November i Paris

Paris er bedst i november. Det er så køligt, at man med fordel kan bruge sine seje støvler og flotte vinterfrakke. Bladene har efterårsfarver. Solen er skart og smuk, og vejret er stadig godt nok til at man kan hænge ud på fortorvscaféerne. Man hænger dog ikke ret længe ad gangen i selskab med Clement, som virkelig har lært at løbe. Heldigvis morer han sig med at løbe efter duer, så en del af løbet foregår i cirkler. Ellers var Alain og jeg aldrig sluppet levende fra sådan en udflugt. I dag - dagen derpå - har vi følt os MEGET gamle.

Programmet var fastlagt på forhånd. Det er en stor fordel i Paris. Så har man nemlig en chance for at nå det man gerne vil. Vi skulle have lavet pas til børnene og havde besluttet at tage metroen rundt, først til Pompidou-centeret for at se en bestemt udstilling, derpå til Louvre for at se glaspyramiden, som Clement kender fra bøger. Det tog os næsten syv timer, frokost og kaffeoptankning inklusive. Selvom Ikea for så vidt ikke var lukket, valgte vi at gøre hjem til Champagne med i den grad flade batterier og opstrammede balder. Der er rigtig meget musik i metroen - violin, guitar, saxofon, panfløjteindianerorkester, syngedame à la Piaf - og også rigtig mange trapper.


Beaubourg, Pompidou-centeret i midten af Paris, er en fantastisk 80'er bygning med rutschebaner udenpå, mener Clement. Indeni er der en udstilling af multimediekunst, der kommer fra Fabrica, der er et kunstcenter i Treviso i Italien, finansieret af Benetton-penge.




En af installationerne består af et kamera, hvis billede bliver vist på væggen hundredevis af gangen. Højst finurligt er der en lille forsinkelse fra billede til billede, række til række, hvilket giver en bøljeeffekt. Man kan altså se sig selv række armene i vejret efter at man har gjort det. Ret morsomt, ikke mindst for en 3-årig. Også ret morsomt er det at Alain stiller sig ind i rummet med Clement og gør ting... en masse folk kigger på og griner med den 3-årige, men ingen springer ind og leget efter Clement og Alain. Heller ikke mig... nogen gange kan det godt undre mig i hvilken grad legeinstinktet altid eller næsten bliver overdøvet af det gode opdragelses/generthed for at vise sig frem-instinktet. Hvor er det synd.




Man ankommer i denne spændende multimedieudstilling ad en fantastisk trappe. Noget elektronisk dims er installeret ved hvert trin, og det betyder, at der lyder toner, når folk går op og ned ad trappen. Kunstcenterets store foyer genlyder af denne helt specielle musik. Clement og de andre små og store børn er begejstrede. Her har folk sværere ved at styre deres legegen. Det gør sikkert en forskel om man blot skal gå op og ned for at aktivere interaktiviteten eller man skal stå og bevæge kroppen for alles blikke.


Clement kommer ikke til Paris hver dag, der er 100% fuld knald på. Dette billede er fra et af de sjældne øjeblikke, han ikke løb rundt. Han er bestukket - naturligvis - med en appelsinjuice og chokoladekage.

Efter Beaubourg tager vi metroen - der i sig selv er en del af dagens pariseroplevelse - Clement er jo ret interesseret i tog, så han synes også, at metroen og de lange tunneller under jorden med mange mennesker er ret spændende. Vi dukker op ad dybet udenfor Louvre for at se glaspyramiden og bassinerne ved den. En altid smuk oplevelse. Æstetikken på dette sted er virkelig sund for sjælen, det er jeg overbevist om, så selvom vi kun bliver her et kvarters tid, er det maset op og ned fra metroen værd.