I skolen låner børnene en biblioteksbog med hjem hver uge. Det er jo sådan set fint. Clement har et rimelig grumt eksemplar med hjem denne uge. Den handler om vold mod børn, og opfordrer voldsramte børn til at fortælle andre om det. Jeg har ikke taget mig sammen til at spørge læreren endnu, om hun virkelig synes så små børn skal læse den slags. Eller endnu værre, om det virkelig er nødvendigt.
Det er jo velkendt og tydeligt, at hænderne sidder en hel del løsere på forældre hernede. Det ser man overalt: På gaden, til familiefesten, på indkøb. Det diskuteres i dameblade, og der er altid nogen, der argumenterer for, at de ikke har taget skade af en endefuld, og det gør deres børn heller ikke. Hvis jeg havde kunnet vælge selv, ville jeg nu ikke have fundet det nødvendigt at introducere Clement for den slags idéer. Alain har læst bogen med Clement én gang. Bagefter spurgte han, om jeg var klar over, hvad slags bog det er denne gang. Vi har selvfølgelig for længst indbyrdes talt om det at slå børn, og er enige i vores holdning til det.
Popcorn hører til en af livets gode sider. Clement foretrækker at styre, hvem der får hvilke popcorn, når det begynder at dale synligt i skålen.
Clement har gang i mange ting, her har han bygget en slikfabrik af sine klodser. I øjeblikket bygger han også Noahs ark - Oas Nark som den hedder her i huset - hvor der dog desværre ikke altid er plads til alle dyrene. Det er jo noget rod.
Oas Nark blev genintroduceret i vores liv for nogle uger siden, da Clement i et af denne tids mange legetøjskataloger - hans aviser - så Playmobils Ark. Han huskede så, at vi spillede et computerspil en gang sidste år, og ønskede at spille det igen, hvad vi så har gjort lige siden.
Nu lyder det derfor indsmigrende flere gange om dagen med charmesmilet skruet på: Kan vi lave Oas Nark?
Jeg kan se, at han er blevet bedre til at bruge tasterne på computeren. De er jo ovre på den store skole to gange om ugen for at arbejde med computerne, hvor meget de får ud af det, har været lidt af en gåde for mig. Men et eller andet må det give udover vanen med at sidde ved en computer.
I øvrigt er det også sjovt at konstatere, at Clement nu tænder også på de mere "farlige" Playmobil-spil. Det er tydeligt at han går i skole, er vant til at være sammen med større drenge, og ikke længere bliver bange for pirater og riddere, der gør farlige ting. Tværtimod finder han det spændende, og det sjoveste af alt er at spille isspillet og blive spist af isbjørnen. Ok, det er ikke meningen... men jeg er altså bedre til at skrive ord end til at spille computerspil.
Når vi er i Reims - cirka en gang om måneden, vil jeg tro - passer det stort set altid med, at der er gang i et eller andet på den store plads, og heldigvis tit noget musikalsk. Sidst vi var der, var det den katolske nødhjælp - det må jo være Frankrigs svar på Folkekirkens Nødhjælp - der havde organiseret en masse. Blandt andet optræden med trommespil og dans.
Det kan godt være, at Champagne og Reims ikke er specielt progressiv, men man kan i hvert fald spille djembe her. Der er skole og flere trupper, og nogle af dem optrådte. Clement er meget interesseret i alle former for percussion, så det var jo selvfølgelig fedt at se.
Vi har en djembefilm fra Burkina Faso, så han kender stilen og dansen ret godt. Alligevel har det selvfølgelig en helt anden kraft over sig at se og høre rigtige mennesker spille, danse og synge lige foran næsen.
Vi har været i gang med at prøve at fotografere et eller andet til et julekort. Det er ikke nemt. Specielt ikke med det gamle kamera, der her synger sin svanesang og ikke lægnere kan fokusere.
NU HAR VI FÅET (KØBT) ET NYT... JUBII.. det er så nyt, at jeg ikke engang har prøvet det endnu.
Den 13. november har Eva for første gang smagt andet end mælk. Vi lagde ud med kartoffel - godt i smadder - og moset godt med eget kogevand, så vitaminerne ikke forsvinder, og det ikke skulle være for tungt.
Tilsyneladende syntes hun godt om forandringen.
For første gang har hun nu også fået fast føde, når vi andre sidder ved aftensmaden. Da Clement viste stor interesse for projektet, var det oplagt at lade ham prøve at made hende, og det gik fint. Eva vender alligevel altid hovedet i Clements retning, så det havde også sine fordele.
8-10 bittesmå skefulde, hvoraf noget blev ekspederet ud igen, men ikke det hele, tror jeg. Og tungen røg ind og ud, mens den lille dame overvejede, om hun nu brød sig om nyheden.
Jeg synes måske egentlig, at det er lidt tidligt. Men vi har fået grønt lys fra børnelægen, der oven i købet nærmest opfordrede os til at begynde lige så stille ved fire måneders alderen.
Desuden vil jeg gerne have nye spisemønstre indarbejdet og normaliseret, så meget det nu lader sig gøre, inden vi rejser hjem til Danmark på juleferie om en måned. Derfor er tidspunktet ret velvalgt, tror jeg.
Lillepigen blev selvfølgelig heller ikke snydt for sin natflaske, og måltidet oplivede hende i den grad, at hun sådan set stadig er i fuld gang med at tæske løs på aktivitetstæppet. Hensigten var nu ellers blandt andet også, at maden skulle gøre hende så helt utrolig udmattet, at hun fik behov for at hvile helt til den lyse morgen.
Hendes mor har nemlig sværere og sværere ved den natmadning. Ikke det kvarter ritualet varer, men den time det tager, at falde i søvn bagefter.
No comments:
Post a Comment