Kærlig hilsen Clement og co (Nu med pics)

Mange tak til jer alle for vores dejlige juleferie i Danmark. Der bliver bare sjovere og sjovere nu, hvor Clement bedre kan huske. Både mennesker, ting, vi har gjort, skal gøre, plejer at gøre.

 

Hos mormor og bedstefar i Odense blev det en dejlig tradition at se julekalender hver aften. Det har vi ikke noget billede af, så her er et af Clement, der laver malebog (stort nyt hit), og moster Fie, der også ofte deltog aktiv i kalenderaktiviteterne. Mormor havde indkøbt "Jullerup Færgeby" på DVD, og Clement syntes hurtigt, det var ret fantastisk med "kranen, der sitter fast", Jens Peter Bus - den landkrabbe - og så selvfølgelig Kalle Kulmules triste sang "... kun bølgerne ved, hvor skibet gik ned." Vi kunne godt tænke os resten af ordene, hvis nogen af jer derude i cyberrummet skulle besidde teksten.

 

 

 

Juletræet fælder bedstefar hos "musik i skoven", en juletræsplantage, der bliver kørt af den samme mand, som var der, da vi flyttede til Odense i 1974, siger bedstefar. Dén gang fældede vi nu ikke træet selv... det må også have været dengang, der var hvid jul, og sådan er så meget ændret. I år kunne det også kun blive til et lille træ. Der var simpelthen ingen store på den mark, hvor man fælder. Altså færre julehjerter med mindre slik.

 

Den 23. december var mor, papa og Clement inde i Odense by. I december bliver det jo tidligt mørkt, så vi udnyttede mørkeningen til blandt andet at drikke varm kakao - kold Cocio-bajer til Clement - bagefter var benene så korte, at vi gik over på Banegården for at snuppe en taxa hjem. I Kongens Have brænder Odense Bys efter min mening smukkeste juleudsmykning. 1000 olielamper, der bliver tændt af spejdere hver dag...

 

Mormor har så meget julepynt, at hun er nødt til at putte noget udenfor for at få plads til det hele. Clement hjælper med at pynte træet udenfor.

 

 

En tur til Århus blev det også til... lejlighed til at se, hvor moster Hanne bor, lejlighed til at prøve en ordentlig rutschebane i Århus og bedst af alt, tror jeg, togturen, hvor man kunne se flere broer, togbaner, kraner, godsvogne og mange andre spændende ting, som oftest relateret til vejarbejde, byggerier eller transport. Moster Hanne bor på De Meza vej ikke så langt fra mors gamle værelse hos Anne-Mette, og derfor gik det ret nemt med at finde en god legeplads. Den med dyr på Ingerslevs Boulevard, hvor der også var en god, høj rutschebane, og diverse fugle, geder og så videre, der ikke interesserede Clement videre. Dyr har vi trods alt også her.

 

Mormor har skaffet billetter til julebørnekoncert med Odense symfoniorkester, et kæmpestort nissebørnekor - 350 nisser - Laus "Krumme" Højbye som konferencier og overraskende god tenor og en kanon-opførelse af Halfdan Rasmussens ABC-bog. Det er børnene, der synger Halfdans skønne tekster, og det er helt klart, hvilke de bedst kan lide. De digte, de tænder mest på, synger de nemlig med så høje og klare stemmer, at man tydeligt kan høre og forstå hvert ord. Resten kniber det mere med. Vi synger allesammen "Sikken voldsom trængsel og alarm", og det gør også et vist indtryk på Clement, der gerne synger, hvad han kan huske resten af julen. Det er forrygende at følge hans interesse for orkesteret og allermest selvfølgelig for hans allerkæreste slagtøj.

 

 

 

 

 

I Roskilde nåede vi julehalløj hos Suna, en god dag med Karen og Mads, hvor vi så legepladser, flere dyr - ja, Clement tænder altså stadig ikke helt vildt på dem, rutschebaner er meget bedre. Clement drønede rundt i hælene på Mads og så, hvordan han bygger med Lego, leger med biler, spillede på guitar. Vi så Karens cello og fik lov at prøve at stryge dens strenge med buen. Det er skam ikke nemt, der er ikke noget at sige til, at man må øve sig og øve sig og øve sig for at blive god. Hvilket i øvrigt for alvor er ved at gå op for Clement. At det ikke er nemt at få det til at lyde godt. Men pædagogisk - eller hvad, jeg er ikke sikker - siger jeg så, at det tager meget tid og øvelse at spille, så det lyder godt. Mange år. Lige så mange år, som der går, til man bliver stor. Eva kan bare godt lide at blive holdt.

 

 

Hun har nu også genoptaget sin gamle vane med at sove i arm, hvilket er vældig hyggeligt, men det lægger også beslag på en del arbejdskapacitet. Det har mormor dog normalt intet imod.

 

Moster Hanne tager med os i toget tilbage til Odense. Dagen efter instruerer hun Clement i, hvordan man laver en guirlande lissom i børnehaven. Så nu glæder vi os til at få 10 - eller 20 - meter guirlande til vores træ til julen om et år... vi har ikke ret meget pynt, så det er fint at lægge ud med noget, der virkelig batter.

 

 

 

Den 24. om formiddagen pynter vi juletræ. I år hjælper Clement, og det er en dejlig beskæftigelse at hjælpe med at fordele slikket: Lakridskonfekt - et ord, han i øvrigt nu behersker til fuldkommenhed, dog med tryk på sidste stavelse - lakridspinde, franske linser og chokoladekringler. Eva er nået den alder, hvor papir er helt vildt interessant. For så vidt normalt mere spændende ind papirets indhold. Mette holder jul på Fyn, og kommer forbi. Jeg har i øvrigt altid syntes, at det var helt vildt hyggeligt at ønske glædelig jul på denne måde. Bagefter går Alain og moster Hanne med Clement i Zoo, der har gratis adgang i anledning af julen. Clement er mest interesseret i legepladsen, men da de vil hjem, vil han godt alligevel lige se dyrene.

 

Efter juleaften - når træet er blevet vist - bliver slikket frigivet. Det er et af de ritualer, Clement kan huske fra sidste år, og han går da også til den.

 

 

1. juledag er der saftsusme Sigurd inde i fjernsynet, og selvom Clement er stort set færdig efter en dejlig eftermiddag med Karen og Mads i selskab med Sunas kusines døtre og en anden dreng - vi er inviteret til julefrokost hos dem - prøver han lige at samle det absolut sidste mulige kvantum energi sammen. Det er trods alt musikken, den store musik, som han virkelig holder af. Og for at det ikke skal være løgn, har Sigurd besøg af Kaj og Andrea. Så bliver det ikke større.

 

En meget kær julegave - ekstra udstyr til Brio-toget - som der er blevet leget igennem med lige siden.

 

Hvorfor vi tilsyneladende sidder koordineret skævt på dette billede kan jeg ikke sige. Men det er i hvert fald fra 2. juledag fra familiens julefrokost. Resten har jeg glemt.

 

I Pandrup besøger vi Marianne, Allan, Ellen og Jakob, og de har lånt en cykel også til Clement, som imponerer ved at hjule et par kilometer på den lille cykel. Vi har jo stort set aldrig set sønnike cykle før - det foregår i skolegården og på ferie hos Mamie - så det er rimeligt overbevisende. Det må Clement også synes, for han har snakket om at skulle cykle med Jakob lige siden. Og så har vi også hørt en hel del om Jakobs guitar. Selv nu, hvor Clement selv har fået en. Den har nemlig noget, der ligner rigtige strenge, som gør ondt i fingrene.

 

 

Vi besøger Flemming og ser hans nye (nå ja, Edith er født i april) lillesøster. Vi har jo også fået en lillesøster, vi kan vise frem, siden vi sås sidst for halvandet år siden. Vi besøger Julie og Torsten i sommerhus i Svanninge Bakker. Skægt at se, hvor hurtigt rødderne finder hinanden, selvom det er så længe siden. Clement føler sig naturligvis også straks godt til pas et sted, der besidder noget Brio-tog og en ordentlig tamtam.

 

 

En tur til Tønder for sige "bonjour" til Nanna og Trine, der jo forstår fransk nu. Trine er fin som babysitter, hun flytter sig ikke så langt. Vi spiller Clements nye billedlotteri på fransk. Vi har såmænd også lige spillet det i dag. At spille spil betyder også at lære at holde nogle regler... så det er ikke altid, vi - nogle af os - gider at spille spil trods det oplagt pædagogiske potentiale. Men billedlotteri med fire plader går lige... Eva får en fint lille duttedyr - døbt fru Sprutte - til at sætte på vandhanen for at undgå større skader under badning. Foreløbig arbejder hun på at få den stoppet ind i munden, det går lidt bedre end med Mariehønen Evigglad, der er tre gange større. Vi er så heldige at befinde os i et hus med hjemmelavet konfekt, hjemmebagte småkager og kat, der gerne vil klappes. Nanna og Trine får en fransk pigebibel og fri ret til at spørge om oversættelse. Men jeg har nu ikke hørt fra dem endnu. Er de virkelig så gode?

 

Til kaffe hos Erik og Kirsten i Ribe. Med tændt juletræ som kusine Freja og hendes veninde Katrine ikke er for store til at danse rundt om med en lykkelig Clement i hænderne. Senere, da vi skal tilbage til Odense, henter jeg Clement ned fra Frejas værelse, hvor de spiller musik sammen.

Og så mangler vi jo her nogle billeder af Clement, der drøner rundt i hælene på tvillingerne Pauline og Isabelle, mens de leger cirkus i hele huset. Det var vistnok ret sjovt... vi har hørt en del om den piger, der var en hest... Jeg fik endelig demonstreret Build a Bear-konceptet, og hvad det virkelig handler om af det økonomiske bagland: Bamserne er såmænd ikke så dyre... men udstyret, mobiltelefonerne, skoene, kjolerne - de skal jo have fire hver - kæresterne, koster knaster.

 

 

 

 

Vi spiser brunch hos Bjørg og hendes mor og far nytårsaftensdag. Hun har fået dejlige julegaver, blandt andet elefantsnabel med kulørte sommerfugle-spillet, der bare er for sjovt, når man er tre.

 

Hvor har jeg dog savnet at sidde sådan her med mine gode veninder, tak for nogle gode timer. Jeg har prøvet at nå så meget som muligt og lidt til, og det har virkelig været rart at snakke om stort og småt med jer allesammen, omend der slet ikke var tid nok nogen steder.

 

 

 

Nytårsaften hos Hakon og Vibeke, der nu har både baby og eget hus på Amager. Hjalte, som Eva hænger ud med på legetæppet, siger ikke helt lige så meget, men sådan er mænd jo. Til gengæld er han stor og stærk... Han er seks uger yngre end Eva, som jo ellers her i Frankrig overalt bliver udnævnt til at være en stor baby. Mette kommer og holder flasken, med nyindspillede, danske filmskatte, hvor det nok ikke er alle de nymodens skuespillere, der har lige meget vokal. Til gengæld er det super at høre arrangementerne i god indspilning.

 

 

 

 

Gå ud og gå en tur er blevet et hit i Odense. Eva har aldrig nogensinde sovet længere end de eftermiddage, hvor hun har tilbragt 2-3 timer i barnevognen. Nu prøver jeg det samme her i Frankrig, hvor barnevognen dog er så meget mindre, at det nok ikke kan lade sig gøre mere end nogle få måneder. Hun sover nemlig ikke nær lige så godt i den store klapvogn, det har jeg prøvet.
Vi når også ned om åen for at fodre ænder, ser på klarinet Clement er på jernbanemuséet og talrige småture med bedstefar, der mener, at damp skal lukkes ud med jævne mellemrum. Eva er mere til hjemlig hygge og gode lure i barnevognen. Det sidste, mulige kvarter inden boarding på flyet tilbringer vi i Lego-loungen i Billund lufthavn, der er udstyret med en masse Lego-klodser. God lejlighed til at prøve andre modeller af. Selv Lego har vi i øvrigt kunnet slæbe med tilbage til Frankrig, idet Clement arvede noget Byggemand Bob-Duplo af tvillingerne. Han hedder i øvrigt Bob le Tracteur på fransk (og Bob der Baumeister på tysk, ved vi fra vores amerikanske forbindelser).

 

 

Vanen tro slutter juleferien hos Etienne og Laurence, der nu også er udstyret med en baby. Clement viser Alexis, hvordan man bygger et højt tårn med Duplo og bagefter vælter det. Vi udveksler julegaver, en boldmaskine til Alexis, en dukke til Eva og noget så fantastisk som en elektrisk guitar med forstærker til Clement. Etienne må have tænkt meget over det - han benægter, men jeg ham ej tror - det er s'gu lige før, det er lykkedes ham at finde noget, der larmer mere end trommesættet, og der skal alligevel noget til. Men, guitaren er naturligvis fantastisk, og så naturtro, at man får ondt i fingrene af at spille på den. Med den er det for alvor gået op for Clement, at det at spille musik ikke bare er noget med at tage et instrument i hænderne og fløjte eller hamre derudaf. Det er en lidt trist oplevelse for ham, men på den anden side måtte det jo komme. Han har i øvrigt på Alains nye Gasolin-DVD m.m. afluret, hvordan en rigtig guitarstjerne tér sig helt ned i detaljer som Franz Beckerlees hop, når soloen er slut.

Fransk morgen

Vi elsker vores 10 minutter i den store seng, inden dagen begynder med alle dens gøremål, måltider, skoletimer, lure i barnevogen, sutteflasker og så videre.

Nogle er glade for deres sutte. Andre må bare have dagens første dope for at få sprækkerne op.

Jul hos Josette

Vores franske jul holdt vi hos Alains mor, Josette. Clements og Evas store fætter, David, var der, og Alains søstre, Martine og Dominique, Martines mand Roger og Josettes ven, Marcel.


Juletræet kommer frem hvert år... For dets fod står julekrybben... Den hellige familie med flere.






Eva er en præmiebaby, der lader sig holde og holde og holde... iført julekjole fra Annie. Clement og David er stadig helt særlige gode venner. Tænk, det har de været lige siden den allerførste gang, David så Clement, bare fire måneder gammel.




Julegaverne... nøje diskuteret og udvalgt gennem hele efteråret. Panique au chantier - Playmobil-vejarbejde - fra Mamie, tavle fra David, bilbane fra papa (og mor vistnok), globus fra tata Dominique og tæppe med vejbane fra tata Martine.


Så skal der samles. Papa og David kaster sig over dimserne for at sætte dem sammen til anvendeligt legetøj for Clement. Og det er skam ikke altid nemt. Tro ikke det.






I dagene efter jul hos Josette bliver der virkelig leget igennem på alle etager.

Nu undrer det nok, hvor Evas gaver er henne? Tjah, hun sov åbenbart under gaveåbningen, og ingen fandt på at hente kameratet frem, da vi åbnede Evas pakker. Som i øvrigt alle indeholdt tøjdyr af forskellig slags... og så naturligvis dukke Lotte, og hende er der billeder af andetsteds.

Se min nye Lotte

Eva har fået sin første dukke - det er Lotte - hun har endnu ikke fundet ud af, om man kan spise håret, men jeg skal hilse og sige, at hun arbejder på sagen.

Giraffen Sophie er fantastisk

Og woooohooow... hvem kan røre ved sine helt egne tæer nu?

Juleforberedelser

Hos os begyndte julen allerede sidste weekend i november, hvor vi pyntede op med de nisser vi har. Julekarrusellen, der spiller "We wish you a merry x-mas" og krybbeskærmen, som Karen har lavet af silkepapir.


Eva er en rigtig lille nissepige i disse meget fine, hjemmestrikkede og lånte fjer med norsk - eller er det færøsk? - mønster. Under alle omstændigheder synes jeg, det er hyggeligt at kunne give den lille franskdame lidt klæder på, der er så typisk nordiske. Hanne, det må du gerne hilse strikketøjets ophavskvinde og sige.

Den første december oprandt... stærkt inspireret af nogle oprindeligt danske nisser - nu bor de også i Champagne, så de er vel indvandrere ligesom mig og mine nisser - indførte jeg også, at vi skulle have en nisse.

Så jeg stod faktisk og lavede risengrød på Basmati-ris den 30. november - forsøgte, bør jeg sige - for det går selvfølgelig slet ikke. Det koger ikke ordentligt ud, men jeg kom lidt sent i gang med forberedelserne, så det var ikke muligt at anskaffe Pama Grødris eller hvad det nu hedder. Niseen var heldigvis ligeglad, den tog for sig af retterne, behørigt serveret i grødfad med slev, smørklat og kaneldrys.


Clement syntes, det var vældigt spændende... og blev heldigvis ikke bange for denne lidt mystiske idé, der pludselig dukkede op ud af det blå. Men det var også en flink nisse, der havde en kalendergave med.


Denne kombination af nisse og gave er jeg ikke sikker på, at jeg bryder mig så meget om, men hvis man vil have en nisse i sit hus i december, kan jeg godt se på det hele, at det skal tænkes lidt bedre igennem i lidt længere tid. Så det er godt, at Clement ikke er så kritisk endnu, når mine påstande ikke hænger ordentligt sammen.


Babyer får ikke kalendergave hver dag, men det gør heldigvis ikke så meget. De er glade bare de får lov at studere alt det spændende deres storebror foretager sig.


Tænk bare, da Clement kom hjem fra skole den 1. december var der kommet en julekalender fra Danmark med posten. Meget spændende... det er nu en uge siden, og nu har han fuldstændigt forstået konceptet. Alligevel spørger han hver aften, om han kan få lov at åbne den næste låge, og hver aften får han lige så stensikkert at vide, at han må vente til næste morgen.


Vi har skam også fået et kalenderlys med juleposten fra mormor i Odense, og for en gangs skyld kan vi faktisk nå at brænde det ned, som det sig hør og bør. Det er rigtig hyggeligt at tælle dage ned på den måde.


Clement prøvesmager mors klejner, bagt med hjortetakssalt - der doseret forkert giver kraftig smag af ammoniak - ikke uden frygt og bæven, men man er vel en mand og ikke en mus. Til gengæld puttede jeg så lidt af kemikaliet i, at kagerne stort set ikke hævede. Lidt mus er man åbenbart alligevel.


Eva må som sædvanlig nøjes med flaske, men det er hun så vidt vides også godt tilfreds med.

Den 3. december holdt vi julestue for venner, familie og nogle naboer. Til lejligheden havde jeg lavet gløgg, en god stiv omgang med rosiner, der havde svømmet i Marc de Champagne så længe, at de smagte godt igennem. Dejligt... men man fik varmet kinderne godt af trylledrikken.


Til serveringen hører også æbleskiver, foromtalte klejner, havregrynskugler og hjemmelavet nougat.






Og nogle af os fik skam også klistret lidt julepynt. Jeg lavede små kræmmerhuse af kagetallerkenpapir med glansbilleder. Det kan selv jeg finde ud af, og det ser skam yndigt ud.

Når vi går til og fra skole taler vi om Verzys juletræer, der er pyntet med gaver, der er pakket ind i rød og guldfarvet folie. Clement fortæller hvilke der er pakker til børn og hvilke der kun ligner gaver. Vi kigger på det store juletræ udenfor rådhuset og julelysene i hovedgaden og julepynten i butikkerne. Hvilket altsammen er meget fint til at bringe den rette julestemning, så vi er klar, når vi kommer til Danmark om en uges tid.

Forældremøde

Vi har været til møde med Clements lærer, Brigitte, for at høre hende om, hvordan det går. Det er primært på den måde, man har en chance for at spørge om ting, der trykker, eller bare hører, hvad de laver, og hvordan det i øvrigt går.

Det er et godt møde, jeg er glad for det bagefter. Måske mest af alt, fordi jeg synes, at det hun siger, svarer meget godt til det, vi selv taler om og ser.

Hun har tidligere kaldt ham en lille pirat, og med det mener hun åbenbart en dreng, der stadig er lille og umoden, gør præcis, hvad der passer ham, og kun hører efter, når det passer ham. Det kender vi fint hjemmefra. Man kan nemt få den tanke, at han intet hører, hvis ikke det var fordi der altid er prompte reaktion på ord som chokolade og jordbærsaft.

Nu gør det mig ikke så meget, at han stadig har denne "baby-side", som hun kalder det . Han er jo faktisk stadig lille. Bare tre og et halvt år.

På den anden side er han superinteresseret i at lære. Suger til sig. Laver gerne opgaverne i cahier de vie, har en god fornemmelse for antal. Hun nævner som eksempel, at han visuelt kan overskue seks stykker, og at det er godt for hans alder.

At han er vild med at lære alt, ser jeg selvfølgelig også herhjemme. I øjeblikket tæller han meget - på fransk til 30, og på dansk spørger han mig, hvad alle tallene mellem 10 og 30 hedder, stort set hver dag til frokost.

Vi bruger også en hel del tid på at tale om begreber som "i morgen" = efter næste dodo, "i går" og "i dag". Det er svært at forstå.

Vi snakker også om sprog. Vi har begge det indtryk at Clement ikke blander dansk og fransk, med mindre han kun kender ordet på det ene sprog. Brigitte siger det samme, og oven i købet, at han også er godt med rent sprogligt. Han taler godt.

Jeg har en fornemmelse af, at hans musik og hans tosprogethed supplerer hinanden godt. På en eller anden måde lærer man med begge dele at tune ind på noget, inden man kaster sig ud i det. Clement trommer jo til det musik, vi hører, og han begynder at kunne holde en simpel rytme et stykke tid. Hvad det sproglige angår har han nu helt styr på, hvem man taler dansk med og hvem man taler fransk med. Og jeg kan se på ham, at han undrer sig lidt over at høre mig tale både dansk og fransk, hvilket jeg gør lidt mere nu, fordi jeg i ny og næ veksler en sætning med andre voksne i skolen.

Brigitte siger også, at han er en venlig, sjov og tilsyneladende vellidt dreng. Jeg har bemærket, at de store piger - dem på 4 og 5 år - ser ud til at synes godt om ham. De kalder i hvert fald på ham på gaden, og Amandine, som også har været med hjemme og lege her et par gange, har åbenbart kastet sin kærlighed på ham med både kys og kram. Clement siger dog selv, at han godt kan lide Amandine, men det er nu Jason, Amandines lillebror, der er hans kammerat. På gaden er vi dog også på hils med Camille, Morgane og så var der også Manon, som Clement selv siger. De små piger i petit section - Clementine, Maelys, Ambre og Julie interesserer mindre.

Det er jo altsammen meget rart at høre, ikke mindst når man har været så nervøs som jeg over at sende mit barn ind i det franske skolesystem. Jeg tror nok, at jeg tør tage det roligt de næste to og et halvt år, og det er jo allerede fint.

Brigitte afslørede i øvrigt også, at hun selv er halvt italiensk, hvilket var rart for mig at vide, da det jo fortæller mig, at hun, når hun spørger mig om, hvordan det går, rent faktisk har en baggrund for at vide noget om, hvordan det er. Til de fleste andre fortæller jeg normalt meget lidt om den slags, da det alligevel er for svært at sætte sig ind i. Ens vanskeligheder ved den form for integration opstår de mærkeligste og tilsyneladende totalt banale steder, og det er nok svært at forstå, hvorfor det sker. Selv kan jeg nok ikke engang forklare det. Jeg kan bare mærke, at jeg har stærke reaktioner mod at gøre et eller andet. Så lader jeg normalt være. Jeg forsøger ikke at tvinge mig selv over blokeringerne. De går normalt i sig selv, hvis jeg blot får den nødvendige tid til at overvinde dem.

Men Brigitte har en ilterhed over sig, som franske kvinder - i hvert fald her fra egnen - normalt ikke har, og hun taler rivende hurtigt, så det undrer mig slet ikke, at hun er halvt italiensk. Det passer mig vældig fint, at Clement har en lærer, der forstår tosprogethed og at have en dobbelt kulturel identitet, fordi det betyder, at hun også interesserer sig for det, som han også er. Og det har jeg jo allerede set, at hun gør. Hun spørger ham f.eks. hvad ord som "bonjour" og "merci" hedder på dansk.

Jeg fik i øvrigt også slået fast en gang for alle, at det er ulovligt at slå børn i franske skoler, og hun forklarede mig, at hun sætter børnene på en bænk ved siden af gruppen, hvis de nægter at gøre som i gruppen. Og vi enedes også om, at det er bedst at spørge, hvis man er i tvivl. Det er jeg jo helt enig i, men jeg er langt fra sikker på, at det er normen her. Men jeg ved det jo ikke. JEg har da helt sikkert også en masse vilde idéer, som blandt andet opstår, når man er fremmed og skal finde sin vej gennem det fremmede. Når jeg skal finde vej for Clements vedkommende, betyder det lige pludselig alverden for mig, hvor tingene er, og det er fremmed her, selvom vi stadig er i Europa. Til tider kan det være om ikke angstfremkaldende så befordrende for at få idéer, der ikke nødvendigvis er korrekte.

Nu kan jeg så spørge Brigitte...

Mens vi venter på at julen begynder

Saint Cecile er Verzy-gardens skytshelgen. En god lejlighed til at promenere gennem byen med tjuhej, trutterut og bombombom. Clement synes det er fantastisk. Især efter, at det har vist sig, at Jasons storebror, Brian, spiller med. Han er stor, syv år, spiller på bækken, og nu ved vi så, at man skal være syv for at være med. Hver optræden ender med tredje halvleg på rådhuset. Det er ikke ringe. De dage er briochen fra bageren tilmed perfekt bagt, og lidt af en lækkerbidsken. Clement har normalt øjnene med sig, så nu kopierer han marchtrommernes måde at håndtere trommestikkerne på.








Eva har stiftet bekendtskab med nissefar, julemusen og den lille julebamse.






Vi prøver også at "skyde" begge børn til et julekort. Ikke helt nemt. Eva må ikke tilte. Clement nægter at være tættere på hende end en halv meter. Ingen af dem må have røde øjne. Til gengæld må de gerne begge to se venlige ud, som de hyggelige børn, de er. I får resultatet engang i december.


Clement har mange små venner med i seng, her den store og den lille nournours - bamse - han passer dem skam også flinkt, de får både mad og drikke, og til tider også deres egen ninin - sutteklud.

Det er i øvrigt helt forrygende at se de to børn sammen. Jeg har haft lidt svært ved at tro på alle jubelhistorierne, om hvor fantastisk det er at se to søskende sammen. Helt ærligt, hvor fantastisk er det lige pludselig at skulle dele alting og konstant få besked på, at man må vente til bagefter?

Jeg tog fejl.

Clement synes helt tydeligt, at det er sjovt med Eva. At hun skal spise, at hun skal have skiftet ble, at hun griner til ham, at hun vender sig om efter ham. Og Eva har nærmest ikke øjne for andet end Clement, når han er der. Hun vender sig efter ham, griner til ham og stopper nærmest enhver aktivitet for at studere dette forunderlige fænomen, en storebror.

Hun er begyndt at snakke meget, og noget der ligner en rytme aftegner sig også svagt. Det mest sikre lige nu er dog, at hun vågner kl. 6 og derefter rent ud sagt kæfter op til hun bliver taget op ad sengen. Så vil hun tit gerne bare sidde i sin stol og kigge og snakke videre, indtil hun skal have mad ved 8-tiden.

Dagen lang vekselvirker med Evas måltider, korte lure, der sjældent er længere end 30 minutter, siddeture på armen, hvor hun elsker at sidde og putte sig, aktivitet på legetæppet, som hun også hiver godt fat i nu, ned og hente og aflevere Clement i skolen fire gange om dagen, så vidt muligt i bæreselen, det trætter også lidt. Meget hurtigt er kl. 16.30, og Clement er så færdig med skole og kommer hjem.

Smæk

I dag spurgte Clement for første gang Alain, hvad smæk er for noget. Jeg har gået og ventet på, hvornår spørgsmålet ville komme.

Det er ikke noget, han nogensinde er blevet introduceret for her, eller ikke som begreb, derfor kender han ikke ordet på dansk, så han valgte altså at vente til Alain var hjemme for at vende det med ham.

Det står nu ikke helt klart, om nogen har fået ryk i ørerne i skolen.

Til gengæld hørte jeg, da vi efter frokost ventede på at blive lukket ind på skolen, en dagplejemor true et af sine børn med en fesse, hvis hun ikke blev stående stille ved siden af barnevognen. Det kan altså også være dette, Clement har hørt, og åbenbart har forstået, at det var noget han i hvert fald aldrig har hørt om.

Ellers sker det af og til, at en af mødrene giver deres afkom smæk bagi på vej til og fra skole... jeg har aldrig været tæt nok på til at høre, hvori forseelserne bestod. Jeg tror såmænd heller ikke, at det gjorde ondt. Men ydmygende er det at måtte stille sig med hovedet mellem benene, så mor kan give en smæk for øjnene af alverden.

Clement har haft en biblioteksbog med hjemme, der netop handler om vold mod børn, og opfordrer ofrene til at fortælle en voksen om det. Jeg ved så ikke, hvad man gør, hvis det er ens egen kære mor, der giver smæk i fuld offentlighed. Men jeg har valgt at tolke det sådan, at Clements lærer må have en progressiv holdning til smæk, siden en sådan bog er blandt udvalget. Det er selvfølgelig også det, der er lettest at leve med for mig.

For skal man egentlig gøre, hvis læreren rykker ens barn i ørerne, når det ikke makker ret? Altså... i et samfund, hvor den slags er accepteret... tage sit barn ud af skolen og sætte det hen på en anden skole, hvor det måske er endnu værre?

Foreløbig har vi nok bare tænkt os sådan en passant at strejfe emner, når vi skal have møde med læreren en gang før jul for at høre, hvordan det går.

Dagligdage i november

I skolen låner børnene en biblioteksbog med hjem hver uge. Det er jo sådan set fint. Clement har et rimelig grumt eksemplar med hjem denne uge. Den handler om vold mod børn, og opfordrer voldsramte børn til at fortælle andre om det. Jeg har ikke taget mig sammen til at spørge læreren endnu, om hun virkelig synes så små børn skal læse den slags. Eller endnu værre, om det virkelig er nødvendigt.

Det er jo velkendt og tydeligt, at hænderne sidder en hel del løsere på forældre hernede. Det ser man overalt: På gaden, til familiefesten, på indkøb. Det diskuteres i dameblade, og der er altid nogen, der argumenterer for, at de ikke har taget skade af en endefuld, og det gør deres børn heller ikke. Hvis jeg havde kunnet vælge selv, ville jeg nu ikke have fundet det nødvendigt at introducere Clement for den slags idéer. Alain har læst bogen med Clement én gang. Bagefter spurgte han, om jeg var klar over, hvad slags bog det er denne gang. Vi har selvfølgelig for længst indbyrdes talt om det at slå børn, og er enige i vores holdning til det.


Popcorn hører til en af livets gode sider. Clement foretrækker at styre, hvem der får hvilke popcorn, når det begynder at dale synligt i skålen.


Clement har gang i mange ting, her har han bygget en slikfabrik af sine klodser. I øjeblikket bygger han også Noahs ark - Oas Nark som den hedder her i huset - hvor der dog desværre ikke altid er plads til alle dyrene. Det er jo noget rod.

Oas Nark blev genintroduceret i vores liv for nogle uger siden, da Clement i et af denne tids mange legetøjskataloger - hans aviser - så Playmobils Ark. Han huskede så, at vi spillede et computerspil en gang sidste år, og ønskede at spille det igen, hvad vi så har gjort lige siden.

Nu lyder det derfor indsmigrende flere gange om dagen med charmesmilet skruet på: Kan vi lave Oas Nark?

Jeg kan se, at han er blevet bedre til at bruge tasterne på computeren. De er jo ovre på den store skole to gange om ugen for at arbejde med computerne, hvor meget de får ud af det, har været lidt af en gåde for mig. Men et eller andet må det give udover vanen med at sidde ved en computer.

I øvrigt er det også sjovt at konstatere, at Clement nu tænder også på de mere "farlige" Playmobil-spil. Det er tydeligt at han går i skole, er vant til at være sammen med større drenge, og ikke længere bliver bange for pirater og riddere, der gør farlige ting. Tværtimod finder han det spændende, og det sjoveste af alt er at spille isspillet og blive spist af isbjørnen. Ok, det er ikke meningen... men jeg er altså bedre til at skrive ord end til at spille computerspil.


Når vi er i Reims - cirka en gang om måneden, vil jeg tro - passer det stort set altid med, at der er gang i et eller andet på den store plads, og heldigvis tit noget musikalsk. Sidst vi var der, var det den katolske nødhjælp - det må jo være Frankrigs svar på Folkekirkens Nødhjælp - der havde organiseret en masse. Blandt andet optræden med trommespil og dans.

Det kan godt være, at Champagne og Reims ikke er specielt progressiv, men man kan i hvert fald spille djembe her. Der er skole og flere trupper, og nogle af dem optrådte. Clement er meget interesseret i alle former for percussion, så det var jo selvfølgelig fedt at se.

Vi har en djembefilm fra Burkina Faso, så han kender stilen og dansen ret godt. Alligevel har det selvfølgelig en helt anden kraft over sig at se og høre rigtige mennesker spille, danse og synge lige foran næsen.


Vi har været i gang med at prøve at fotografere et eller andet til et julekort. Det er ikke nemt. Specielt ikke med det gamle kamera, der her synger sin svanesang og ikke lægnere kan fokusere.

NU HAR VI FÅET (KØBT) ET NYT... JUBII.. det er så nyt, at jeg ikke engang har prøvet det endnu.



Den 13. november har Eva for første gang smagt andet end mælk. Vi lagde ud med kartoffel - godt i smadder - og moset godt med eget kogevand, så vitaminerne ikke forsvinder, og det ikke skulle være for tungt.

Tilsyneladende syntes hun godt om forandringen.

For første gang har hun nu også fået fast føde, når vi andre sidder ved aftensmaden. Da Clement viste stor interesse for projektet, var det oplagt at lade ham prøve at made hende, og det gik fint. Eva vender alligevel altid hovedet i Clements retning, så det havde også sine fordele.

8-10 bittesmå skefulde, hvoraf noget blev ekspederet ud igen, men ikke det hele, tror jeg. Og tungen røg ind og ud, mens den lille dame overvejede, om hun nu brød sig om nyheden.

Jeg synes måske egentlig, at det er lidt tidligt. Men vi har fået grønt lys fra børnelægen, der oven i købet nærmest opfordrede os til at begynde lige så stille ved fire måneders alderen.

Desuden vil jeg gerne have nye spisemønstre indarbejdet og normaliseret, så meget det nu lader sig gøre, inden vi rejser hjem til Danmark på juleferie om en måned. Derfor er tidspunktet ret velvalgt, tror jeg.

Lillepigen blev selvfølgelig heller ikke snydt for sin natflaske, og måltidet oplivede hende i den grad, at hun sådan set stadig er i fuld gang med at tæske løs på aktivitetstæppet. Hensigten var nu ellers blandt andet også, at maden skulle gøre hende så helt utrolig udmattet, at hun fik behov for at hvile helt til den lyse morgen.

Hendes mor har nemlig sværere og sværere ved den natmadning. Ikke det kvarter ritualet varer, men den time det tager, at falde i søvn bagefter.

Mit navn er spise

Af fuldefolk og små børn skal man høre sandheden... fulde folk ser vi sjældent i dette hus, og jeg har netop fået bevist, hvad jeg nok havde på fornemmelsen, at vi - også i vores familie - har et meget mere traditionelt kønsrollemønster, end jeg bryder mig om... sådan bliver det bare af alle mulige grunde... lige meget hvor meget jeg stritter imod... vi skal jo have noget at spise, og jeg kan altså ikke hidse mig op over bilerne, ikke engang den nye superhurtige Audi... til gengæld kan det godt hidse mig op, hvis vi ikke får andre grøntsager end tomat og agurk.

Hvorom alting er, i dag spurgte Alain Clement, hvad mor hedder - det vidste ungen godt: Solveig... men hvad hedder så papa? Den var straks sværere, så meget pædagogisk spurgte Alain s, hvad siger mor, når hun kalder på papa.

Svaret faldt prompte: Spise.

Øv altså.

Evas verden skal i munden

Eva er også blevet større. Hun er stærkt interesseret i at smage på verden.

Desuden arbejder hun ret målrettet på at få stoppet helst begge knyttede hænder samt sin Mariehøne bog ind i gabet.

Når det ikke lykkes, synes hun, det er hyggeligt at skubbe en lille lyserød tungespids ud over gummerne til almindelig beundring.

Hun er stadig helt overbevist om, at man ikke kan sove igennem. En opstrammer kl. fire er svær at klare sig uden, og de nætter, hvor hun sover helt til kl. 6, er få.

Vi prøver selvfølgelig at stoppe mad i hende, inden hun tilter mellem kl. 19 og 20, men det nytter ikke. Hvis hun ikke ligefrem skriger på mad, kan man lige så godt opgive, der vil alligevel ikke ryge mere end 10-20 ml indenbords, og det betyder ingenting i forhold til, om det bliver kl. 4 eller 6.

Hun kommunikerer, det har hun efterhånden gjort længe i form af ordene "areu areu", som babyer jo anvender i Frankrig (det gør de også i Danmark, Clement gjorde i vhert fald), gurglen, sprutten og spytten.

Fra lille til større

Clement bliver så stor. Vi mærker tydeligt, at han nu er sammen med mere udfordrende aldersklasser end i vuggestuen. I skolen er de 25 i alderen tre til seks år, han har fået sin første kammerat - copin - han hedder Jason, og er en måneds tid ældre end Clement. Jasons storesøster på fire år, Amandine, lader til at have kastet sin kærlighed på en heller ikke uvillig Clement. For ham er det tilsyneladende lige meget, hvem af dem han løber med i skolegården og på fortovet, når vi går og og ned på vores ture mellem hjem og skole. Vi møder dem stort set altid på vejen, så nu er det også blevet en del af vores ritual at vente på de store børn, der går i primaire - skolen for de 6-11 årige. Dér går nemlig Jasons og Amandines storebror Bryan, der dels spiller bækken i Verzy-garden, dels lader til at være en ret godhjertet og rar storebror for de to små rødder. I en alder af syv klapper han selv Clement på hovedet. Jeg står derfor nu hver dag før frokost og hver dag før skolen ringer ud kl. 16.30 og venter på Bryan, for Clement hænger nemlig ud med Jason og Amandine på vejen. Og det er jo skønt, at se ens barn helt selv finde ud af at hænge ud med nogen.

I dag mødte vi hjælpelæreren Pascale på vejen, og hun gav Clement noget af en forelæsning - venligt bevares, men alligevel - om at han ikke skulle løbe på fortorvet men vente på sin mor med barnevognen. Jeg prøvede at forklare, at det er ok med mig, at de løber... de er så glade... og det er tilsyneladende også ok med den anden mor. Og der er så mange voksne omkring, at jeg har svært ved at forestille mig, at der ikke er en til at gribe fat i dem, hvis en af os ikke lige er der.

Da jeg kom for at hente den lille rod kl. 16.30, fik jeg at vide af læreren, at Clement laver mange betises - dumheder - og ikke hører efter og gør, som man beder ham om. Det, måtte jeg jo indrømme, lyder velkendt. Dog ikke stregerne, det formoder jeg, han har lært af de andre børn. Jeg kunne ikke lade være med at overveje, om det mon var Pascale, der havde droppet et par ord, om den uansvarlige og ligeglade mor, der bare lod sit barn løbe afsted?

Jeg undrer mig dog lidt over, om de virkelig forventer af en 3-årig, at han er så disciplineret, at han hører efter og gør som der bliver sagt? JEg synes jo bare det er fint at han har idéer, så længe han ikke gør noget eller nogen ondt med det.

Alain grinede i øvrigt da jeg satte ham ind i det. Han mener heller ikke det er specielt betænkeligt, og hørte aldrig selv efter siger han.

Men jeg er da spændt på den eventuelle opfølger. Clement er så glad for at gå i skole. Når han har fri om onsdagen, har han nu flere gange præsteret at sige: Jamen, jeg er glad for at gå i skole. Som om man næsten gør ham ondt ved ikke at tage ham derhen. Så siger jeg, at skolen sover om onsdagen, og at det er derfor, at vi går til musik i Sillery i stedet for.

Det er han også glad for, og læreren Olivia siger at han er god... det tror jeg jo at han er... men jeg må indrømme at jeg har hende mistænkt for at sige det samme til alle forældre. Det får så i givet fald være...

Jeg glæder mig over, at Clement siden han begyndte i skolen især har fået meget mere god drengeenergi. En dreng skal helst også kunne finde ud af at løbe og råbe og lege lidt vildere end Clement har gjort før. Ikke fordi jeg ønsker at se min lille skat vild på nogne måde, jeg vil bare gerne have, at han har selvtillid til at klare sig blandt de andre børn.

Og det ser ud til at han har det. Han er i hvert fald slet ikke så genert som han kunne være før. Det er tydeligt at han er blandt kammerater med de ni små i skolen, blandt de store har han sine favoritter og jeg har ham også lidt mistænkt for at se lidt op til nogle af dem. Det er også fint nok.

Han leger også rigtig godt med de andre dansk-franske drenge nu... hvor han stort set det første år egenltig holdt sig i et hjørne og passede sig selv, selv når de besøgte os her. Nu går han i clinch og leger.

Vi har også haft Jason og Amandine på besøg her, og Clement har besøgt dem. Jeg håber, at det fortsætter, da de ser ud til at hygge sig sammen. Det er en god ting at have sin første ven, og det tror jeg faktisk, at Clement har i Jason.

I weekenden har vi så hæftet Cahier de Vie hjemme for at sætte et billede eller en tegning i det. Foreløbig har vi sat to trommesæt i. Et billede fra et trommekatalog og en tegning af et batterie. For ikke at blive beskyldt for at være fuldstændigt monoman, har jeg besluttet at der kommer billeder fra vores parisertur i næste gang, dvs denne weekend, Louvre, den musikalske trappe og en brugt billet fra metroen... hvor der i øvrigt også er masser af musik.
Det er sjovt at læse den bog med Clement, han forklarer gerne, og han kan huske, hvad de har lavet for mange uger siden - den fungerer nemlig også som deres bog - små opgaver, tegninger, prints af fotografier osv bliver klistret ind i den.

Ellers læser han mest legetøjskataloger, der vælter ind i stride strømme for tiden. I et af dem genkendte han Noas Ark fra Playmobil - Oas Nark, som han kalder den - og kom i tanke om at vi spillede det som computerspil for et år siden. Det er vi så begyndt på igen. (Playmobils hjemmeside) Der ligger også et isspil, hvor man bliver spist af en isbjørn, hvis man som mig ikke er dygtig nok. Det synes han er forrygende nu, hvor han tidligere blev bange af den slags farligheder.

Og så interesserer han sig nu for SPiderman, som blev introduceret her i huset sidste jul i form af en kiste med nøgle. Der bor Clements sous sammen med mine aflagte plastickort - les tickets. Han er nu begyndt at købe tid ved computeren, hvilket jeg synes er udmærket træning.

Altså mange tydelige tegn på at den lille dreng bliver større.