Skoleudstilling

To nøgleelementer i Clements første skoleår har været de tre udflugter til Commetreuil i nationalparken Montagne de Reims - efterår, vinter og forår - og poterie-timerne under keramiker Sophies kyndige instruktion og mange idéer.

Lørdag formiddag blev alle forældre, elever og søskende - tror vi - inviteret til at bese værkerne, købe kage, som de små bagte fredag sammen med hjælpelærer Pascale, og desuden se video fra naturdagene i Commetreuil. Ret imponerende, hvad læreren Brigitte har fået ud af de godt 26 børn, synes jeg.

I Commetreuil ligger denne fine belle epoque-villa. Her spiser man indendøre om vinteren, menuen faldt i Clements smag: Steak-frites og suppe. Forår og efterår er der heste, og man kan se vilde blomster, f.eks. de sjældne vilde orkidéer, man kan være heldig at finde i Montagne de Reims.
 

 

 

 

Disse udflugter kan lade sig gøre, fordi en håndfuld forældre stiller op hver gang for at ledsage. Jeg har allerede sagt, at jeg gerne tager med til næste år, hvor Eva er i vuggestue. Pudsigt nok deltager fædrene ofte i dagsudflugterne til Commetreuil, mødrene tager sig oftere af de kortere og mindre beskidte ture i cirkus, på kunstudstilling og til teater.
 

Hjemme på skolen bruger børnene de sager, de har fundet i skoven, til at lave alt muligt sjovt, der samtidig hjælper til at lære om årstiderne og naturen.
 

 

 

 

Og så keramik-klasse, som har kørt hver torsdag formiddag hele skoleåret. Vi har allerede fået og købt et par de rørende sager, men der er meget mere. En creche, et sneglespil, små dyr, et bogstavtræ og meget mere.
 

 

 

 

Brigitte fortæller i øvrigt en gang til, at det er en god gruppe børn, hvor de store og de små leger med og tager sig af hinanden på kryds og tværs, efterhånden som de har lært hinanden at kende.

Det er nu også tydeligt at se og høre, hvordan de små har vokset sig større, friere og mere modige i løbet af det år, der er gået, og også hvordan de store er blevet rigtig store og klar til næste skridt, næste skole. Børnene i mellemklassen er nok friest af alle, store nok til at vide, hvad det handler om i Maternelle, men endnu uden den tyngende viden, at til næste skoleår bliver det den store skole og rigtig alvor. Clement har i flere måneder glædet sig til at skulle avancere til moyenne. Jeg tror den eneste ko på isen bliver savnet af de grands, som han er glad for, og som ikke vil være der til næsten år.

Skoldkopper

 

 

Skolemøde

Vi har haft en snak med Clements lærer, Brigitte, igen. Alt går godt, siger hun. Han er en sød dreng, også i skolen, og godt med.

Hun fortæller, hvordan han har svært ved at klare det, hvis noget er forkert for ham, en handling, en sætning, han har brug for at få at vide af en voksen, at han har ret. Ellers bliver han helt ulykkelig og griber til tårer. Herhjemme græder han ofte, hvis ting ikke passer ham, selvfølgelig især når han er træt. Det sker ikke i skolen, siger hun.

Vi fortalte, at vi - efter Maternelle - regner med at finde en skole til ham i Reims, der har musik i fokus. Den ene af de skoler, vi har kikkerten, er god, siger hun. Den anden kender hun ikke.

Clement blander aldrig fransk og dansk, og han taler godt fransk, siger hun. Det hører vi også herhjemme.

Clements første Kermesse

 

 

 

Kermesse er den franske skoleafslutningen for de små i Maternelle-systemet (3-5 år) og de større i Primaire-systemet (6-11 år).

Clements klasse - petit section - øvede deres dans i løbet af ugen sammen med de moyen og de grand. Kostumet leverede skolen, og Clement prøvede igen og igen de gule bukser - "Se, mor, hvad vi skal have på til Kermesse". Aftenen før var han så spændt, at han først sov kl. 23, hvilket selv for ham godt nok er sent.

Selve showet foregår i forsamlingshuset med plads til de par hundrede forældre, bedsteforældre og andre klakører, der møder op til sådan noget. Man køber de to programmer ens eget barn har fabrikeret (en euro stykket), donerer de kager, man senere kan købe. Jeg fik ros for den banankage (tak Nikolaj Kirk), som jeg allerede sidste år skød ind i det gode formål. Pengene på kontoen bliver brugt til at betale for børnenes udflugter i løbet af året.

Showet - godt nok langt - varede fra kl. 14 til kl. 16.15, med pause undervejs. Maternelle begrænsede sig til to indslag og en finale, de andre klasser havde 2-3 indslag i form af sketches og sange. Jeg måtte gå hjem med Eva, der skulle sove, og gik glip af afslutningen: Lege, kagekøb og socialisering med de andre i skolegården.

Og hvad lavede de så, de søde små? Jo, først lavede de store en ur-og-kend-klokken-sang og dans. Så lavede alle tre klasser en slags dans sammen, hvor de store gik rundt på struktureret vis, mens de små sad ned i hver sin kulørte hula hop ring. Ind i mellem dansede de små en dekonstrueret abedans i midten, mens de store ventede siddende i en cirkel udenom.

Kors, hvor var de søde... jeg klarede mig dog igennem uden tårer.

"Se mor, der var mer' musik"

Den 9. juni var der folkefest i Reims, fordi TGV-tog'et, det franske hurtigtogs seneste linje, der forbinder Paris med Strasbourg med Reims i midten, blev indviet. Det blev bl.a. fejret med et kæmpeband, bestående af orkestre fra hele området, blandt harmoni-orkesteret fra Vertus, som vi oplevede til den store brandmandskongres i Soulières for tre år siden, og under ledelse af et knap 50 mand stort orkester fra Cuba. I alt godt 150 mand og damer var på scenen, de spillede cubansk musik, bl.a. selvfølgelig fra Buena Vista Social Club, og det gjorde de overraskende godt. Soli'ene blev selvfølgelig spillet af cubanerne, men helheden lød på intet tidspunkt som 20 forskellige småorkestre, der skal prøve at spille det samme. Det lød som en helhed, og det var jeg ret imponeret af. De har trods ikke brugt lang tid på at øve sig sammen allesammen.

Clement havde dog ikke tid til mere end tre numre, der var noget andet musik, han også lige godt ville have styr på. Det var desværre slut, da vi kom tilbage, og jeg måtte love ham, at vi nok skal tage til Reims flere gange i sommer og høre noget mere musik. På vej tilbage til bilen passerede vi Reims eneste punkcafé - det må det simpelthen være - hvor de havde dødsmetal på programmet, og fra vinduet til gaden superudsigt til trommeslageren. Så der hang vi ud en fem minutters tid, mens vi navngav alle trommerne til stor morskab for de punkere, der stod på gaden for at ryge. Og aftenens sidste kommentar fra Clement: "Kan du se mor, der var mer' musik".

 

 

Eva og Clement er for alvor ved at få øjnene op for hinanden og alt det sjov, man kan have i hinandens selskab. I øjeblikket, hvor vi har varmt vejr og legeteltene oppe i vores gård, morer de sig vældigt med at kravle igennem den forbindende tunnel og kaste bolde til hinanden igennem den.

 

 

 

Det er lykkedes at finde tid til at stille Clements fødselsdagsgave fra os og en hel del andre op. En stor trampolin, som han finder det forrygende at hoppe i. Den er stor nok til, at vi andre også kan øve os.

 

 

Jeg blev inviteret i byen for at høre noget meget avanceret moderne musik. Nærmest en serie lydinstallationer, udført af en gruppe klassiske musikere, herunder en percussionist, som vi havde rigtig fin udsigt til, så jeg havde god lejlighed til at studere, hvordan han brugte en violinbue til at file på sine bækkener og desuden på sine grotales, en slags metalskive af forskellig størrelse, der når man slår dem af giver en fin klingrende klar klokkeklang. Det lykkedes mig ikke at lokalisere deres lyd, når man i stedet filer med en bue. Percussionisten havde også en serie bols japonais, som han slog på med, hvad der mest af alt mindede om en morter i træ. Disse percussion-instrumenter er så forholdsvis avancerede, at jeg ikke engang ved, hvad de hedder på dansk. Her i huset jonglerer vi dog hjemmevant med deres navn, idet percussion jo har CLements store interesse.
Derfor afprøvede vi også dagen efter en glasofon, vinglas af forskellige størrelse med forskellig mængde vand i. Fugter man sin finger, og gnider vedholdende rundt og rundt på glassenes kant, giver de hver en forskellige tone, og man kan så spille musik på dem. Det tog Clement en hel dag at være i stand til at frembringe tonerne, men så var han til gengæld også tilfreds.
 

Første tur på skovstien. lidt af et job af få cykelen helt derop sammen med klapvogn. Også lidt af et job at overbevise Clement om, at han ikke kan cykle på stien til les faux, hvis hældning er noget i retning af 45 grader. Men så gik det også forrygende. Jeg glæder mig rigtig meget til vi kan begynde at cykle sammen.