Det ligger ud til Atlanterhavet, har fin strand, små fiskerlandsbyer, feriebetonhelveder - vi lejede en lejlighed i et af de mindre af slagsen - og havde nogle skønne timer ved havet. Her så vi solen, som vi stort set ikke har set i Champagne overhovedet i hele august, havet, et imponerende tidevand... vi spiste dejlig fisk, skaldyr - som jo er meget stort i Frankrig - og kørte til et af de riges ferieparadiser, l'Ile de Nourmoutier. Her vil jeg gerne have en Belle Epoque-sommervilla, så jeg er gået i gang med at opfinde mulige plots til en bestseller i verdensklassen.




Udsigten fra vores lejlighed er helt i orden. Det er Atlanterhavskysten også. Clement nøjes med at kigge på det, Eva bryder sig ikke om stranden ret længe, så må mor gå hjem.




Morgenritualer. At det er ferie ses af, at vi spiser bagerbrød - brioche vendéenne - til morgenmad. Den adskiller sig fra vores lokale ved at have sukkerkugler på toppen.


Lokalt kan man bl.a. prøve karrusellen - MEGET VIGTIGT - Clement er så godt inde i den vane, at han ved der vanker tre tutr. En, som man bare får, den næste, efter hvilken man får at vide, at efter næste tur er det slut, og endelig den sidste tur.


På Atlanterhavsøen l'Ile de Nourmoutier ser vi, hvordan man udvinder salt af saltmarsken midt på øen. Øen minder om Holland og det danske Vadehavsområde med tørlagt marskland, diger på kysten mod fastlandet og små idylliske byer.
Hovedbyen råder over en pudsig højvandshavn - tørlagt ved lavvande - Clement associere til sit aftenbad og mener, at nogen må have trukket proppen ud - en borg med donjon fra det 12. århundrede og idylliske små gader og torve med gamle huse.







En gåtur under fyrreskov og egeskov skal give fine kig til nordøens stenede småstrande. Belle Epoque-villaerne ligger under træerne, der er gennemkrydset af små veje, hvor der færdes flere cyklister end biler. Det er så fint. Jeg MÅ have et sommerhus der.







Vi slutter turen i Herbaudiere, som er en højst levende fiskerihavn, som jeg kender dem så gådt fra Danmark. Vi spiser selvfølgelig fisk der. Alain køber en Helly Hansen -jakke til halv pris, og vi ser verdens største hortensiaer - mindst.






No comments:
Post a Comment