Vinterbørn

 

 

Lærermøde

Møde med læreren.

Clement er en sød dreng, en social dreng, der taler pænt til og med de andre og ikke slår.

Han husker rigtig godt.

Han har stort set lært at holde på blyanten nu. Hmm.

Han laver sine ting.

Han er meget tæt på at kunne skrive sit navn.

Men

Han drømmer i stedet for at koncentrere sig om det hun siger. Nogle gange.

Han prøver hendes grænser. (Også mine, gi' lige et praj, hvis der er anden løsning end at blive ældre).

Facit

Jeg ved stadig ikke, hvad jeg skal tænke. Jeg kan virkelig ikke få brikkerne til at passe sammen. Når jeg ser ham i skolegruppen, virker han afslappet og glad. Det lyder som om han er god i skolen. Han laver det han skal godt. Men han siger dagligt, at han ikke kan lide at gå i skole, på det seneste har han byttet det ud med kantine. Måske er det bare noget han siger, han fortæller jo meget lidt.

Den famøse historie om slikket, han ikke fik, kunne vi ikke spørge til. Alain havde på forhånd sagt, at man ikke kan spørge til noget så konkret, med mindre en god lejlighed skulle byde sig. Jeg stoler ikke på min egen evne til at klare mig på fransk - kulturelt ikke sprogligt - så vi havde aftalt, at han skulle nævne det, hvis der kom en anledning. Det gjorde der ikke. Nu afventer vi lidt, om der kommer andre lignende hændelser.

Foreløbig ferie i halvanden uge uden alt det skolelort.

Clement fik ingen bonbon

I går efter en dejlig legeeftermiddag hos Eliot og hans mor - som jeg leger med - og hans lillebror - som stadig er for ung til Eva, trods alt, Martin er knapt tre måneder gammel - kom flg. grufulde historie ud af Clements mund.

Jeg fik ingen bonbon i dag, sagde han. Det var Lény eller Rémi eller Théo, en af de nye små drenge, der havde fødselsdag, og så plejer de alle at få en lille slik.

Men, siger så Clement om aftenen, jeg og Ambre fik ikke nogen, for vi lavede bruit - altså larm. Nå da, siger jeg så dybt undrende. Kan skolelæreren mon virkelig te sig så grotesk, at hun bruger fødselsdagsslik som straffemetode? Jeg vedddet ikke, vi vil prøve at få et møde med hende inden ferien på fredag, så vi kan få hendes version af historien.

Alain synes heldigvis også det er hårrejsende, og husker, hvordan læreren i hans skoletid brugte præmier som positiv ros, ikke inddrog ting som straf. Jeg har altid svært ved at forstå, hvilke hårrejsende ting jeg skal finde mig i, og hvilke jeg skal gøre oprør imod. Så det er sørme godt, at Alain og jeg er enige om det meste.

Clements tegning var i øvrigt heller ikke fin, siger han, mens Lucas var meget fin. Det hang sammen med, at Clement åbenbart lavede den tegning han havde lyst til at lave, men det var altså meningen at man skulle lave en bestemt form for tegning og ikke bare køre sit eget løb, som Clement gør.

Vi er med andre ord virkelig i gang med den virkelige skole, og ikke tre års introduktion til skolelivet, der skal være sjov og spændende, sådan som jeg ellers havde forstået, at Maternelle skulle være.

Det er lidt skræmmende, hvad der egentlig foregår på den skole. Vi er ikke længere sikre på, at det er det, der skal. Det er blevet så vigtigt, fordi vi nu har en dreng, der hver aften spørger, om han skal i skole i morgen, og siger, at det vil han ikke fire gange om ugen. Sidste år, hvor han havde en anden lærer, elskede han det, og det er derfor nærliggende at opfatte det som et spørgsmål om kemi. Øv altså.

Nu skal jeg ned og give Clement den bonbon han ikke fik i går.

Clements fornemmelse for musik 2

Vi har i øvrigt købt en ny musikfilm - "Piccolo Saxo" - en fransk/rumænsk produktion, der var oppe i biffen for et års tid siden. Det er en stor symfonisk fortælling om orkesterets forskellige instrumentgrupper. Der er en fin historie med et par instrumentbørn, der redder hele musikken for de andre. Onde værktøjer, der kun vil have computermusik og så videre. Når han ikke ser filmen, når vi ikke diskuterer hændelserne og personerne - dvs instrumenterne - i filmen, bygger han nu "Den Røde Vulkan" med sine duploer. De onde lever i midten, den symfoniske musik udfolder sig i amfiteatralske omgivelser for oven.

Clements fornemmelse for musik

Clements musikalske hukommelse imponerer mig ind i mellem.

I aftes spillede jeg fra Højskolesangbogen. Undtagelsesvis sang jeg til. "Jeg er havren" er så ukompliceret, at operationen næsten lykkes.

Clement, der var i færd med et eller andet i nærheden, sagde så, at det var den samme sang som i kirken med mormor. Og det var da sikkert rigtig nok.

For de to var i kirke en søndag morgen for at høre store orgel, det var høstgudstjeneste, og derfor meget muligt, at netop "Jeg er havren" har stået på programmet.

Men det er jo altså et par måneder siden nu, og han har ikke hørt sangen siden og kun sjældent før.

Han har i øvrigt lavet samme nummer med Griegs "Anitras dans", der er et af de numre, jeg ind i mellem prøver kræfter med. Han genkender den uden problemer i den orkestrerede version på CD. Om det er en cadeau til mig eller til hans musikalske hukommelse, ved jeg ikke. Det betyder heller ikke så meget.

Søndagsudforskning

 

 

 

På søndagstur udforsker vi Saint Nicaise, hvor de allersidste rester af Reims' middelalderbefæstning befinder sig. Området ligger cirka midt imellem champagnehusene Pommery og Veuve Clicquots omfattende domæner i udkanten af Reims.

Jeg lærte, at bydelen Saint-Remi, der har en meget smuk basilika af samme navn, oprindeligt var en selvstændig by. Da den og Reims begyndte at vokse sammen i 12-1300 tallet, begyndte kongen Philip den smukke at bygge de 6,5 kilometer lange mure med 44 tårne, der stod helt færdige i 1400-tallet. Imponerende.

Clement og Eva syntes godt om bakkerne, trapperne og legepladsen fra Kompan. Clement nåede at blive gode venner med en jævnaldrene pige, som vi mødte. Eva morede sig lidt med og over hendes babylillesøster, fire måneder og altså dermed en helt verden mindre end Eva, der er begyndt at interessere sig meget for babyer efter at hun er begyndt i vuggeren. Hun tilbringer stadig sine vågne timer sammen med babyholdet, så det stammer helt sikkert derfra.

Den lange vej til Amerika

 

Vi skal fejre Thanksgiving med vores venner i New York i slutningen af november. Billetterne ankom for et par dage siden. Jeg er derfor begyndt at forklare Clement lidt om, at vi skal afsted, at vi skal besøge hans ven, Flemming, og hans familie, og at vi - blandt andet - skal se store bygninger og gå på Brooklyn Bridge, idet drengen er vældig optaget af infrastruktur. Alain har forklaret ham, at man skal flyve næsten lige så længe for at komme til Amerika, som vi kører, når vi skal til Danmark. I stedet for at lave "dodo voiture", som det hedder hos os, skal han lave "dodo flyvemaskine". Altså sove i flyvemaskinen. I går begik han så denne tegning af flyvemaskinernes lange vej til de store bygninger i Amerika. Den stolte mor har selvfølgelig både nedskrevet værkets titel, ophavsmand, dato. Mangler vel egentlig kun at kontakte Louvre ;-)

Ren magi

Jeg har været på min første udgang.

Som ledsager af Clements klassekammerater i moyen section og petit section. De skulle med skolebus til Sillery for at se et magisk stykke torsdag eftermiddag. Det blev en interessant oplevelse.

Der har været lidt knas på linjen på det seneste. Clement har været ked af at skulle i skole om morgenen. Læreren har sagt, at han ikke hører efter, og ikke respekterer disciplinen, altså den orden hun prøvet at opretholde og skabe. Det har været at finde ud af, hvad det egentlig handlede om.

Udviklingstrin - altid svært - reelle problemer - at læreren er for skrap - at vi er for slappe. Eller noget helt femte.

Efter at have tilbragt en eftermiddag med rødderne slapper jeg noget mere af. Jeg kan se, hvor sødt og roligt Clement opfører sig, hvor urolige nogle af de andre er, så uanset om Clement er mindre nem end sidste år, nægter jeg at tro, at han kan være mere besværlig eller mindre lyttende end de andre. Omend det selvfølgelig er meget muligt at han er mindre afrettet, idet disciplin ikke er noget vi anvender i særlig udstrakt grad her i huset.

Eneste ændring er dermed, at jeg ofte gentager for ham, at han skal høre efter og gøre, hvad Brigitte siger, dels fordi hun bestemmer, dels fordi skolen så bliver et hyggeligere sted at være.

Tryllekunstneren var en vældig poetisk sjæl. Dansk for at det ikke skal være løgn. Uden tvivl den eneste danske tryllekunstner i Frankrig. Han hedder Kaare, og det synes jeg var den totalt rene magi at kunne gå hen og sige goddag efter forestillingen.

Gå, læse, bygge, feste

Vi arbejder ikke i vinen i øjeblikket, og har derfor tid til at se venner i weekenden. Torsdag var papa undtagelsesvis tidligt hjemme og var med i vuggestuen og hente Eva, der bagefter - næsten - selv gik med hen at hente Clement i skolen.

 

 

Jeg har indrettet en læsestol i vores stue. En dag kom Clement hjem og foreslog, at han skulle have en stol at læse bøger i ligesom på biblioteket i skolen. Da skolen i øjeblikket er en temmelig besværlig størrelse for ham og dermed også lidt for os, skyndte jeg mig at tage ham på ordet, og pyntede en af mine gamle lænestole med Clements tigertæppe, en kæleslange og lidt pudeværk, så nu er stolen dejligt huleagtig. Bagved, i de underste etager af min store reol, står et udvalg af Clement og Evas mange bøger. Den slags kan man ikke få for meget af.

 

 

Lørdag. Besøg af Susanne, Stephane, Alexis og Cléophée. Vi går tur i skoven, Eva demonstrerer hvor hård og sej, hun er på to ben. Bagefter får vi forstærkning af Thierry, Michelle, Théo, Aurel, Mathis, Anne, Patrice, Antoine, Lisa og Adrien, og så er hele stuen fyldt med børn, deres forældre, mad og champagne. Nå ja, og rugby i fjernsynet. Eva får dermed også sin første stammeoplevelse, og når det lige er rugby, det handler om, undgår man fuldstændig at komme i konflikt med placering af eventuelle nationale følelser, idet denne sportsgren mig bekendt stort set ikke eksisterer i Danmark. Så vi holder naturligvis alle med Frankrig, og som Anne siger senere på aftenen: Frankrig vinder altid, når vi bare ser kampen hos os. Foreløbigt holder hendes statistik: To gange ud af to mulige har Frankrig rent faktisk vundet, hvor vi sammen har set kamp hos os. Den anden gang var fodbold-VM. Ignorant som jeg er kan jeg ikke huske modstanderen. Men det står fast, at vi nu skal se næste rugby-kamp i Givry-les-Loisy hos Anne og Patrice på næste lørdag.

 

 

 

 

Øjeblikkets store hit her i huset er ellers Disney-filmen Cars, der er en vaskeægte roadmovie med biler på Route 66 i hovedrollerne. Clement elsker at spille Carses musik på elektrisk Duplo-guitar. Carses-musik er i øvrigt et soundtrack med ZZ top-lignende guitar-drenge og en mor, der synger.

Skoleskrupler

Vi har fået noget at tænke over med Clements skole. Man kan måske sige, at hvedebrødsdagene er forbi.

Sidste år var debut'en, og han elskede det hele året. I år, hvor maternelles ældste spor er rykket over sammen med den klasse, der ellers er et år ældre, er Clement nu i ældste klasse, og det synes han mindre godt om.

Der har allerede været en dag, hvor han blev skældt så meget ud, at han ikke havde lyst til at gå i skole næste dag. Han havde alle mulige undskyldninger, der ikke konkret havde noget med skolens indhold at gøre, og da jeg fortalte det til læreren næste morgen sagde hun bare, at hun godt forstod, at han ikke havde lyst i dag, og det havde intet med alt muligt andet at gøre, men handlede om, at han havde fået skæld-ud to gange for ikke at gøre som de andre.

Siden har han haft mindre lyst til skolen.

Læreren har også opfordret os til herhjemme at hjælpe ham med at lære at holde rigtigt på blyanten.

Det har jeg altsammen tænkt en hel del over, Alain ligeså, og vi er nået frem til noget i retning af, at vi er noget kede af hele udviklingen, som vi nok mest af alt mener har noget at gøre med at læreren er mindre presset i år, hvor hun kun tager sig af en klasse i stedet for to, og derfor har fået større ambitioner for de smås - altså Clement klasses - vedkommende.

Ingen siger nemlig, at de fire-årige skal lære at holde rigtigt på blyantetn i år. Sidste år skulle de først lære det samme i ældste klasse. Jeg mener slet ikke, at den lille barnehånd er fysisk udviklet til at hold rigtigt. Dertil kommer, at jeg selv har en hel del pinagtige minder om min klasselærers riven, sliden i mig for at jeg skulle lære det. Jeg lærte det aldrig, og jeg har altid skrevet alligevel omend - det indrømmer jeg - ret ulæseligt for alle andre end mig selv.

Jeg tror simpelthen at hendes krav ødelægger Clements glæde ved skolen. Han siger det til hende og hun siger til mig, at det giver hende "...mal au coeur". Hvor er det bare ærgerligt.

Nu har vi små snakke om hvorfor man skal gå i skole, hvorfor man skal lære noget, hvad man kan bruge læsning til osv.

Jeg tror også, at han forekommer hende lavt motiveret fordi han simpelthen er et helt andet sted i sin udvikling lige nu. Han har fundet sammen med Lucas og Eliot fra klassen til frokost i kantine og skolegård. De er rigtige drenge om jeg så må sige, slås indbyrdes, løber hurtigt og den slags, som Clement ikke har gjort ret meget. Nu er han med sammen med dem, og jeg tror simpelthen, at han mobiliserer alt for at indhente alt det forsømte på dette felt.

Dermed er der mindre plads til det boglige lige nu.

Alain mener, at Clement har brug for at demonstrere oprørskhed, at han keder sig, og at det altsammen bliver kanaliseret ud i øjeblikket.

Alligevel sidder han herhjemme for sin fornøjelses skyld - ingen opfordrer ham til det - og skriver bogstaver på små stykker papir. Som vi tidligere har set ham hente musikbogen for at tegne instrumenter af derfra, henter han nu sin børnecomputer for at se og høre bogstaverne på den. Ret systematisk af en fireårig, synes jeg, og igen, der er ingen, der har forklaret eller foreslået ham denne fremgangsmåde. Han har selv fundet frem til det, jeg roser ham for den gode idé, og så kører han ellers løs.

Jeg diskuterede i går alt dette med en fransk bekendt, der også er lærer. Hun sagde bare, at der vist var grundt til alt andet end bekymring med den form for systematik, Clement demonstrerer, og at det er komplet latterligt at bruge så mange kræfter på at holde på blyanter i maternelle-skolen.

På en eller anden måde må jeg navigere samme holdning og en fortsat respekt for Clements lærer, der jo ellers formår at have rigtigt godt styr på det hele og desuden skaber en behagelig stemning på skolen, hvilket jo er grundlæggende forudsætninger for at det hele fungerer.

La Rentrée

Clement er begyndt i skole, uden de store problemer.

Han var rigtig glad for at se sine små kammerater igen, spiser nu i kantinen, hvilket også forløber fint, og socialt set betyder, at han ser nogle af de store fra sidste år, der nu er flyttet over på den skole, hvor kantinen også er, og hvor de 3-11 årige kan spise kommunal frokost.

I år er der heller ikke længere nogen hvilepause, og vi kan godt mærke. at han er træt. I weekenden nærmest smadret over det hårdere program.

Da han til gengæld også henover sommeren er begyndt at interesse sig endog rigtig meget for bogstaver, er det dejligt, at det er nu, de også i skolen begynder at arbejde hermed. Brigitte, læreren, har opfordret os til at hjælpe ham til at holde rigtigt på blyanten. Det må vi så prøve: Den ene har aldrig lært det, selvom hun alligevel endte med at blive "noget med ord", den anden er kejthåndet.

Den halve lørdag er nu skoledag, og det er tilsyneladende den, der slår Clement helt ud. Vi tygger lidt på, om vi overhovedet synes, han skal afsted, da den er så hård for ham. Brigitte går tur med børnene i skoven, lange ture, op til fem kilometer, og det lader til at være for meget. Clement kan sagtens gå fem kilometer, hvis han har lyst, men spørgsmålet er, om han har lysten lige nu.

Sommerferie 2007

 

Årets sommerferie Danmark begynder hos mormor og bedstefar i Odense. Vi har siden påskeopholdet i april talt om sutten og om at den skal ind og hænge på Krea-butikkens suttetræ. Alligevel kom det vist bag på alle, at det skulle ske på feriens første dag. Clement fik til gengæld en musikbog, han længe gerne har villet have, og to musiksmølfer til sit orkester.

 

Dagen efter besøgte vi Robert og August og deres mor og far, Søren og Annette, på Tåsinge. Clement og Robert brugte hele eftermiddagen sammen på hyggelig vis på naboernes både og badebroer ned til Svendborgsund. Eva kravlede om kap med drengene, når de kørte hurtigt på diverse cykler.

 

 

 

 

Marianne, Allan og Tim, Jakob og Ellen holder ferie ved Sønderborg. Sjovt nok i Vollerup på en campingplads, der i dag findes i tilknytning til det, der engang var Als Husholdningsskole. Det er et sted, jeg aldrig har været, men jeg har hørt om det nærmest altid. For Als Husholdningsskole blev oprettet af min mormors store åndelige forbillede - det tror jeg godt jeg kan kalde Johanne Hansen uden at få vrøvl med nogen - min mormor kom der meget, min mor var køkkenpige der en sommer i 50'erne ("Det var hårdt arbejde").

Stuerne står stadig som i Johanne Hansens tid. Særligt at se for mig, fordi jeg har hørt min mormor fortælle så utrolig ofte om stedet og især om Johanne. Vi er også en tur i Sønderborg, hvor vi ser dronningens skib Dannebrog og en af de kanoner, der kæmpede for Danmarks sag, men blev tabt på Dybbøldagen, den 18. april. Vi kører forbi Dybbøl Mølle på vejen hjem - hvordan kan man andet? - og såmænd også Bøffelkobbel. En lille flække, jeg KUN kender til, fordi jeg boede i Sønderjylland i 1,5 år og derfor læste Holger Drachmans digt om det fattige par, der begravede en af de faldne danske soldater i deres lillebitte have. Huset og mindesmærket står der endnu, og det er så stort og dog så småt og meget dansk.

 

 

Moster Hanne holder fødselsdag i en spejderhytte i Marselis-skoven i Århus. Vi er med. Clement bliver hurtigt gode venner med jævnaldrende Mathilde. Eva nikker gerne en skalle, hvis der er nogen, der lige gider løfte hende op. Hun skal selvfølgelig også op i klatretårnet, jo højere, jo bedre.

 

 

Turen fra Århus til vores lejede sommerhus i Tisvildeleje giver mulighed for hele to ture med færger: Katamaranen over Kattegat fra Århus til Odden og den lille færge over Isefjorden fra Rørvig til Hundested.

 

Sådan ser vores sommerhus ud, det hedder Uro, hvilket jeg synes godt om, og ligger ikke i det rigtige romantiske Tisvildeleje men i det område, der hedder Godhavn. Vi har for langt til bageren, men ellers er alt perfekt, og det er et dejligt sommerhusområde, med en helt anden karakter end vi har prøvet før. På den måde giver hver sit ferieområde også hver sit udsnit af Danmark og dets befolkning, og her er vi helt klart blandt velstillede og afslappede akademikere - les bobos hedder de på fransk - hvilket er en sammentrækning af bourgeoisie og bohemien.

 

 

Ingen sommerferie uden i hvert fald et godt måltid mad. Vi får vores på den franskinspirerede bistro i Tisvilde. Fisk til en formue. I øvrigt er det et rart, afslappet sted med mennesker, vi føler os hjemme iblandt. Sådan er Tisvilde vel egentlig i det hele taget, ærgerligt det er så dyrt. Hotdogs med det hele er en anden ferieting, den snupper vi i Frederiksværk, hvor udvalget af smarte caféer er temmelig overskueligt. Den slags er ikke nået så langt vestpå endnu. Men pølserne fejler ingenting.


 

 

 

Vi besøger diverse lokale markeder, hvoraf man også tydeligt ser, at vi ikke ligefrem holder ferie i Pomfriten-land. Jeg har aldrig oplevet musik af denne elegante kaliber på et sommerferie marked. Godt nok er Kildemarked for kunsthåndværkere og har dermed en veldefineret målgruppe men alligevel. Loppemarkedet ved Tisvilde Station er også en oplevelse og igen, aldrig har jeg set så meget second-hand tøj fra de nye københavnerdesigneres seneste kollektioner.

 

 

 

Vi får dejligt mange gæster i sommerhuset, blandt Pernille, der nu bor i Rågeleje og har mødt sit livs Jørgen, Peter, Anne-Mette og Bjørg, Kaj og Charlotte og Augustine.

 

Allerede den første dag får vi besøg af Peter og Anne-Mette og Bjørg, og stifter bekendtskab med visse problemer i at nå vandet, når man ferierer i Tisvildeleje. Strand og vand gemmer sig for det meste nedenfor en høj klint, så man skal først finde stier og trapper, hvoraf nogle af de offentlige er aflåst, derned. Men det lykkes, og vandet er klart og rent og godt.

 

 

 

Vi besøger Kronborg, det skal man vel mindst en gang. Borgen er fin, kanonerne flotte, vandet er blåt, vi kan se til Sverige, men kasematterne nægtere Clement simpelthen at begive sig ud i, og han er heller ikke meget for Holger Danske. Måske fordi jeg meget pædagogisk har fortalt ham, at Kronborgs spøgelser sover om dagen: Så bare rolig min dreng. Ingen havde til gengæld nævnt noget om kæmpen nede i den fugtige kældre, kun oplyst af noget der skulle ligne gammeldags gaslamper. Kasemat-turen kan anbefales hvis man har lyst til lidt uhygge ved højlys dag. På vejen hjem mod Tisvilde passerede vi Søborg, en købstad og et voldsted fra middelalderen, der i dag er stort set forsvundet. Tankevækkende: Som et velplaceret Memento Mori smask midt i grønsværen og den tidligere søbund. "Som du er nu, var vi engang. Som vi er nu, skal du blive."

 

 

Musikhistorisk Museum er et must med rock og rul i. Problemet - i hvert fald mit - er mit allerstedsnærværende baggrundskor, der lyder "rør ikke her, rør ikke der, du må kun røre ved instrumenterne i legerummet, HVIS DU IKKE HØRER EFTER NU, GÅR VI STRAKS".

Clement elskede det, og resten af ferien - cirka tre uger - spurgte han stort set dagligt om vi snart skulle hjem. Han ville lave musikmuseum på sit værelse, og det har han også gjort, og han snakker om det, samt at der er spectacle på fredag og endelig at han godt snart vil på Musikmuseum igen.

Om eftermiddagen og aftenen besøgte vi Bjørg og hendes forældre i Kastrup. Hun havde sørme også fået en stor trampolin, hvor heldig kan man være?

 

 

Stranden i Rågeleje er fyldt med sten, det er for køligt til at bade, i hvert fald for os, men dejligt vejr alligevel. Vi går også tur i Heatherhill, nogle fredede lyngbakker mellem Rågeleje og Tisvilde. Det vil sige, en utrættelig Clement løber op og ned af de pænt høje bakker.

 

 

Vores strand er opstået bag en stribe store sten, der er lagt ud som bølgebrydere. Et fint og ret lokalt badested, her kommer ingen endagsturister, til gengæld skal man ned af en 120 trin stejl trappe. Denne sten ligger på stien, der fører ned til vores lille strand, med den høje og stejle trappe og de små badebugter bag de rækker af store sten, der bryder bølgerne. Clement skal op på stenen hver gang vi passerer den, naturligvis, og han er lige glad for at besejre den hver gang.

 

 

 

 

 

 

Vi kommer ud på noget af en vandring i Tisvilde Hegn, Danmarks femtestørste skov og dne føles bestemt også sådan. Det tager os tre timer at nå frem til Troldeskoven af nærmeste omvej. Vi skal også lige se en bautasten, der tager en hel del tid at finde, nogle gravhøje og lidt diverse. Clement vandrer i fire stive timer stort set uden at kny, ret imponerende. Det er i øvrigt en meget smuk og varieret skov, så hvis man endelig skal gå vild - vi gik efter et kort, der ikke passede - er det et velvalgt sted at gøre det.

 

 

 

 

 

Vi besøger Knud Rasmussens hus i Hundested med superflot udsigt over Isefjorden, varde bygget af sten hentet forskellige steder i Grønland og en fantastisk mandehule, hvor Knud trak sig tilbage for at skrive sine mange bøger. Se det! Samme dag så vi økologisk landsby lige udenfor Hundested, Dyssekilde eller sådan noget, jorddomen var det suverænt mest utroligt udseende hus, men også her i Frankrig taler man da om fortidens troglodyt-boliger - huler, der udnytter varmen godt, fordi de er kølige om sommeren og lune om vinteren.

 

 

 

Frederiksværk er et spændende sted. Krudtfabrikken er 200 år gammel, og et vaskeægte industriminde fra industrialiseringens tidlige fase i Danmark og i det hele taget. Den har fungeret til en gang i 1960'erne og med forbavsende få ulykker. Ret spændende at se. Clement synes selvfølgelig godt om vandet, der kommer fra en kanal gravet fra Arresøen og hertil. Bagefter ser vi Gjethuset, en flot bygning fra samme tid, hvor der har været kanonstøberi.

 

 

 

 

 

 

 

Besøg af Hanne, Klaus, Josefine, Isabella og Pauline. Først så vi kattekillinger og meget mere hos økomamma Camilla Plum på Fuglebjerggaard tæt ved Tisvildeleje, bagefter havde tvillingerne lovet at lære Clement at bade, og det var de rigtig gode til. Fra og med denne sommer er der ikke mere frygt men tværtimod glæde over at kaste sig i det danske hav. Vidunderligt. De lærte også Clement at lege postkontor, og Hanne var imponeret over Evas stærke trang til selvstændighed: Der går ikke lang tid, før det er hende, der får ham til at hyle. Næh, der var vi allerede så småt i sommer, det er ikke blevet mindre sidenhen, to måneder efter. Jeg har altid undret mig lidt over de familier, hvor en lillesøster stikke storebror et par flade, og så hyler han. Det har jeg lagt helt bag mig, efter at det også er realitet og barsk nutid i vores hjem.

 

 

 

 

 

Tisvilde er et sted med sin helt egen lokale helgenlegende, undergørende kilder tilbage fra oldtiden - navnet kommer Tyrs væld - og den dag i dag med diverse New Age hang-outs. Sankt Helene-centeret har dog måttet overgive sig og skiftet New Age festivalerne ud med ferielejligheds-udlejning til hele familien. Men altså Helene gik omkring i Sverige, mødte nogle røvere, der slog hende ihjel, kom sejlende til stranden ved Tisvilde på en stor sten. Da hun blev båret op af lokale for at blive begravet delte klinten sig i to - kildeskåret hedder det i dag - og en Sankt Helene kilde sprang herfra. Legenden er så, at syge skal hente vand her Sankt Hans nat og tilbringe denne nat på Helenes grav. I kildeblokken under det lille hus med det spidse tag lagde man penge som tak. Jeg ved ikke, om vi skal lægge noget i, at Helene Kilde nærmest var skyllet bort af den danske sommer i de dage, vi var på besøg.

 

 

Vi får besøg af Vibeke, Hakon med Hjalte. Eva gør, hvad hun kan for at stjæle hans sut.

 

 

 

Karen, Mads og Suna besøger os nogle dage, Anders henter, så ham får vi også lige hilst på. Det mest mindeværdige er nok vores besøg i Troldeskovens, Tisvilde Hegn, mere pikante hjørne. Både Suna og jeg har undervejs bemærket en ungersvend med bar overkrop men ikke hæftet os noget videre ved det, før vi møder noget, der ligner stærekasser, åbner og finder brugte kondomer deri. Umiddelbart derefter møder vi endnu en ung mand i Pan-kostume og så en mere og så er de væk, og så falder tiøren tungt, mens vi grinende forklarer børnene, at der vist alligevel ikke er flere sjove træer længere inde, så måske skal vi bare gå tilbage. Vi er landet midt lige midt i et af de steder, hvor storbyens bøsser mødes i det fri.

 

 

Mormor og bedstefar kommer en fem dage tid, og gør blandt andet en stor indsats for at træne Clement i sæbebobler. Noget han har været konsekvent interesseret i og bange for de sidste to-tre år. Det ser ud til, at bedstefar får han til at overvinde sin frygt.

 

 

 

Vi går en tur i Tibirke Bakker, et klassisk dansk ferielandskab for fortidens bedre borgerskab. Her er skønne lyngklædte bakker, gamle stengærder, rækker af hundredeår gamle egetræer og spredt og diskret, stråtagsbeklædte sommerhuse af den afslappet, rige slags. Fra toppen af bakkernes højeste punkt kan vi se Arresøen, lyngen blomstrer og Clement finder vilde brombær.

 

 

 

Vores sommerferie slutter i Odense. Vi ser H.C. Andersen-teater, som er overraskende charmerende. Med de kendteste af eventyrerne sat rapt sammen, på flere sprog, og med nogle sangnumre til playback. At Clement syntes, det var dejligt, var der ingen tvivl om, og som det ses fulgte alle interesseret med. Eva blev bestukket med beskøjter. På vej tilbage så vi et hidtil ukendt instrument. Det hedder en hong, er håndlavet i Schweiz, bare seks år gammelt, og med en ret interessant klang af både slagtøj og en form for strengeinstrument. Det betjenes med hænderne. Der skal efterhånden tænkes ret kreativt for at finde noget, vi ikke umiddelbart kan navngive. I ferien har vi føjet rumstérstang og pv-i-røv-hest til repetoiret, men denne her hang var et nummer for eksotisk. Nu kan vi også den. Hør hvordan den lyder her.

 

 

 

 

De sidste dage i sommerferien hygger Clement sig med mormor. Hjælper i haven, er med til høstgudstjeneste i kirken, med lejlighed til at hilse på orglet og organisten, besøg i en ordentlig musikbutik med bedstefar, hvor vi tjekker priser på små akustiske guitarer og high-hatte og desuden bliver introduceret for begrebet elektroniske trommer, der i takt med stigende kræfter kan blive interessant for os. Clement og mormor læser bøger, og jeg er en halv dag i København for at se Julie blive ordineret som præst i Københavns Domkirke. Som det fremgår sammen med en masse andre mennesker og præster. I alt syv bliver ordineret denne aften. En speciel aften med en speciel stemning, synes jeg, denne indvielse ligner i hvert fald ikke nogen andre kirkelige handlinger, jeg har overværet. Næste morgen flyver vi tilbage til Frankrig uden problemer, efterhånden svare den flyvetur til at tage bussen, det kræver blot at tasken er en hel del bedre organiseret.