Percussion og pizza

 

Clements og Augustes første audition på konservatoriet skulle fejres. Det var hans mor og jeg helt enige om, så da de begge havde fået deres evaluering gik vi ud og spiste pizza for at fejre det sammen.

Hanekam

 

Musikken er i gang

 

 

 

 

En ægte sommerklassiker i vores familie: Musik i Chalons efterfulgt af aftensmad på pladsen ved byens flotte rådhus. Da vi nu er med på femte år, betragter vi os som kendere og ved derfor, at åbningskoncerten ALTID er god.

Meget af musikken på denne festival er en blanding af stilarter, der begynder et eller andet sted i den traditionelle folkemusik, men ofte blander elementer af electronica, ska, funk, jazz, rock, metal og hvad der ellers er af muligheder ind over.

Dette band har balkan-elementer, men også jazz, rock tilsat en god showstil af lidt af hvert.

Det er første gang, vi ser Eva up-front og Clement mere tilbagetrukket. Han er blevet større og lidt genert. Evas favorit er saxofonisten.

Næste band var efter sigende en af Sloveniens største sangere. Han sang på italiensk og engelsk, og det er meget muligt, men på det tidspunkt var der udsolgt i energi, så vi smuttede, vel vidende at denne festival fortsætter det meste af juli, og at der i øvrigt også er klassisk og jazz i Reims, som vi godt kunne prøve at få med. Der er f.eks. et tema med percussion, der af gode grunde er spændende for os.

Vi har besøg af Zoran, som jeg kender fra tiden i KAD, og som var med os til det hele denne weekend: Skolefest, fodboldfest og altså musik i Chalons.

Trommeland

 

 

Clement i Slaraffenland. Her spiller han to gange om ugen med sine to lærere og møder vist også de percussionister.

Nu hvor jeg har hørt marimba'en forstår jeg bedre, hvorfor han ikke rigtig gider sin xylofon her i huset.

Onsdag formiddag skal han spille sine tre stykker for de to lærere på konservatoriets udstyr. En markering af årets slutning, og det er gået godt.

Vi er med andre ord overbeviste om, at vi så rigtig, og at det er værd at bruge al den tid på trommer og kompagni.

Kagebager

 

Jer, der kender Eva, vil vide, at hun har god smag. Hun er også ret glad for at lave mad og bage kager. Især hvis hun selv kan slippe for at spise dem. Hun har arvet sin fars og sin farmors alt andet end søde tand, og tager til hver en tid hellere et stykke pølse end stort set en hvilken som helst kage.

I øvrigt er hun dygtig til det med kager. I hendes skole bager børnene selv fødselsdagskager en gang om måneden, og det er tydeligvis en af de timer, Eva hører godt efter. Hun har både styr på at skille æg og at der skal bagepulver eller andet hævemiddel i.

Her laver hun Gâteau Yaourt, en fransk klassisker med et bæger yoghurt, og hvor alle mål laves med dette bæger. Det er en god kage alene eller til is og/eller frisk frugt.

Et bæger yoghurt, to bægre sukker (evt mindre), to bægre mel, 6 gram bagepulver, 11 gram vanillesukker, et halvt bæger olie og tre æg røres sammen og kagen bages. Hvor svært kan det være?

Clements fødselsdag

 

Vi har holdt Clements fødselsdag med den nye klasse, hvor alle børn jo studerer musik som en del af deres program.

Jeg vidste godt, at fløjtepigerne og cellopigerne nok havde øvet sig på at spille noget, da jeg var til stede, da to af mødrene aftalte det. Alligevel var det et af de rigtig stærke øjeblikke, man af og til får i sin karriere som mor, at opleve de fire børn - hvoraf en endda havde taget sin stol med hjemmefra for at sidde ordentligt, de har jo kun spillet siden september.

Resten sang "happy birthday" og det hele under Sophies kyndige vejledning. Hun er mor til Clements veninde, og desuden cellolærer. Jeg tror nok, at alle syntes, at det var rigtig sjovt og hyggeligt at lave, og som Sophie sagde: Næste år spiller vi allesammen med.

 

Bagefter havde jeg jo så forberedt en Chasse des choses, hvor børnene skulle lede efter sedler over hele huset og i haven, lave en opgave og bagefter slå med en terning, lægge de to tal sammen og finde den seddel, hvis nummer korresponderede lige til 50.

En anelse svært, en anelse kaotisk men åbenbart også ok, for da jeg spurgte Clement om aftenen, var dette indslag faktisk det sjoveste, og børnene brugte da også rask væk en times tid, hvor de bestemt ikke så ud til at kede sig.

Spørgsmålene skulle til sammen dække lidt af hvert fra børnenes dagligdag med musik, lidt om hvad de har lært i skolen, noget fra deres baggrund. Clement er jo dansk, men klassen rummer også rødder i Cameroun, Marokko, Madagascar, Grækenland, Tyskland og så bor Victorias tante i Skotland.

 

De kan allesammen godt lide chokoladekage og en hel del af dem også min fynske brunsviger, Cham-pomy er obligatorisk i Champagne, også selvom en hel del børn faktisk hellere vil drikke vand.

 

Endnu engang en fin fødselsdagsoplevelse med børn, der hyggede sig sammen overalt, og denne gang havde vi også inviteret forældrene, der for de flestes vedkommende havde taget turen fra byen og ud til os. Det gav lejlighed til at møde nogle flere forældre, og blive bekræftet i vores egen oplevelse af, at det er en god klasse med børn, der har det rart sammen, og med forældre for hvem det er vigtigt, at deres børn har det godt og har det godt sammen.

Karneval i Soulieres

 

 

Alain og børnene har gået karnevalstur i Soulières. Godt nok en lille landsby, men den tager tre timer at gennemvandre.

Stort fremskridt i forhold til sidste år er, at Eva i år gik selv.

Det er ved denne lejlighed, at børnene samler slik ved hvert hus, der resulterer i en slikpose til hver, der er så stor, at den hos os varer hele året. De får også småpenge, og de går til skolens arbejde.

Pariserforår

 

Forleden weekend var vi i Paris.

Vi spiste madpakke i Jardin des Tuileries med Louvre i baggrunden. 30 meget parisiske minutter, inden vi skulle videre for at møde mødregruppen foran den gamle opera, Garnier.

Lidt af en arkitektonisk flødeskumskage.

 

Her et parti fra den store trappe, der er bygget til at iscenesætte ens entré.

 

Loungen, hvor det bedre borgerskab kunne tilbringe pausen lader ikke Versailles noget tilbage, hvad guld angår, men det er også meningen, fik vi fortalt.

 

Men det er her, det foregår. Scenen, som ganske vist kun udgør et mindre areal i det meget store bygningsværk. Den er holdt i rødt og guld, som den slags er.

 

I dag bruges den mest til ballet. Operaerne bliver oftest præsenteret i den ret nybyggede Bastille-opera.

Malerierne i loftet er af Marc Chagall.

 

Men dagen bød nu i øvrigt på mest musik på trappen foran operaen.

 

 

Bandet mindede os så meget om gamle kendinge fra Reims, men det var ikke Doctor-bandet - medicinstuderende fra fakultetet i Reims - men derimod arkitekturstuderende fra Paris, med nogenlunde samme instrumentation.

Jeg finder det i øvrigt imponerende med det forholdsvis store udbud - lader det til - af folk, der spiller godt nok til at stille sig op i denne form for bands med striber af velspilede evergreens. Måske ikke så overraskende i Paris, men Reims er trods alt en by på størrelse med et sted mellem Odense og Århus, og her tæller bandet en 20-30 af gode grunde skiftende medlemmer, da medlemmerne er studerende.

Mit gæt er, at svaret ligger i den forholdsvis seriøse musikundervisning, hvor man bruger en hel del timer om ugen på at lære at beherske sit instrument.

Haute-Savoie

 

 

Haute Savoie betyder det høje Savoie. Her er Frankrigs højeste bjerg, Mont Blanc, og det ligger 35 km borte, fugleflugt.

Dette er udsigten fra den hylde vi bor på i en landsby med omkring 400 indbyggere. På to og et halvt døgn når vi både at se det skønne sted med og uden sne. Et normalt år ligger her store mængde sne.

Det er også Haute Savois flag broderet i korssting, en af venindens passioner.

 

Her er vejen, og huset til venstre er dér, hvor vi skal hen.

 

 

 

Vores venner bor i en meget stor chalet - traditionelt træhus - der rummer to familier.

 

 

Udsigten indefra og ud og udefra og ind...

Lørdag morgen tager vi på en lille sætertur. Vi skal op og finde lidt sne. Det er også heroppe, vi finder bunker af Haute Savoies stribede sten. Jeg samler naturligvis en flok at tage med hjem, og da vi er hjemme indeholder Clements ene jakkelomme også sådan cirka et halvt kilo sten, så jeg har åbenbart givet passionen videre for en tid.

 

 

I stedet kigger vi os lidt omkring i den øverste del af landsbyen, hvor de fine og for manges vedkommende nyrenoverede træhuse - chalets - er beboet af landsbyens indbyggere om sommeren.

 

 

Vandet i Haute-Savoie stammer fra kilder her fra bjergene og det bedste i Frankrig: Evian, Thonon med flere er lige om hjørnet. På toppen er det ganske gratis.

Om eftermiddagen kører vi op til skistationen Les Gets, så børnene kan kælke.

 

 

Søndag morgen kører vi ned til nærmeste storby for at købe avis, brød, postkort og lokale specialiteter: Skinke, ost, Pinot Noir. Bagefter hjem til frokost.

 

 

 

Søndag eftermiddags kælketur foregår oppe på bjerget, og vi skal køre derop med to af disse kabiner.

 

 

Dette er udsigten fra sådan en kabine. Eva synes, det er cool. Clement kan godt få lidt ondt i maven i begyndelsen. Vældig typisk for begge.

Sådan her ser der ud oppe på bjerget:

 

 

 

 

 

 

 

Så er der dømt kælkning for alle. Vores venner forklarer vores børn, hvordan de styrer slæderne bedst, og så er det ellers afsted.

Eva får våde sokker mere hurtigt, som hun plejer, og vi går afsted for at skifte. Jeg regner med, at turen nok snart er slut, som den plejer, når hun bliver kold, fordi hun bevæger sig for lidt.

Men det utrolige sker: Hun får smag for det. Faktisk bliver Eva helt vild med at kælke, og vi har aldrig set hende more sig så godt og så længe i sne. Det er hendes snedåb, og jeg siger til vores venner, at det er en stor glæde for mig, at hun har fået den netop sammen med dem, der jo faktisk er de første udover familien, der har passset Eva og Clement med jævne mellemrum. Faktisk fandt vi aldrig nogen afløser, da de flyttede.

 

 

 

 

Hjemlig hygge. Børnene hører vi intet til, når vi er i huset. De spiller, leger og snakker konstant på trods af aldersforskellen, der spreder sig fra 4 til 14 år.

 

 

Sidste aktivitet er at være med den yngste datter på besøg hos naboens køer og kalve af den lokale Abyndance AOC-race. Eva synes godt om kalvene.