Ferie i La Vendée

Vi forsøger at vinde vores liv tilbage... også med et spædbarn, så derfor har vi brugt noget af barselsorloven på lidt ferie. Det blev i La Vendée, departementet nedenunder Bretagne.

Det ligger ud til Atlanterhavet, har fin strand, små fiskerlandsbyer, feriebetonhelveder - vi lejede en lejlighed i et af de mindre af slagsen - og havde nogle skønne timer ved havet. Her så vi solen, som vi stort set ikke har set i Champagne overhovedet i hele august, havet, et imponerende tidevand... vi spiste dejlig fisk, skaldyr - som jo er meget stort i Frankrig - og kørte til et af de riges ferieparadiser, l'Ile de Nourmoutier. Her vil jeg gerne have en Belle Epoque-sommervilla, så jeg er gået i gang med at opfinde mulige plots til en bestseller i verdensklassen.









Udsigten fra vores lejlighed er helt i orden. Det er Atlanterhavskysten også. Clement nøjes med at kigge på det, Eva bryder sig ikke om stranden ret længe, så må mor gå hjem.









Morgenritualer. At det er ferie ses af, at vi spiser bagerbrød - brioche vendéenne - til morgenmad. Den adskiller sig fra vores lokale ved at have sukkerkugler på toppen.





Lokalt kan man bl.a. prøve karrusellen - MEGET VIGTIGT - Clement er så godt inde i den vane, at han ved der vanker tre tutr. En, som man bare får, den næste, efter hvilken man får at vide, at efter næste tur er det slut, og endelig den sidste tur.





På Atlanterhavsøen l'Ile de Nourmoutier ser vi, hvordan man udvinder salt af saltmarsken midt på øen. Øen minder om Holland og det danske Vadehavsområde med tørlagt marskland, diger på kysten mod fastlandet og små idylliske byer.

Hovedbyen råder over en pudsig højvandshavn - tørlagt ved lavvande - Clement associere til sit aftenbad og mener, at nogen må have trukket proppen ud - en borg med donjon fra det 12. århundrede og idylliske små gader og torve med gamle huse.
















En gåtur under fyrreskov og egeskov skal give fine kig til nordøens stenede småstrande. Belle Epoque-villaerne ligger under træerne, der er gennemkrydset af små veje, hvor der færdes flere cyklister end biler. Det er så fint. Jeg MÅ have et sommerhus der.
















Vi slutter turen i Herbaudiere, som er en højst levende fiskerihavn, som jeg kender dem så gådt fra Danmark. Vi spiser selvfølgelig fisk der. Alain køber en Helly Hansen -jakke til halv pris, og vi ser verdens største hortensiaer - mindst.

Clements sommer

Clement finder små pinde i skoven, som han bruger til at traktere alle mulige mærkelige pauker, store og små trommer samt diverse slagtøj, som han finder i form af træstubbe, træstammer og store og små sten. Musikken er virkelig med os overalt. Pindene lader vi dog ligge. Mine pelargonier er rekonvalescenter efter at være blevet grundigt trakteret med et par pinde, som jeg var dum nok til at tage med i den tro, at "dem kunne Clement nok have det sjovt med derhjemme". Ja, det skal jeg lige love for... Jeg formoder, det er drengeenergien, der begynder at slå igennem. Om jeg ligefrem behøver at være taknemmelig er jeg dog ikke sikker på.



Clement er nu så stor, at han gerne vil med overalt og nårsomhelst en af os skal noget. Han tager også med Alain på dennes ture for at tjekke vinens tilstand. Der kan man også finde mange gode pinde, og nu var jeg godt nok ikke med på denne tur, men jeg vil vædde på, at han også har spillet musik på vinstokkene.



Utroligt nok er det stadig en fed leg at vaske op. På det seneste - jeg tror nok, at det er kommet nogenlunde i takt med Evas ankomst - er han også blevet vældig huslig, og tilbereder og serverer mad til os og til sine bamser. Nogle gange har Clement gang i alle køkkenskabene til sin madlavning. Han stiller sine små gryder og tallerkner med legemad på. Han laver også stadig meget gerne "les sacs", en leg, han fandt på for halvandet års tid siden, og som går ud på at proppe alle kolonialvarerne ned i alle de poser og tasker, han kan finde, og bære dem ind i stuen. Nogle gange kommer han så tilbage med dem, og så har han købt dette og hint til os. Andre gange bliver de stående, og så må den skrappe mor insisteret på, at alt bliver sat tilbage i skabet igen. Det accepterer han. Det betyder, at alle kolonialvarer altid er opbevaret i en stor møgbunke, hvor det er stort set umuligt at finde noget som helst, men det lever jeg med.





Clement har fået både penalhus til sine blyanter og tudser og en børnesaks af mormor og arbejder vildt koncentrerert med begge dele. Når Clement skal koncentrere sig dybt om et eller andet, glemmer han at lukke munden, og så arbejder han ellers. Det tog ham lidt tid at lære at styre saksen. I de dage samlede vi små stykker papir op overalt. Det var nemlig alle de gamle tegninger fra det sidste halve år med musikinstrumenter, der måtte lade livet i sakseeksperimenternes navn.



Det går rigtig dårligt med brillerne. Clement er skudt i vejret på enhver måde denne sommer. Han er vokset ud af alle sine sko, alt sit tøj og også sine briller. Vi venter nu på at komme til endnu en seance med øjenlægen, hvor vi regner med at få at vide, at Clement skal bruge brillerne hele tiden. Desværre er børnebrillerne ikke ret gode; Clements efterlader et stort rødt mærke på næsen efter bare en halv times brug, så jeg forstår udmærket, at han er svær at overtale til at tage dem på. Når han så endelig har dem på - stort set altid i kombination med en film, han gerne vil se - gør han, hvad han kan for at snyde ved at kigge henover glassene i stedet for igennem dem.

Clement er de sidste uger begyndt at lege væsentligt mere abstrakte lege. Han udnævner nu halvdelen af sofaen eller gulvet til at være vand, som han så enten springer ned i eller også netop ikke springer ned i. Hans fantasi er altså nok til at gøre en ting virkelig, og det er nyt terræn, han der har indtaget.

Han er blevet meget mere fysisk, løber ganske stærkt nu, hopper rundt, slår kolbøtter og så videre, og han har ganske meget energi, der skal finde udløsning i løbet af en dag. Jeg tænker, det bliver skønt for ham at starte i skolen nu, fordi han der vil finde flere udfordringer.

Evas tredje og fjerde uge

Bad får hun godt nok ikke hver dag, og vi putter godt nok heller ikke sæbe i, men vi vasker hende da, og hun kan tilsyneladende helt godt lide vandet og vil gerne have det varmt.







Vi har et rend til alle mulige læger, blodprøver, scanninger og jeg ved ikke hvad og føler os meget heldige, at vi har Josette, som gerne kommer og leger med Clement nogle timer en eftermiddag, mens vi tager afsted. På den måde får hun også set Eva, der er hendes første barnebarn af hunkøn, i hvert fald hver uge.

Som rigtig mange andre franske damer holder hun sig helst i baggrunden. Spædbørn er for små, og ingen ønsker rigtig at foretage sig noget med hende. Jeg er nu gået i gang med at træne farmor, og det fungerer rigtig fint, hvis bare ikke Eva hyler, og hvis bare jeg siger, hvad hun skal gøre. Jeg bilder mig ind, at vi begge er glade for det. Nej, jeg er helt sikker på, at vi begge er tilfredse på den måde.





Eva kommer også med i skoven, hun snupper sig en hviler, hvilket passer os fint. Så har vi fred og ro til pindene.







Mælkeland er et dejligt sted, dertil rejste Clement også, da han var helt lillebitte. For hans vedkommende var det sutteflasken, der ekspederede ham afsted til drømmeland, Eva foretager samme rejse ved brystet men ikke efter flasken.





Hun er så lille og fin, min lille pige, at jeg næsten ikke kan forstå det.

Hvem ligner hvem?

Nogle spørger, hvem Eva ligner. Ifølge Desmond Morris skal hun jo ligne sin far, for at han vil kendes ved hende... alle syntes, at Clement var som snydt ud af næsen på Alain. Sjovt nok siger ingen det samme om Eva, selvom jeg synes, at hun og Clement ligner hinanden som to dråber vand. Se bare her:

















Billederne er alle fra de første tre uger. Hvor er Eva og hvor er Clement? Der er ingen farvekode, begge børn bruger både blåt og rødt...