Clements kyssepige

Indrømmet.

Jeg lagde ham nok ordene lidt i munden, da jeg sidst på eftermiddagen spurgte Clement, om Julie nu er hans kyssepige, og han umiddelbart svarede ja. Formentlig uden helt at vide, hvad jeg mente.

Men der var altså ingen tvivl, om at drengen blev kysset hjerteligt farvel af pigen, da vi ønskede god onsdag og siden tog afsked udenfor den store skole. Da havde de to fireårige drønet rundt efter hinanden i 10 minutter, mens mødrene talte om musik.
Konservatoriet. Musikskolen. Julis storesøsters tværfløjteundervisning. Clements trommer.

Det begyndte da vi som sædvanlig stod i passagen udenfor skolen og ventede. På Clements ven, Eliot, troede jeg. Det viste sig imidlertid at være Julie, vi ventede på. Passagen ligger på en bakke, og legen går ud på at løbe op på toppen og derpå løbe hurtigst muligt ned, og i dag løb Clement altså med Julie.

Det viste sig, mens vi ventede på, at hendes mor skulle komme, at Clement i morges lavede en tegning med musikinstrumenter til Julie, som hun åbenbart var blevet rigtig glad for. "Han er dygtig til at tegne instrumenter", sagde moren, og det kunne jeg jo kun give hende ret i. Jeg tilføjede dog, at drengen stort set heller ikke har tegnet andet i to år nu.

De to små hujede rundt om benene på os. Julie ville gerne trække Clements hue ned i øjnene på ham, og han ville gerne løbe fra hende, men alligevel ikke.

Hvor den oplevelse dog varmede mig helt indeni. Glemt blev i samme øjeblik trakasserierne med skolen, der begyndte igen stort set i samme sekund, vi kom tilbage fra New York. I stedet gik jeg i dag hjem med en rigtig glad fornemmelse af, at Clement og Julie har haft en dejlig oplevelse sammen, og den håber jeg ikke bliver taget fra dem.