November i Paris

Paris er bedst i november. Det er så køligt, at man med fordel kan bruge sine seje støvler og flotte vinterfrakke. Bladene har efterårsfarver. Solen er skart og smuk, og vejret er stadig godt nok til at man kan hænge ud på fortorvscaféerne. Man hænger dog ikke ret længe ad gangen i selskab med Clement, som virkelig har lært at løbe. Heldigvis morer han sig med at løbe efter duer, så en del af løbet foregår i cirkler. Ellers var Alain og jeg aldrig sluppet levende fra sådan en udflugt. I dag - dagen derpå - har vi følt os MEGET gamle.

Programmet var fastlagt på forhånd. Det er en stor fordel i Paris. Så har man nemlig en chance for at nå det man gerne vil. Vi skulle have lavet pas til børnene og havde besluttet at tage metroen rundt, først til Pompidou-centeret for at se en bestemt udstilling, derpå til Louvre for at se glaspyramiden, som Clement kender fra bøger. Det tog os næsten syv timer, frokost og kaffeoptankning inklusive. Selvom Ikea for så vidt ikke var lukket, valgte vi at gøre hjem til Champagne med i den grad flade batterier og opstrammede balder. Der er rigtig meget musik i metroen - violin, guitar, saxofon, panfløjteindianerorkester, syngedame à la Piaf - og også rigtig mange trapper.


Beaubourg, Pompidou-centeret i midten af Paris, er en fantastisk 80'er bygning med rutschebaner udenpå, mener Clement. Indeni er der en udstilling af multimediekunst, der kommer fra Fabrica, der er et kunstcenter i Treviso i Italien, finansieret af Benetton-penge.




En af installationerne består af et kamera, hvis billede bliver vist på væggen hundredevis af gangen. Højst finurligt er der en lille forsinkelse fra billede til billede, række til række, hvilket giver en bøljeeffekt. Man kan altså se sig selv række armene i vejret efter at man har gjort det. Ret morsomt, ikke mindst for en 3-årig. Også ret morsomt er det at Alain stiller sig ind i rummet med Clement og gør ting... en masse folk kigger på og griner med den 3-årige, men ingen springer ind og leget efter Clement og Alain. Heller ikke mig... nogen gange kan det godt undre mig i hvilken grad legeinstinktet altid eller næsten bliver overdøvet af det gode opdragelses/generthed for at vise sig frem-instinktet. Hvor er det synd.




Man ankommer i denne spændende multimedieudstilling ad en fantastisk trappe. Noget elektronisk dims er installeret ved hvert trin, og det betyder, at der lyder toner, når folk går op og ned ad trappen. Kunstcenterets store foyer genlyder af denne helt specielle musik. Clement og de andre små og store børn er begejstrede. Her har folk sværere ved at styre deres legegen. Det gør sikkert en forskel om man blot skal gå op og ned for at aktivere interaktiviteten eller man skal stå og bevæge kroppen for alles blikke.


Clement kommer ikke til Paris hver dag, der er 100% fuld knald på. Dette billede er fra et af de sjældne øjeblikke, han ikke løb rundt. Han er bestukket - naturligvis - med en appelsinjuice og chokoladekage.

Efter Beaubourg tager vi metroen - der i sig selv er en del af dagens pariseroplevelse - Clement er jo ret interesseret i tog, så han synes også, at metroen og de lange tunneller under jorden med mange mennesker er ret spændende. Vi dukker op ad dybet udenfor Louvre for at se glaspyramiden og bassinerne ved den. En altid smuk oplevelse. Æstetikken på dette sted er virkelig sund for sjælen, det er jeg overbevist om, så selvom vi kun bliver her et kvarters tid, er det maset op og ned fra metroen værd.

Pølsesnak

Clement og Maëlys fra de første endnu generte skoledage. Det er for længst gået fløjten nu.

Konstant prøver vi at finde ud af, hvad rødderne egentlig har gang i i den skole. Her i ferien gjorde Alain ved anderledes spørgeteknik en opdagelse, som vi har grinet gevaldigt af lige siden.
Han spurgte Clement, om de råber lige så meget henne i skolen, når de skal sove til middag, som herhjemme, hvor lydniveauet er for opadgående... Clement konstaterede som det selvfølgeligste i verden... "Ben, mais oui"... Da Alain spurgte videre til råberiet, viste det sig, at i hvert fald en del af det består i en ny sjov leg, som Clement og Maëlys åbenbart leger, når de skal sove, og som går ud på at råbe "kaka boudin" til hinanden.

Endnu mere morsomt... da Alain fortalte denne historie til Sandrine, Apollines mor og Alains kusine, som vi besøgte i efterårsferien... brød Apolline, der også går i petit section og Clement nærmest sammen grædende af grin, hvorpå de begyndte at råbe kaka boudin til hinanden. Apolline kendte tydeligvis det frække ord, der åbenbart er en fransk maternelle-klassisker. Fniiiis...

Den intelligente læser har sikkert for længst regnet ud, at det selvfølgelig har med fækalier at gøre. Kaka svarer vel nærmest til pølser på dansk, og boudin er pølser.

Enormt frækt, ikk'?

En funny fætter

Ugen efter barnedåben regner det nogle dage helt vildt... og når det en sjælden gang regner hos os, så minder det mere om syndflod end om regnvejr... hvorom alting er får vi netop sådan en helt vild regnvejrsaften besøg af dette giftigt udseende væsen, der normalt skjuler sig langt inde i den dybe skov. Alain har i over 40 år aldrig før set sådan et kreatur, så vi bruger lidt tid på at studere det.

Åben skole

Lørdagen efter barnedåben er der åben skole i et par timer lørdag formiddag. Vi kan købe kage, eleverne selv har bagt og dertil drikke en kop kaffe eller te.

Der er lejlighed til en hurtig snak med læreren, Brigitte, og med de andre forældre, hvis man kan komme afsted med at prikke hul på deres Verzy-skal. Det er ikke nemt.

Heldigvis er Manu, chefen fra vuggestuen, der også... så kan vi da snakke lidt med hende.

Og så er det bare helt vildt sjovt at se alt der dims de små basser har lavet efter at have været på kunstudstillingen "Supernova" i Pommerys kældre. Hos os har vi jo talt en del om værket "Den store mor" - jeg ved såmænd ikke hvad det hedder rigtigt, "Den store mor" er fint og malende nok for mig, idet det drejer sig om et meget stort kvindehoved, og for Clemnet er alle voksne mænd fædre og alle voksne kvinder er mødre.








Tom er ret god til at forklare, hvad de har puttet ind i skotøjsæskerne, men han går også i Grand Section - han er en af de store på 5 år - og jeg har Clement mistænkt for at se lidt op til ham. Tænk bare det at være 5 og være en grand.

Barselsgaver

Eva er blevet stærkt begavet... selv i så ung en alder... her skal I bare se...


Bamse fra Genevieve i Soulières.


VM-bamse fra mormor og bedstefar fra Berlin.


Badekåbe fra Viviane og Robert.


Flæsebluse, spencer og strømpebukser fra Sandrine, Benoit, Apolline og Gregoire i Saint-Jean devant Posesse.


Spencer fra Laurent, Virginie og Mathieu i Cramant.


Spencer, skjorte og strømpebukser fra Annie og Gérard i Monmort.


Skindsko fra Kamma og Flemming i Bellinge.


Lyserød elefant fra moster Hanne fra Mumbai eller omegn.


Body fra Hakon, Vibeke og Hjalte på Vesterbro.


Natdragt fra Patricia, Antoine, Julie og Paul i Libourne.


Udstyr til vinteren fra Alains personale i Reims.


Tøj til døgnet rundt fra Etienne, Laurence og Alexis i Monts.


Badelegetøj fra Sven og Annette i Aalborg.


Lidt af hvert fra Marianne, Nico, Anouk og Oscar i Taissy.


Bukser og lyserødt fra Thierry, Michelle, Theo, Aurel og Mathis i Bouy.


Bukser fra Signe og Peter, Adrian og Osvald i København.


Lyserødt og stribet sæt fra Erik og Kirsten i Ribe.


Lyserød dragt fra Inger i Skive.


Mere lyserødt fra Paula og Stephen i Beckingham.


En lysende stjerne fra Karen i Himmelev.


Natdragt fra faster Martine og Roger i Chalons-en-Champagne.


Sælskindsfutter fra moster Hanne i Århus... men de er nu fra Bergen.


Nattøj fra Mamie Josette i Soulieres.


Elefanten Bodil med magnetfødder fra mormor Birte og bedstefar Carl i Odense.


Dragt fra Susanna, Stephane, Cléophée og Alexis i Reims.




Kjole og små sko fra Nathalie, fætter Jean Michel, Anne-Lise og Marie-Julie i Reims.




Mariehøne-bog fra Anette, Nanna og Trine i Tønder.


Kjole fra Virginie og Marie i Verzy.


Bodyer fra Suna og Mads i Himmelev.


Spencerkjoler, cardigan og lille blondesmække fra Isabelle, Finn, Sarah og Luna i Rilly-la-Montagne.

Moderen er blevet betænkt med blomster fra den stolte fader og fra Marianne, dem var jeg desværre ikke kvik nok til at forevige, før det var slut. Blomster stod ikke længere under den langvarige hedebølge, vi har haft, og som p.t. er ovre.