Kammerater

Clement er nu så stor, at små kammerater begynder at få indflydelse på hans verden.

De sidste dage har han brugt en del tid på at konstruere McDo. Tilsyneladende efter Maxences anvisninger. Clement aner stadig ikke, hvad McDonalds er. Vi kører forbi den hver onsdag formiddag, og han har efterhånden regnet ud, at det ser spændende ud pga. legepladsens Ronald McDonald farver, formoder jeg.

Vi taler også en hel del om hår for tiden. Det har vist sig, at det nye barn, Giovanni, rent faktisk er en drenge. Selvom han har langt hår, og Lucas siger ellers, at det er piger, der har langt hår. Jamen, Clement, tænk dig nu om: Jens-Christian kender du da, han har også langt hår i hestehale, og Børge, og han er endda gammel nok til at være bedstefar.

Lucas har altså ikke ret i alt.

Den har Clement til gengæld svært ved at æde. Lucas er trods alt den uofficielle leder af moyen-drengene, og dermed toneangivende dreng, og hans ord er altså lov. Derfor er det også blevet enormt vigtigt at være først: Først oppe om morgenen, først i tøjet, først færdig med at spise, først i skole. Moren kan sige, hvad hun vil, lige lidt hjælper det.

Selvom vi har konstateret, at det der med håret havde Lucas altså ikke regnet rigtig. Giovanni er en dreng. Hans hår er ikke engang langt, det er bare moderne, så det er ikke nået her til 14. kartoffelrække endnu.

McDo har alle til gengæld styr på, undtagen Clement, men han arbejder ivrigt på sagen i sin fritid, hvor han har store byggerier i gang med Duplo og Playmobil. Tilsyneladende uden at 10-øren er faldet for alvor. Han aner ikke, at det er noget med mad. Endnu.