Vinterferie i Danmark

 

Clement og Solveig har holdt en uges vinterferie i Danmark. Vi nåede stort set Danmark rundt. Mest Odense hos bedstefar og mormor, hvor moster Fie også var hjemme til Clements store glæde.

 

Vi tager toget til Aalborg. En lang tur med rig mulighed for at tale om musik, Danmark, tog og meget mere.

I Pandrup byggede Jacob og Clement mur og gravede huller efter en skat. Jakobs specialitet er skattekort, og Clement nåede da også at tegne et enkelt skattekort i toget hjem efter Jacobs anvisninger.

 

 

Højt hår og best friends. Nu også med mødre, Marianne og Solveig.

På vej tilbage fra Pandrup besøger vi moster Hanne i Århus. Spiser frokost med fætter Hilmar og Ulla i Bruhns galleri med god udsigt over banelegemets mange togbevægelser. Går tur i Midtbyen. Over Clemens' Bro.
 

 

Vi slår et smut forbi Domkirken. Fætter Lasses tag og alt det der. Vi er faktisk ikke helt sikre på, at fætter Lasse nu også har været med til at skifte taget, men det vil nok alligevel altid forblive sådan. Indeni er der to orgler, et lille og moderne eksemplar til dagligbrug og det store klassiske: Nordeuropas største, fortæller damen uden at præcisere, hvor grænsen går. Jeg skulle have spurgt.

 

 

Bagefter støder vi på dette enmandsorkester, guitar, sang, mundharpe og percussion, orkestreret via snoretræk med fødderne. Han laver et Johnny Cash nummer, og han gør det ret godt. Trods pustende kold vind har han et pænt publikum, fordi han er god. Han laver også noget didgeridoo-electronica, som vi kun hører, så vi når ikke at se, hvordan han sætter det i værk. Ene, dygtige mand.

Søndag er Clement, forklædt som ridder, med moster Fie til fastelavnsfest med tosprogede børn af enlige mødre gennem Røde Kors. Han leger med Malaika, der fylder fem, og en dreng på seks år, der også er klædt ud som ridder. Stor succes. Tosprogede børn i Danmark spiser også pizza og lagkage.

Mandag overmiddag rejser vi videre.

 

Farvel til mormor og moster Fie. Bedstefar er blevet hjemme. Vi rejser videre til Søren og Annette i Himmelev, hvor alle drenge er hjemme. Den står på hjemmebagte fastelavnsboller, legeplads, biler, pasta med kødsovs og meget mere.

 

 

Efter Himmelev besøger vi Bjørg i Kastrup. Vi henter hende i børnehaven, og ser så i samme forbindelse, hvordan en dansk "Maternelle" - det hedder en børnehave, Clement - ser ud. Vi ankommer til spisetid, derfor er legeplads tom.

 

 

I Lufthavnen, Charles de Gaulle, bliver vi hentet af Papa og Eva, der er fuldstændig overlykkelig for at se Clement igen. Hun har lært at pille en clementin, mens hun har holdt ferie hos Mamie. Clement viser blandt andet Alexis, der fylder to om få dage, hvordan man bygger med Duploer.

 

 

Musikkens store hus

 

Vi har for anden gang været til åbent hus på musikkonservatoriet i Reims. Denne gang nåede vi lidt af præsentationskoncerten. Messingblæserne. Temmelig godt. Vi har nu lært, at der findes en piccolotrompet, som har den højeste klang blandt trompeterne.

Bagefter besøgte vi instrumenterne og deres lærere enkeltvis.

De sidste uge har jeg jævnligt spurgt Clement, hvilke tre instrumenter han helst ville nå at besøge, og der var ikke på noget tidspunkt slinger i valsen:

Percussion var ikke den store overraskelse

Tuba vel egentlig heller ikke, der er noget kapow over den

Obo havde jeg til gengæld nok ikke lige regnet med.

Men derved blev det.

Hvad percussion angår, var læreren denne gang til stede. Det var han ikke sidste år. Jeg kunne i dag konstatere, at han har det samme nervøse over sig som Evas læge på de travleste dage. Koope'ens tidligere ønolog havde samme temperament. Jeg finder det ikke umiddelbart optimalt for små børn, så det var interessant nok at møde ham.

Til gengæld kunne jeg se, hvordan han interesserede sig meget for store gymnasietyper og deres kunnen.

Jeg lærte dog flg.

Percussion kan man normalt begynde i 10 års alderen. Problemet er primært selv at kunne komme til konservatoriet for at øve sig, fordi slagtøj er det hele, og ingen har alle de marimbaer m.m., som øvelokalerne er fulde af her.

Det er fint at lege og spille, som Clement gør nu. Man risikerer ikke at indøve dårlige håndstillinger eller sådan noget som kan genere siden. Trommelæreren begyndte selv tidligt, siger han.

 

En af hans elever, en 13-årig dreng, demonstrerede velvilligt marimbaen - han spillede med to gange to baguetter - og bagefter øvede han på marchtrommen, som Clement også fik lov til at prøve.

Han fortalte os, at han egentlig ikke havde fået plads som percussionist, men havde insisteret og insisteret og plaget lidt til og til sidst fået en plads. Ret ung. Interessant at vide.

Med blod på tanden kom vi tilfældigt ind til fagot, som ellers ikke stod på vores program, men percussion tog slet ikke så længe, som vi havde håbet, for den nervøse trommelærer gik helt tydeligt ikke ind for, at børnen skulle prøve slagtøjet.

Fagot-læreren fortalte, at han har haft en elev, der begyndte som 5-årig.

Clement havde ikke alt for svært ved at blæse lyd i mundstykket, men han var umådeligt generet, og det var noget generende, for så blev det svært for ham at få noget ud af mødet med læreren, der var supervenlig og pædagogisk.

Bagefter oboen. Læreren havde noget af det samme nervøse over sig som trommemanden. Da jeg forklarede ham, hvordan Clement selv gennem flere uger har valgt, at han gerne ville besøge oboen, ville han dog gerne give et lille indblik i oboens verden, selvom han ikke forsømte at sige, at det er tidligt. Clement kunne dog ikke rigtigt få et dobbelt rørblad til at give lyd, og gav ret hurtigt op. Havde ikke lyst til at prøve mere. Så gik vi.

Hen til messingblæserne.

 

 

Tubalæreren havde sat en gammel - oldgammel - musikalsk Anders, Michey og Fedtmule film på, som man kunne se på i ventetiden. Det gjorde vi, sjovt nok sammen med en dreng, hvis mor jeg også så, da vi var til åbent hus på musikskolen Jard forleden.

Læreren var super sympatisk. Viste sit instrument med al grundighed, også til Clement der egentlig er for lille. Clement kunne få lyd ud af tubamundstykket og tubaen, og læreren fortalte ham, det var flot. Det samme fik drengen før at vide. Det var de par sætninger, der havde lagret sig bedst i Clements hoved efter besøget. Det var det, han fortalte Alain, der ikke var med.

Vi ved nu, at den store tuba hedder bastuba, og den spiller man på i orkesteret. Ellers er det den lille, som Clement prøvede. Vi ved, at man arbejder med sin vejrtrækning på samme måde, som når man synger.

 

 

Trombone, ved vi nu, findes også både i en tenor og en basudgave. De ligner hinanden ret meget, men den unge mand, der forklarede os om trækbasunen fortalte, at man vælger, om man vil spille den ene eller den anden. Det er to instrumenter.

Også her klarede Clement at blæse lyd i den, og var meget stolt og også meget genert. Det er svært for ham at være i centrum på den måde. Eller også er det svært at sidde med noget, man så gerne vil, og virkelig mærke, hvor svært det er. Hvor meget arbejde man skal lægge for noget, der ser så let ud.

Han mener naturligvis, vi skal købe en tuba nu. Klart klart.

Kontur

Clements hjertepige har lært ham at tegne med kontur. Det forklarede han mig ret grundigt i morges inden skole.

Børnene begynder ofte skoledagen med at sidde stille - nå ja, hvad ved jeg om det, det formoder jeg, lærerens temperament taget i betragtning - og tegne.

Det er nu også det store nummer her i huset. At tegne med en nat - sort - tusch og efterfølgende farvelægge - koloriere - felterne.

Dagens idé var en lille panda, der spiser dejlig bambus, og der var også noget vand og - imponerende - en sol samt solens spejling i vandet. Det har jeg aldrig set ham lave før, jeg gad nok vide, om han har set det hos en af pigerne og nu kopierer det. Det er gået op for mig, at han åbenbart kopierer flittigt, hvilket jeg synes er helt vildt fedt. Motiverne er jo stadig hans egne.

I dag så jeg, hvordan hun slæbte af med ham. Mange solide greb i elefanthuen. Jeg gad nok vide om det er sådan man scorer klassens sødeste dreng.

Pigernes Clement

Clement er ved at udvikle sig til pigernes Clement

I dag fortalte Ambres mor, at Ambre taler meget om Clement. Nu er det jo bare sådan, at det nok stadig er Julie, der er Clements kyssepige. Det er trods alt Julie, der godt gider lære, hvordan man tegner en kontrabas eller en caisse claire. Den slags piger hænger ikke på træerne, men hun har jo også en storesøster, der spiller fløjte i musikkens store hus.

Udover et lille skilt fra Ambre, en tegning fra Candice hænger der på opslagstavlen nu også en Maëlys-Julie-Clement coproduktion, der hedder talende hænder.

Det bliver meget spændende at se, hvordan det udvikler sig med Don Clement og pigerne. Jeg har altid ment, at det er et godt talent at kunne score piger, så jeg støtter ham. Husker dog at fortælle det til mødrene, hvis der er små gaver involveret, undtagen tegninger, det er trods alt skolens materiel.

Eliot har nemlig sagt, at det er bel (krig) mod pigerne.

Evaluering

Vi har i dag fået evaluering af Clement for tredje gang.

Han kan det han skal.

Det gør mig stadig usikker at få den slags til så små børn. En eller anden prik som gik igennem alle papirerne - der er nok 100 små delområder, vil jeg tro, hver nøje angivet med "opnået", "ved at opnå" eller - gulp - "ikke opnået" - stod i et felt på hver side, og flere steder så det ud som om, at visse områder ikke var opnået.

Først efter fem minutter gik det op for mig, at det bare var en eller anden prik, der af en eller anden grund er trykt igennem på alle siderne. Den sad samme sted.

Hvor paranoid kan man være?

I øvrigt synes jeg, det er helt fint. Det er glimrende redskab, og man får en meget detaljeret redegørelse for, hvordan en anden, uddannet person opfatter de færdigheder, som ens barn behersker.

Hurtigere end sin egen skygge

 

 

Kloge børn finder nemt på andre måder at bruge en transportabel togbane (nede i kassen) på. Sådan hiver vi Brio-banen frem og tilbage mellem Soulieres og Verzy hver weekend. Eller også Lego-klodserne, der ligger i en anden stor kasse på hjul.

Musikalske venner

Vi har været til åbent hus på Jard. Den ene af Reims' to folkeskoler med særligt musiktilbud.

Det viser sig oven i købet at Reims er den eneste by i Frankrig, der har to tilbud. Fraset Paris, formoder jeg.

Da Clement stadig er bidt af en gal musiker, da vi ikke interesserer os specielt meget for det lokale tilbud, og da vi gerne ser ham i et kreativt miljø, er det selvfølgelig meget interessant for os.

Det er imidlertid også - udover daglig transport på en time - skoler, der kræver, at man øver sig på sit instrument hver dag. Man får med andrd ord hurtigt meget besatte dage ud af det, hvor det kan være svært (for mig) at se, at der er tid til andet end musik og andre lektier.

Musikken og at øve den skal dermed helst være en del af ens leg... ellers kan det ikke hænge sammen... men der skal jo også være tid til anden leg, når man er syv år, som ungerne er, når de begynder på det særlige musiktilbud.

Det er også skoler, der kræver koncentration og selvstændighed af børnene. Skoler, der tester dette som en del af deres optagelseskrav udover musikalitet. Det er lige præcis felter, der tilsyneladende (efter hvad jeg hører andre fortælle om deres skoleoplevelser) mangler i den grad i det øvrige system, og det er jo dermed meget tiltrækkende at finde en skole, hvor det er nødvendigt, og hvor det bliver støttet.

Besøget bestod af en times tid, hvor skolelederen og en lærer fortalte en hel del, enkelte forældre supplerede, bagefter koncert ved skolens ældste klasse, børn på 10 år, der spillede små stykker og selv præsenterede deres instrumenter.

Ikke alt for overraskende kunne Clement - opfordret af mig - i dag fortælle mormor samtlige konfigurationer samt om det var piger eller drenge, der havde spillet.

Vi har nu et år til overvejelserne, idet vi skal søge enten efter næste jul, hvis vi ønsker ham allerede fra 1. klasse, hvor der ikke er musik, eller senest fra 2. klasse, hvor musikkurserne begynder. Vi er vist allerede begyndt.

Eva og Clement på vej til Soulieres

 

 

Prinsesser har vel eget skrin

 

Eva har arvet dette fine lille pigeskrin af Trine i Tønder, der nu med snart 15 år har fået et andet og alderssvarende.

Eva er vild med den lille danserinde, og med de små stykker pigedims, jeg har anbragt i det. Guderne må vide, hvor hun har det fra. Jeg går aldrig med smykker, ikke fordi jeg ikke kan lide det har blot ikke genfundet vanen efter tiden med småbørn. Jeg sætter heller ikke mit hår med altmuligt dims.

Så det må jo være fra de andre småpiger i vuggeren, at hun lærer den slags. Hun kan i hvert fald rigtig godt lide at sidde med skrinet og rode med dimserne, inden hun skal sove.

Scherfig

 

Clement og Alain maler rammer til Scherfig-billeder.

 

 

Og sådan ser det ud. Wauv som vi siger efter at have været i New York.

Clement seneste tegninger

 

En hyæne med skarpe tænder og ditto kløer sidder i sin hule. Den har sit legetøjs-monster, og der er også en flagermus og en edderkop i sit spind. Inspireret af filmen "Løvernes konge".

 

En piratbåd. Clement ser nu "Peter Pan" på DVD og det har anbragt hele pirat og indianerverdenen på en pt meget fremtrædende plads i hans forestillingsverden.

 

Tegningen skulle egetnlig have været en hyæne, men det lykkedes ikke. Med håndeleg ændrede Clement kurs til havskildpadde, der går på havets bund, og har glad smilemund i stedet for. Bemærk detaljen, at der er klippet ud mellem dens ben.

 

Endelig den store afrikanske savanne med løve og abe og to store træer. En hyæne sidder i sin hule, og der er også en tunnel med uhyggelige monstre, der dog ikke kommer op. Heldigvis

Jeg bliver så glad over de tegninger. Jeg har fulgt især Mads' tegninger gennem en del år nu, og det er altså skægt at se, hvordan Clement nu bliver så stor, at han også begynder at have mange forskellige brikker i sin forestillingsverden og kan bygge dem sammen på kryds og tværs på mange overraskende måder.

Hans tegninger har taget et ryk op den sidste tid. Han tegner i overraskende mange detaljer, såsom antallet af sejl på piratbåden, der svarer ret godt til, hvad han har set på sin egen (lånte) Playmobil-båd.

Billeder fra januar

 

Venter på at se film hos Mamie. Clement er træt efter en hård weekend med leg med Eliot til kl. 23 fredag aften og siden fødselsdag hos Julie lørdag eftermiddag.

 

Eva og Mamie sorterer et spil med træbrikker.

 

Eva og Clement i kina-pyjamasser fra Dominique. Eva vil ikke have sin af igen. Jeg ved ikke, hvor det pyntegen kommer fra. Men det er ret konsekvent, hun elsker også sit nyt smykkeskrin.

 

Klapvogn med egen baby til. Så skal der gås. Selv Clement hygger sig med at gå tur med babyen i ny og næ. Eva storker rundt med den, både i Verzy og Soulieres, hvor vi tilbringer de fleste weekender i øjeblikket. Beskæring af vinstokkene.

 

Clement spiller og synger julesange for mor på sin nye akustiske guitar.