Clement er glad igen

Efter ferien er Clement i topform.

Han er glad efter det meste af to måneder at have været meget ked af skolen. Eller af læreren. Eller af formen. Det har været svært for os at finde ud af, og vi er endt med noget i retning af, at det måske dels har kedet ham, dels at han har svært ved at acceptere sin knaldstrukturerede dag, hvor alt er programsat fra kl. 9 til kl. 16.30. Det har vi ikke kunnet gøre så meget ved, udover at holde onsdag, lørdag og søndag helt fri for den slags.

Nu er han glad igen. Måske har han vænnet sig til det. Accepteret det. Måske er han blevet det ældre, der var brug for. Måske. Måske. Måske. Som forældre kan man kun gætte og håbe på, at man gætter rimelig godt, for det er svært for en fireårig at forklare. Især da, når man som Clement også lige skal oversætte for sin mor, der desværre kun taler dansk. Med ham i hvert fald. Og foreløbigt stiller han ikke spørgsmålstegn ved det. Ikke engang selvom han kan høre, at jeg taler fransk med Eliots mor, med læreren og hvem, jeg ellers har brug for at udveksle et par sætninger med på vej op og ned ad trappen til skolen.

Hernede siger de, at det er slemt, hvis man ikke er glad i maternelle - det er Clements skoleniveau - for det sjovt, bagefter er det kedeligt resten af tiden. I maternelle leger man stadig osv. Den slags udtalelser kan godt chokere mig temmelig grundlæggende, og få mig til at frygte, at hvis man får sin uddannelse i Frankrig, så kan man da virkelig ikke bruge den andre steder, for man lærer kun at skrive af fra tavlen. Til gengæld kopierer de små frøer løs med den skønneste håndskrift for det har de trænet siden fireårs-alderen. Alle andre bruger en computer. Ak. Ak. Ak. At de hugger alle andres idéer er tydeligt, når man kigger kataloger, dameblade med videre. Dem om det. Mine børn skal bare helst ikke udsættes for det. Så jeg fintænker en del over, hvor mange procent påvirkning, der er tilbage mig og Alain, og om det er nok, når kammeraterne og skolen har taget deres del.

Onsdag havde jeg lige lejlighed til at snakke med kusinerne på snart 8 og snart 10 om skolen. Ikke sjovt for dem. Ikke sjovt at høre om. Man sidder på sin flade og skriver, må ikke snakke, har få pauser, hvor man kan røre sig lidt. Og sådan fortsætter det. Siden samme aften talte jeg med en veninde, der fortalte mig, hvordan hun virkelig havde tænkt over en dansk kusine med samme uddannelse som hende selv, der talte om, at det var sjovt at gå på arbejde. Sådan oplevede hun det slet ikke selv, heller ikke som noget der kunne være en del af at gå på arbejde: At man også skal have det sjovt. Trist.

Personligt har jeg normalt haft det sjovt. Med arbejdet. Med kollegerne. Det eneste oplivende var, at Alain, der også keder sig, når han sidder stille, har klaret sine eksamener hele vejen op igennem systemet, og altid haft jobs, han har klaret godt og været glad for. Så det kan altså lade sig gøre, selv i Frankrig. Men jeg overvejer mere og mere, hvordan man sikrer en skole, der åbner muligheder i Frankrig, men for helvede også noget, der ikke lukker i resten af verden, fordi man kun er uddannet til at skrive af.

Vi vil gerne have Clement på en skole, der er specialiseret i musik. Det er så indlysende stor en glæde, han har, at han selvfølgelig skal have mulighed for at forfølge den. Dels i undervisningen, dels gennem mødet med andre børn og forældre med samme interesse. Gud og nåde og trøste dem, hvis de så underviser i musik på samme måde.

Heldigvis har vi da Lucie - hun er så heller fransk men tjekke - men hun underviser i Frankrig og har gjort det meget længe, og det er tydeligt, hvor hun får den musikalske glæde til at blomstre i vores lille søn. Jorden var også gødet godt og længe. Det meste af ugen taler vi om, hvornår der er Lucie igen. Det store hit er at klistre trommebilleder i musikbogen og bygge Duplo-instrumenter.

Jeg tvivler på at Lego er klar over, hvilke fantastiske konstruktioner man kan udføre i deres klodser. Måske skulle man sende dem et par billeder. Her på det seneste har Clement udvidet fagot, saxofon og elektrisk guitar med forstærker - piece
of cake - med orgel, trækbasun og horn.

Lige nu er han er glad. Alt andet er lige meget.