Clement krydser

 

Første skoledag

Clement er begyndt i CP.

Han drøner glad i skole, og når jeg går forbi skolegården kan jeg se, hvor alle CP-drengene hygger sig sammen. De leger fangeleg under skrig og skrål og glade grin.

Vi ved indtil videre ikke så meget om, hvad de egentlig laver. Men første dag - i går - kom han da hjem med et hæfte med ugens fem dage, hvori var noteret - med Clementes egen skråskrift - sport. De skal åbenbart have gymnastik fredag morgen, og der var også sat en besked ind om, at børnene skulle have gymnastiktøj på.

Her sætter min manglende kulturkendskab jo så ind. For skal gymnastiktøjet så anbringes hjemmefra, klæder de om, eller ej. Nogle unger kom i skole i gymnastiktøj - damn så fik jeg ikke den rigtig - og jeg gav Clement hans tøj med i skoletasken. DA jeg passerede ved frokosttid, kunne jeg se flere stadig iført gymnastiktøj og Clement stadig iført sit tøj fra i morges. Hvilket næsten nødvendigvis må betyde at de ikke bader efter gymnastik, og så i stedet går med det klamme tøj resten af dagen. Hmmm.

Man kan spekulere sig trekantet over, hvad der er rigtigt at gøre.

I listen over ting, der skulle med i skoletasken, var blandt andet markeret en lille æske eller dåase type bonbon. Betyder det så, at det skal være præcis sådan en, eller kan en anden, for eksempel type tupperware, også bruges. Eliots mor kom med en længere redegørelse - ved skolestart i går - for, hvordan hun havde overvejet frem og tilbage og var endt med at købe en æske type bonbon inklusive bonbon, de ikke spiser. Hun arbejder endda og meget, så det er alt i alt meget betryggende for mig, hvis jeg ind i mellem føler mig fortabt i den slags latterligheder. I det mindste er jeg ikke alene, almindelige velintegrerede franskmænd med jobs kan også miste enhver fornuft i den slags spekulationer. Vi vil jo så gerne gøre det godt og rigtigt for vores børn.

Børnene har også fået udleveret en kontaktbog, nu venter jeg spændt på resten.

Trommesolo

 

Jeg har ofte skrevet om Clement og musikken. Godt nok er jeg også mor. Men jeg bliver både strålende glad for og fascineret over hans rytmiske talent. Min eneste andel har været at nære interessen med stadigt nye vinkler, der har kunnet indfange ham fortsat.

I sommerferien blev det Karin - tak igen - der med en lille sjov dims gav sit bidrag til musikken. En USB-nøgle i form af en mikrofon, som begge unger meget fornøjet har optaget alt muligt skrald på lige siden.

Clement lovede at optage en trommeting. Den kommer her, og den er lang... I ved... når trommespillere ryger ind i deres eget hoved, kan der snildt ryge 10 minutter... den har Clement luret i en alder af seks.



Karin - og alle andre radio-, tv- og lydmennesker helt generelt - Clement og jeg har stadig en lille snak om overstyret lyd til gode. Det gælder forresten trommeri helt generelt, der ikke ligefrem fremmer Alains og min interne samtale, der i forvejen er forstyrret af, at vi samtaler på vores andet-sprog, og desuden begge er halvdøve.

Bedste venner

 

Clements bedste ven i klassen er Eliot, og det har det været længe efterhånden.

Aldrig når de at lege nok, lige meget hvor mange timer i træk, de er sammen. De store fælles interesser er at bygge lille-Lego og lege med Playmobil.

Noget med musik

 

 

 

Juni måned har budt på flere musikalske stunder.

Musikpædagogen Lucie er ikke en, der hverken tegner eller fortæller om, hvad hun egentlig foretager sig med ungerne hver onsdag mellem kl. 11 og 12. Man må tage det, som det er.

En gang om året holder hun åben time, og så har man en chance for at komme med ind i denne hemmelige have.

Clement har gået hos hende i to år, og ikke én eneste gang har jeg hørt ham sige: Jeg har ikke lyst til at komme til Lucie i dag.

Han har kunnet reproducere øvelserne hjemme ud fra de tegninger, der hver onsdag er dukket op i musikbogen, som kun udfyldes hos Lucie.

Det har også bragt ham i stand til at akkompagnere skoleafslutningen med guiro, hvilket jeg var fantastisk stolt over - mit morhjerte svulmede totalt over - tænk engang denne lille dreng foran så mange mennesker med sin guiro. Ifølge læreren Brigitte fandt han selv ud af at lave sit akkompagnement, og det gik siden op for mig, at det selvfølgelig er hos Lucie, han har prøvet at lave forskellige lyde på den, og derfor faktisk var i stand til at gøre noget med den helt på egen hånd.

Det må jeg huske at fortælle Lucie, der heldigvis nu er dukket op i periferien som bekendt til en veninde.

Christian imponerede mig også - igen - til djembe-afslutningen ved at spørge samtlige børn - Clement, Fantine, Antoine og Shana - hvad de synes var godt ved kurset, hvad de synes var dårligt, og om de kommer igen næste år. Han fortalte også, hvad han selv synes.

Det glæder mig altid, når børn bliver behandlet som alle andre personer, og det er bestemt ikke givet her i Frankrig. Men hvis bare nogle af de lærere, der er i ens barns liv, gør det, er det vel allerede et stykke af den gode vej.

Forældrene til disse djembe-børn er også alle interesserede i at gruppen hygger sig, fortsætter og at hygge sig med de andre. Alt sammen meget rart, og noget jeg kun meget sjældent er stødt på her, og derfor værdsætter så meget mere.

Så nu må vi intensivere mulighederne for at finde et bedre øvetidspunkt onsdag end aftenen, der har været hårdt for Clement.

Mittelrhein

Vi tilbragte Himmelferien i Mittelrhein nær Mainz og Koblenz i det sydvesttyske. Et meget skønt sted med dejlig vin, en skøn Rhin, fyldt med maleriske borgruiner, middelaldrende landsbyer, høj sol og meget mere.

 

Lars viser de stejle skifferskrænter med Riesling-druer i Mittelrhein frem. Om aftenen smager vi frembringelserne.

 

Sagnkvinden Loreleis klippe.

 

Vivi fortæller historien om Lorelei, mens vi sejler forbi den imponerende klippe.

 

 

 

En sejltur på Rhinen fra Bacharach til St Goar med en meget imponerende borgruin er ligesom at sejle gennem den tyske del af minibyen i Legoland. Eller en tur gennem Märklin land, komplet med passagertog, godstog, masser af tunneller, bjerge og masser af tog.

 

 

 

 

Vi kører forbi Tysklands ældste by, Trier, på vejen tilbage. Spændende. Vi spiser sandwich i skyggen af den romerske byport Porta Nigra og ser Basilikaen, der går for at være den ældste overlevende bygning fra Antikken. Den er stor og besynderligt nok bygget sammen med kurfyrstens rokokopalads.

Clement, 6 år

Vi holder Clements seks års fødselsdag i flere omgange: Første for familie og venner i Soulieres. Det foregik søndag, altså to dage før, for at også Mamie, der skal på rejse senere på ugen, kan være med.

 

Fra Mamie er der et Lego-skib, som Clement har ønsket sig meget længe. Så har han det at bruge formiddagen på, indtil gæsterne kommer.

 

 

Vi lægger ud med en hel del champagne og snacks i gården, bagefter spiser vi indenfor, gravet laks fra Danmark, som er populær og en tunfiskeret fra Antillerne, der også glider ned.

 

Undervejs eksperthjælp fra Lisa og Adrien til at bygge blandt andet et par nye Playmobil-ting.

 

Til sidst kagerne, brunsviger og "Den du ved nok", der hos os hedder Julies kokoskage - tak Julie - som den store og den lille Alexis, Clement, Cleophee og muligvis også af og til Eva pynter efter alle kunstens regler sammen med mormor.

Hos os er slikket Smartikes, skumfiduser og vingummibamser, og Eva gør dybt indtryk på alle tilstedeværende ved med stor træfsikkerhed at rydde alle brunsvigerstykker for Smarties. Men hun er jo også seks år nu, siger hun selv.

 

På selve dagen begynder vi med lys, flag og pakker på bordet.

 

 

I skolen er der kager og slikposer til alle. Hjemme går Clement i gang med at bygge skib først med sin bedste ven Eliot, bagefter overtager mormor.

Clement har bestemt aftensmaden: Pølser, fritter og agurk. Den er Eva helt med på.

 

 

 

Hvem har egentlig bestemt, at man ikke kan spise pølser med ske. Eva ved heldigvis det hele selv.