om eftermiddagen kører vi op til skistationen Les Gets, så børnene kan kælke.

 

 

Søndag morgen kører vi ned til nærmeste storby for at købe avis, brød, postkort og lokale specialiteter: Skinke, ost, Pinot Noir. Bagefter hjem til frokost.

 

 

 

Søndag eftermiddags kælketur foregår oppe på bjerget, og vi skal køre derop med to af disse kabiner.

 

 

Dette er udsigten fra sådan en kabine. Eva synes, det er cool. Clement kan godt få lidt ondt i maven i begyndelsen. Vældig typisk for begge.

Sådan her ser der ud oppe på bjerget:

 

 

 

 

 

 

 

Så er der dømt kælkning for alle. Vores venner forklarer vores børn, hvordan de styrer slæderne bedst, og så er det ellers afsted.

Eva får våde sokker mere hurtigt, som hun plejer, og vi går afsted for at skifte. Jeg regner med, at turen nok snart er slut, som den plejer, når hun bliver kold, fordi hun bevæger sig for lidt.

Men det utrolige sker: Hun får smag for det. Faktisk bliver Eva helt vild med at kælke, og vi har aldrig set hende more sig så godt og så længe i sne. Det er hendes snedåb, og jeg siger til vores venner, at det er en stor glæde for mig, at hun har fået den netop sammen med dem, der jo faktisk er de første udover familien, der har passset Eva og Clement med jævne mellemrum. Faktisk fandt vi aldrig nogen afløser, da de flyttede.

 

 

 

 

Hjemlig hygge. Børnene hører vi intet til, når vi er i huset. De spiller, leger og snakker konstant på trods af aldersforskellen, der spreder sig fra 4 til 14 år.

 

 

Sidste aktivitet er at være med den yngste datter på besøg hos naboens køer og kalve af den lokale Abyndance AOC-race. Eva synes godt om kalvene.

Børnekor på Conservatoire

 

 

2. musikklasses første optræden på den store scene på konservatoriet. 2. og 3. klasse præsenterer sange, de har lært med korlederen. Skoleinspektøren - dette er en almindelig folkeskole - sætter sig med største selvfølgelighed ved flyglet for at akkompagnere de fire klaser, der tilsammen synger i en time.

Clement er ikke specielt duperet, de er selvfølgelig også mange, og han har prøvet at optræde før, omend på en meget mindre scene. Djembé-lærer Christian krævede til sidste koncert, at alle børn spillede en solo, hvilket da er noget når man er seks år.

Vi får kun bekræftet det indtryk, vi allerede har: Konservatoriet er et åbent og imødekommende sted, og vi er glade for, at Clement fortsætter sin musikuddannelse her.

Han tænder virkelig meget på det for tiden: Har skrevet et stykke musik ned, som hedder La ronde des crocodiles, komplet med noder, pauser, takt, lav og stigende styrke. Han er dog for genert til at vise det til sine lærere. Han traller glad do-re-mi, og de sange, han lærer til kor og til hørelære, der tilsyneladende ikke er noget plagsomt fag. Trommesættet elsker han, og marimbaen også. Den lille xylophon til hjemmebrug interesserer ham mindre, men det er den, som det er muligt at øve sig på herhjemme. Han eksperimenterer også en del på keyboardet.

Clements verden

Velkommen til Clements verden.

 

Den består primært af følgende elementer:

Musikinstrumenter: I dette tilfælde trommesæt, tuba og klaver, fordi det er de instrumenter, de tre kammerater på tegningen spiller på.

 

Vennerne er i dette tilfælde Victoria og Adib, og de er her i færd med en anden vigtig aktivitet: At spille Wii. Mon ikke det er Super Mario Bros? I deres hus mangler heldigvis ikke en eneste af de forskellige platforme, endda i samtlige generationer, såvidt jeg - ignoranten - kan overskue.

 

 

Diverse lege med pistoler, sværd og lignende er stadig populære i vores hus, og der er også en boks med missiler, pistoler og en computer med på tegningen.

 

Han har også forstået, at penge er vigtige for, at man købe de ting, man gerne vil have. Så er det jo praktisk med egen seddeltrykker:

 

 

Når penge ikke er noget problem, kan man jo heldigvis sagtens have et stort hus med platform til egen flyvemaskine. Hvorfor nøjes med mindre? Pengebilerne er også på vej for at levere flere sedler. Den dreng har virkelig tænkt på det hele.

 

Fodbold er ikke lige kommet på, men ellers mener egentlig at dette billeder dækker Clement interesser i verden ret godt.

Clement, syv år

 

 

 

 

Vi har fejret Clements syv års fødselsdag et par dage i forvejen.

Lys på kagen, der bliver ved med at tænde, gjorde en god effekt.

Clement fik en hel del Lego, som han straks kastede sig over, trods formaninger om hellere at lege med sine venner, mens de var på besøg. En hel del gav penge, og de vil formentlig komme til at indgå i et ret bekosteligt trommesæt, som vi regner med at investere i efter sommerferien, når Clement forhåbentlig har fået en lærer, som vi kan rådføre os med.

Så stor er han nu, at man kan give gaver på den måde. Men han synes godt nok umiddelbart stadig bedst om de gaver, der er til at føle på her og nu.

Selve fødselsdagen holder vi i England. Moster Hanne har lovet at bestille billetter til Warwick Castle, og der har vi tænkt os at holde picnic med champagne.

Vi vil tænke på jer, der er med, og jer, der ikke er med.

Clement og Eva laver pandekager med Mamie

 

Virkeligt store trommer

 

 

Vi har været til slagtøjskoncert med eleverne i percussion på Konservatoriet i Reims. Aldrig har vi set så mange og store trommer sammen på en scene.

Vi hørte fantastisk musik for primært slagtøj. Af blandt andet Carl Orff, og det bliver nu nødt til at anskaffe. Det var for fedt til ikke at høre selv.

Det var også ret stort at opleve de to slagtøjslæreres indlysende store entusiasme for musikken, eleverne og elevernes velbefindende på den store scene foran mange tilskuere, der ganske var eleverne overmåde venligt stemt som enten stærkt interesserede som os eller som venner og familie til de optrædende.

Da vi nu arbejder så meget vi kan på at få Clement optaget på slagtøj på dette sted, er det vigtigt for os at have en god idé om hvordan det er, hvordan eleverne er og hvordan lærerne er. Foreløbigt er det altså mere end positivt.

Vi er i færd med at udarbejde de nødvendige dossier, og venter nu blandt andet på hans klasselærers vurdering. Siden vil følge en prøve på konservatoriet, og i midten af juni kender vi resultatet.

Jeg har for længst indstillet mig på, at enten kommer han på en skole med musik eller også må vi gøre en indsats for at få ham optaget som elev på konservatoriet, hvilket også er en mulighed. Den tredje og dyreste mulighed er en privat musikskole. Men slagtøjet skal han have lov at prøve seriøst af. Så meget er sikkert.

Det er stort for Clement nu at kende nogle i det vi tidligere kaldte "musikkens store hus" og nu blot konservatoriet. Til koncerten optrådte f.eks Nicolas, som spiller på den store bas-tuba og som Clement har mødt adskillige gange under sine tre måneders introduktion til tuba. Han er nu i gang med horn, og kommer til at slutte af med obo. Ærgerligt nok er slagtøj ikke blandt tilbuddene for børn i hans alder. Men vi mener nu også, at vi har set rigeligt til at være 100 procent overbeviste om, at det er dér hans interesse ligger. Det vanskeligste er i virkeligheden at finde de to andre instrumenter, man også skal angive. Trompet er kommet sådan lidt ind fra højre, og den tredje er indtil videre basguitar. Det er ikke lykkedes at få ham til at vælge enten guitar eller kontrabas, men vi har en måned tilbage.

I øvrigt var det en ret god oplevelse at være til denne koncert og mærke, at det er muligt for os at gå til den slags med begge børn. Der skal ikke være dødsens tyst som til en klassisk koncert, man kan have selv små børn med, og de kan dermed få et forhold til, hvad musik er. Eva synes allerede nu, at det er sjovt at være på konservatoriet hver onsdag. Hun er glad for trompet, og dem ser vi en del af, da Clement fortsat er på messing-gangen.