Clements lektier

Næsten hver weekend får vi nu le cahier de vie med hjem. Vi - dvs. Clement - skal udfylde en side som lektier. Vi er jo moderne forældre, tror vi da selv, så vi lader ham jo stort set selv tage ansvareret for den side. Der er bare det, at Clements forslag altid er det samme: Trommer. Så nu prøver vi at variere fremtrædelsesformerne for trommesættet, så læreren Brigitte ikke tror, at vi er fuldstændig gak her i huset.

 

Trommesættet bygges op, tromme efter tromme limes på.

 

Til sidst tegner Clement de nødvendige trommestikker.

 

Og så er trommesættet færdigt. I morgen vil hvert barn fortælle om deres side til alle de andre. Idéen med denne side er netop at få børnene til at fortælle et eller andet med deres egen ord. Jeg ville give en hel del for at være flue på væggen og høre Clement berette om sin casse claire, tom, grosse caisse og cymbales.

Min viden indenfor fransk falder stadig i de besynderligste kategorier. De første ord jeg lærte, var madfransk, derefter babyfransk, så blev det vel lidt mere alment orienteret, og nu er jeg rigtig stærk i musikfransk.

Clement og Eva

 

 

 

 

 

Clement viser sin Cahier de vie - skolebogen til sande eksperter: Anne - (bonjour) - og Lisa, der har lavet det samme i tre år for tre børn... j'explique, qu'on a montré le cahier de vie à des vrais experts... bogen indeholder de småøvelser, som børnene laver i skolen - det er fotokopier, der bliver klistret ind - fotokopier med billeder af, hvad de foretager sig - udflugter til cirkus, kunstudstilling, vinmarker osv. - samt den side, vi udfylder herhjemme som lektier de fleste weekender. Temaet er som oftest musik, det er som om der i Clements begrebsverden slet ikke eksisterer muligheden af, at det han f.eks kunne tegne andet end musikinstrumenter.

De seneste uger er han begyndt at tegne instrumenter selv. Det er interessant nok at se, og han har ret godt styr på de forskellige grupper: Kontrabas er stor, han begynder med at tegne strengene. Cello er lidt mindre, med en fod man kan bruge til at regulere højden med og guitar og strygere har alle knapper foroven til at stemme strengene. Saxofon har knapper og så videre... det er faktisk imponerende. Og efterhånden også ind i mellem lidt anstrengende, for han taler faktisk stort set ikke om andet fra tidlig morgen til sen aften. I øjeblikket handler det meget om en kontrabas og en sousafon, vi skal købe, når Clement er så stor som Antoine eller Karen (man kan spille kontrabas når man er så stor som Antoine og cello når man er så stor som Karen) samt en stor bil til at køre dem i.

Han har i øvrigt også selv overtaget forvaltningen af Clements store musikbog, som er et hæfte, vi gennem nu et år, har brugt til at klistre billeder og fotos af musik ind i. Han lærer at klippe og klistre i skolen, og de færdigheder har han glæde af i forbindelse med bogen. Det betyder også, at siderne nu bliver udfyldt noget hurtigere end hidtil, så det er lige før, at vi skal i gang med bind 2 nu.

Vi er øvrigt også så småt begyndt at spørge efter en rigtig musiklærer til ham. I første omgang bliver det et besøg på konservatoriet, der har åbent hus i næste uge.

Og Eva... hun er en lille lunefuld person, hvad angår mad. Dvs. maden skal hun nok få guffet, det er værre med sutteflaskerne. Det betyder, at hun ikke får dækket sit behov i løbet af dagen, og det giver nogen rigtig trælse sovevaner. I øjeblikket vågner hun en gang i timen efter at være blevet lagt i seng kl. 8 og så kl. 12-1 stykker. I nat vågnede hun kl. 3.30 som i de gamle hårde dage.

Nå, men ellers er hun jo en lille præmiepige som hele tiden. Hun gider ikke ligge ned og lege mere, nu vil hun enten sidde i den høje Trip Trap stol eller på sit legetæppe omgivet af dimser, hun kan undersøge. Hun er så legesyg som en lille kattekilling og en populær baby, fordi hun er så smilende og aldrig græder.

Hun er også begyndt at prøve kræfter med keyboardet sammen med mig, og jeg er også begyndt at sætte musik på for hende, når hun sidder på legetæppet.

Hun sover udenfor i sin barnevogn, hvilket er chokerende for de lokale. JEg morer mig med at fortælle dem, at danskere lader deres børn sove ude, hvis ikke temperaturen kravler under minus 10 grader. En oplysning, der altid har en forrygende effekt af chok.

Men så længe hun overhovedet kan presses ned i den lille barnevogn, kan hun lige så godt udnytte den gode luft optimalt.

Godt at være to

 
Det er bare så hyggeligt om eftermiddagen i sofaen. Clement har en, der altid godt gider grine af lige meget, hvilke fjollerier han finder på. Eva har en at kigge på, der er i konstant bevægelse, om ikke andet så i hvert fald munden. Den står efterhånden kun stille, når han befinder sig i dyb søvn.

En for alle, alle for en

Vi er blevet indviet i fægtningens svære kunst af en vaskeægte-dame-musketér. Hvis der er nogen af læserne, der synes, det ser svært ud, så er det helt rigtigt. Hvor Marie-Clémence's bevægelser tog sig så elegant ud som ballet, kan man ikke med rimelighed beskylde hverken små eller store elver for det samme. Til gengæld blev der grinet rigtig meget.

Arrangementet foregik i Den danske Kirke i Paris's læsesal. Bonus var at møde organisten, der var så sød at fortælle og demonstrere sit flotte instrument for Clement, der også fik mulighed for at prøve at spille med både hænder og fødder og fik demonstreret sit kendskab til instrumenter ved at efterspørge forskellige lyder. Og hun havde skam de fleste i sine mange registre. Så jeg gætter på, at vi fra cirka morgen "...lige skal huske at købe et orgel." Ligesom vi ifølge junior også mangler nogle pauker, en "grosse caisse symphonique" og et par andre småting. Det mener vi ikke. Aftalen er nu, at det må vente til Clement bliver en stor monsieur. Så det venter han på nu.

Om der er blæst lidt musketérånd ind i ham ved jeg ikke. Men han syntes det var sjovt, og fandt sig også en lille hvidhåret kammerat på samme alder. De trehjulede cykler på den udendørs terrasse var et hit ligesom sidste gang. Det er snart et år siden, vi var til noget misslykket fastelavn, idet katten var slået af tønden, da vi ankom.

Mht til det der fægtning konstaterer jeg bare, at jeg har ondt i en eller anden muskel i nærheden af knæet i dag. Jeg vil også lige gøre opmærksom på, at grunde til at min ene arm stikker mærkeligt op bagved, er fordi, at sådan skulle man gøre. Nu hvor jeg ser billederne, kan jeg dog godt se, at det så lidt anderledes ud, når lærerne eller den lille hjælpelærer gjorde det. Men de har jo også lissom været der før. Det er i øvrigt organisten, jeg fægter med.

 

 

 

 

 

 

 

 

Juleaften

Juleaften foregår i Odense hos Solveigs forældre og søstre. Om morgenen pyntes juletræet, Mette besøger os. Clement er i Zoo - gratis adgang den 24. december - med moster Hanne og papa. Siden klæder vi alle om, går i kirke - de fleste - hvor vi sørme møder Suna, Karen, Mads og Sunas kusinemand og -børn, der er flyttet til samme kvarter. Vel tilbage får de små børn en gave, vi drikker champagne. Så spiser vi aftensmad, moster Fie vinder mandelgaven - snyd - vi tænder juletræ og synger de gamle sange. Den yngste vælger først, dvs Clement vælger På Loftet Sidder Nissen. Hans øjne stråler om kap med juletræets lys. Det er en stor glæde at se. Bagefter gaveudpakning, almindelig træthed og så i seng og være klar til resten af juleferien.

 

 

 

De små børn får en gave før alle andre, så er noget af spændingen udløst. Mest for Clement selvfølgelig, selvom Eva godt kan lide at nulre dukkens halstørklæde.

 

Vi får flæskesteg med det hele efterfulgt af ris à la mande. Hvis man skal gøre det forståeligt for en franskmand, skal man siger riz au lait, har jeg efterhånden fundet ud af.

 

 

 

 

Et juletræ har levende lys. I min familie går vi stadig rundt om det, mens hver især vælger en sang. Og vi kan sørme så godt lide at synge - nogen af os - at vi siddende snupper nogle flere sange. Det bliver rigtig træls for Clement og Eva om nogle år. Eller også kommer de også til at synes, at det bare er dejligt at synge. Jeg gør hvad jeg kan.

 

Og så er det tid til at pakke gaver ud. Dejlige ting til store og små. I min familie giver vi stadig hinanden gaver allesammen og til ikke på forhånd aftalt pris.

 

Eva har præcis den alder, hvor papiret for så vidt er mere interessant end selve gaven. Det får hun lov at leve ud. Hun er også begyndt med de tomme plasticflasker, der sådan set har holdt Clements interesse fangen fra cirka samme alder og til nu, hvor han godt nok leger mindre med dem, men han kan da stadig finde på at transportere tomme flasker på sin traktor hos Mamie eller at opmarchere dem i gangen. Verdens billigste legetøj. Dog ikke i de perioder, hvor han har tømt det dyre Vittel-vand i vasken - flaske efter flaske - for at få et ordentligt udvalg at lege med.