Karneval i Soulieres

 

 

Alain og børnene har gået karnevalstur i Soulières. Godt nok en lille landsby, men den tager tre timer at gennemvandre.

Stort fremskridt i forhold til sidste år er, at Eva i år gik selv.

Det er ved denne lejlighed, at børnene samler slik ved hvert hus, der resulterer i en slikpose til hver, der er så stor, at den hos os varer hele året. De får også småpenge, og de går til skolens arbejde.

Pariserforår

 

Forleden weekend var vi i Paris.

Vi spiste madpakke i Jardin des Tuileries med Louvre i baggrunden. 30 meget parisiske minutter, inden vi skulle videre for at møde mødregruppen foran den gamle opera, Garnier.

Lidt af en arkitektonisk flødeskumskage.

 

Her et parti fra den store trappe, der er bygget til at iscenesætte ens entré.

 

Loungen, hvor det bedre borgerskab kunne tilbringe pausen lader ikke Versailles noget tilbage, hvad guld angår, men det er også meningen, fik vi fortalt.

 

Men det er her, det foregår. Scenen, som ganske vist kun udgør et mindre areal i det meget store bygningsværk. Den er holdt i rødt og guld, som den slags er.

 

I dag bruges den mest til ballet. Operaerne bliver oftest præsenteret i den ret nybyggede Bastille-opera.

Malerierne i loftet er af Marc Chagall.

 

Men dagen bød nu i øvrigt på mest musik på trappen foran operaen.

 

 

Bandet mindede os så meget om gamle kendinge fra Reims, men det var ikke Doctor-bandet - medicinstuderende fra fakultetet i Reims - men derimod arkitekturstuderende fra Paris, med nogenlunde samme instrumentation.

Jeg finder det i øvrigt imponerende med det forholdsvis store udbud - lader det til - af folk, der spiller godt nok til at stille sig op i denne form for bands med striber af velspilede evergreens. Måske ikke så overraskende i Paris, men Reims er trods alt en by på størrelse med et sted mellem Odense og Århus, og her tæller bandet en 20-30 af gode grunde skiftende medlemmer, da medlemmerne er studerende.

Mit gæt er, at svaret ligger i den forholdsvis seriøse musikundervisning, hvor man bruger en hel del timer om ugen på at lære at beherske sit instrument.

Haute-Savoie

 

 

Haute Savoie betyder det høje Savoie. Her er Frankrigs højeste bjerg, Mont Blanc, og det ligger 35 km borte, fugleflugt.

Dette er udsigten fra den hylde vi bor på i en landsby med omkring 400 indbyggere. På to og et halvt døgn når vi både at se det skønne sted med og uden sne. Et normalt år ligger her store mængde sne.

Det er også Haute Savois flag broderet i korssting, en af venindens passioner.

 

Her er vejen, og huset til venstre er dér, hvor vi skal hen.

 

 

 

Vores venner bor i en meget stor chalet - traditionelt træhus - der rummer to familier.

 

 

Udsigten indefra og ud og udefra og ind...

Lørdag morgen tager vi på en lille sætertur. Vi skal op og finde lidt sne. Det er også heroppe, vi finder bunker af Haute Savoies stribede sten. Jeg samler naturligvis en flok at tage med hjem, og da vi er hjemme indeholder Clements ene jakkelomme også sådan cirka et halvt kilo sten, så jeg har åbenbart givet passionen videre for en tid.

 

 

I stedet kigger vi os lidt omkring i den øverste del af landsbyen, hvor de fine og for manges vedkommende nyrenoverede træhuse - chalets - er beboet af landsbyens indbyggere om sommeren.

 

 

Vandet i Haute-Savoie stammer fra kilder her fra bjergene og det bedste i Frankrig: Evian, Thonon med flere er lige om hjørnet. På toppen er det ganske gratis.

Om eftermiddagen kører vi op til skistationen Les Gets, så børnene kan kælke.

 

 

Søndag morgen kører vi ned til nærmeste storby for at købe avis, brød, postkort og lokale specialiteter: Skinke, ost, Pinot Noir. Bagefter hjem til frokost.

 

 

 

Søndag eftermiddags kælketur foregår oppe på bjerget, og vi skal køre derop med to af disse kabiner.

 

 

Dette er udsigten fra sådan en kabine. Eva synes, det er cool. Clement kan godt få lidt ondt i maven i begyndelsen. Vældig typisk for begge.

Sådan her ser der ud oppe på bjerget:

 

 

 

 

 

 

 

Så er der dømt kælkning for alle. Vores venner forklarer vores børn, hvordan de styrer slæderne bedst, og så er det ellers afsted.

Eva får våde sokker mere hurtigt, som hun plejer, og vi går afsted for at skifte. Jeg regner med, at turen nok snart er slut, som den plejer, når hun bliver kold, fordi hun bevæger sig for lidt.

Men det utrolige sker: Hun får smag for det. Faktisk bliver Eva helt vild med at kælke, og vi har aldrig set hende more sig så godt og så længe i sne. Det er hendes snedåb, og jeg siger til vores venner, at det er en stor glæde for mig, at hun har fået den netop sammen med dem, der jo faktisk er de første udover familien, der har passset Eva og Clement med jævne mellemrum. Faktisk fandt vi aldrig nogen afløser, da de flyttede.

 

 

 

 

Hjemlig hygge. Børnene hører vi intet til, når vi er i huset. De spiller, leger og snakker konstant på trods af aldersforskellen, der spreder sig fra 4 til 14 år.

 

 

Sidste aktivitet er at være med den yngste datter på besøg hos naboens køer og kalve af den lokale Abyndance AOC-race. Eva synes godt om kalvene.