Vi har for anden gang været til åbent hus på musikkonservatoriet i Reims. Denne gang nåede vi lidt af præsentationskoncerten. Messingblæserne. Temmelig godt. Vi har nu lært, at der findes en piccolotrompet, som har den højeste klang blandt trompeterne.
Bagefter besøgte vi instrumenterne og deres lærere enkeltvis.
De sidste uge har jeg jævnligt spurgt Clement, hvilke tre instrumenter han helst ville nå at besøge, og der var ikke på noget tidspunkt slinger i valsen:
Men derved blev det.
Hvad percussion angår, var læreren denne gang til stede. Det var han ikke sidste år. Jeg kunne i dag konstatere, at han har det samme nervøse over sig som Evas læge på de travleste dage. Koope'ens tidligere ønolog havde samme temperament. Jeg finder det ikke umiddelbart optimalt for små børn, så det var interessant nok at møde ham.
Til gengæld kunne jeg se, hvordan han interesserede sig meget for store gymnasietyper og deres kunnen.
Jeg lærte dog flg.
Han fortalte os, at han egentlig ikke havde fået plads som percussionist, men havde insisteret og insisteret og plaget lidt til og til sidst fået en plads. Ret ung. Interessant at vide.
Med blod på tanden kom vi tilfældigt ind til fagot, som ellers ikke stod på vores program, men percussion tog slet ikke så længe, som vi havde håbet, for den nervøse trommelærer gik helt tydeligt ikke ind for, at børnen skulle prøve slagtøjet.
Fagot-læreren fortalte, at han har haft en elev, der begyndte som 5-årig.
Clement havde ikke alt for svært ved at blæse lyd i mundstykket, men han var umådeligt generet, og det var noget generende, for så blev det svært for ham at få noget ud af mødet med læreren, der var supervenlig og pædagogisk.
Bagefter oboen. Læreren havde noget af det samme nervøse over sig som trommemanden. Da jeg forklarede ham, hvordan Clement selv gennem flere uger har valgt, at han gerne ville besøge oboen, ville han dog gerne give et lille indblik i oboens verden, selvom han ikke forsømte at sige, at det er tidligt. Clement kunne dog ikke rigtigt få et dobbelt rørblad til at give lyd, og gav ret hurtigt op. Havde ikke lyst til at prøve mere. Så gik vi.
Hen til messingblæserne.
Tubalæreren havde sat en gammel - oldgammel - musikalsk Anders, Michey og Fedtmule film på, som man kunne se på i ventetiden. Det gjorde vi, sjovt nok sammen med en dreng, hvis mor jeg også så, da vi var til åbent hus på musikskolen Jard forleden.
Læreren var super sympatisk. Viste sit instrument med al grundighed, også til Clement der egentlig er for lille. Clement kunne få lyd ud af tubamundstykket og tubaen, og læreren fortalte ham, det var flot. Det samme fik drengen før at vide. Det var de par sætninger, der havde lagret sig bedst i Clements hoved efter besøget. Det var det, han fortalte Alain, der ikke var med.
Vi ved nu, at den store tuba hedder bastuba, og den spiller man på i orkesteret. Ellers er det den lille, som Clement prøvede. Vi ved, at man arbejder med sin vejrtrækning på samme måde, som når man synger.
Trombone, ved vi nu, findes også både i en tenor og en basudgave. De ligner hinanden ret meget, men den unge mand, der forklarede os om trækbasunen fortalte, at man vælger, om man vil spille den ene eller den anden. Det er to instrumenter.
Også her klarede Clement at blæse lyd i den, og var meget stolt og også meget genert. Det er svært for ham at være i centrum på den måde. Eller også er det svært at sidde med noget, man så gerne vil, og virkelig mærke, hvor svært det er. Hvor meget arbejde man skal lægge for noget, der ser så let ud.
Han mener naturligvis, vi skal købe en tuba nu. Klart klart.
No comments:
Post a Comment