Clements sommer

Clement finder små pinde i skoven, som han bruger til at traktere alle mulige mærkelige pauker, store og små trommer samt diverse slagtøj, som han finder i form af træstubbe, træstammer og store og små sten. Musikken er virkelig med os overalt. Pindene lader vi dog ligge. Mine pelargonier er rekonvalescenter efter at være blevet grundigt trakteret med et par pinde, som jeg var dum nok til at tage med i den tro, at "dem kunne Clement nok have det sjovt med derhjemme". Ja, det skal jeg lige love for... Jeg formoder, det er drengeenergien, der begynder at slå igennem. Om jeg ligefrem behøver at være taknemmelig er jeg dog ikke sikker på.



Clement er nu så stor, at han gerne vil med overalt og nårsomhelst en af os skal noget. Han tager også med Alain på dennes ture for at tjekke vinens tilstand. Der kan man også finde mange gode pinde, og nu var jeg godt nok ikke med på denne tur, men jeg vil vædde på, at han også har spillet musik på vinstokkene.



Utroligt nok er det stadig en fed leg at vaske op. På det seneste - jeg tror nok, at det er kommet nogenlunde i takt med Evas ankomst - er han også blevet vældig huslig, og tilbereder og serverer mad til os og til sine bamser. Nogle gange har Clement gang i alle køkkenskabene til sin madlavning. Han stiller sine små gryder og tallerkner med legemad på. Han laver også stadig meget gerne "les sacs", en leg, han fandt på for halvandet års tid siden, og som går ud på at proppe alle kolonialvarerne ned i alle de poser og tasker, han kan finde, og bære dem ind i stuen. Nogle gange kommer han så tilbage med dem, og så har han købt dette og hint til os. Andre gange bliver de stående, og så må den skrappe mor insisteret på, at alt bliver sat tilbage i skabet igen. Det accepterer han. Det betyder, at alle kolonialvarer altid er opbevaret i en stor møgbunke, hvor det er stort set umuligt at finde noget som helst, men det lever jeg med.





Clement har fået både penalhus til sine blyanter og tudser og en børnesaks af mormor og arbejder vildt koncentrerert med begge dele. Når Clement skal koncentrere sig dybt om et eller andet, glemmer han at lukke munden, og så arbejder han ellers. Det tog ham lidt tid at lære at styre saksen. I de dage samlede vi små stykker papir op overalt. Det var nemlig alle de gamle tegninger fra det sidste halve år med musikinstrumenter, der måtte lade livet i sakseeksperimenternes navn.



Det går rigtig dårligt med brillerne. Clement er skudt i vejret på enhver måde denne sommer. Han er vokset ud af alle sine sko, alt sit tøj og også sine briller. Vi venter nu på at komme til endnu en seance med øjenlægen, hvor vi regner med at få at vide, at Clement skal bruge brillerne hele tiden. Desværre er børnebrillerne ikke ret gode; Clements efterlader et stort rødt mærke på næsen efter bare en halv times brug, så jeg forstår udmærket, at han er svær at overtale til at tage dem på. Når han så endelig har dem på - stort set altid i kombination med en film, han gerne vil se - gør han, hvad han kan for at snyde ved at kigge henover glassene i stedet for igennem dem.

Clement er de sidste uger begyndt at lege væsentligt mere abstrakte lege. Han udnævner nu halvdelen af sofaen eller gulvet til at være vand, som han så enten springer ned i eller også netop ikke springer ned i. Hans fantasi er altså nok til at gøre en ting virkelig, og det er nyt terræn, han der har indtaget.

Han er blevet meget mere fysisk, løber ganske stærkt nu, hopper rundt, slår kolbøtter og så videre, og han har ganske meget energi, der skal finde udløsning i løbet af en dag. Jeg tænker, det bliver skønt for ham at starte i skolen nu, fordi han der vil finde flere udfordringer.