40 år i Bourgogne

Kære alle,

Jeg er lige fyldt 40. Det gør ikke ondt. Det havde jeg heller ikke regnet med. Til gengæld gad jeg ikke lave mad, og det havde jeg på forhånd givet udtryk for.

I stedet blev jeg kidnappet - sådan da - og kørt 300 kilometer sydpå til fantastiske Bourgogne, som både Alain og jeg gerne ville se og i særdeleshed smage på. Planen var at køre de cirka 50 kilometer ned igennem den såkaldte Côte d'Or, som ligger cirka imellem byerne Dijon og til lidt syd for Beaune. Her finder man verdens bedste rødvine og hvidvine, herunder en fuldstændig fantastisk vidunderlig hvidvin, som vi delte til min 39 års fødselsdag. Planen er, at vi skal besøge den hjemme i Puligny-Montrachet.

Vi ankom til en chambre d'Hôte (B&B) de charme sent fredag aften. Et fantastisk stenhus fra det 17. århundrede, med gulv lagt af sten, ikke klinker, kæmpekamin og stole, der så ud som om de var hentet direkte ud af De 3 Musketerer, komplet med betræk broderet med Bourgognes Grand Cru'er.

Imponerende.

Interessant var det også at høre Madames mand fortælle om forskellen på Bourgogne og Champagne, efter at han var blevet fodret med tre stikord. I 1600 og 1700-tallet kappedes de to distrikter på liv og død om at være størst, og det lød faktisk som om Monsieur stadig befandt sig lige dér.

Nu havde vi til alt held smagt hans vin aftenen før - ren eddike, jeg har faktisk aldrig smagt så dårlig vin - så vi følte ikke, at vi havde noget at skamme os over, han fik talt Champagne ned i noget i retning at Chateau Rævepis af allerværste skuffe, og så skal I bare se, når det beplantede område bliver udvidet. Jeg var faktisk helt rystet, men fandt udfaldet også psykologisk interessant.

Således opløftede kørte vi ud i øsregnen, og gjorde første stop ved en vinmark udenfor Gevrey-Chambertin. Der var bryllup i landsbyen, og alle vinbønder der tilsyneladende til bryllup den dag. Helt lukket ned.

I det grønne konstaterede vi, at de beskærer deres Pinot Noir som Guyot, hvilket undrede os lidt, da det er en metode, man i Champagne ikke har lov til at bruge i Grand og Premier Cru.

Så fik Alain hævn: Det er tydeligt, at de ikke er nær så grundige i vingården, som vi er... to rachet'er i bunden det ene sted, ingen det andet. Varierende antal skud på planterne og så videre. Vi bemærker også, at deres pæle er af træ og ikke jern som vores, og hvor meget smukkere træpælene tager sig ud. Alain mener også, at de er væsentligt mere holdbare.

 

Solveig i regnen i en vingård ved Gevrey-Chambertin.

 

Her har vi Pinot'erne ved Gevrey-Chambertin.

 

Vi søger ly i det ældgamle kloster af dette navn. Det er munke, der har skabt de vingårde, der har givet Bourgogne dets ry. Blandt andet her.

 

Klostret består af en middelalderdel og en renæssance-del. Vi går rundt med hver sit papir: Et på fransk og et på dansk, der beskriver, og vi undrer os, da det viser sig, at der ikke står det samme.

Næh, forklarer de i billetsalget, de har ikke lige fået oversat for nylig. Nå, siger jeg så, det kan jeg godt gøre for jer. Så nu har jeg fået et antal A4-sider med til oversættelse.

Vi køber en lyseholder af den type, man har brugt til at holde stearinlys til at lyse op i kældrene, og et kort over de ærværdige parceller.

 

Tanke til gæring og en af de fire kæmpestore vinpresser. Der står en i hvert hjørne, ifølge min guide er de lavet af 800 år gammelt træ, men jeg er ikke sikker, for i Alains står der 1600-tallet. Under alle omstændigheder er det ret gammelt, ikk'?

 

Den er over frokosttid, da vi står i Nuits-Saints-Georges - et andet legendarisk Bourgogne-sted - i Frankrig skal man tage sin mave alvorligt, og da vi et sted, jeg finder acceptablet, er der ikke plads. Men det er et sted af den type, hvor fatter sidder ved et bord i døren og drikker vin. Det ser med andre ord meget lovende ud, så vi går tur i regnen, indtil de har plads.

 

Restaurentens udvalg af Bourgogne-oste.

Vi drikker naturligvis et glas Nuits til maden, og selvom det kun er husets vin, og der formentlig findes langt bedre Nuits-Saints-Georges end den her, så holder det 100 procent. Vi får en interessante forret, der også er regional: Pocheret æg i rødvinssovs med svampe og et par stykker brød. Det lyder mystisk - I know - det var super, og jeg er lige ved at tro, at det den bedste servering, jeg fik.

Fatter siger i øvrigt, at vi ikke skal tage os det med regnen alt for nær: Les vignes skal jo vandes. Det er klart nok.

 

Efter Nuits-Saints-Georges fortsætter vi til Vosnes-Romanée. Et andet stort sted. Romanée-Conti er formentlig den kendteste parcel herfra. Alain har glædet sig.

 

Han vil så gerne tisse på en Pinot Noir i netop Romanée Conti. De beder imidlertid udtrykkeligt om at man holder sig ude: Der kommer for mange folk, der åbenbart ikke gebærder sig ordentligt. Han må lade vandet et andet sted. (Hvad er det forresten for noget, mænd har med at skulle strinte alle mulige steder? Ligesom hunde). Jeg tissede personligt på restauranten.

 

Romanée-Conti parcellen ser sådan ud. I Bourgogne er en sådan parcel for det meste ejet af mange forskellige, og derfor laver mange vine, hvor de kan skrive sammen navn på flasken. HVis en mark undtagelsesvis kun har en ejer er dette markeret med et Monopole

De lave mure er ikke for dekorationens skyld, heller ikke for mikroklimaet i vingården. Det handler om at bremse bølger af vand og erosion, et evindeligt problem på skråningerne. Vi kender det så godt fra Champagne, hvor ingen dog har fundet på at bygge mure ligesom her.

 

Vi skal jo have købt noget rødvin med hjem, og langt fra alle vinbønder virker åbne for ikke at sige: Det ser sørme temmelig lukket ud mange steder, arbejder de ikke i weekenden?

Men ikke hos Marie-Andrée og Chantal. Her ser der ud som om de godt vil have gæster, så der går vi ind for at smage og købe. Stedet har yderligere den store fordel, at det har en frygtelig masser positive Hachette-referencer (vinguide) og medaljer, som vi ser, da vi kommer ind. Hvis man ikke selv ved noget, kan man ligeså godt støtte sig til dem, der gør.

 

Hvad skal man tage? Rød Bourgogne er heller ikke gratis, selvom man henter den selv.

Jeg vil så gerne bare en gang i mit liv smage sådan en flaske af de gode, som har ligget det den skal. Så vi ender med et udvalg, der kan drikkes nu, om fem år og om 10 år.

 

Madame pakker vores flasker. Hun er interessant at tale med, men vi har kun den tid, det tager hende at ekspedere os, for hun har mange kunder at klare.

Alain bemærker - trænet sælger som han selv er - at hun hurtigt rubricerer sine klienter i dem, der vil handle, og dem, der kun lusker rundt, sådan at hun bruger sin tid rigtigt. Altså på dem, der vil købe. Det er hende vi spørger om beskæring, murenes betydning og den slags.

 

Så er vi noget til Beaune, en fantastisk gammel og smuk by, fyldt med rød Bourgogne. Kan man andet end at være glad?

 

Regnen er væk. Der er masser af mennesker på gaden, og vinbarerne er også fyldt til sidste stol. Det forstår vi godt. Vi går tur i stedet.

 

Makroner findes også i Beaunu. Damen i butikken vil ikke tage æren for, at makroner skulle være specielt fra Bourgogne. De kommer alle (franske) steder fra, og er en meget gammel opfindesle, forklarer hun. Jeg opfordrer under alle omstændigheder Alain til at købe en æske til sin elskede. Fem år i Frankrig har lært mig rigtig mange ting. Blandt andet at man ALDRIG kan købe for mange makroner. NB Det er ikke det samme som en dansk makron. Den franske er snarere en slags mellemting mellem makron og marengs, lagt sammen med en smule creme i samme farve. Det er fantastisk og ligner ingen andre kager. 10 himmerigsmundfulde ligger og venter i køkkenet, men jeg er godt klar over, at jeg ikke selv får dem gaflet alle 10. Det er til deling. Alle her i huset elsker dem.

 

I Beaune skal man se Hotel Dieu, også kendt som Hospice de Beane. Det er et fattighospital, betalt af hertugen af Bourgognes kansler til minde om hans kone. Vi går og kigger efter det enormt berømte kulørte tag, så der går en rum tid, inden vi finder bygningen. Dette tag kan nemlig kun ses fra gården, når man har betalt entré. De kulørte teglsten er særlig Bourgogne-stil.

 

Sygesalen fra hospitalet, et imponerende rum med et kapel i den ene ende.

Efter Beane kører vi til Meursault, som er en af den hvide Bourgognes højborge. Den er ufatteligt rig. Store og utrolig velholdte huse i ældgamle bourgognesten afløser deciderede små og lidt støre château'er. Det er tydeligt, at Meursault har været en verdensvin meget længe, og tjent mange penge til oprindelseslandsbyen.

Den store fødselsdagsmiddag foregår i et yderst beskedent kvarter i en landsby, jeg end ikke kan huske navnet på. På anbefaling, ikke mindst fordi køkkenet åbenbart har en eller anden form for forbindelse med en Michelin-3-stjernet-ting i nærheden.

Rummet er i hvert fald særligt, de gulbrune Bourgognesten i en høj hvælving: Grenier a sel, hedder stedet, saltloftet. Stemningen er super, og specielt udvalgt til mig, da Alain ved, jeg kan have det lidt specielt med de franske madtempler, hvor man dårligt kan have sig selv med, og for guds skyld ikke skal hæve stemmen. Han siger, sådan er det ikke, men jeg får det altid sådan, og foretrækker et sted som her, som jeg kan se er ganske lokalt. Her kommer familier og holder fødselsdag eller bare fordi det er lørdag aften. Der er ikke mange udenbys, og det er lige før jeg føler mine fine sko en anelse malplaceret.

På et enormt åbent ildsted griller monsieur hovedmåltidet: Côte de Boeuf er specialiteten ved vi fra vores bekendt, så det bestiller vi. Sådan en kotelet-fyr er en udskæring, jeg aldrig har set i Danmark, der er så meget kød på den, at det trodser enhver beskrivelse. De laver den også kun til 2 ad gangen.

Kødet er så skært som en drøm, og de medfølgende bønner og friter er helt nede på jorden men hjemmelavede fra A til Z. Jeg - skal ikke køre - og på påtage mig at nedsvælge det meste af den flakse røde bourgogne, vi får, til maden. Det er ikke noget stort problem for mig-

Desserten har Alain bestilt med stearinlys, og da jeg har pustet, får jeg min gave: Et ravsmykke til minde om vores nye begyndelse på Fanø, der også er fuld af rav.

Vi har ikke fået kølet champagne. Det er noget lort. Jeg kan kun gentage, at det holder ikke at drikke den for varm. Så varm som den var lørdag d. 31. maj er den faktisk udrikkelig. Måske godt det samme. Vi skal jo også nå en smule søndag morgen-

 

Vi har et par navne på gode vinbønder, og har desuden et ærinde i Puligny-Montrachet. Der er imidlertid ingen vinbønder, vi kan besøge. Vi ser simpelthen ingen. I Chassagne-Montrachet kan vi ikke finde stedet, og må slå os til tåls med den kommunale caveau. Det viser sig at være et kæmpehit.

 

Men hvad skal man dog vælge? Man må prøve sig lidt frem af det, de vil skænke. Jeg identificerer stolt lidt smør-duft her og lidt toast-smag der - begge er typisk for Chardonnay-druen, der hersker her. Lidt har vinsmagningskurset altså givet.

 

Et uddrag fra den dyreste side i menuen. Dette mine damer og herrer skal være verdens bedste hvidvine.

Vi har aldrig smagt Grand Cru men kan hilse og sige at Premier Cru, der har lagret det den skal, er så vidunderligt, at det er svært at sætte ord på, der yder vinen retfærdighed. Det er i hvert fald den vildeste vinoplevelse, jeg har haft, nu med lidt konkurrence af to gamle champagner med smagsanelser af ristet kaffe.

 

 

Monsieur her skænker venligt op, og da Alain har bestemt sig for en kasse af tre forskellige - to til at drikke nu, to til at gemme og to puligny - lykkes det at snakke ham til at bruge lidt mere tid på os.

Jeg roser hans caveau, og synes det er fantastisk ærgerligt, at iv ikke har sådan noget i Champagne. Det er ikke nødvendigt, siger han, og han er ikke den første, jeg hører give den vurdering, champagne sælger sig selv.

 

Og så får vi lov at se et kup, han lige har gjort i Épernay. Jeg er lige ved at tabe både næse og mund, da han hiver disse tre flasker frem. Diskretion er en æressag, blandt andet i Champagne, så prisen taler vi naturligvis ikke om. De er til en samler i USA. I samme åndedrag nævner monsieur en af hans faste kunder, der handler for 300.000 euro om året. En anden verden. I sandhed en anden verden, end den jeg bor i.

Champagnerne er en flaske Bollinger (str jéroboam, dvs fire alm.) årgang 1921, en Ruinart magnum årgang 1947 og en Moët vintage.

 

Chardonnay i Chassagne-Montrachet. Også Guyot-beskåret, og noget længere fremme end i Champagne. Alain synes, Bourgogne er som at være i Syden, uden at kunne præcisere hvorfor egentlig. Men det er 300 km længere sydpå. Det er alligevel noget.

 

Sådan her ser der ud i Chassagne-Montrachet. Det er den slags gamle sten, Bourgognes vinlandsbyer er fyldt med. Overalt gammelt og gennemrestaureret. Romantisk. Frodigt.

Det hele skyllet ned med et godt glas. Vi har vin med hjem til de næste 10 år. Det er godt at vide. Ind i mellem får jeg sgu nok af vores egen coteaux.

Skål.