Fotos fra vores liv i Frankrig/Photos from our life in France

Saturday, July 22, 2006

Evas første uge



Eva Tange Gérard, en uge gammel, vældig vågen og bare for lækker, især når hun kun er iført ble... hvilket de fandt lidt grænseoverskridende på hospitalet. Jeg følte mig næsten som afdelingens etniske indslag med mine sære skikke fra det høje nord.

Jeg er dybt taknemmelig for at have fået lov at opleve at blive forelsket i mit barn helt ligesom alle andre nybagte mødre - den kom ikke lige med det samme - moderfølelsen, det dybe bånd, fornemmelsen af, at hun har været der altid og altid vil være der dybt i mit hjerte - men den kom hurtigt. Måske i løbet af den første halve dag eller hele dag. Første gang varede det mange måneder...

Denne gang fik jeg den instinktive lyst til hurtigt at få et barn mere allerede på Evas anden levedag. Første gang fik jeg den først efter et halvt år... jeg er som sagt taknemmelig for at have fået lov denne gang at elske mit barn så hurtigt, at føle mig uadskillelig fra hende så hurtigt. Det er ikke en ret, det er en gave.



Men det begyndte jo her, på en leje midt i et stort rum - vældig operationsagtigt - omgivet af maskiner.

Jeg fik den første ve hjemme i Verzy ved 18-tiden, mens jeg fortalte min mor om dagens kontrolbesøg på hospitalet i anledning af, at jeg havde termin. Derpå besluttede vi at komme afsted - vi troede jo vi skulle til Bastille-fest i Soulières - i stedet fik vi travlt med at køre Clement til det, så Mamie kunne passe ham, mens vi fik et barn mere. Soulières ligger 50 kilometer i den gale retning i forhold til hospitalet i Reims. I bilen kom der flere veer men det var jo kun begyndelsen og dermed ikke noget problem; jeg var ikke engang helt sikker på, at det nu også var de første veer. Da vi først kom til Soulières, måtte jeg lægge mig lidt, og hurtigt var jeg ikke længere i tvivl: Det føltes som menstruationssmerter og derpå skulle den være god nok.

Klokken 20 kørte vi tilbage til Verzy, og her blev vi ikke længere end en lille halv times tid, før vi kørte på hospitalet. Mellem klokken 20 og 21 gik det stærkt, fra at der var 12 minutters mellemrum mellem veerne, var der nu kun fem minutter, og intensiteten steg også, således at jeg fik flere pænt store veer under den tyve minutter lange biltur til hospitalet. Pænt store veer er den type, hvor man ikke taler, mens det står på, men hellere læner sig - foroverbøjet - hen over et bord, en vask eller andet.

En jordemoder konstaterede ret hurtigt, at jeg nu var fem centimeter åben, og jeg tog tøjet af og blev anbragt på dette fødeleje. I løbet af den første time besluttede jeg mig for, at jeg gerne vil have den epiduralblokade, som mindst 60 procent af alle kvinder i Frankrig føder med. Jeg var virkelig udmattet, allerede da vi kom - vi har jo haft hedebølge hele juli, og det har tæret på alles kræfter og selvfølgelig også mine, der i kraft af graviditeten i forvejen var små - den virkede fra midnat. Men inden da nåede jeg at have flere af de helt store veer, jeg kunne jo følge med på apparatet på min højre side, der skrev en graf over veernes størrelse ud.

Jeg har siden talt med flere andre kvinder, herunder min mor, der slet ikke kan huske at have haft specielt ondt, når hun har født sine tre børn. Det er højst forunderligt som veer åbenbart både er og opleves forskelligt af forskellige kvinder. Jeg kan så afsløre, at mine gør ondt... og jeg havde slet ikke overskud til at vente på smertens klimaks, når jeg nu ikke behøvede.

Derfor epidural... som viste sig at blive en højst syret oplevelse... den er i øvrigt højst ubehagelig at få lagt - jeg forstår nu bedre, hvorfor anæstesislægen, da jeg var til konsultation inden fødslen, spurgte, om jeg er bange for nåle. Det er jeg ikke... men at sidde med benene ud over lejet og tage imod de store veer, der når at komme, i dén stilling, er virkelig ikke rart. Lægen stikker kun, når der ikke er veer, samtidig holder en sygeplejerske mine skuldre hårdt på plads, så de er sikre på, at jeg ikke bevæger mig.

Efterhånden som dopen virker, kan jeg mærke, hvordan mine balder, mit underliv, mine ben og helt ned i mine fødder bliver følelsesløse, kilder og får needles-and-pins - i skrivende stund kan jeg ikke huske, hvad det hedder på dansk, udlandsdanskersyndrom, og jeg bruger ellers det danske sprog flittigt, mener jeg. Anæstesilægen tjekker flere gange mine reaktioner. Hun niver mig armen og samtidig i låret og spørger så, om det føles ens. Det skal det ikke, låret bør været dopet som ind i helvede.

Det er det dog først efter fem skud... da jordemoderen undersøger, hvor meget jeg har åbnet mig, efter at jeg har fået blokaden lagt, mener hun, at jeg ikke har fået nok smertestillende, og så kommer hende med sprøjten en-to-tre-fire-fem gange mere, før effekten er fuld. Så kan jeg til gengæld heller ikke mærke noget som helst syd for navlen, og sådan fortsætter det, lige til min baby er født tre og en halv time senere.

De næste knapt tre timer er højst besynderlige. Jeg er ved at føde mit barn... jeg mangler stadig at åbne mig de sidste tre-fire centimeter... Alain sidder på en stol ved min side... jeg kan mærke, hvordan babyen bevæger sig gennem min krop. Jeg har jo vænnet mig til at mærke hendes små bevægelser gennem de sidste mange måneder, og jeg mærker samme type bevægelser, mens jeg føder hende, selvfølgelig udelukkende qua epiduralblokaden. Har man ondt, kan man kun mærke det, sådan var jo Clements fødsel.

Både Alain og jeg sidder/ligger ellers og småslumrer... ind i mellem falder vi i søvn i korte perioder. Heri ligger det syrede... jeg kan slet ikke komme mig over, at man kan føde et barn på denne måde... for samtidig passer min krop jo sit arbejde og åbner sig og gør klar.

Med jævne mellemrum kommer jordemoderen og en studerende og tjekker både vemåleren og hvor meget jeg har åbnet mig. Ved 3-tiden bekendtgør jordemoderen, at det nu er tid til at presse, hvilket er helt mystisk for mig, der stadig intet mærker, og bare husker presseveerne som det mest intense smertehelvede, jeg nogensinde har oplevet.

Det er nu jeg skal presse, og jeg har svært ved det, for jeg mærker ingenting. Til gengæld har jeg overskud til at tale med Alain og også med jordemoderen om, hvordan jeg skal gøre det, hvilke fornemmelser, muskler jeg skal prøve at få fat i uagtet at jeg ikke rigtig kan mærke noget - måske har jeg fået for meget dope - det lykkes at få en fysisk fornemmelse af, hvad der skal til.

Jeg spørger jordemoderen om det er sådan her, om det nytter, og hun bekræfter. Lige pludselig - det føles som i løbet af få minutter - kan jeg lægge min hånd på det øverste af barnets hoved - det havde jeg slet ikke overskud til at gøre under Clements fødsel - men det kan jeg her, og det virker selvfølgelig højst motiverende. I løbet af få minutter - tror jeg, tidsfornemmelsen er ret flydende under en fødsel, i hvert fald begge de gange, jeg nu har prøvet - er babyen ude, og de lægger HENDE på min mave stadig forbundet til mig med den tykke, blå navlestreng.

Dette øjeblik har jeg ikke turdet glæde mig til... og hun kommer ud af mig med en mørk blåbrun farve, som jeg ikke bryder mig om. Jeg er bange for blå børn, kolde børn, børn, der ikke kan trække vejret selv. Jeg kan tydeligt se på de få billeder, vi har fra de første øjeblikke, at jeg ikke helt tør bare være glad i begyndelsen.



Men hende her skriger... de tager hende fra mig, lægger hende mellem mine ben, hvor Alain får lov at klippe navlestrengen. Så kommer hun over på et bord, bliver målt, vejet - 51 centimeter, 3600 gram - soigneret, klædt lidt på og kommer så over til mig igen, hvor vi prøver at lægge hende til mit bryst. Det vil hun ikke, men hun vil gerne ligge hos mig, og der er tilsyneladende intet galt. Den mærke farve aftager gradvis. I løbet af den første halve dag - måske mere, måske mindre - jeg aner det ikke. Pludselig har hun i stedet antaget den kæreste lysebrune farve med rosa skær.

Klokken 6 om morgenen bliver vi kørt over på barselsgangen. Jeg kan takke både jordemoderen og hendes assistenter for at have hjulpet mig så fint til at få min baby.





Klokken 7 kører Alain hjem til Verzy for at sove lidt. En sygehjælper kommer for at bade Eva - det er de vilde med i Frankrig, jeg beder om, at de dropper sæben, hvilket de accepterer - hun finder også tøj til min datter i vores kuffert, og vælger det første sæt tøj, den lille pige har fået. Det er fra mormor, og det pakker vi op på Clements tre års fødselsdag i Danmark. Størrelsen er perfekt til denne lille dame, der altså allerede få timer gammel har sine første cowboybukser på.




Få timer efter fødslen hjælper badedamen mig med at lægge babyen til mit bryst for anden gang. Denne gang sutter hun... og jeg prøver mange gange i løbet af det næste døgn. Desværre så meget, at der kommer sprækker på brystvorterne. Det gør rigtig rigtig ondt... og de næste dage bliver en kamp for at få mælken til at løbe til, holde hende på den rigtige måde, få hende til at sutte uden at det gør alt for ondt...

Den omgang varede tre uger med Clement, det lykkedes aldrig at få mælkeproduktionen rigtigt i gang... med Eva kommer der noget mere mælk, og det begynder at gå bedre med amningen den fjerde nat, da jeg får et råd, der virker rigtig godt for mig, nemlig at amme hende i konstant skiftende stillinger for at undgå at belaste samme steder på brystet hele tiden. Så bliver det lettere og lidt mindre smertefuldt, og vi har vores første stille nat med flere timers søvn.

Dagen efter tager vi hjem, jeg bruger meget tid på at amme, otte gange om dagen og sjældent af mindre end en times varighed, hun falder jo i søvn undervejs. Jeg kommer vældig i tvivl om, hvor meget mælk hun egentlig får af mig. Jeg kan jo godt se, at den store mælk - hvor det sprøjter som en fontæne - ikke er kommet endnu, måske heller ikke kommer nu. Jeg har sagt til både jordemødre og børnelægen på hospitalet, at jeg gerne vil amme hende, men det er ikke nogen hellig ko for mig sådan at forstå, at det er vigtigere for mig at have et mæt barn end et ammet barn. Jeg vil ikke have et sultent barn én gang til, når vi regner mængden af erstatningsmælk ud, kan vi se, at hun får måske 80 procent af sit behov dækket af sutteflaskemælk. Det er muligt og måske også sandsynligt - selvom jeg endnu ikke har lyst til at se det helt i øjnene - at hun bliver rent flaskebarn som Clement. Det eneste, jeg helt sikkert ved, er, at hun ikke skal være sulten mere.

I disse dage har vi stadig hedebølge med temperaturer langt oppe i 30'erne om eftermiddagen - det klarer hun rimelig godt - men det er selvfølgelig vigtigt, at hun ikke bliver dehydreret, og vi studerer flittigt, at der kommer tis ud i bleerne.







Og hvordan er hun så, frøken Eva Tange Gérard? Her afbilledet med sine første små venner, som hendes papa har med en af de dage, han kommer med forsyninger til os... amme-bh, ammeindlæg - jeg ved nu ikke, om jeg overhovedet får brug for alle dem, der er ikke noget mælk, der siler ud af mine bryster, højst nogle få dråber, når jeg lægger hende til - og de små, første tøjdyr til Eva.

Jeg kommer til at tilbringe fire dage og nogle timer på hospitalet, og har ret god tid til at lære hende at kende. Det eneste, der er noget biks, er amningen. Alt andet er ret let, jeg husker og kender det jo fra Clement, og er ikke i tvivl, om hvordan jeg vil gøre med min baby.

Når hun er vågen, er hun i den grad vågen. Hun ligger med vidåbne øjne og betragter verden omkring sig. Sådan føles det, i virkeligheden kan hun ikke se ret langt og vist også kun i sort/hvid endnu... men hun får respons, som om hun virkelig ser med sit dybe spædbarneblik.



Når hun ligger ved brystet - især - kommer hun med et helt arsenal af de allerkæreste små, dyriske lyde: Små snøft, grynt, snork og pust. Når hun leder efter brystvorten, snuser hun sig frem, mens hun gør små bevægelser med hovedet. Når hun så har godt fat, og det fungerer for hende, løfter hun ubevidst sine øjenbryn, hvilket giver hende et pudsigt udtryk af forundring i ansigtet.

Hun nyder at ligge i en favn eller mellem benene og blive vugget... hun synes også godt om at ligge helt sammenkrøbet i fosterstilling som en lille frø.

Jeg tager hende med mig i sengen adskillige timer hver dag... for kropskontakt... det er tidkrævende, men på hospitalet skal jeg jo ikke andet. Hjemme prøver jeg at gøre det samme, i hvert fald så længe mine forældre er her, så jeg har lidt mere tid. Det betyder, at jeg nu, hvor Eva er en uge gammel, egentlig savner Clement, selvom han jo er her. Jeg har blot ikke brugt så meget tid med ham. Men det vil selvfølgelig ændre sig, når vi er alene, så må hvert barn på en eller anden måde få sit.

Eva har skiftet kulør og udseende og bliver i løbet af de første par dage til en smuk, smuk baby... med dejlig kulør, langt hår, der skifter til en lysere brun farve i løbet af de førse dage. Det ser tit ud, som om hun smiler i søvne... både børnelægen og jordemødrene kommenterer hendes fine smil og hendes vågne udtryk, måden hun betragter verden på.

Hun bliver undersøgt fra A til Z flere gange... alt er fint... dog får vi en aftale hos en specialist på hospitalet, der i begyndelsen af august skal tjekke hendes hofter og ben. Jeg ved ikke i skrivende stund, hvor meget de mistænker hende for at have hofteskred - hver læge har sin metier, som børnelægen siger, han vil ikke udtale sig - muligheden er der altså.

Min mor er født med hofteskred, og den slags er arveligt. Jeg tager det roligt, netop fordi min mor har det, ved jeg jo, at den slags kan man i dag gøre noget ved, der virker. Jeg synes, jeg har prøvet det, der var værre... vi får se, hvad specialisten siger til det.



så kommer vi hjem... Eva er fire og en halv dag gammel. Hjemme venter mormor, bedstefar og storebror.









Fik jeg nævnt, at denne min anden lille skat er født den 14. juli klokken 3.31 om morgenen og således i resten af sit liv vil være garanteret fest på sin fødselsdag?

Det er jo Bastilledagen - Frankrigs nationadag - med masser af fanfarer, parader og ramasjang over hele Frankrig. Det er også fridag, og derfor behøver papa aldrig mere at holde fri, når vi fremover skal holde Evas fødselsdag. Men det er muligt, at den vil blive fejret med antydningen af tømmermænd hængende i håret... for vi fejrer helst den 13. juli i Soulières sammen med det meste af landsbyen og venner og familie i svigermors lade. Et forrygende landsbybal... og nu føler jeg bestemt også, at vi har bidraget til fremtidens anekdoter med at levere en vaskeægte Bastillebaby midt under al festivitassen.







Billeder fra hjemkomsten: Vores firmandsfamilie, Eva med de danske bedster og fejring med rosé de saignée. Vi har drukket rå mængder af lyserød champagne - dog ikke den gennybagte mor - der nøjes med et halvt glas, okay trekvart hvis det er rigtig godt.

Friday, July 21, 2006

Storebror Clement



Clement kommer - med Mamie og fætter David, der arbejder på hospitalet - for at se lillesøster dagen efter hendes fødsel. Den nybagte storebror interesserer sig foreløbigt ikke specielt meget for hende. Han siger dog venligt "så så", hvis hun hyler, og rækker også beredvilligt en ninnin - for ham er det en sutteklud, hendes bruger vi til gylp - til hende.

Alain, Mamie og Clement var ude at købe en gave fra Clement til lillesøster lige inden han skulle se hende for første gang på hendes anden dag. Han fik ved samme lejlighed lov at vælge sig en storebrorgave - ikke helt overraskende drog familien af med et trommesæt - i rimelig kvalitet. Det vil sige, man kan spille ret højt på det, og det er derfor blevet installeret på vores loft. Jeg har endnu ikke haft lejlighed til at tjekke, hvor langt væk man kan høre lyden, men vi har allerede forklaret nyanskaffelsen til vores nærmeste naboer, der heldigvis er vilde med Clement og dermed forstående for nødvendigheden af det.







Clement spiller overraskende godt på det. Han har jo set, hvordan man gør på diverse musikfilm, som vi bruger som afslutning på dagen, og så når vi har været til friluftskoncerter rundt omkring, hvor det har været muligt at komme tæt nok på.

Han er helt skrap til at holde en rytme, og prøver også at inkorporere flere trommer. Det er s'gu imponerende, jeg er allerede helt tændt på at indlede eftersøgningen af en lærer, der kan finde ud af at undervise små børn - dvs. primært vække og nære glæden og ikke disciplinen... som man jo ellers bruger meget her i landet.





Vores datter er født midt under hedebølgen med temperaturer over 35 grader. Vi holder Clement indendøre det meste af eftermiddagen, men efter kl. 17 kan han indhente det forsømte. Da Alain kom hjem efter at være blevet færdig med at soignere vinen på Evas et uges fødselsdag, gik de to op og tog brusebad i Clements soppebassin. Forrygende idé.

Sunday, July 09, 2006

Little drummerboy






Clement får mange idéer, og han er ikke sen til at gøre noget ved det. På det seneste er han begyndt at bygge sit eget trommesæt. Besætningen varierer, men bongotrommerne og børnetrommen er selvfølgelig selvskrevne. Ulempen ved at købe gode instrumenter er, at de absolut giver lyd fra sig. Og da Clement trommer til sin CD med latinamerikanske rytmer, og han anvender trommestikker på bongotrommen, er lydniveauet så betragteligt, at jeg fortrækker udenfor - hvis det regner til toilettet - hvis jeg taler i telefon. Ellers kan jeg faktisk intet høre.

Jeg har overvejet naboernes eventuelle indstilling til det, men der foreløbigt landet på, at vi hverken holder abefester, spiller højt - undtagen når jeg finder en gammel D:A:D-disc - så de må finde sig i Clements musikalske udfoldelser. Til Vladis og Jocelyne umiddelbart ved siden af os har jeg dog forklaret lidt mere detaljeret, hvad den unge herre foretager sig.

Nogen gange synger jeg et eller andet, som han spiller til, andre gange spiller jeg med på de nye seje maracas, guiro'en eller en af de andre mange percussion-dimser, han efterhånden har i samlingen.

Hvor gamle mon børn skal være, før de kan begynde med et trommesæt? Jeg kan høre, at han kan holde rytmen ret godt. Han eksperimenterer også lidt med lidt mere avancerede rytmer... men det er noget sværere.

Foreløbigt holder vi den musikalske hest, udover at lege videre herhjemme og så en musikalsk aktivitet med andre landsbybørn - det er i Sillery nede på sletten - kommer vi ikke til at lede efter rigtig undervisning endnu.

Monday, June 19, 2006

Varme dage i juni

Juni måned har foreløbig været varm. Clement har lært en masse nye ting. Planterne skal vandes næsten hver dag. Badebassin og vandbane samt diverse små telte bliver flittigt brugt.







Og så har han smidt bleen om dagen. I løbet af nogle uger er han blevet temmelig sikker i at sige til, når han skal tisse, og han kan også godt holde på leverancen i op til et par timer. Vi spiser de fleste måltider i gården, også fødselsdagskagen til Alain den 13. juni.



Indendørs er Clement meget optaget af sine puslespil. De fleste dage lægger han dem alle sammen. Baby-puslespillene har dog ikke længere den store interesse, så dem gemmer vi nu til den næste.






Clements store musikbog får en tiltrængt opdatering med smarte klistermærker med musikinstrumenter fra Flemming.

I øjeblikket har Clement stor fornøjelse af at prøve ting af. Han elsker jo stadig flasker, at skrue låg af og på og hælde op, drikke vand for at kunne hælde mere vand op - det er fint, så får han rigeligt at drikke. Afprøvende kommer der et "Er det sådan her", alternativt "C'est comme ca?" - han er temmelig tosproget nu - mens han holder kapslen omvendt. Når han så får nej, vender han den om med et "Er det sådan her", får sit ja og skruer på. Tilsvarende kan han sætte sig på Trip-Trap stolens nederste trin og stille samme spørgsmål. Legen har et utal af varationsmuligheder.

Jeg formoder, at det er en udvikling af "gøre ting forkert-legen" efterfulgt af "skøre skøre mor", "skøre skøre Papa" eller "skøre skøre Clement", som også er et klart hit.




På Fête de la Musique - musikkens dag i Frankrig - det er den dag hvor man har lov at spille i gaderne - tager vi selvfølgelig til Reims om aftenen for at høre lidt musik.

Det er nu mest den sortklædte gymnasieungdom, der har slæbt deres trommesæt og elguitarer ind på den centrale place d'Erlon og nu står og delagtiggør alverden i den universelle smertetilstand, som teenageårene også er. Der er dog også et virkelig godt bluesband - de kan simpelthen umuligt være lokale - deres sangerinde har et organ som Tina Turner i tiden med Ike, og hun er ikke bange for at bruge det. Rytmerne er så tunge og trykkende som minutterne før et gevaldigt tordenvejr under sydens sol. De spiller "Foxy Lady", "Get Together". Vi går - desværre - før hun sætter tænderne i Janis Joplin, "Bobby McGhee" synes selvskreven. Men Clement er altså mere til cornemuse lige i de her dage. hvor Kaj og Andrea er skiftet ud med fransk tvs optagelse af den årlige keltiske festival i Lorient i Bretagne. Heldigvis bor der tre ekstilbretonner i Reims, som gerne deler ud af deres kunst. Det kan være, vi skal spørge om de giver undervisning. Sidst år hørte vi dem også i parkanlægget ved siden af parkeringspladsen downtown. Måske skal vi næste år spørge dem, om de underviser i deres sære, smukke kunst.

Foreløbig har Alain nu talt med musiklæreren i Sillery. Der er musikskole med 10-20 børn, hvor de allerede fra Clements alder kan lære at spille lidt fløjte og lidt tromme. Der er præsentationsdag - eller hvad sådan noget hedder - i begyndelsen af september, og jeg glæder mig allerede, til han skal begynde at opleve musikkens verden sammen med andre end os. Det skal blive spændende at se, om han tænder endnu mere på det...

Nu begynder også sommerens mange klassiske og jazzkoncerter i Reims - les Flâneries Musicales - som vi selvfølgelig vil udnytte maksimalt. Her sker ikke voldsomt meget, når man er vant til udelivet i København, men vi er helt enige om, at vi - før vi brokker os - kan udnytte de muligheder, her rent faktisk her. Som nu f.eks. Dvoraks "Den nye Verden", der er på programmet til åbningskoncerten i Saint-Rémi-basilikaen i aften.




Tænk, en lørdag skal vi slet ikke noget... udover alt det vi kan lave i hus og have selvfølgelig... men det springer vi simpelthen over for i stedet at lave en improviseret skovtur i vores skov. Ligesom "Petit ours brun", og det er overtalelse nok for Clement. Vi skal blot passe på, at rævefar ikke kommer og hugger maden. Det eneste større vilde dyr, vi støder på, er dog en tudse. Vi ser masser af sommerfugle, guldsmede og skarabæer, møder skovbetjenten, der er lidt af en kosmopolit, lover at vise os nogle orkidéer, der alligevel ikke er der. I stedet viser han os friske vildsvinespor.



For tiden har Clement ellers hver dag travlt med at bygge togbane. Og hvilken svir at have fået Golden Gate-broen, som godt nok er lidt svær at finde ud af, men til gengæld er der et billede af den i den nye bog fra Bjørg om, hvor alle dyr bor.



Kirsebær og Julies chokoladekokoskage er meget meget dejligt, og Clement bryder sig ikke om at dele, når han kan se, at der ikke er uendelige mængder af nogen af delene. Faktisk må jeg insistere, mens han storhylende prøver at sikre sig selv alle kirsebærrene. Som også er værd at kæmpe for...





Clement har fået denne fantastiske dims af Etienne og Laurence... det er ikke gået op for mig, hvad det er, men dens hår gror, og det skal man så klippe...





Sidste dag i vuggestuen den 30. juni, en bevæget dag for moderen i hvert fald, da jeg trods diverse underligheder altid har været helt på det rene med, at det har været et fantastisk sted for Clement at komme ud i livet og væk fra mor i. Først og fremmest er der altid åbne arme, smil og varme. På det seneste har vi ofte fået at vide, at Clement har et ret godt sprog, og er sjov at tale med. Det undrer mig ikke, for vi bruger jo masser af tid på at tale sammen og kommentere ting, og desuden bliver han jo slæbt med alle mulige steder hen af mange forskellige mennesker, så han har også noget at fortælle. Vi tager ham med til musik og karrusel i Reims, til Danmark og hvad ved jeg, han besøger tit Mamie i Soulières, David har vist ham brandbilerne i Vertus.

På falderebet forsikrer Manu - lederen af vuggestuen - os om at læreren i Maternelle er vældig dynamisk, og har været to gange henne at se sit nye hold i vuggeren. Det lyder jo altsammen rart. Nu står den foreløbig på sommerferie de næste to måneder.

Tuesday, June 06, 2006

Gâteau d'Anniversaire Danois

BRUNSVIGER

375 g de farine
150 g de beurre
40g de sucre vergeoise
1 œuf
1,5 dl de lait
40 g de levure fraîche

  • Tiédir le lait à 37°C et dissoudre la levure dedans. Si la lait est trop chaud, attendre sinon la levure ne travaillera pas.
  • Faire mijoter le reste et ramasser la pâte.
  • Dérouler la pâte et former la en un homme ou une femme.
  • Malaxer 100 g de beurre, 100 g de sucre vergeoise avec une cuillère à soupe de cannelle et étaler sur la pâte.
  • Laisser le gâteau lever pendant 15 minutes sous un torchon.
  • Faire cuire au milieu du four à 225°C environ 15 minutes.
  • Décorer avec des bonbons et/ou du sucre glace.

Min blomsterhave primo juni







Hovedindtrykket lige nu er en ret grøn have. Stauderne er godt på vej til at blive rigtig store. Men udover biblomsterne langs massivets kant, er der ikke rigtig nogen blomster, der ser ud af det store. Roserne kommer selvfølgelig i løbet af de næste uger, og derudover er der mange små blomster, hvis man går haven efter.











Massivet har flere planter i år end sidste år, så det er allerede en stærk forbedring. Således en staude ved siden af endnu hortensia - mor hvad er det for en staude? - og ved siden af nogle små gule - mor, hvad er det for nogle? En digitalis har vi selv plantet, den ser ud til at klare sig nogenlunde, selvom den er helt i skygge af en kæmpestor stokrose, som nok skal væk. Bag digitalissen er der en del iris, men de får ikke mange blomster. Måske skal vi prøve at få fat i nogle andre iris. Helt foroven er pæonen stærkt på vej.




kornblomster


Surbundsbedet helt for oven klarer sig helt pænt. Stenbrækken er selvfølgelig slut nu, hortensiaen ser ud til at få blomster i år, bladene har dog en lidt trist farve, måske mangler den et eller andet. Vores dværgrododendron har grønne blade, men udgør et temmelig trist indtryk. Skimmiaen er der heller ikke så meget ved nu, men da den har været fin hele vinteren, går jeg ud fra, at den bare slapper lidt af nu. Azaleaen har smidt blomsterne, og blåbærrene ser ud til at bære frugt i år. Spændende. For at blive i det blå har kornblomsterne spredt sig så meget i surbundsbedet, at jeg faktisk har tyndet ret meget ud i dem. Jeg kan rigtig godt lide deres farve, men så kraftige behøver de ikke at være.





Ind mod naboen, hvor der før var grimme nåletræer, har vi nu plantet nogle buske med bær og nogle klatreplanter, herunder denne fine kaprifolium.
Langs den modsatte væg har vi lavet vores lille frugthave, et æbletræ, et pæretræ - begge som spalier - og i mellem dem en Pinot Noir-vinstok.


Stenbedet langs trappen har bl.a. disse anemoner fra Caen, jeg ved ikke, om der har været flere, mens vi var på ferie, jeg undrer mig lidt over, at man kan sætte 50 og tilsyneladende kun se to komme i blomst.



I gården er vores roser fremme nu. Vinen har fået blade, men ser ikke ud til rigtig at vokse, måske er der for lidt kraft til alle planterne i det lille bed, selvom vi har gødet.

3 års fødselsdag i Soulières

Vi fejrer Clements tre års fødselsdag i Soulières på efterhånden sædvanlig vis: Vi inviterer hele den nære familie, Alains gamle venner med familie og de nye dansk-franske venner med familie, hvilket bringer os op på de sædvanlige 20-25 stykker i haven. Der er dejlige gaver: Trillebør, spade, rive og tryllebønder fra Etienne og Laurence, udstyr til Brio-tog fra de dansk-franske venner, værktøjsbænk i træ fra Didier og Carole, rengøringsudstyr fra Nathalie og Jean-Michel, brandmandsudstyr fra David, stor lastbil fra Martine og et spil fra Dominique. Siden er der grillmad, salater, brunsviger med tre fodboldlys og til sidst en uventet gæst fra kælderens fugtigste hjørne.









Josettes bofælle - det er vel en af de illegale immigranter, der tales så meget om i Frankrig i disse dage - gennem længere tid bliver tvunget ud af vinkælderen og hen i mudderpølen hos køerne. Det er næsten helt vemodigt, vi har været vant til at kunne gå ned og studere den i et hjørne af kælderen, hvis vi ville i hurtig nærkontakt med lidt dyreliv. Jeg ved stadig ikke, hvorfor Alain absolut mente, at tudsefar - eller -mor, jeg kan ikke se forskel, skulle holde flyttedag lige i dag.





Mere end noget andet har jeg glædet mig til at give Clement denne rutschebane, og han elsker den. Han bestiller stort set ikke andet hele weekenden end at rutsche, og orienterer Didier om, at gummistøvlerne er til at gå på marken, han har særlig sko til sin toboggan. Hvilke det drejer sig om, er jeg ikke ganske klar over, men det vigtigste er også, at Clement selv har styr på sagerne.



Som sædvanlig er der for meget mad, heldigvis bliver familien - Didier, Carole, Solene, Fanny, Nathalie, Jean-Michel, Anne-Lise, Marie-Julie, Dominique og David og hjælper lidt med resterne.



Alexis er med for første gang. Han er præcis tre måneder i dag, og er godt nok sød. Hele tiden har han et udtryk af stor tilfredshed og velbehag spillende om sine vældig maskuline læber. Jeg kan huske, at Clement også havde sådan nogle læber. Alexis havde også sine forældre med, Etienne og Laurence.
Laurence fortalte grinende, at hun spurgte Clement, om han havde set den lille baby, og han svarede så som det naturligste i verden, at det var jo Alexis... han har faktisk aldrig set ham før, men vi har nok talt en hel del om det.

Followers

About Me

My photo
Champagne. champagne. Contact me. Denmark. France. French man. Frenchmen. Internet. Journalist. Julekalender. LinkedIn. Radio. Verzy. Village. Vineyards. Winegrower. Winetalking. Winetasting. Writing.